tirsdag, marts 31, 2015

Påskekage (Hov! Der er noget indeni!)

Hvad er det lige med påske? Det er noget med nogle dejlige fridage med sære navne, hvor vi - hvis vejret arter sig - kan gå i haven og spise sæsonens første is. Når påskeugen er fuld af stormvejr og snesjap er det mere oplagt at blive indendøre. Og måske bage en lidt avanceret påskekage.

Kagen her er - udover at være temmelig lækker - mit bud på en spiselig udlægning af påskens drama og  de store kontrastfyldte temaer, der er i spil i netop denne højtid: liv/død, lys/mørke, vinter/forår, sorg/glæde, død/opstandelse.

Den pædagogiske pointe med kagen er, at den er mørk og dyster udvendig på samme måde som langfredag var mørk og dyster. Jesus hænger på korset og lider og dør. Alt håb synes ude. Selvom man ikke tror sådan helt bogstaveligt på fortællingen fra Bibelen, har de fleste nok oplevet øjeblikke eller længere perioder i livet, hvor alting forekommer sort og ligegyldigt. Man er naglet til tilværelsen. Føler sig forladt af alle.
Naglet til et kors på jorden
hænger under Lovens torden
Himlens Herre og Guds Søn.
Selv den evig gode Fader
ham i bitrest kval forlader,
hører tavs hans angestbøn.

(Salme 195 i Den Danske Salmebog)

Sådan er Langfredag, men den lange og pinefulde fredag er ikke afslutningen på historien. Der kommer en påskedag, hvor alting forandrer sig. Hvor dysterheden og den kolde død bliver gennembrudt, som en æggeskal, der knækkes og afslører sit bløde, gule indre. Det giver ikke mening. Det giver mening - og håb. Håb. Altid på trods af alle odds.

Påskekagen afslører sit livsglade indre, når den skæres ud. 

Påskekage med muntert indre 
(12 personer)

Fyld (forberedes dagen i forvejen)
  • 2 1/2 dl piskefløde
  • 200 g hvid chokolade
  • grøn frugtfarve (eller matcha-te)
  • rød frugtfarve (eller lidt sigtet hindbærmarmelade)
  • 1/2 - 1 tsk rosenvand
  • gul frugtfarve (eller lidt sigtet abrikosmarmelade)
  • revet citronskal
Hak den hvide chokolade og kom den i en skål. Giv fløden et opkog og hæld den over chokoladen. Lad den stå et øjeblik. Rør rundt indtil du har en glat blanding. Fordel chokoladefløden i tre mindre skåle og sæt dem i køleskabet til fløden er helt kold - evt. natten over.

Tilsæt farve og smag til hver af de tre skåle. Pisk til fast flødeskum. Kom flødeskummet i tre sprøjteposer (eller fryseposer).

Bunde (let bearbejdet opskrift fra Odense Marcipan)
  • 4 æg
  • 400 g sukker
  • 300 g mel
  • 2 tsk bagepulver
Pisk æg og sukker let og luftigt. Bland mel og bagepulver or rør det i dejen. Fordel dejen i to springforme og bag bundene ca. 25 minutter ved 175º. Kagen skal være fint lysebrun. (Der er måske lidt rigeligt dej, så du kan evt. bage "smagsprøver" i muffinsforme eller en lille kageform.)

"Smørelse" til bundene
  • abrikosmarmelade
  • 150 g blød nougat
  • 50 g mørk chokolade
Smør bundene med et tyndt lag abrikosmarmelade så snart de kommer ud af ovnen. Læg tynde skiver af blød nougat på de varme bunde og lad den smelte. Fordel nougaten over overfladerne. Smelt chokoladen i en sprøjtepose, og sprøjt tynde striber på kryds og tværs. Lad bundene køle helt af.

Fordel nu fyldet på den ene bund ved at sætte klatter i forskellige farver i et godt tykt lag.
Læg den anden bund henover med den smurte side ned. Smør oversiden med et tyndt lag abrikosmarmelade.

Chokolade-smør-glasur
  • 200 g mørk chokolade
  • 100 g smør
Smelt smør og chokolade sammen og rør det til det er en samlet glasur. Stil kagen på en rist med fx. bagepapir nedenunder og hæld den tyndtflydende glasur ud over kagen. Gem evt. en smule, hvis du vil lave en chokolade-rede ovenpå kagen. Fordel glasuren på hele kagen, så den er helt dækket.

Kom evt. en smule af glasuren i en sprøjtepose og lad den stivne en anelse. Så kan du lave en fuglerede, som påskeharen kan lægge sine kulørte æg i som en antydning af, hvad der venter indeni... 
Bonusinfo: der er lidt flere billeder af påskekagen og processen frem til resultatet på Kage! Kage! Kages!s facebookside.

Hvis du vil vide mere om påske eller bare have andre ideer til påskekager, så kig på mine tidligere indlæg om påske.

Mere bonusinfo: Jeg fik en påskepakke fra Odense Marcipan for et par uger siden, derfor har jeg brugt deres produkter - marcipan, nougat og chokolade - i påskekagen, og derfor er indlægget at betragte som kvasi-sponsoreret. Bare så du ved det.

mandag, marts 16, 2015

Irish Coffee Marshmallows til Skt. Patricks-dag

Det er St. Patricks-dag lige om lidt. Derfor er mine marshmallows lavet med brun kaffe, brun farin og Tullamore Dew. (Jeg har skrevet om dagen tidligere og lavet en skøn Irish Coffee-kage.)
Marshmallows - eller skumfiduser - er normalt noget, som købes i plastikposer og som forekommer at være et MEGET industrielt produkt. Totalt amerikansk, nymodens og egentlig bare sukker i luftform. Men marshmallows er også en masse mere.

