Lykken er chokoladeballade - med rosmarin og salt

Chokoladeballade er et begreb. Det er skabt af chokoladeblogger Anne au Chocolat, og hendes superlækre chokoladeballade har et rigt liv på internettet, og nu findes den også på tryk i bogen "Lykken er chokolade".

Anne har - selvfølgelig og endelig - udgivet et skønt udvalg af sine chokoladelækkerier, og hun har fået følgeskab af den lige så passionerede og lige så dygtige Maja Ambeck Vase, der driver chokoladebloggen Chocolat. Tilsammen har de skabt en umanerligt appetitlig samling af opskrifter med chokolade.

Bogen er organiseret på en usædvanlig og forfriskende måde: 34 forskellige ingredienser, som falder i kategorierne bær, frugt, nødder, krydderier og diverse, danner udgangspunkt  for en venskabelig tvekamp. De to chokoladepiger kommer med hvert deres bud på en sag, der dels indeholder den udvalgte ingrediens og dels selvfølgelig chokolade; enten hvid, mørk eller mælkechokolade.

Det betyder, at man som læser ikke - som i andre mere traditionelt opbyggede kagebøger - kan regne med at fx. alle småkager er samlet i ét afsnit og alle mousser i et andet. Til gengæld bliver man  overrasket, hver gang man vender et blad, og jeg bliver i hvert fald inspireret til at tænke videre og overveje, hvordan jeg ville bruge fx. ribs, granatæble, peanuts, lakrids eller pufsukker sammen med chokolade.

Mit signerede eksemplar af "Lykken er chokolade"

Bogen virker overskuelig og anvendelig. Der er (heldigvis!) ikke overvældende mange opskrifter, men til gengæld er den-må-jeg-prøve-faktoren betragtelig. Der er blevet plads til både afsnit om chokoladens historie og uundværligt grej, fif og trin-for-trin-instrukser, chokoladeanbefalinger og facts om chokoladedyrkning, men den er så smukt fotograferet og lay-outet, at selv de mere tekniske sider er en fryd at se og læse.

Jeg har vist læst et sted, at Maja er mere perfektionistisk end Anne, der er mere til det rustikke - eller også er det omvendt - men det fremgår ikke af bogen, at der skulle være sådan en forskel. Alle opskrifterne virker relativt enkle og til at gå til selv for den ikke så øvede chokoladeelsker.

Ud over at være utroligt dygtige i selskab med chokolade og andre søde sager er både Anne og Maja dygtige på de sociale medier, og de har helt fortjent masser af følgere. En del af disse mange fans tog imod facebookinvitationen til bog-release med smagsprøver, og det skabte et vildt syn: en februarkold kæmpekø, der fik turister og andre forbipasserende til at undre sig såre!

First World-kø i Gothersgade...

Chokoladeballaden er som udgangspunkt en konfektagtig - næsten melfri - kage, med masser af muligheder for variation. Chokoladen spiller en fremtrædende rolle i kagen, så balladen kan varieres bare ved at bruge forskellige typer af chokolade, men den kan selvfølgelig også pyntes på et hav af måder og serveres med forskelligt tilbehør.

Jeg har valgt at variere Annes chokoladeballade ved at lave den lidt focaccia-style, altså med rosmarin og salt. Jeg har en rosmarin-ting for tiden… (Hvis du synes, at det er for sært, kan du bare springe det over.)

Chokoladeballade med rosmarin og havsalt

• 200 g smør
• 1 tsk tørret rosmarin
• 200 g mørk chokolade
• 250 g sukker (evt. rørsukker)
• 5 æg
• 1 spsk hvedemel

• frisk rosmarin
• havsalt
• evt. ca. 20 g pinjekerner

Smelt smørret i en lille gryde sammen med den tørrede rosmarin. Kog smørret op og tag det af varmen. Lad smør og rosmarin køle af sammen i ti minutter. Hæld smørret gennem en sigte over i en anden gryde. Hak chokoladen og kom den i gryden til smørret. Varm forsigtigt op, så chokoladen smelter. Tag gryden af varmen og tilsæt sukkeret. Rør, indtil sukkeret er opløst og du har en ensartet masse. Lad det køle lidt af. Pisk æggene i chokolademassen; ét ad gangen. Pisk til sidst melet i dejen.

