Uhm! Kiksekage! Den er til salg skivevis i morgen... |
Jeg har taget udfordringen op og åbner altså en lille kagebiks i morgen mellem 11 og 16. Eller indtil der er udsolgt... Hvis du har tid og lyst til at checke biksen ud, så skal du komme til Vesterbro. Jeg har lånt en kælder i Kingosgade 9, og den er jeg i gang med at kage-ficere.
Du kan finde info om min - og andre Restaurant Day-restauranter - på Restaurant Days hjemmeside, eller du kan gå direkte til begivenhedens side på Facebook.
I anledning af min kommende kagebog "Kager uden mel" vil de fleste kager på programmet i morgen være - rigtigt gættet! - uden hvedemel. Jeg har bagt trippelcitrusmakroner, jordskælvssmåkager (eller måske skulle jeg disse dage kalde dem meteornedslagssmåkager?), himmelfartsfødder med lakrids mellem tæerne og lige nu er der bønnebrownies i ovnen. Jeg har desuden lavet en kiksekage i en hvedefri variant: de almindelige vanillekiks er byttet ud med "kiks" bagt af herlig marcipan.
Jeg gør mig i øvrigt klog på kiksekage og minder i dag kl. 15 på DR4 programmet "Det' minder om lørdag". Hvis ikke du når at høre programmet live, vil det kunne høres senere på DR's hjemmeside.
Der er også et par varianter - ingefær og a la Rosenmeier - af den skønne, skønne sprøde og krydrede småkage Snickerdoodlen på programmet i morgen og nogle helt enkle citronsmåkager med fin forårsgrøn glasur. Snickerdoodlerne og citronsmåkagerne er bagt med hvedemel.
Jeg laver kaffe og te som du kan nyde sammen med kagerne på stedet, men det vil også være muligt at købe en take-away-pose med både drikkevarer og kager. Jeg har også noget skøn bornholmsk æblemost lavet på mit favoritæble Ingrid Marie klar til dem, der er mere til den slags.
Hummussmåkager og Maizenasmåkager fra bogen er IKKE på menuen i morgen, men de er fine, synes jeg |
Vi ses måske i morgen?!