søndag, juli 31, 2011

Bittersød agurkesuppe til Bethany

Advarsel: mange ord og kun lidt kold suppe forude.
Som antydet i mit forrige indlæg, har jeg haft ekstra god tid i den forløbne tid til at hænge ud på internettet. Jeg har shoppet, ordnet bankforretninger, hentet gratis apps til min nye kropsforlængelse (iPad), forudlæst min daglige avis, holdt øje med vejret - og så er jeg faldet over et "fænomen", Bitterfissen Bethany. Hun har sat tanker i gang.

Bethany er en bitter kvinde, skriver hun selv, og det er "de andre, [der] står for skud". Hun har sommeren over udgydt sin galde over forskellige bloggere fra hist og her i Blogland, og de (vi) er i Bethanys øjne stort set allesammen kedelige, forudsigelige, uden kant; simpelthen for venlige og pæne på den ufede måde.

Spændende! For jeg er faktisk enig med kvinden et langt stykke hen ad vejen. Der skrives rigtig mange ting derude, som jeg synes er kedelige, talentløse, hårrejsende banale og så ligegyldige, at det er skræmmende, at nogen har brugt tid på at skrive det ned.

Det er måske heldigt nok, at der er så meget, som jeg synes er kedeligt, for der er også rigtig mange spændende ting på nettet, og jeg får ofte åndenød af begejstring over de kloge ord jeg støder på, de spændende interneteventyrere og gamle venner, som jeg "møder" virtuelt, de mærkelige billeder jeg ser, de gakkede film jeg kigger i på YouTube. Åndenød, simpelthen. På den fede måde. Fantastisk, at vi tænder på forskellige ting og skriver om forskellige ting.
Jeg er med på, at det er en sær balancegang, som man bevæger sig ud på, når man blogger. På den ene side er den helt store styrke ved at blogge, at man er fri til at udtrykke sig lige præcis, som man vil. På den anden side er der jo ikke så meget grund til at udtrykke sig så umuligt, at man ikke får kommunikeret noget. Hvis dét altså er pointen.

Det kan man netop blive i tvivl om mange tilfælde - og i mine øjne egentlig også i Bethanys: er en given blog til for at kommunikere (af latin: communicare, at gøre fælles), altså for at arbejde hen imod en fælles forståelse af noget i form af dialog eller i den mindste formidling af noget, der gør en forskel for modtageren? Eller er en blog et udtryk for en mere terapeutisk platform, hvor man iscenesætter sig selv, lukker frustrationer ud og/eller nørder igennem med sine helt egne særinteresser evt. for et helt lillebitte eksklusivt selskab af mednørder?

Det er sikkert sjældent helt entydigt. Min egen blog er i hvert fald ikke entydig i den henseende. Jeg begyndte at blogge for at holde styr på mine tanker og for at samle mine mange kageord på ét sted. Det er sådan set stadig drivkraften; jeg kan bare også se, at jeg slet ikke er helt kold overfor, om jeg har læsere eller ej. Jeg gør, hvad jeg kan, for at udtrykke min klare og ærlige mening om dette og hint - på min semi-akademiske og ofte ordrige måde, men det ærgrer mig da, at nogen tilsyneladende bliver forskrækkede over kritiske ord eller markante holdninger -  og jeg lægger måske somme tider en lille dæmper på mig selv på bloggen og andre steder. Jeg vil gerne være en del af fællesskabet.

Den tur på knivsæggen, hvor man vakler mellem ensomhed og fællesskab, mellem holdninger og kompromis'er, mellem fasthed og opløsning, må hver blogger gå helt selv og vælge vandretenik efter temperament og efter behov - eller mangel på samme - for at være en del af Gruppen.
En ting, som fascinerer mig ved Bethany er, at jeg simpelthen ikke kan gennemskue hendes projekt. Hvad har hun egentlig gang i? Hendes udgydelser er i mine øjne faktisk ikke så skarpe, varierede og begavede, som jeg så antydninger af i begyndelsen, men jeg er stadig fast læser. Nu følger jeg med, fordi jeg har tid, og fordi Fænomenet stadig er interessant. Jeg vil gerne ikke risikere, at gå glip af noget.Og jeg vil være der, når og hvis ballonen brister. 

Men hvad er pointen? Vil hun skabe revolution, der skal vække de slumrende masser? Er hun sociolog på feltstudier i cyberspace? Er hun kunstner, der "udfordrer mediet", som vi siger her i husholdningen? Eller er hun bare Bethany, mor til tvillinger på to og en på fire, bitter fra fødslen og med en sur og inkompetent chef? Jeg ved det ikke, og jeg er lidt nysgerrig, selvom der ikke er så meget gods i indlæggene selv. Der går i mine øjne lidt selvsving i skriverierne fra Bethanys egen hånd og de relativt mange kommentarer.