Hæld dejen i en springform foret med bagapapir og drys med friske rosmarinnåle, havsalt og pinjekerner. Bag kagen ved 180º i ca. 25 minutter. Den må gerne føles lidt ubagt; den bliver mere fast, når den er kølet af - og den skal være snasket!

En lille skive af lykken...

This is not a Derby-Pie (R)

What's in a name? Everything! 

(Kern's Kitchen om det registrerede varemærke "Derby-Pie")

Not a Derby-Pie

Ja, et navn betyder rigtig meget. I marketingsammenhænge og i alle andre sammenhænge. Men jeg tror nu, at amerikanerne er lidt mere ihærdige på den front, end vi er herhjemme. Jeg skal i hvert fald ikke nyde noget af at kalde min kage for en Derby Pie: 

Why does Kern's Kitchen go to court to protect the Derby-Pie® trademark? Our business and reputation rest on our secret recipe and the Brand name Derby-Pie®, which we've used for over half a century. Protecting our trademark means protecting our reputation and the integrity of our product. So although we prefer to settle differences amicably, we will resort to litigation if necessary.

Heller ikke Derby Pie.

Jeg har været på sommerferie i USA. Jeg rejste med en veninde, der skulle deltage i en konference i Louisville, Kentucky, og derfor blev netop denne by, som jeg er ret sikker på IKKE er på danskernes top 10-liste over amerikanske destinationer, feriens geografiske tyngdepunkt.

Det var en fantastisk ferie. Jeg så ikke nogle verdensberømte sights, jeg købte ikke nogle vanvittige souvenirs, jeg fik ikke noget vildt og overraskende at spise. Det var bare en fantastisk ferie, hvor jeg fik oplevet sider af Amerika - og mig selv - som jeg kan tygge drøv på i lang tid fremover. Men det er en anden historie, som ikke nødvendigvis har så meget med kage at gøre, og som jeg i vid udstrækning holder for mig selv.

Her skal det handle om Derby Pie. Men først lidt om Kentucky.

Kentucky er en amerikansk stat kendt som The Bluegrass State. "What's in a name?" kan man spørge igen.

Bluegrass henviser i første omgang til det faktum, at jordforholdene er perfekte for den græsart, der på dansk hedder eng-rapgræs, og som har blå blomster. Eng-rapgræs er meget velegnet som hesteføde, og Kentucky er - i visse kredse - kendt for fornemt fuldblodshesteopdræt og det årlige Kentucky Derby.

De fleste danskere vil nok snarere tænke Kentucky Fried Chicken, når Kentucky kommer på banen, og Col. Sanders grundlagde da også sin - nu verdensomspændende - forretning baseret på friturestegt kylling i byen Corbin i den sydlige ende af staten.

Kentucky var i sin tid USAs største forbruger af slaver fra Afrika. De mange slaver knoklede i især tobaksmarkerne, og Louisville - med den store Ohio River - blev et helt centralt udskibningssted, når overskydende arbejdskraft skulle sælges og fragtes til arbejdet i bomuldsmarkerne længere sydpå. Skygger af indflydelsen fra det store slavehold ses tydeligt i egnens gastronomi: man spiser i høj grad stadig enkel, billig mad - ofte friturestegt - med et enormt kalorieindhold. Over 30% af befolkningen har et BMI på over 30.

Vi har altså at gøre med en stat, der i høj grad afspejler historien: plantageejernes og slavernes fingeraftryk findes overalt.

Bluegrass er også betegnelsen for en særlig underkategori af countrymusik, der er opstået blandt de fattige europæiske indvandrere fra bl.a. England, Skotland, Irland og Wales, der slog sig ned i bjergkæden Appalacherne, og som ofte spilles på banjo. Før betegnelsen bluegrass blev almindelig i 1960'erne, kaldtes musikken slet og ret old time mountain hillbilly music.

Et kendt - omend måske ikke helt typisk - stykke bluegrass-/hillbillymusik fra filmen Deliverance:

Hvad er der i navnet Kentucky? Ordet stammer fra Irokeser-indianerne og betyder meadow lands, eng-landet, og hentyder til de store græssavanner, hvor de fangede bisonokser, indtil både indianerne og dyrene blev dræbt eller fordrevet.

Skal man grine eller græde over "Stand strong"?

