Pebernødder, "Smagen af jul" og en herlig tur til en ukendt planet

Hvilke madbøger skal du give væk - eller ønske dig selv - i år? Der er nok at vælge imellem! Jeg har fået tilsendt en række bøger, og jeg vil i de kommende dage give min helt personlige vurdering af en håndfuld af dem, der har noget at sige til en kageelsker.

Ved første øjekast ligner "Smagen af jul" endnu en bog i den uendelige række af julebøger, der vil fortælle om julen, livsstilstilbehøret, der følger med og det gode liv i familiens skød. Allerede ved andet øjekast bliver det klart, at der dog er noget ganske andet på færde. Forfatterne viser sig at være to mænd, og ingen af dem er bloggere, amatørfotografer eller vindere af en madkonkurrence på tv. Ole G. Mouritsen er dr. scient. og professor i biofysik ved Syddansk Universitet. Klavs Styrbæk er kok.

Planeten "Jul"...

Og ligner den appelsin med nelliker på omslaget ikke snarere en sær krydret planet i et mørkegrønt univers, end et projekt, som man kan hygge sig med at lave sammen med børnene? Ikke at der er noget galt med at hygge sig med børnene, men vi HAR hørt , at julen er hjerternes fest. Ole G. Mouritzen og Klavs Styrbæk slår et velgørende slag for at minde os om, at julen er mere og andet end det:

Man kunne lige så godt sige, at julen er hjernens fest. Alle de vidunderlige indtryk fra vores fem sanser, at se, at høre, at lugte, at smage og at føle, samles i hjernen, hvor de kædes sammen med erindringer, følelser, belønning og sproglige udtryk for vores oplevelser. Hvor lidt vi end bryder os om det, er smagen af julen i vores hjerne og ikke i selve maden. Men maden og smagen taler dog direkte til hjertet.

Om noget er det smage og dufte, der giver os de stærkeste indtryk og dybeste erindringer om julen. Her behøves ikke mange ord for at forbinde hjerte og hjerne.

Glædelig jul!

Selve bogen er en gennemgang af julens klassiske kulinariske elementer - komplet med enkle opskrifter og billeder uden for mange dikkedarer. Og så en vidunderlig udlægning af de kemiske processer, der ligger bag tilberedningen og ikke mindst duften af julesteg, rødkål og brunede kartofler. Der er afsnit af typen "En videnskabelig forklaring", der fx. hedder: Hvad er skind?, Mundfølelsen af sovsen og Kållugt og kålsmag, og bogen afsluttes med et lille smukt illustreret katalog over Julens molekyler. Det har jeg ikke set i nogen julebog før!

For en god ordens skyld prøvede jeg bogens opskrift på pebernødder; den så enkel og fristende ud. Men noget må være gået galt. Da jeg havde blandet dejen helt efter opskriften, var den alt for klistret til at rulle pebernødder af. Jeg tilsatte mere mel, men dejen var alligevel halvklistret, og den løse dej gjorde, at pebernødderne hævede mere, end hvad den slags normalt gør, så de endte med at have en lidt for let og luftig konsistens efter min smag, og der blev slet ikke så mange som angivet ved opskriften.

Måske understreger den lidt svage opskrift, at "Smagen af jul" ikke er bogen, som man skal købe - eller ønske sig - for opskrifternes skyld, men at dens rigelige berettigelse ligger i dens uhøjtidelige, muntre, lærerige og ganske unikke tilgang til et ellers godt gennemtrasket område. Jeg er vild med bogen!

Duften af jul fejler ikke noget!

Pebernødder

•  4 æg
• 300 g sukker
• 2 tsk kardemomme
• 1 tsk ingefær
• 4 tsk finthakket (eller revet) citronskal
• 1 1/2 tsk hjortetaksalt
• 10 dråber citronolie (kan udelades)
• 600 g mel (den oprindelige opskrift sagde 1/2 kg)

Pisk æg og sukker og tilsæt krydderier, hjortetakssalt og evt. citronolie. Tilsæt mel og ælt til dejen er smidig. Rul dejen ud i tynde pølser og skær i små stykker. Rul pebernødderne og sæt dem på en plade med bagepapir. Giv god afstand mellem kagerne; de hæver (og lugter stærkt pga. hjortetaksaltet!) under bagningen. Bag kagerne ved 180º indtil de er let brunede; det tager ca. 10 minutter.

Gold Spot (Må jeg fortælle dig om denne konditorkage fra Konditori Antoinette…?)

Jeg har været på konditori. Inviteret. Kaffe og kage kvit og frit med en ledsager. Bare fordi. Altså fordi jeg tidligere har skrevet pænt på bloggen om det pågældende konditori, og fordi jeg omtalte vinderen af  Årets Kage 2015-prisen på min Kage! Kage! Kage!-facebook-side.

Årets Kage 2015: Gold Spot!
Kagen er kreeret af Savio Lobo, konditorlærling fra Konditori Antoinette i København

Og må jeg nu skrive om det konditoribesøg? Jeg har jo tidligere - helt frivilligt - skrevet om Konditori Antoinette? Jeg har mødt overkonditor Allan Andersen ved adskillige lejligheder og synes, at han er skøn og sjov, og at han laver vidunderlige kager og herligt gakkede kageevents; må jeg så, fordi han er min (facebook-)ven?

En artikel af Maria Andersen fra RelationsPeople på K-forum Bloggere som reklamebureauer. Må jeg fortælle dig om denne her Bubble Latte? sætter - gennem et kig på en case om Arla og en sag om deres aftaler med en meget ung blogger om at omtale et nyt Bubble Latte-produkt - spot på en masse spørgsmål, som trænger sig på i gråzonerne mellem reklamer og bloggere. Indledningen lyder: Lige nu arbejder Forbrugerombudsmanden på en række pejlemærker for virksomheders samarbejde med bloggere, som skal gøre det enkelt for virksomheder at overholde reglerne i markedsføringsloven. Men er det så simpelt, hvornår indhold er markedsføring, og hvornår det er redaktionel omtale?

Selvfølgelig må jeg skrive, men hvordan skal jeg markere mit indlæg om Årets Kage, så mine læsere ikke bliver udsat for snigende reklame? Og ER der tale om reklame eller er der tale om "redaktionel omtale", som jeg ville have skrevet alligevel? Måske bare lidt senere? Skal jeg skrive "Sponsoreret af"? "I samarbejde med…"? Er det godt nok, at en af etiketterne på indlægget antyder, at jeg er blevet "sponsoropmuntret"? Skal der stå noget først i indlægget, og skal det være med store bogstaver? Ville det betyde noget afgørende for troværdigheden/reklameværdien/historien, hvis jeg skrev kritisk og/eller ufordelagtigt om produktet?