På en måde afmonterer Bethany med sin facon - som jeg ser det - sit umiddelbare projekt, som vel handler om at gøre opmærksom på, at danske blogs er for dårlige. Det er det, der gør, at jeg ikke kan lade være med at overveje, om hun har et andet mål for øje. Hun er jo ikke ubegavet. Hun tænker over, hvad hun gør. Nok har hun hang til både Bastognekiks og Fernet Branca, men hun virker som en kvinde med en plan.  

Det kunne have været rigtigt interessant, hvis Bethany virkelig var én, der kunne ruske op i andedammen i Blogland - så det gjorde en forskel. Det tror jeg bare ikke, at hun gør. Hun råber godt nok nogle halvgrimme gloser ud i intetheden, og vi er nogle sommertosser, der har tid og lyst til at følge med, men jeg tror faktisk ikke, at ordene ændrer noget. Og jeg ved heller ikke, om det er hendes hensigt. Måske skal der bare buldres.

I hvert fald er min erfaring, at hvis man vil have nogen, fx. børn, til at gøre noget andet end det, som de gør, så nytter det ikke noget, at brøle dem ind i ansigtet. De holder måske nok op med at smøre tandpasta på katten, men det er snarere af lammelse og frygt, end fordi de har lært noget. Det holder altså ikke, når agurketiden er slut.

Et af de gode spørgsmål, som jeg synes Bethany sætter spot på, men som der ikke bliver mulighed for at dikutere på hendes blog, handler om normalitet. Skal/kan alle bloggere være noget helt særligt, ud over det sædvanlige? Kan alle bloggere bidrage med noget nyt og epokegørende til verdenshistorien? Er det overhovedet målet? Er bloggere ikke som folk er flest - også IRL? De fleste har jævne liv, jævne tanker, jævne begavelser, jævne interesser, jævne skriveevner, jævne børn - og kun få skiller sig ud? Går der ikke lidt Don Quixote i den, hvis man vil lave om på dét?
Er det ikke en del af internettets vidunderligt demokratiske væsen, at også halvhjernerne - pardon my French - kan komme til orde? Normalkurven - hvis man skulle finde på at lave en sådan - over begavelse og skriveevner blandt bloggere er formodentlig kun forrykket ganske lidt i den kvalificerede retning ifht. den danske befolkning generelt. Tærskelen for at oprette en blog og dermed for at blive blogger er simpelthen befriende lav.

Jeg synes ydermere, at det er interessant, at lægge mærke til, hvilke opgør vi hver især vælger. Da jeg læste teologi, morede det mig, at der blev skrevet så mange "opgør med Grundtvigs dåbssyn" eller "opgør med Luthers toregimentelære" - eller hvad det nu hed altsammen - for for at kunne lave det opgør, så krævede det jo, at man virkelig satte sig grundigt ind i det, som man ville gøre op med.

For at finde det meningsfyldt at bruge tid på at tage et opgør med noget, kræver det vel at dette noget, anses for vigtigt. Tåbeligt, måske, men ikke desto mindre vigtigt. Det er jo paradoksalt. Hvis man mener, at noget virkelig er dumt, er det da vel meget snedigere bare at lade det passere - og bruge kræfterne på noget andet. Altså er det fristende at tænke, at når Bethany tilsyneladende ikke er helt dum, så må hun på en eller anden måde finde talentløse blogs vigtige. Det kan man så lommepsykologisere over, hvis man har lyst.

Jeg læste et langt interview "Fri mig for parcelhuslykken" med Leonora Christina Skov i Politiken forleden og tænkte, at hendes tilgang til en kritik af tingenes tilstand mindede om Bethanys: gode og begavede pointer, som kunne vække til eftertanke, selvransagelse og måske ligefrem opvågnen, men holdningerne er kombineret med en attitude, der i hvert fald frister mig til det modsatte, nemlig at holde fast i leverpostejen og middelmådigheden og fejre den. (Ligner Bethany og Leonora egentlig ikke også hinanden...? De der lidt sammensnerpede munde...)
Leonora Christina Skov tegnet af fabelagtige Philip Ytournel fra Politiken

Bethanys og Leonoras højrøstede "opgør" med det kedelige og normale åbner for mig at se en sprække ind til en kerne, der består af netop det: det kedelige og normale - hvad det så end er. For hvis man går tæt nok på er ingenting måske kedeligt og normalt.

Måske er jeg gammel og træt; måske besidder de ungdommens mod, og jeg gør ikke. Jeg synes bare, at det bliver så underligt ligegyldigt, selvom det skulle være så væsentligt. Det skingrer i mine ører, fordi ønsket om en ægte samtale om det, som faktisk er vigtigt, ikke synes at være til stede for alvor. Hverken hos Leonora Christian Skov eller hos Bethany.

