Buddinghjerne med blod - og noget om "det ulækre". Happy Halloween!

Fortæl mig, hvad du synes er ulækkert, og jeg skal fortælle dig, hvem du er!

Det er Allehelgens aften i aften - eller som vi siger på nudansk: Halloween. Uanset hvilken udgave vi taler om, så er det gennemgående tema noget med død og uhygge - og disses meget konkrete fætter: det ulækre. Internettet flyder over med billeder af og opskrifter på ulækkert slik og kager: hjernekager, afhuggede lemmer-snacks, øjenæbler på en pind, kandiserede insekter mv., der altsammen er tænkt til at få beskueren/spiseren til at blive tvunget til at udfordre sine grænser for, hvad de kan udholde uden at kaste op.

Hjernebudding med koaguleret blod på vej ud...

Det er selvfølgelig helt indlysende sjovt "bare fordi", men det er også interessant på et dybere plan. Det, at noget er ulækkert eller tabuiseret - to nærtbeslægtede fænomener - handler lige præcis om grænser i fysisk eller overført betydning. Det handler om den helt basale fare for at blive smittet - igen både konkret og i overført betydning - af noget, som kan være farligt. Det ulækre indikerer, at der er fare for at noget krydser grænsen indenfor/udenfor min krop - eller mit verdensbillede. Der er fare for en forurening af noget, der skal være rent. Urmennesket har simpelthen udviklet en evne til at kunne genkende - og føle afsky ved - dét, som potentielt kan være giftigt og i sidste ende dræbende, hvadenten vi taler fysisk, mentalt eller socialt.

David Pizzaro, der er lektor i psykologi ved Cornell University og som forsker i moralsk dømmekraft skriver i artiklen Pollution and purity in moral and political judgment: The emotion of disgust is evoked by substances such as urine, vomit, blood, and feces, but—as a growing body of work demonstrates—it also plays a significant role in our moral, social, and political attitudes. Er dét ikke interessant?!

Pizzaro bruger Gulia Tofana, en italiensk giftblanderske, der i 1600-tallet opfandt en duft-, smag- og farveløs gift, som afsæt for sin lettilgængelige video-TED-talk om  The strange politics of disgust: man kan simpelthen  blive rig og berømt (og tortureret og henrettet) ved at konstruere et dræbende giftstof, som ikke smager eller lugter fælt.

Giulia Tofana i sine velmagtsdage... 

Det er simeplthen en oldgammel overlevelsesstrategi, at vi frastødes af fx. lugten af rådnende kød, ekskrementer og opkast, og strategien ligger stadig i os helt let tilgængeligt og den er - viser forskningen - meget, meget let at udløse. Til forskel fra andre følelser som fx. vrede og glæde er følelsen væmmelse nem at fremprovokere kunstigt. En kittelklædt forsker skal bare vise dig et billede af et betændt sår, en hundelort på toppen af en kage eller bede dig lugte til en smule bræk i en petriskål og - vips! - så er følelsen der; helt ren og uforfalsket!

Pile of poop-cake. Ikke ret lækkert, vel?

Det ekstra tankevækkende er, at mennesker tilsyneladende har forskellige væmmelsesgrænser, og at disse grænser fortæller noget om, hvordan man forholder sig til fx. moralske og politiske spørgsmål. Den del vil jeg overlade til David Pizzaro at forklare nærmere.

I den lange universitetspræsentation af sin forskning går David Pizzaro ret grundigt til værks i sin udlægning af The Good, Bad and Dirty:

Til sidst bare et par procesbilleder af mit budding- og geleprojekt fra sidste års halloweenparty:

Det var noget med en Dr.-Oetkerbuddig - farvet lyserød - og en ret fast geleklump af rødt saftevand og husblas, der blev presset ned i "hjernemassen", inden den størknede i hjerneformen.

Efterfølgende blev "blodet" dækket af resten af buddingen og det hele sat på køl i nogle timer.

Hjerneformen købte jeg hos CoolStuff sidste år. Det ser ikke ud til at de har den i år. Til gengæld er der en skøn hjerteform. Næsten ikke ulækker, eller...?

 En tallerken klar...

 - og et snuptag...

 - og dér er den, fin og lækker...

- og lige til at spise!