Er jeg en forretningsidiot, når jeg lader mig lokke af to stykker kage og to kopper te til at bruge tid på et konditoribesøg og til at bruge mange dage på at reflektere og adskillige søndagstimer på at skrive? Er jeg supersmart, når jeg tager imod kage, som jeg sikkert ville have købt privat alligevel før eller siden?

Er det til skade for min troværdighed, at jeg skriver om konkrete produkter, når jeg er betalt - i kage - for det? Er det til skade for bloggersamfundet, at grænserne mellem uafhængige bloggere og kommercielle medier er blevet udflydende? Skyder jeg konditorkage med kanoner, og er problemstillingen kun relevant i forbindelse med store, kommercielle fuldtidsblogs, eller bør en mellemlille, semiseriøs blogger som jeg også forholde mig til problemstillingen?

Det sidste spørgsmål har jeg sådan set allerede svaret på: jeg forholder mig jo. Jeg forholder mig, fordi jeg er nysgerrig både som personlig blogger, som del af et større (mad-)bloggerfællesskab og som beboer i en verden hvor medier - ikke mindst de sociale - betyder en hel masse, som mange af os gerne vil forstå. I 2015 er rigtig mange af os jo både brugere og indholdsproducenter i det nye og evigt foranderlige mediebillede.

Jeg forholder mig så meget, at jeg meldte mig til og deltog i et morgen-panel-debatmøde om "Bloggere og reklame" tidligere på ugen. Mødet var arrangeret af konsulentvirksomheden RelationsPeople og foregik hos erhvervsadvokatvirksomheden Gorrissen Federspiel ved Rådhuspladsen. Der var lækker morgenmad klar til alle deltagerne, superkompetente paneldeltagere og i det hele taget fuld valuta for pengene. (Må jeg fortælle om dette debatmøde og linke til arrangørerne - eller er det nu også reklame…?)

Reklameværdien af Pain de Raisin, et jordbær og en paneldebat.
Jeg tænker godt om folk, der giver mig lækker morgenmad og gode, brugbare kalorier til hovedet.

RelationsPeople opsummerer morgenmødet på deres hjemmeside: Debatarrangement understregede gråzone i reglerne (her finder du bla. info om paneldeltagerne og links til forbrugerombudsmandens oplæg med de vigtigste regler fra markedsføringsloven) - og overskriften er også min konklusion: det er ikke nemt! Jeg vil gå videre: Der er ikke bare én, men masser af gråzoner!

Jeg tænker, at noget af dét, der gør det svært at have med bloggere at gøre og dét, der gør det svært at blive klog på bloggere som gruppe, er, at de (vi) er så forskellige. Vi er sjældent entydigt ikke-kommercielle eller kommercielle. De fleste bloggere begynder vel - som jeg selv - med et personligt hobbyprojekt, som så udvikler sig mere eller mindre. Det er som udgangspunkt gratis og uforpligtende at oprette en blog, og man kan helt selv bestemme, hvor meget eller hvor lidt man vil gøre ud af projektet, så alle kan gøre det.

Måske bliver bloggen interessant for en større skare af læsere og måske bliver den også efterhånden lidt interessant for producenter af dette og hint, og så begynder der at ske noget. Man kan blive inviteret til produktevents med smagsprøver og/eller goodiebags, man kan få tilsendt små og store gaver mere eller mindre uopfordret, man kan blive kontaktet for egentlige samarbejder om indlæg - og når og hvis man bliver stor og seriøs/fræk nok, kan man henvende sig den anden vej og bede om tjeneste eller produkter. Der er mange blogs, der indretter sig med annoncer, og der er i det hele taget rigtig mange forskellige veje til kommercialisere en blog.

Eftersom de færreste kaster sig ud i bloggeriet fuldt ud besluttede på at ville leve af det, vil udviklingen typisk ske glidende, og man opdager måske ikke nødvendigvis selv, hvor man er på vej hen.

Jeg tror, at tiden forlængst er løbet fra, at grænserne kan gøres skarpe og klare som i "de gode gamle dage", men jeg ser et behov for løbende at sætte spot på og diskutere grænsedragningen mellem og sammenblandingen af "uafhængigt redaktionelt stof" og det kommercialiserede, så vi i det mindste går med åbne øjne ind i de grå zoner.

Keep calm - and take me to the playroom...

Forbrugerombudsmanden er som nævnt i gang med at udarbejde pejlemærker omkring virksomheders samarbejde med bloggere; nn deltager i debatmødet nævnte muligheden af certificering af blogs til hjælp for læserne. Måske skulle vi i bloggermiljøet også selv arbejde på at opstille nogle etiske regler for vores kommercielle interesser?

Gold Spot - officielt foto

For ikke at lade Gold Spot helt i stikken vil jeg give den et par ord med på vejen her til sidst: den var dejlig! Meget smuk; både enkel og kompliceret at se på rent visuelt. Det var skønt med den knasende bund som kontrast til mousse- og gele-lagene. For min skyld kunne der godt have været lidt mere knald på smagene i de forskellige lag, men det er nok fordi mine smagsløg ikke er så forfærdeligt fintfølende. 

Hvis jeg selv skulle lave en tilsvarende kage, ville jeg måske også holde lidt igen med husblasen. Jeg ved godt, at den er nødvendig, hvis man skal kunne præsentere knivskarpe kagestykker, men privat ville jeg nok ofre lidt på den visuelle konto for at få en mindre stivet konsistens. Netop dét, at kagerne ikke var så stive, var en af de ting, som jeg roste Konditori Antoinette for i et indlæg Konditori Antoinette revisited i 2010. Udseende betyder meget, når man skal sælge, men hjemme kan man heldigvis bedre selv bestemme.

Opskriften på Gold Spot er ikke hemmelig, så det er bare at gå i gang!

Goldspot – vinder af årets kage 2015

Dome af choko-cheesecake med whisky 
245 g Flødeost
380 g Chokolade
 190 g Whisky
190 g Sukker
420 g Flødeskum
8 stk. Husblas

Husblas opblødes I koldt vand. Flødeost og sukker røres sammen. Lidt flødeskum opvarmes med husblassen og røres i chokoladen. Ostemassen tilsættes flødeskum og herefter chokoladen. Til sidst røres whiskyen i. Fordel massen i halvkugle gummiforme (Ø5cm) og sæt på frost – gerne dagen før.