Kentucky er også Bourbonlandet over dem alle, og mange kendte mærker hører hjemme her: fx. Four Roses, Jim Beam, Maker's Mark og Wild Turkey. Foruden naturligvis et stort antal mindre kendte som fx. Buffalo Trace. Bourbonhistorien vender jeg - måske - tilbage til en anden god gang. Men vi nærmer os dagens kage, som netop er smagt til med bourbon...

Jeg havde læst om kagen hjemmefra og så Derby-Pie (R) på menukortet på adskillige restauranter i Louisville, men bed ikke mærke i det lille (R) før jeg kom hjem. Det viser sig, at firmaet, Kern's Kitchen, der har "opfundet"/udviklet opskriften på netop denne variation af en tærte med valnødde/chokoladefyld, har beskyttet navnet og forsvarer det ihærdigt. Og opskriften er tophemmelig.

Ifølge avisartiklen her fra Lexington Herald, 1981,  er der IKKE bourbon i en rigtig Derby Pie.  

Men man må altså ikke kalde sin kage en Derby Pie, selvom man kunne fristes til at mene, at enhver tærte, der bages i forbindelse med/til fejring af/mv. et derby i Kentucky (eller andetsteds), med en vis ret kan kaldes en Derby Pie. 

Derby-Pie (R) - og Kaj - på Bristol Bar & Grille, Downtown, Louisville. Kaj er også en anden historie.

Alle de restauranter, der serverer Derby Pie (R), serverer således en fabriksfremstillet kage, der - helt lovligt - kan suppleres med den "kvalitetsbevidste" koks helt eget fingeraftryk som fx. (hjemmelavet?!) is eller flødeskum fra spraydåse.

Jeg smagte Derby Pie på restaurant en enkelt gang og en enkelt gang i form af et par frosne portionsstørrelseskager, som jeg tog med hjem og spiste sammen med Junior. Det er en dejlig valnøddetærte, men så er den heller ikke mere enestående. Det kan godt lade sig gøre at bage en kage - Derby Pie eller ej - der kan konkurrere.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift, som jeg fandt i Rema1000s tilbudsavis i sidste uge.

Not a Derby Pie

• 200 g mel
• 100 g rørsukker
• 1/2 tsk bagepulver
• 100 g smeltet smør

• 1 ds. kondenseret mælk
• 200 g groft hakkede valnødder
• 50 g brun farin
• 75 g hakket (mørk) chokolade (Jeg brugte Crushed Diamonds; 55% mælkechokolade med knuste kakaonibs fra Chocolate and Love. Perfekt med en anelse kaffesmag i kagen!)
• 3 spsk bourbon - eller whisky

Bland mel, rørsukker, bagepulver og smeltet smør til en smuldrende masse. Pres smulderet i en smurt tærteform. Rør ingredienserne til fyldet sammen og hæld det i formen. Bag kagen ved 150 grader i ca. 1 time. Servér evt. med en kugle is eller en klat koldt flødeskum. 

Hvis Kern's Kitchen føler sig trådt over tæerne, så vil jeg hævde følgende: dagens kage er (ikke) navngivet efter Hoppernes Derby, der fandt sted i dag på Klampenborg Galopbane!

Kryds fingre for, at jeg ikke bliver sagsøgt!

"Hvad er godt?" Tanker fra weekendens chokolademarathon

Åh, hvor er der meget chokolade! Håndlavet, økologisk, blankt, smukt indpakket, i plader, i dessertstykker, som smoothies, som massagesmøremiddel, som påskeæg, med spændende smagstilsætninger, som is, stort, småt, velkendt, nyt. Chokoladefestival 2012. Til tasterne!

Foto: Tyvstjålet fra New Zealand Chocolate Festival

Jeg ved ikke om det er mængden af chokolade, der gør det, om det er det forholdsvis tidlige tidspunkt på dagen, eller om jeg bare har en lav chokolademæthedstærskel for tiden. Jeg har simpelthen ikke lyst til at spise chokolade. Det ved jeg erfaringsmæssigt, at jeg ellers har, så jeg får selvfølgelig vekslet mine smagsprøvepoletter til noget godt, som jeg kan nyde senere. Man kender vel sine chokoladedæmoner, og ved, at de ikke hviler længe.