Som det måske fremgår af indlægget her (og bloggen i det hele taget), er jeg ikke den sarteste sjæl på væmmelsesskalaen. Og tænk, det passer faktisk også godt med mit politiske og moralske billede af mig selv: jeg anser mig selv for at være ret langt ude på den ikke-konservative fløj. Hvad  med dig?

Happy Halloween!

Æblespiraler - med lakridssalt

Jeg kan godt lide lakrids. Jeg er lidt for glad for salt. Æbler er fantastiske lige nu. Butterdej er altid godt. Jeg har arrangeret en legeaftale med de fire.

Æblespiraler med lakridssalt (ca. 24 stk.)

• 3 plader butterdej
• nogle skefulde godt indkogt æblemos af æbler med ordentlig smag
• lakridssalt

Smør et tyndt lag æblemos på butterdejspladerne. 

Drys med lakridssalt. 

Lille drys: ingen vil kunne gætte præcis, hvad der er det særlige ved æblespiralerne, men de vil bare opdage, at der ER noget særligt. 

Stort drys: æblespiralerne smager tydeligt af både salt og lakrids.

Rul hver plade sammen på den korte led, og skær den i skiver på ca. 3/4 cm.

Læg æblespiralerne på en bageblade og bag dem ved 200º i ca. 12 minutter eller indtil de er lysebrune i kanten.

Spis æblespiralerne til en kop te - eller en øl?

Æblespiralerne er på en måde en variation over temaet i indlægget for et par uger siden: Æbleroser. Jeg tror faktisk, at de også kunne blive interessante med et drys lakridssalt i stedet for kardemomme og rosenvand. Og forestil dig lige en omgang æbleflæsk med lakridssalt! Jeg mærker noget mundvand trænge sig på. Nå, det falder lidt uden for rammerne af bloggen her...

Disclaimer: Legeaftalen herover er afledt af en opfordring fra Katrine fra det islandske firma Saltverk om at prøve deres lakridssalt.

Jeg mødte Katrine ved et bloggerarrangement for nogle uger siden og fik efterfølgende et par bøtter lakridssalt til at lege med. Jeg har taget ud-/opfordringen op, dels fordi jeg bare godt kan lide lakrids, og dels fordi jeg synes, at det er rigtig spændende at udforske dét, der sker i grænselandet mellem det søde og det salte køkken. Her er lakridssaltet et spændende input.

Lakridssaltet fra Saltverk er en kombination af islandsk flagesalt - det er altså ret groft - og ekstrakt fra persiske lakridsrødder. Man kan selvfølgelig lave sit eget lakridssalt ved at blande lakridspulver og salt, men lakridssaltet her er lavet ved inddampning af en opløsning af salt havvand hentet ind fra havet, hvor Saltverk ligger, og lakrids. Lakridssmagen er altså inde i selve saltet og ikke udenpå.

Som en interessant bonus kan man læse på Saltverks hjemmeside, at saltet produceres helt uden brug af anden opvarmning end den, der kommer fra Islands egen varme undergrund.

Jeg er bestemt ikke færdig med at lege...

Et æble er et æble - er en rose

På søndag den 6. oktober fejres Æblets Dag på Sølyst i Klampenborg. 

Der er bl.a. æblekagekonkurrence - hvor alle kan være med - og foredrag med fokus på æbler: Æblets evne til at forføre v/ madkritiker og -anmelder Helle Brønnum Carlsen, Æblet - vores levende kulturarv v/ hortonomerne Lisbet Dahl Larsen og Maren Korsgaard, Pometet, Københavns Universitet og Æblet i billedkunsten v/ kunsthistoriker Bente Scavenius. 

Yes, siger jeg bare!

• røde æbler
• filodej
• smør
• honning/sukker
• kardemomme
• rosenvand

Bonusinfo: Inspiration til æbleroserne fra Catholic Cuisine. Her er de lavet for at fejre helgeninden St. Thérèse, der også blev kaldt "Den lille blomst" og som har helgendag den 1. oktober. 

Helgenindens liv er meget smukt filmatiseret i filmen Thérese fra 1986 af den franske instruktør Alain Cavalier. Filmen kan ses på Youtube (på fransk med spanske undertekster) i sin fulde længde.