Bund 
125 g Æg
60 g Sukker
50 g Mel
15 g Kakaopulver
2,5 g Bagepulver

Klargør en kageramme 35x35cm og sæt på en flad plade med bagepapir.

Æg og sukker piskes hvidt. Mel, kakao og bagepulver sigtes og vendes i. Blandingen fordeles på bagepapir og bages i 7 minutter ved 225 °c.

Crunchy bund 
100 g Pailette feuilletine
50 g Mørk chokolade
75 g Nougat
10 g Pufsukker

Nougat og chokolade smeltes og blandes. Pufsukker og pailette feuilletine blandes i. Denne crunchy bund fordeles ovenpå den bagte bund.

Brûlée 
200 g Mørk chokolade
200 g Fløde
20 g Sukker
40 g Æggeblommer
2 stk. Husblas

Smelt chokolade. Fløden koges og (udblødt) husblas tilsættes. Tilsættes derefter. den smeltede chokolade. Sukker og æggeblommer røres sammen og chokolademassen tilsættes. Denne masse fordeles over den crunchy bund, når den er kølet af. Ovenpå dette, fordeles de frosne domes af choko-cheesecake.

Vanilje-Citrus Cheesecake 
180 g Flødeost
150 g Sukker
120 g Kærnemælk
60 g Creme Fraiche
½ Vaniljestang
6 stk. Husblas
450 g Flødeskum
Saft fra 1 citron

Vaniljekorn skrabes ud og fordeles med sukkeret. Dette røres sammen med flødeost, creme fraiche og kernemælk. Husblas udblødes og varmes med lidt af osemassen og udrøres derefter i resten af ostemasse med flødeskum og citronsaft. Denne masse fordeles ud over choko-cheesecake domes.

Gelé
37,5 g Baileys
37,5 g Whisky
37,5 g Fløde
6 stk. Husblas
Lidt brun farve

Fløden varmes og husblassen smeltes deri. Alkoholen tilsættes. Geléen kommes på toppen oven på vanilje-citrus cheesecaken. Pynt Som pynt kan et brud af chokolade, der pensles med guldstøv bruges.

Reklame - med firmanavn og alting...

Påskekage (Hov! Der er noget indeni!)

Hvad er det lige med påske? Det er noget med nogle dejlige fridage med sære navne, hvor vi - hvis vejret arter sig - kan gå i haven og spise sæsonens første is. Når påskeugen er fuld af stormvejr og snesjap er det mere oplagt at blive indendøre. Og måske bage en lidt avanceret påskekage.

Kagen her er - udover at være temmelig lækker - mit bud på en spiselig udlægning af påskens drama og  de store kontrastfyldte temaer, der er i spil i netop denne højtid: liv/død, lys/mørke, vinter/forår, sorg/glæde, død/opstandelse.

Den pædagogiske pointe med kagen er, at den er mørk og dyster udvendig på samme måde som langfredag var mørk og dyster. Jesus hænger på korset og lider og dør. Alt håb synes ude. Selvom man ikke tror sådan helt bogstaveligt på fortællingen fra Bibelen, har de fleste nok oplevet øjeblikke eller længere perioder i livet, hvor alting forekommer sort og ligegyldigt. Man er naglet til tilværelsen. Føler sig forladt af alle.

Naglet til et kors på jorden
hænger under Lovens torden
Himlens Herre og Guds Søn.
Selv den evig gode Fader
ham i bitrest kval forlader,
hører tavs hans angestbøn.
(Salme 195 i Den Danske Salmebog)

Sådan er Langfredag, men den lange og pinefulde fredag er ikke afslutningen på historien. Der kommer en påskedag, hvor alting forandrer sig. Hvor dysterheden og den kolde død bliver gennembrudt, som en æggeskal, der knækkes og afslører sit bløde, gule indre. Det giver ikke mening. Det giver mening - og håb. Håb. Altid på trods af alle odds.

Påskekagen afslører sit livsglade indre, når den skæres ud. 

Påskekage med muntert indre 
(12 personer)

Fyld (forberedes dagen i forvejen)

• 2 1/2 dl piskefløde
• 200 g hvid chokolade
• grøn frugtfarve (eller matcha-te)
• rød frugtfarve (eller lidt sigtet hindbærmarmelade)
• 1/2 - 1 tsk rosenvand
• gul frugtfarve (eller lidt sigtet abrikosmarmelade)
• revet citronskal

Hak den hvide chokolade og kom den i en skål. Giv fløden et opkog og hæld den over chokoladen. Lad den stå et øjeblik. Rør rundt indtil du har en glat blanding. Fordel chokoladefløden i tre mindre skåle og sæt dem i køleskabet til fløden er helt kold - evt. natten over.

Tilsæt farve og smag til hver af de tre skåle. Pisk til fast flødeskum. Kom flødeskummet i tre sprøjteposer (eller fryseposer).

Bunde (let bearbejdet opskrift fra Odense Marcipan)

• 4 æg
• 400 g sukker
• 300 g mel
• 2 tsk bagepulver

Pisk æg og sukker let og luftigt. Bland mel og bagepulver or rør det i dejen. Fordel dejen i to springforme og bag bundene ca. 25 minutter ved 175º. Kagen skal være fint lysebrun. (Der er måske lidt rigeligt dej, så du kan evt. bage "smagsprøver" i muffinsforme eller en lille kageform.)

"Smørelse" til bundene

• abrikosmarmelade
• 150 g blød nougat
• 50 g mørk chokolade

Smør bundene med et tyndt lag abrikosmarmelade så snart de kommer ud af ovnen. Læg tynde skiver af blød nougat på de varme bunde og lad den smelte. Fordel nougaten over overfladerne. Smelt chokoladen i en sprøjtepose, og sprøjt tynde striber på kryds og tværs. Lad bundene køle helt af.

Fordel nu fyldet på den ene bund ved at sætte klatter i forskellige farver i et godt tykt lag.

Læg den anden bund henover med den smurte side ned. Smør oversiden med et tyndt lag abrikosmarmelade.

Chokolade-smør-glasur

• 200 g mørk chokolade
• 100 g smør

Smelt smør og chokolade sammen og rør det til det er en samlet glasur. Stil kagen på en rist med fx. bagepapir nedenunder og hæld den tyndtflydende glasur ud over kagen. Gem evt. en smule, hvis du vil lave en chokolade-rede ovenpå kagen. Fordel glasuren på hele kagen, så den er helt dækket.

Kom evt. en smule af glasuren i en sprøjtepose og lad den stivne en anelse. Så kan du lave en fuglerede, som påskeharen kan lægge sine kulørte æg i som en antydning af, hvad der venter indeni... 