"Hvad er godt?" er jeg blevet spurgt et par gange af bekendte, som jeg har mødt til festivallen. Det er jo et godt spørgsmål. Dels er det selvfølgelig et spørgsmål om chokoladepræferencer, og dels kan jeg mærke, at hele festivallen OGSÅ i høj grad handler om at møde mere eller mindre (be-)kendte chokoladeentusiaster. At møde folk, som jeg kender eller bare har mødt før og at lytte til/kigge på det, der er fremme.

Herunder derfor et par nedslag, som i en vis udstrækning handler om personer eller chokolademærker, som jeg har skrevet om i andre sammenhænge.

Nikolaos Strangas: Hvordan kan man andet end at elske den mand?! Ja, jeg hentyder ikke - udelukkende - til hans græske gudelook, men til hans altid postive tilgængelighed og hans vidunderlige syn på chokolade, kage og desserter. Nikolaos optrådte i demokøkkenet og lavede chokolademousse, så ikke et øje var tørt, men især bed jeg mærke i hans hyldest til den daglige dosis hæderlig kage eller chokolade frem for et ugentligt orgie i (dårligt) slik. Han fortalte, at hans datter får masser af gode sager, og at hun - som seksårig - er i stand til selv st sige "nok". Store "thumbs up" til den tilgang!

Simply Chocolate: Jeg ved ikke, hvad det til gengæld er med den butik. Der er noget, der provokerer mig. Noget, der bare instinktivt er mig imod. Det er sikkert meningen. I hvert fald får jeg fornemmelsen af en tilgang til chokolade, som er båret af - bevares - god chokolade, men i meget høj grad smart, skarp markedsføring. Og når noget er smart og skarpt, vil det selvfølgelig ramme nogen lige i øjet, mens andre går ram forbi. Jeg falder så i den sidste kategori.

Jeg skrev om Simply Chocolate for et års tid siden: Simply Chocolate pre-launch. Happyness is temporary.

Chokolade -hex: hende har jeg vist ikke skrevet om før. Jeg husker "hende" fra da jeg sidste år deltog i en seriøs flødebollesmagning i Chokoladeselskabets regi. Hendes flødebolle var klart anderledes end de andre. Meget håndlavet. Helt speciel bund. Mindeværdig simpelthen - og "kantet".

Nu så jeg så hexen, Tina Møller, i egen høje person, og hun lignede virkelig den oplevelse jeg havde af flødebollen, om jeg så må sige. En lidt kantet og kejtet type, som slet ikke er så strømlinet og perfektioneret, som de fleste andre firmaer - selv dem, der sælger sig selv som andet end mainstream. Herligt, at der er lidt ægte personlighed tilbage også på markedskræfternes slagmarker.

Kultursammenstødet mellem Simply Chocolate, alle de autentiske chokolader og Chokoladehexen fik mig til at tænke på en artikel fra Kommunikationsforum: Helt autentisk varm luft - selvom i hvert fald Simply Chocolate faktisk IKKE slår sig op på at være autentisk noget som helst; den ros skal de have.

Xocolatl: har jeg vist heller ikke skrevet om tidligere. Spændende historie ellers. Honningkager har en lang historie i Christiansfeld ved Haderslev. Den kan jeg vende tilbage til en anden gang. Indtil videre kan du evt. selv læse Honningkagernes Historie.

Bager/konditor Kim Rasmussen har for relativt nylig købt sig ind i de historiske lokaliteter og er i gang med at puste nyt liv i honningkagerne, og han fremstiller også forskellige mere eller mindre honningkagerelaterede chokoladelækkerier. Han modtager senere på måneden en pris for sit store arbejde. Desværre forlyder det, at Xocolatl er gået konkurs, så fremtiden er usikker. Her er der ellers faktisk noget - om ikke varm autentisk luft så noget -  historisk baggrund, som kan adskille netop denne virksomhed og dens produkter fra alle de andre.

Damien Allsop/CH2OCOLATE: En af de gode ting ved chokoladefestivallen er, at der rent faktisk er tid og mulighed for at få talt med chokoladeentusisasterne. Jeg fik vekslet adskillige ord med engelske Damien Allsop, som åbenbart er det nye sort inden for chokolade. Han laver chokolader med chokoladefyld emulgeret med vand i stedet for fx. fløde. Det skulle give en renere smag, som lader chokoladen komme bedre til sin ret, end hvis man "dæmper" den med den bløde fløde.