Man kan fx. sagtens lave marshmalllows selv. De kan tilsmages og farves og udskæres i sjove former. Kun fantasien sætter grænser, som man siger.
Skumfiduserne er på ingen måde en ny opfindelse, og de er slet ikke amerikanske: marshmallows er opfundet i det gamle Ægypten omkring 2000 fvt. Her blandende man slimet saft fra rødderne af planten marsk katost - marsh mallow - der voksede i marsklandet ved landets vandområder, med honning og æggehvider. Det fik man en sød, luftig og alligevel fast masse ud af, som oven i købet virkede lindrende på ondt i halsen.
Senere har man - bl.a. i USA - udviklet nemmere og hurtigere måder at fremstille skumfiduser på, og i vore dage bruger man ikke plantesaften længere. Man kan altså ikke længere spise marshmallows af medicinske grunde. Men så kan man jo spise dem, bare fordi de er sjove at putte i munden og sjove at lave.

Marshmallows med Irish Coffee-smag
  • 20 g frysetørret kaffe fx. Nescafé
  • 1 dl kogende vand
  • 1 dl irsk whisky fx. Tullamore Dew
  • 400 g brun farin
  • 20 blade husblas
  • Flormelis
Opløs kaffen i det kogende vand. Bland med whisky. Hæld blandingen i en stor gryde sammen med brun farin. Kog en sirup indtil den er ca. 110-115º varm. Læg imens husblasen i blød i rigeligt koldt vand. Sørg for at skille arkene ad, så de allesammen bliver helt bløde. Når siruppen har nået den ønskede temperatur tages gryden af varmen. Knug ALT vandet af de nu helt bløde husblas-blade, og kom dem i den varme sirup. Rør rundt, så husblasen bliver helt opløst.

Hæld nu blandingen i en skål - evt. i en røremaskine - og pisk LÆNGE ved høj hastighed! Massen skal køles og fyldes med luft. (Jeg piskede 15-20 minutter.) Dæk en lille bradepande med bagepapir og drys flormelis gennem en sigte i et lag der dækker hele bunden. Skrab den nu ret faste marshmallowmasse ud af skålen og ned i formen og fordel den ud til kanterne. Drys et lag flormelis på overfladen. Læg et stykke bagepapir over og glat overfladen med hænderne. Stil massen et køligt sted; evt. i køleskabet et par timer til den har sat sig.

Træk det øverste lag bagepapir af og løsn bagepapiret i kanterne. Skær marshmallows ud i passende stykker med en skarp kniv eller evt. en pizzarullekniv. Vend alle stykkerne i lidt mere flormelis, så de ikke klistrer sammen. 
Byg din egen pyramide...

tirsdag, marts 10, 2015

SUPER-lækker - og naturligt glutenfri - Peanut Butter-kage med kun tre ingredienser

Du KAN godt lave peanutbutterkagen med kun tre ingredienser - æg, sukker og peanutbutter. Sådan er den hos Craftsy, hvor inspirationen kommer fra. Enkel og sikkert meget lækker.

Jeg har tilføjet nogle ingredienser og har lavet en kage, der er knap så enkel, men til gengæld lidt mere snickers-agtig og SUPERlækker. Og stadig naturligt glutenfri.
Peanutbutter-kage
(til en almindelig størrelse springform - 10-12 stykker)
  • 4 æg
  • 150 g sukker
  • 225 g smooth peanutbutter (jeg brugte en udgave fra Lidl, der ikke er ret sød, og som har en god, ristet smag)
  • 100 g mandelmel
  • ca. 100 g dulce de leche
  • 100 g god, lys flødechokolade (jeg brugte Jivara fra Valrhona)
  • 50 g smør
  • 25 g mørk chokolade
  • saltmandler - eller måske mere oplagt: peanuts - til pynt
Pisk æggene LÆNGE med en håndmixer eller køkkenmaskine! Fx. 8 minutter som foreslået på Craftsy. Tilsæt sukkeret og pisk 1-2 minutter mere. Vej peanutbutter af og rør det evt. lidt blødt med et par skefulde af æggeblandingen. Kom peanutbutter i skålen med luftig æggeblanding og pisk forsigtigt indtil blandingen er helt ensartet. Rør mandelmelet i blandingen.
Jeg bagte i en lille engangsform fra Netto til 6-8 personer.
Hæld dejen i en springform, der er smurt eller beklædt med bagepapir - eller i hvad du ellers måtte have af forme. Bag kagen i 20-25 minutter ved 175º. Den skal have fået lidt farve og en strikkepind, der stikkes ind i midten af kagen, skal komme ud uden dej på.

Lad kagen køle af.
Der var også dej nok til to små "brød"-forme...
Fordel et lag dulce de leche over kagen. Smelt flødechokolade og smør sammen. Rør, så de to samler sig til glat chokoladesmør. Fordel over kagen, så al dulche de leche bliver dækket.
- og jeg kunne skære fine, små skiver af kagen.
Smelt den mørke chokolade i hjørnet af fx. en frysepose. Pynt kagen med saltmandler eller peanuts. Klip hjørnet af plastikposen og pynt yderligere med mørk chokolade.
Your peanut butter-kage? No, I haven't seen it!