Bonusinfo: der er lidt flere billeder af påskekagen og processen frem til resultatet på Kage! Kage! Kages!s facebookside.

Hvis du vil vide mere om påske eller bare have andre ideer til påskekager, så kig på mine tidligere indlæg om påske.

Mere bonusinfo: Jeg fik en påskepakke fra Odense Marcipan for et par uger siden, derfor har jeg brugt deres produkter - marcipan, nougat og chokolade - i påskekagen, og derfor er indlægget at betragte som kvasi-sponsoreret. Bare så du ved det.

Æblespiraler - med lakridssalt

Jeg kan godt lide lakrids. Jeg er lidt for glad for salt. Æbler er fantastiske lige nu. Butterdej er altid godt. Jeg har arrangeret en legeaftale med de fire.

Æblespiraler med lakridssalt (ca. 24 stk.)

• 3 plader butterdej
• nogle skefulde godt indkogt æblemos af æbler med ordentlig smag
• lakridssalt

Smør et tyndt lag æblemos på butterdejspladerne. 

Drys med lakridssalt. 

Lille drys: ingen vil kunne gætte præcis, hvad der er det særlige ved æblespiralerne, men de vil bare opdage, at der ER noget særligt. 

Stort drys: æblespiralerne smager tydeligt af både salt og lakrids.

Rul hver plade sammen på den korte led, og skær den i skiver på ca. 3/4 cm.

Læg æblespiralerne på en bageblade og bag dem ved 200º i ca. 12 minutter eller indtil de er lysebrune i kanten.

Spis æblespiralerne til en kop te - eller en øl?

Æblespiralerne er på en måde en variation over temaet i indlægget for et par uger siden: Æbleroser. Jeg tror faktisk, at de også kunne blive interessante med et drys lakridssalt i stedet for kardemomme og rosenvand. Og forestil dig lige en omgang æbleflæsk med lakridssalt! Jeg mærker noget mundvand trænge sig på. Nå, det falder lidt uden for rammerne af bloggen her...

Disclaimer: Legeaftalen herover er afledt af en opfordring fra Katrine fra det islandske firma Saltverk om at prøve deres lakridssalt.

Jeg mødte Katrine ved et bloggerarrangement for nogle uger siden og fik efterfølgende et par bøtter lakridssalt til at lege med. Jeg har taget ud-/opfordringen op, dels fordi jeg bare godt kan lide lakrids, og dels fordi jeg synes, at det er rigtig spændende at udforske dét, der sker i grænselandet mellem det søde og det salte køkken. Her er lakridssaltet et spændende input.

Lakridssaltet fra Saltverk er en kombination af islandsk flagesalt - det er altså ret groft - og ekstrakt fra persiske lakridsrødder. Man kan selvfølgelig lave sit eget lakridssalt ved at blande lakridspulver og salt, men lakridssaltet her er lavet ved inddampning af en opløsning af salt havvand hentet ind fra havet, hvor Saltverk ligger, og lakrids. Lakridssmagen er altså inde i selve saltet og ikke udenpå.

Som en interessant bonus kan man læse på Saltverks hjemmeside, at saltet produceres helt uden brug af anden opvarmning end den, der kommer fra Islands egen varme undergrund.

Jeg er bestemt ikke færdig med at lege...

"Afrikanske" cookies a la Linn

Småkagerne er kun ganske let eksotiske. Ligesom Linn - også kendt som madbloggeren Frk. Kræsen. Småkagerne er bagt med ingredienser fra Coops nye serie af afrikansk producerede varer, Savannah. Linn er svensk.

I sidste uge inviterede Linn - på vegne af Coop - til et madbloggerarrangement, hvor de inviterede dels skulle høre om den nye produktserie og dels skulle i køkkenet og finde på sjove sager med udgangspunkt i produkterne. Jeg var inviteret, og tog med, både fordi jeg synes, at Afrika er "det oversete kontinent", og fordi aftenens fokus var på det søde køkken. Mit køkken!

Layanna Martin fra Coop fortæller og svarer fint på - kritiske - spørgsmål

Alle de fine frembringelser skulle fotograferes til sidst - og smages af hele gruppen. God plan!

Snickersbrud, cheesecake, Tarte Tatin, dadelkugler og andre kreative lækkerier

Det blev en superhyggelig aften. Jeg kom "på hold" med Mette fra Because it matters, og vi fik lavet nogle fine svar på aftenens tre udfordringer:

• noget bagt, 
• en mousse og 
• noget med chokolade. 

Hver ting selvfølgelig med brug af mindst ét Savannahprodukt. Vi brainstormede sammen og nåede frem til tre ting på de ca. halvanden time, som vi havde til rådighed:

• cookies med smag af Afrika lagt sammen med is
• hvid chokolademousse med citron og
• en chokoladesuppe infuseret med sort te

Mette var primus motor på moussen og suppen. Jeg bagte småkager. 

Min bedømmelse af vores frembringelser:

• Småkagerne, som blev lagt sammen med en Savannah is med chokoladestykker, var overraskende gode. Sprøde, søde og som sagt: let eksotiske. Vi måtte arrangere is-sandwichsene, mens småkagerne stadig var lune; derfor satte jeg et spyd i dem med vindruer, så lagene ikke gled fra hinanden. Grundsmåkageopskriften "Verdens bedste chocolate chip cookies" fandt jeg med Googles hjælp på Kager til Kaffen. (Christina, der har den blog, var tilfældigvis også til stede!) I stedet for chokolade fyldte jeg småkagerne med alle de produkter, som minder bare lidt om Afrika: krydderier, kokos, peanuts, cashewnødder, dadler og abrikoser.

• Moussen var helt guddommelig. Blid, blød og meget, meget smuk. Med et enkelt rosenblad fra en Savannah-rose blev den lille servering i en ydmyg glasskål til noget meget fint. Mette brugte vist en opskrift fra sin blog som udgangspunkt.

Så enkelt kan det gøres...

• Chokoladesuppen var - blev vi enige om - for voksne: meget kraftig chokoladesmag, kraftig og bitter tesmag, meget lidt sød. Jeg kunne godt lide den, måske især som kontrast til alle de mange søde sager, som vi smagte, men den kræver nok lidt udviklingsarbejde før den for alvor kan blive en favoritdessert. Den blev pyntet med fine snoede butterdej-kardemomme-grissini - kaldet "pinde".

"Afrikanske" cookies a la Linn

(ca. 30 stk.)