Jeg må indrømme, at jeg er en anelse skeptisk. Det er sikkert rigtigt, at god chokolade smagere tydeligere igennem af sin helt egen smag, når der ikke er fløde i, men jeg fornemmer en snigende sundhedsmisforståelse, som i mine øjne ikke hører hjemme i chokoladens verden. Den kæphest må jeg vist få luftet mere udfoldet inden længe...

Chokoman/Jørgen Gornitzka: endnu en af mine lidt skæve favoritter. Jørgen tilbyder kurser i fremstilling af fyldte chokolader og flødeboller, og det er en ren fornøjelse at se og høre ham folde sig ud.

Jeg har ganske kort omtalt Jørgen i indlægget Cake pops er det nye sort! (Og lidt om at temperere chokolade)

 

A XOCO: Af grunde, som jeg ikke helt kan gennemskue, ender jeg tit hos A XOCO. Denne gang spenderede jeg mine sidste poletter OG kontanter hos dem. Måske er det deres modige og gode chokolader fra Fusions-kollektionen med foie gras/hindbær, bacon/tomat, roquefort/ananas og gedeost/timian. Måske er det deres knaldhamrende gode lakridsflødebolle. Måske er det dét, at der ligger en butik tæt på mit hjem.

Det er i hvert fald ikke, fordi jeg skal bryste mig af at kunne sige, at netop denne forretning leverer chokolade af højere kvalitet end alle de andre. Det kan jeg og mine smagsløg simpelthen ikke afgøre. Egentlig tror jeg, at det hænger lige så meget sammen med, at jeg oplever, at folkene omkring A XOCO simpelthen er topsympatiske. Det virker på mig.

Chokoladeselskabet: Til sidst en stor tak til Chokoladeselskabet, som står bag Chokoladefestivallen, og som får det hele til at køre udelukkende på frivillig arbejdskraft. Det er simpelthen godt gået! APPLAUS!


Andre bloggere har skrevet om chokoladefestivallen. Fx.Spiselig Chokolade med chokolade på, Kristinas Madunivers Chokolade Festival 2012, La Nourriture chokoladefestival 2012 og Jonas Kogebog 400%.

Chokolade! Chokolade! Chokolade! Det er i weekenden, det går løs!

Jeg ville muligvis have skrevet om det efterfølgende, selvom jeg også skrev i 2011 og 2010. Chokoladefestival. Eventen, som du bare MÅ deltage i, hvis du bare er den mindste lille, bitte smule glad for chokolade. Og hvem er ikke det?!

Chokoladefestival 2012

I år bliver det et forskræp, dels fordi der måske sidder en læser eller to derude, som ikke har opdaget, at Chokoladefestivallen findes eller at det allerede er nu i den kommende weekend, 10. og 11. marts, det hele løber af stabelen, dels fordi jeg er blevet forkælet af Chokoladeselskabet - der står bag festivallen - med en chokolademiddag (middagen er bl.a. blevet beskrevet af Nethe Plenge i Bryggebladet) og på den måde opfordret til at gøre opmærksom på årets chokoladehøjdepunkt.

Det gør jeg gerne! Jeg har som antydet ovenfor deltaget i tidligere års chokoladefestivaller - også en enkelt gang Julens Chokolade i Århus, nogen vil vide, at jeg også rejste til Stockholm i efteråret for at se på den svenske chokoladefest, og jeg synes i det hele taget, at chokolade er rigtig godt selskab. I køkkenet, i sofaen, i sengen, på farten, til fest, til hverdag, morgen, middag og aften.

Og så er jeg - naturligvis - medlem af Chokoladeselskabet. Det kan varmt anbefales. Medlemskab giver gratis adgang til Chokoladefestivallen og adgang til en lang og lækker række af chokoladerelaterede oplevelser; nogle gratis, andre til en fornuftig pris. Jeg har selv deltaget i fx. seriøs flødebollesmagning og rundvisning på Toms Chokoladefabrik.

På chokoladefestivallen har du mulighed for at se en masse chokoladefirmaer præsentere deres dejlige produkter, der er smagsprøver og mulighed for gode messetilbud, der er demo-workshops og foredrag og meget mere. Det har tidligere været ganske overvældende, og mon ikke det bliver det igen i år? 