• 150 g blødt smør
• 125 g brun farin
• 125 g rørsukker
• 1 tsk friskstødt kardemomme
• 1 tsk vanillesukker - eller korn fra 1 vanillestang
• 1 æg
• 250 g mel
• 1 tsk bagepulver
• 50 g cashewnødder
• 50 g peanuts
• 50 g hakkede tørrede abrikoser
• 50 g hakkede dadler
• 50 g kokosmel

Altid huske, aldrig glemme: noter!

Pisk smør, sukker og krydderier sammen indtil det er lyst og luftigt. Rør ægget i. Tilsæt mel og bagepulver og rør indtil dejen er jævn. Kom fyldet i og rør igen indtil det er fordelt. Du kan naturligvis variere fyldet med andre nødder og tørrede frugter.

Rul valnøddestore klumper af dejen til kugler og pres dem let flade på en plade beklædt med bagepapir. De flyder en anelse ud under bagningen, så sørg for at der er plads mellem kagerne.

Bag småkagerne i ca. 15 minutter ved 200º og lad dem køle af. Så bliver de helt søde og sprøde. Som Linn!

Den kritiske læser vil nu måske spørge - ligesom de kritiske bloggere spurgte: hvorfor skulle jeg dog købe Savannah-produkter? Hvad kan de produkter? Er de særligt gode? Særligt spændende? Særligt afrikanske? Særligt økologiske? Særligt ansvarlige? Særligt billige? Særligt Fair Trade-agtige? Svaret er stort set "nej" over hele linjen. 

Det gode argument for at købe Savannahprodukterne er, at de kan være med til at få gang i noget handel med afrikanske producenter, som dermed kan udvikle deres produktion og på længere sigt være med til at producere de fødevarer, som vi på globalt plan kommer til at mangle i fremtiden. Produkterne  er ordentlige uden at være enestående, og samarbejdet med Coop betyder at arbejdsforholdene i de afrikanske lande, som Savannahprodukterne kommer fra, langsomt vil forbedres.

Det er ikke enkelt. Det er ikke nemt. Det kommer ikke til at gå hurtigt.

Det kræver med andre ord - ser det ud til i mine øjne - at man er lidt overskudsagtig og kan se pointen i at tænke langt både geografisk og tidsmæssigt, hvis man for alvor skal blive Savannah-fan. Det bliver spændende at se, om de danske forbrugere er klar til at tænke på den måde.

Afsluttende bemærkninger:

• Ja, vi ved godt ALLESAMMEN, at Afrika ikke er et land men et kæmpestort kontinent med mange (Wikipedia siger 53) uafhængige lande, der er helt forskellige!
• Der kommer vistnok opskrifter og flere billeder fra aftenen på Coops madside Vi skal spise. 
• Fotografen bag de fine billeder er Bo Ranum Borre Larsen. De to knapt så fine har jeg selv taget...
• Og ja, jeg - og de andre bloggere - blev ikke bare hygget om en hel aften; vi fik også goodiebags med hjem med Savannah produkter. Just sayin'.

Ballantines Christmas Reserve Cake Pops

Gammelt, nyt. Lånt. Blåt.

Whisky løfter kuglerne.

Kage-bryllup-pop.

Kagehaiku #2

Lånt - og blåt - billede af BCR Cake Pop (og et stykke Peanut Butter Bacon Pie). Foto: Laura West Fich. (Tak, Laura!)

Ballantines Christmas Reserve Cake Pops ("rom"kugler med whisky)

ca. 18 stk.

• 400 g gammel chokoladekage (teaser: jeg brugte en stor rest af en glutenfri kage, som jeg bringer opskriften på i min kommende kagebog. Andet kan selvfølgelig også bruges, og i mangel af gammel kag kan frisk kage også anvendes.)
• 200 g kastanjecreme
• 4 cl. ny Ballantines Christmas Reserve (BCR)
• 150 g mørk chokolade
• 2 spsk perlesukker
• 1/2 tsk BCR mere

Begynd med at blande perlesukker med ganske lidt BCR. Det skal kun lige blive fugtigt. Bred derefter perlesukkeret ud på et stykke bagepapir og lad det tørre igen. Når det er tørt skal det nok lige nulres mellem fingrene, så har du  perlesukker med en let smag af whisky.

Bland chokoladekage, kastanjecreme og BCR i en skål. Du kan roligt bruge fingrene. Det skal blive en nogenlunde glat, sammenhængende masse. Hvis kagen er meget tør, kan det være nødvendigt med lidt mere whisky. Lad massen stå lidt.

Rul kugler på størrelse med en valnød. Smelt chokoladen og giv kuglerne et overtræk. Drys med perlesukker.

En rigtig cake pop er en kage popsicle, altså en slikkepind og bør derfor sættes på en pind. Det sprang jeg over. (Ligesom mange springer den sidste del af something old, something new-rimet, der lyder: and a sixpence in her shoe, over.)

Yours truly bag baren under kyndig supervision.

Bonus-info: Jeg har endnu engang draget vidunderlig fordel af at være blogger. For en god uges tid siden var jeg til et promotionarrangement for Ballantines julewhisky Ballantines Christmas Reserve. Arrangementet er beskrevet smukt hos bl.a. Piskeriset. Vi prøvesmagte forskellige Ballantineswhiskyer, fik lov til at lege bartendere og blev i det hele taget hygget om i timevis. Og vi fik heftige goodiebags med hjem med bl.a. en flaske Christmas Reserve og en cocktailshaker i.

Som nævnt i mindst ét tidligere indlæg er jeg ikke den store alkoholdrikker. Jeg drikker stort set aldrig whisky, fordi jeg synes, at det som regel er for stærkt og for bittert, men jeg kan i øvrigt rigtig godt lide smagen. Og julewhiskyen er faktisk ikke spor dum. Når jeg nu har fået en hel flaske forærende, så  overvejer jeg ligefrem - som en flink pay-back-blogger - at lave et lille juletema med netop BCR som gennemgående ingrediens i forskellige søde sager. Vi får se.

Stay tuned!

P.S. Jeg ER klar over, at det er ret luksusagtigt - eller måske ligefrem tæt på helligbrøde - at bruge en så god og dyr whisky i en "romkugle", men en af de ting, som gik igennem til arrangementet var den gode holdning, at man gerne må lege med tingene, og at det i øvrigt gælder om at finde (på) noget, som man rent faktisk kan lide. Uanset. Hallelujah til det!

Kan man egentlig leve et perfekt liv uden en silikonemåtte til macarons?

Det korte svar er Ja. Det lange svar er - langt.

For en måneds tid siden blev jeg kontaktet af en rar mand fra KitchenOne.dk. Han ville høre, om jeg var interesseret i at modtage og anmelde et produkt fra webshoppen: enten en decopen eller en silikonemåtte til at bage macarons på. Det eneste jer gerne vil have til gengæld, er en omtale eller anmeldelse med et link til www.kitchenone.dk. Du har helt frie rammer med hensyn til hvordan det inddrages på din blog, og det skal selvfølgelig være din ærlige mening.

Uperfekte florentinere

Fristende, og alligevel ikke. Jeg måtte fortælle Jesper, at jeg ikke anmelder ting på min blog, bare fordi jeg får noget forærende, og at jeg, hvis jeg får noget tilsendt, hverken kan eller vil love at skrive om det, hvis ikke jeg kan spinde en historie om det, der passer mig. Hvis han kunne være med på de betingelser, skulle han være velkommen til at sende mig en måtte til macarons.

(Decopennen fra Lékué har jeg faktisk skrevet om for et par år siden - og anskaffet mig. Og ikke brugt så meget som jeg troede. Men jeg er altså lidt af en sucker for gadgets.)

Og Jesper var med på betingelserne, så jeg fik en fin silikonemåtte med posten. Heldigvis, for der var allerede ved at opstå et blogindlæg i mit hovede. Jeg ville skrive langt og indgående om den utålelige tendens, der er til at dette, hint og alting ind imellem skal være perfekt. Macaronsmåtten skulle tilsyneladende kunne sikre, at man kan bage helt ens og perfekte macarons - bare sådan og første gang, så jeg synes, at den kunne være en glimrende anledning til at tage fat på netop det emne.

Begyndelsen på små havregrynskager

For hvad F***** er det med perfektion, der er så tillokkende? (Også for mig. Ellers ville jeg nok ikke synes, at det var værd at udbrede sig om.) Handler det om kontrol? Dække over vores almindelige følelse af ikke-perfektion? Et ønske om at præstere os til kærlighed? Jeg ved det ikke; jeg ved bare, at når jeg hører ordet "perfekt", så er der noget, der bliver afsikret.

Jeg spidser ører, når jeg hører om, hvordan man arrangerer den perfekte nytårsaften eller den perfekte weekendferie til Barcelona. Om hvordan man rører den perfekte bearnaise, planlægger den perfekte børnefødselsdag, påfører den perfekte aftenmakeup, går på den perfekte date. Perfekt her, der og allevegne. Prøv selv at lægge mærke til det.

Uperfekte, gode nok, havregrynskager

Jeg er helt med på, at man godt må anstrenge sig med, hvad man foretager sig i livet. Man må gerne gøre sit bedste, når man orker det. Og det pudsige er, at jo mere man øver sig på noget, jo dygtigere og heldigere bliver man med udfaldet. Det er bare som om det er blevet lidt umoderne at øve sig: Hvis ikke macarons'ene bliver perfekte første gang, så er jeg enten uduelig eller også er det bare for svært. Come on!

Mennesker - både børn og voksne - kan sagtens leve fuldgode liv, der end ikke er i nærheden af det perfekte - også med uens macarons. Det er bare så S***** svært at tro på og efterleve, når nu det ser ud som alle de andre rent faktisk har fået stablet perfekte liv på benene. Vi ser det jo overalt i blade og på Facebook. Selvom vi allesammen godt ved, at det IKKE er så perfekt, som det ser ud til. Der kan være et godt stykke fra viden til indsigt, der fæstner sig i kroppen for alvor.

Man må gerne nøjes - frivilligt, ikke fordi perfektionen mislykkedes - med mindre end det perfekte. Man må gerne mene noget andet, end at "kun det bedste er godt nok til mine børn". Selvom det ofte føles som om man ikke må. At nøjes med mindre end det perfekte eller det allerbedste bliver i visse kredse anset for at være et knæfald for alt mulig dårligdom. Dovenskab (en dødssynd!), manglende ambitioner (Gud forbyde!) eller middelmådighed (Vig bort, Satan!).

Det mærkelige er, at at der på en og samme gang er en tendens til at søge perfektion OG til at ønske sig at være unik. Det perfekte er lige netop IKKE unikt. Det unikke er netop IKKE perfekt. Det perfekte er  macarons, der ligger på en silikonemåtte, som var de kommet ud af en fabrik. Den perfekte ferie er glemt, så snart man er hjemme igen; det er historierne om forsvundet bagage, punkteringer og grillede tyrenosser, som gør langvarigt indtryk.

Godt nok ER godt nok i rigtig mange sammenhænge.

Gode nok florentinere

Af forskellige grunde fik jeg ikke skrevet indlægget, og i går fik jeg en venlig opfølgningsmail fra Jesper, der ville høre, hvordan det gik. Her er mit svar til ham: 

Hej Jesper,  

Tak for opfølgningen; det står lidt sløjt til med mig og macarons-måtten. 

Jeg har faktisk bagt med den hele to gange, for jeg havde en idé om, at den måtte kunne bruges til andet og mere end macarons. De to eksperimenter faldt ikke specielt overbevisende ud, og jeg tygger lidt på, om jeg vil skrive om det. Jeg vil jo helst skrive noget, der kan understrege, hvor genial jeg selv er... :-)

Jeg bagte IKKE macarons med måtten, for det forekommer mig lettere tåbeligt. Jeg har bagt macarons masser af gange, og jeg synes ikke, at det er et problem at få dem pæne og ens. Måske fordi jeg er superdygtig, men nok lige så meget fordi jeg ikke har et problem med, at kagerne ikke er HELT ens. 

Altså brugte jeg måtten til noget, som jeg HAR et problem med: at få kager, der flyder meget ud til at holde sig på måtten - so to speak. Kager af den slags kan blive MEGET uens i størrelsen, og desuden bliver de nemt tynde og lidt for brune i kanten. Det ville have løst et tilbagevendende problem for mig, hvis macaronsmåtten kunne bruges i den sammenhæng. Som de vedhæftede billeder viser, så var resultatet ikke helt i "juhu!"-klassen. 

For det første er silikone-cirklerne nok for små til det, som jeg udsatte dem for. De er i hvert fald for lave, og dejen voksede ud over kanten, da kagerne var i ovnen. Det var jo ikke lige meningen. 

Desuden skete der det, at silikonemåtten udvidede sig i varmen, og i en ovn med lige præcis min ovns størrelse betød det, at måtten bølgede. Det gav dejen yderligere anledning til at flyde forkerte steder hen. Ikke godt. Det var jo ikke fordi, de små kager, der kom ud af mine eksperimenter, smagte dårligt - der skal mere til! - men jeg fik ikke løst problemerne med uenshed og tynde kanter. Der må muligvis flere eksperimenter til. 