Hvis du læste Nethe Plenges beskrivelse af chokolademiddagen herover, fik du nok en fornemmelse af, hvor avanceret man kan bruge chokolade. Chokolade kan bruges i fine og indviklede desserter, men jo også i det salte køkken. Herunder en showstopper af en chokoladedessert kreeret af Niko Strangas:

Men mindre kan også gøre det. Smeltet chokolade - med eller uden fontæne - med frisk frugt, marshmallows, småkager, saltstænger eller bare en pegefinger. Så fås det ikke meget bedre.


Check Chokoladefestivallen ud. Du vil helt sikkert blive fristet.

Cherry-tella - mit bud til World Nutella Day - og mahleb

Så skal vi til det igen: det er World Nutella Day på søndag den 5. februar. Jeg deltog i løjerne sidste år med en hjemmelavet Nutellavariant på pistacienødder, hvid chokolade og kardemomme, som jeg kaldte Nutella Verde. Den synes jeg, helt personligt, blev forbandet lækker, og jeg vil altså gerne være med igen. Eftersom jeg skrev en lang intro i 2011, kan jeg gøre det lidt kortere i år, og gå - næsten - lige til sagen.

Jeg må dog lige indlede med at beklage, at Cherry-tellaen, som er dette års bud på en variant over temaet: nød møder chokolade, bliver knust, og sød musik opstår alligevel, ikke ser super-lækker ud. Jeg havde forestillet mig, at min udgave ville blive smukt lyserød - ligesom sidste års model blev fin og lysegrøn. NOT. Gode syltede kirsebær afgiver altså ikke ret meget farve, så vi taler "lys bønnepostej"...

I et svagt øjeblik overvejede jeg at snyde lidt og tilsætte farve. Ved samme lejlighed kunne jeg have drysset bare en lillebitte smule citronsyre i, for liiiige at give 'tellaen bare en anelse mere syrlighed. Det er jo dét, de "onde" tilsætningsstoffer kan: justere farve og smag - og evt. konsistens, struktur, holdbarhed - og andet praktisk og lækkert. Men jeg styrede mig. Denne gang. Derfor er det en Cherry-tella au très naturelle jeg præsenterer her, og du må tro mig, når jeg siger, at det smager herligt, selvom billederne kunne antyde noget andet.

Cherry-tella

• 100 g smuttede mandler
• 200 g hvid chokolade
• 2 dl piskefløde
• 2x10 syltede kirsebær
• ca. 1/4 dl kirsebærsirup
• 1 tsk stødt mahleb* (kan undværes)

Rist mandlerne i ovnen eller på en pande til de er lysebrune. Smelt forsigtigt den hvide chokolade. Varm fløden lidt op evt. i mikroovnen.

Kom mandlerne og mahleb i en foodprocessor og kør det til det er helt pulveriseret.

Tilsæt smeltet chokolade og kør igen.

Tilsæt 10 syltede kirsebær, kirsebærsirup og varm fløde og kør igen.

Hak de resterende kirsebær og rør dem i massen med håndkraft. De skal forblive synlige stykker. Stil evt. blandingen på køl et stykke tid og lad den størkne lidt inden du rører rundt og hælder på glas.

Spis på brød, som dyppelse til frugt eller følg drømmen fra World Nutella Day: We had a Dream. And a Spoon.

*Mahleb (mahlab, mahlepi, محلب, İdrisağacı, mv.) er et krydderi, som jeg hørte om første gang, da jeg bagte den græske nytårskage vasilopita for nylig. I visse af de opskrifter, som jeg læste på nettet, indgik krydderiet, som en åbenbart markant ingrediens. Jeg kunne læse mig til, at mahleb er lavet af kernerne fra en særlig kirsebærarts sten - altså lidt ligesom (bitter-)mandler og skulle have en bitter/kirsebæragtig smag.

Mahlebkirsebær, prunus mahaleb (Foto: GK's Spice Pages)

Min gode ven, internettet, svigtede mig derefter lidt. (Jeg HAR spurgt hos både mine lokale krydderi-pushere og hos et par spice guys i Torvehallerne: helt blanke øjne og ingen genkendelse.) Jeg kunne godt opstøve enkelte webshops - herunder Amazon, der kunne - og ville - sende en lille smule mahleb til Danmark, men ingen, hvor forsendelsen stod i et bare nogenlunde rimeligt forhold til de ganske få gram, som jeg ønskede mig. Mahleb kan - åbenbart - fås både som hele små kerner til kværn-selv-og-få-den-bedste-smagsoplevelse og i stødt form - men ikke lige i Danmark.