Hov, nu fik jeg jo nærmest skrevet det indlæg, som jeg ellers ikke har fået skrevet. Jeg overvejer lige, om jeg skal smide det på bloggen. Med pæne henvisninger til Kitchenone.dk, selvfølgelig! :-) 

Venlig hilsen

Lise

Så blev indlægget skrevet - uperfekt - alligevel. Og måske lader jeg mig friste på Kitchenone.dk til en whoopie pie måtte. Måske kan den hjælpe mig til næsten-perfekte havregrynskager og florentinere...

For meget sex? Prøv Cornflakes. Eller lakrids!

I dag skal vi lære et nyt ord: anafrodisiakum. An-a-fro-di-si-a-kum. I flertal: An-a-fro-di-si-a-ka. Et spændende ord, som de færreste har brug for at kende eller bruge. Ordet betegner et middel, der kan bruges til at dæmpe sexlysten hos både mænd og kvinder.

Kage med lakrids

Du kender måske nok ordet afrodisiakum - elskovsmiddel - der er afledt af navnet på den græske kærlighedsgudinde Afrodite. Hendes latinske navn er Venus. Kendte gastronomiske stimulerende elskovsmidler er fx. østers, asparges, mandler, bananer, figner, honning og ikke at forglemme, gudespisen over dem alle: chokolade. Alt sammen lækkerier, der af mere eller mindre reelle eller velbegrundede årsager siges at kunne gøre noget godt for sexlivet.

Men i dag handler det altså om det modsatte: noget, der kan dæmpe trangen eller evnen til at udfolde kødets lyster i praksis. Hvem vil dog frivilligt indtage den slags, spørger du måske. Og det er der måske netop ikke så mange der vil. Man taler i hvert fald ofte om anafrodisiaka i forbindelse med medicinering af seksualforbrydere eller som en del af vandrehistorier om tilsætningsstoffer i soldaters feltrationer som et middel til at få dem til at bevare deres fokus på Sagen.

Men der har også - ikke mindst i tidligere tider - eksisteret (semi-)religiøse bevægelser, der så det som en vigtig opgave at holde mænds og kvinders tanker og kroppe frie fra at beskæftige sig med noget så lavt og smudsigt som sex. Cornflakes er opfundet til det formål af brødrene John Harvey og Will Keith Kellog! John Harvey Kellogg var en ihærdig forkæmper for seksuel afholdenhed, og han mente at en enkel og sund kost med så lidt smag og andre sanseligt stimulerende egenskaber ville mindske usunde seksuelle tilbøjeligheder - herunder ikke mindst masturbation.

"Sex is the sewer drain of a healthy body." John Harvey Kellogg fra filmen The Road to Wellville (1994)

Andre føde- (og drikke-)varer som fx. gin og tonic, grahamskiks og soja har - måske - denne dæmpende effekt som en utilsigtet bivirkning. Og her kommer lakrids også ind i billedet.

Eating a few pieces of black licorice won't hurt your sex drive... but eating a lot of it could. Licorice can bring on hormonal changes, including a reduced libido in both genders. You'd probably have to eat almost an entire tub of it to do that though. (Fra 11 Foods That Just Might Kill Your Sex Drive)

Hvordan er det så med lakrids og kage? Det testede jeg i weekenden og kan fortælle, at de to ting har det fint med hinanden. Jeg lavede en kage med lakrids i forskellige former til min nieces fødselsdag; det lakridssorte var inspireret af et meget smukt sort-hvid-billede af hende og hendes mave.

Det blev en ikke specielt avanceret kage, men en variation af en kage med hindbær og hvid chokolade, som jeg har lavet tidligere. At lakrids så også kan ses som en subtil (?) kommentar til hendes lykkelige omstændigheder er et rent tilfælde. Og næsten ingen dyr led overlast...

Der var småtskårne lakridsstykker - både sød og salt - i fyldet lavet af hvid chokolade og fløde med hindbær i. Lakridsstykkerne var lidt hårde lige da de kom i, men da kagen skulle spises dagen efter var de blevet herligt bløde.

Jeg kom lakridssirup i en anden omgang flødeskum, der blev brugt til at smøre kagen med inden den fik  fondantovertræk på. Jeg kom en halv teskefuld salmiaksalt i flødeskummet. Det blev godt!

Til sidst blev kagen også pyntet med sukkerhjerter og små tynde skiver af lakridsstang. Ikke en trusse var tør.

Skøn hjemmebrygget iskaffe - to die by

Verden går under om et par dage. Vi skal allesammen dø, og vi kan lige så godt begynde at vænne os til tanken, så vi kan få afsluttet livet, som vi kender det, på en ordentlig og måske ligefrem værdig måde. Den gode nyhed er, at staten stiller al sin ekspertise og alskens remedier til rådighed, så de, der måtte ønske det, kan begå selvmord i god ro og orden. 

Jeg møder op i gymnastiksalen på Sorø Akademi, hvor jeg gik i gymnasiet for efterhånden mange år siden. Alt er fredeligt og under kontrol, ligesom til et folketingsvalg. Der er tilforordnede, der kan registrere min ankomst i det ellers ret tomme, store rum, der kun er møbleret med nogle simple, men praktiske borde og de nødvendige stole.


Min far og mor, der blev skilt, da jeg var helt lille, men som mødte hinanden på Akademiet, da de gik i skole dér 25 år før mig, har også bestemt sig for at afslutte livet i Sorø. Sammen med mig. Mine søstre er der ikke. De har valgt noget andet. Det hele er trygt og slet ikke trist. 


På et af bordene står det, som jeg på forhånd har bestilt som min udvej: en halvfuld kop med kold kaffe med fløde og ganske få dråber effektiv gift. Helt lysebrun og med fløderande på kanten. Perfekt! 

Det er kun en drøm. Verden går ikke under om et par dage; vi har helt frem til 21. december, inden det går så galt. Staten vil formodentlig ikke anbefale individuelt, men kollektivt arrangeret selvmord, og jeg tvivler på, at alt vil foregå i totalt fredfyldthed. Med den med kaffen er god nok. Jeg kan rigtig godt lide kold kaffe.