En mahleb-kværn kunne da også være herlig at eje...

Til gengæld svigtede Sine i Athen ikke, da jeg spurgte, om hun mon kunne opstøve noget mahleb/Μαχλέπι. Tak, atter en gang for det!

World Nutella Day er skabt af kvinderne bag Ms Adventures in Italy og Bleeding Espresso.

Cake pops er det nye sort! (Og lidt om at temperere chokolade)

Åbenbart. Se fx. hvad Bakerella kan få ud af dén helt paradigmesprængende nytænkning:

I virkeligheden er det bare studenterbrød på en pind. Den slags er på ingen måde en del af den højere dessertgastronomi, men det smager herligt, er meget børnevenligt - og giver en mulighed for at få brugt kagerester, der ellers ville være røget i skraldespanden. Altså endnu et lille slag i kampen mod madspild.

(Jeg har oprettet en ny "etiket" til mine indlæg, der netop hedder "Stop spild af mad"; dvs. du kan klikke på det, og finde de indlæg, som har et element af brug af rester i sig. Jeg har ikke tilføjet etiketten til så mange indlæg endnu, men det skal nok udvikle sig. I øvrigt stort thumbs up til bevægelsen Stop spild af Mad; de kører med klatten for tiden!)

Cake pops - studenterbrød på en pind
(ca. 25 stk)

• 3 (tørre) lagkagebunde
• 200 g abrikosmarmelade
• 150 g smør
• 100 g flormelis
• 50 kakao
• evt. 1-2 spsk rom

• ispinde eller slikkepind-pinde
• 200-400 g mørk chokolade

Kør hele molevitten i en foodprocessor. Det kan være nødvendigt at gøre det ad et par omgange, da kagebundene fylder en del, inden de bliver mast til ukendelighed. Kør indtil massen er helt jævn.
Sæt den i køleskabet i nogle timer, så den bliver lidt fastere. Næste gang jeg laver cakepops vil jeg nok bruge lidt mindre marmelade. Det giver en vis friskhed i smagen, men massen bliver temmelig blød af det.

Rul nu bordtennisboldstore (eller noget; det er længe siden jeg har haft fat i en bordtennisbold! Hvor stor er den egentlig?) kugler, sæt en pind i hver og stil gerne kagepopsene på køl igen.

Smelt/temperér chokoladen og overtræk dine kagepops.

Smelte er nemt nok. Her i et vandbad.

Temperering er mere indviklet. Her sænker jeg temperaturen med hakket chokolade.

Det er nu, du også kan gå amok i krymmel. Jeg er personligt ikke så vild med krymmel, men jeg dryssede lidt på juniors (dem UDEN rom), så vi kunne kende forskel... Dem der fik krymmel på, satte jeg i spænd i fletværket i kanten af min brødkurv, men et stykke flamingo eller håndholdt tålmodighed kan sikkert også bruges.

Hvis du konstaterer, at mit chokoladeovertræk ser mere vellykket ud end fx. da jeg lavede flødeboller, er det muligvis et heldigt tilfælde. Det kan også skyldes, at den rare Jørgen, også kaldet Chokoman, har givet mig et kursus i chokoladetemperering.

Tempereret chokolade har flere fordele: det bliver flot(-tere/blankere end utempereret), det størkner hurtigere, det smelter ikke så nemt på fingrene, når man rører ved det, og det får det der dejlige "knæk", når man bider i det. Men det er altså også lidt nørdet at stå med termometer, varmt - og evt. koldt - vandbad, hakket chokolade, evt. sigte, madpapir til tempereringstest, hårtørrer til temperatur-finjustering mv. Jeg er splittet i spørgsmålet...

Her er lidt (meget) chokoladetempereringsinfo med gode illustrationer af den kemiske proces fra Chocolate Alchemy for den supernørdede.

(Illustration: Chocolate Alchemy)

Jeg synes nemlig stadig ikke, at temperering er nemt, og det udfordrer min tålmodighed til bristepunktet. Jeg må vist bare øve mig lidt mere. Og lave større portioner; det skulle være nemmere at styre...

(Foto: BBC)