Normalt drikker jeg kold kaffe, når min varme kaffe tilfældigvis får lov at stå længe nok. Ofte er det bare en kop sort Nes, der har mistet pusten, men det kan også være rigtig kaffe og på en god dag er der netop fløde i. Ude i byen støder jeg en sjælden gang imellem på muligheden for at få en luksusudgave: espresso med softice. Jeg er vild med det! Stærk kaffesmag og sød, blød is. To die for.

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af Starbucks, der er i gang med at lancere nogle nye iskaffer, om jeg villle have nogle smagsprøver leveret. Jeg vil jo gerne være uafhængig og kritisk, men som jeg har skrevet om tidligere, så er jeg også til salg. Jeg er nem. Kritisk, men nem. Når der bliver trykket på de rigtige knapper.

Marmorkage? Sahara? Kanel-birkescreme? Et luftfoto af Island? Øko-chokolade? Brunsviger? Sauce? Fiskefilet? Franskbrød? Crème brûlée? Næh, det er koldbrygning af kaffe. En grumset affære...

Meget kort efter samme dag fik jeg håndudleveret tre nuttede små plastflasker med iskaffe. Drak dem på tre øjeblikke og overvejede Hvad så? Et par uger efter fulgte den søde dame fra kommunikationsbureauet op på sagen og spurgte, om jeg havde fået smagt kaffen og evt. kunne være interesseret i at skrive et blogindlæg om den. Jeg kunne få en pose Starbucks-kaffe tilsendt som yderligere incitament - samt et reklamekrus. Jeg betingede mig retten til at skrive lige som jeg havde lyst - evt. i form af et metaindlæg om den øgede brug af bloggere som marketingskanaler. Det var der ingen problemer med, og jeg fik helt frie hænder. Det virker, så her er indlægget.

Som nævnt ovenfor er jeg temmelig glad for kold kaffe og ikke mindre glad for iskaffe. Starbucks' er helt i orden, og de kunne godt få lov til at byde ind med iskaffe til mig, hvis drømmescenariet nævnt ovenfor en dag skulle blive til virkelighed. Ikke mindst, hvis det var på statens regning, eftersom en lille flaske frappucino koster kr. 22, og det synes jeg er mange penge for 250 ml. (Det handler selvfølgelig også om prioritering, men altså...)

Jeg bestemte mig derfor for at lave min egen iskaffe af de kaffebønner, som jeg fik tilsendt i anden omgang. Koldbrygget iskaffe. Der er forskellige holdninger til kold- vs. varmbrygning af kaffe til iskaffe, men jeg hælder til den kolde version. Dan Souza skriver om metoderne på America's Test Kitchen How To Make Cold-Brew Coffee. Jeg holder med ham af mindst to grunde: koldbrygning giver en mildere, blødere smag end varm - og metoden udfordrer et ellers udbredt dogme om, at varme altid frigiver flest smagsstoffer og derfor er bedst. Jeg elsker at udfordre dogmer.

Jeg er på visse områder en enkel kvinde. Jeg efterstræber ikke maximal kompleksitet i alle livets forhold - bl.a. må min kaffes smag gerne være simpel. Til gengæld er jeg mig smerteligt bevidst om, hvor indviklet en mekanisme, der er i gang, når jeg skal vælge, hvilken kaffe jeg vil vælge at drikke. Det handler nemlig slet ikke kun om smag. Det handler bl.a. også om hvor? Hvornår? Tørst? Sult? Med hvem? Arbejde? Ude? Hjemme? Tid på måneden? Travlt? Hygge? Træt? Forkælelse? Pris? Med smagstilsætning? Selvkværnede bønner? Iscenesættelse? Producenten? Minder? Drømme? Og alt muligt andet.

Koldbrygget iskaffe

• 400 g friskkværnet kaffe - evt. fra Starbucks
• 3 l koldt vand
• Kondenseret mælk
• Isterninger

Kom kaffen i en stor beholder. Hæld koldt vand over. Rør rundt. Læg låg på. Vent 8-24 timer. Hæld kaffe og grums gennem en sigte beklædt med et viskestykke eller køkkenrulle. Stil kaffen på køl. 

Servering: hæld kold kaffe i et stort glas fyldt med isterninger og smag til med kondenseret mælk. Du kan selvfølgelig også søde kaffen med sukker eller sirup og hælde almindelig mælk eller fløde i, men kondenseret mælk er en nem og lækker løsning. Når man nu har et par dåser på lager.

Bonusinfo: Til min egen halvstore undren er jeg helt begejstret over at have opdaget, at man kan købe knust is hos Føtex. Her er jeg, der gerne sætter kaffe over i et døgn, før jeg skal drikke den, og synes at det er en rigdom af en anden verden at have to kilo frosset vand i fryseren, som jeg IKKE skal vride ud af en flosset plastikpose. Mærkeligt, men sandt.

Bonusbonusinfo: den grønne dame i Starbucks' logo, som jeg synes er rart at kigge på, er en to-halet sirene eller havfrue. Hun er valgt som hovedperson i logoet, fordi hun dels symboliserer noget maritimt, der giver stor mening for havnebyen Seattle, der er Starbuck' hjemby og dels er lidt mystisk: She is a storyteller, carrying the lore of Starbucks ahead, and remembering our past. In a lot of ways, she’s a muse –always there, inspiring us and pushing us ahead. And she’s a promise too, inviting all of us to find what we’re looking for, even if it’s something we haven’t even imagined yet, står der lidt floromvundent på Starbucks' hjemmeside.

I den græske mytologi var sirener underskønne kvindelige skikkelser, der lokkede sømænd på afveje med deres uimodståelige stemmer. Velduftende kaffe kan have næsten samme dragende virkning - også på andre end sømænd.

Konklusion: vil jeg købe Starbucks frappucinoer i fremtiden? Sikkert ikke. Jeg køber ikke ret meget af den slags og slet ikke til den pris. Vil jeg selv lave iskaffe igen i fremtiden? Formodentlig. Af kaffe fra Starbucks? Muligvis. Hvis jeg kan købe kaffen et sted i nærheden. Vil jeg tale pænt om Starbucks og drikke deres kaffe ude i byen og verden fremover? Helt sikkert.

Jeg lavede en hurtig smagssammenligning mellem den hjemmegjorte iskaffe og en Starbucks vanillefrappuccino, og de bestod begge to døds-testen: ja, denne iskaffe må gerne være en del af min sidste nadver. Vanillefrappuccinoen smagte i sagens natur en del af vanille, men jeg kunne såmænd sagtens finde på at tilsætte vanille til min hjemmelavede iskaffe, og jeg kunne også være fristet til at give den et lille skvæt Cointreau eller en anden lækker likør. Der er mange muligheder. Især når verden ikke går under lige med det samme.