Jeg har småkommenteret Bethanys udgydelser en gang eller to, men "magter ikke" - et af Bitterfissens yndlings- og meget hyppigt anvendte udtryk - den evige bitter-ironiske distance. Det er som om, man kun kan vælge enten at spille spillet eller at spille fornærmet. De to valgmuligheder duer ikke for mig. 

Jeg synes, at hun rejser spændende problemstillinger om normalitet og udtryk i Blogland, men hun stiller sig selv i vejen for at kunne diskutere det seriøst. (Derfor snakker/tænker jeg med mig selv/min blog i stedet for.) Det er muligt, at hun kun kan skabe debatten og gøre sig selv til et fænomen, som nogen tænker over, ved samtidig at afspore den selvsamme debat. Livet i det 21. århundrede er indviklet...

Jeg lovede kold suppe. Det er fordi, jeg kom til at oversætte Fænomenet Bethany til en lille let sommerret. 


Bittersød agurkesuppe(til ca. 1 voksen, tvillinger på to og en på fire)

  • skal af ½ (rød) grapefrugt
  • saft af 1 (rød) grapefrugt
  • 1 dl sukker

  • 1 agurk
  • 1 grønsagsbouillonterning
  • 1 dl vand
  • saft af 1 (rød) grapefrugt mere
  • 100 g ricotta (eller evt. 1 dl piskefløde)
  • salt

  • Fileter af en (rød) grapefrugt
Skær skallen af halvdelen af en grapefrugt. Normalt er det vigtigt at skære helt tyndt for at undgå det hvide, som er meget bittert. Her er bitterhed en del af pointen, så hvis der slipper lidt med, er det helt ok.
Skær skrællerne i mindre stykker. Normalt ville jeg anbefale, at de skulle snittes helt fint, men i dette tilfælde er et vist mål af grovhed på sin plads.
Kom de snittede skræller i en glasskål sammen med sukker og saft af den en grapefrugt og kog det sammen i mikroovnen i nogle minutter, så alt sukkeret er opløst og skrællerne er blevet klare. Lad det køle helt af.


Skær agurken i stykker og kom den i foodprocessoren (eller find din gode stavblender frem) sammen med grønsagsterningen, som er opløst i 1 dl kogende vand. Pres saften af en grapefrugt mere og hæld det ved agurken. Sigt de sukkerkogte skræller fra siruppen. 
Hæld også siruppen ned til agurken sammen med nogle få strimler skræl. Kom ricotta i maskinen også og kør  indtil agurken er helt findelt, og du har en lys grøn suppe. Sukkeret fra siruppen giver sødme og ricottaen blødhed. Det er måske ikke Bethanys mest fremtrædende karakteregenskaber, men lur mig, om ikke hun har øjeblikke, hvor hun er både sød og blød. Hun er - om ikke andet - så formodentlig et menneske.


Smag til med salt. Suppen er en småkompleks sag, som skal være både ramsaltet og sød.


Server suppen kold med en klat ricotta, strimler af den sukkerkogte skræl og fileter af grapefrugt. Hvis suppen skal være rigtig dejlig kold, kan isterninger være en idé. Jeg havde tilfældigvis nogle kolde hjerter i fryseren, som kom i suppen. De tør op lige så stille - og knaser så dejligt mellem tænderne...
Og ved et lykkeligt tilfælde ender suppens uskønne farver med nogenlunde at matche farverne på Bethanys blog...
Tak, Bethany, for bitterhed.

fredag, juli 29, 2011

Canelés, silikone og det dejlige internet

Lad mig begynde bagfra: jeg ELSKER internettet! Jeg elsker mulighederne. Jeg er fascineret af teknikken. Jeg er vild med småtekniske gadgets. Min nye iPad er vokset sammen med min krop. Jeg melder mig frivilligt til at stå først i køen til at få indopereret en chip og en hudskærm, så jeg kan gå på nettet i min håndflade. Nå, det var så måske lige et skridt for langt...
En overskåret cannelé

Anyways, jeg har ligget en anelse underdrejet denne sommer, men ikke mere end at jeg - på nær ganske få dage - har været PÅ. Mine bageaktiviteter har været tilsvarende neddroslede (på nær mindst tolv omgange af verdens nemmeste og næstbedste brød), men derfor kan man jo godt forberede sig til sensommerens, efterårets og vinterens bagesysler. Ved fx. at shoppe bageforme på nettet.

Jeg har længe villet bage canelés (stavemåden er i øvrigt diskuteret: ét eller to n'er? I'm confused. Mit franske hjælper mig ikke), en specialitet fra Bordeaux, men har holdt mig lidt tilbage, fordi de klassisk set bør bages i kobberforme. Lækkert, men lige lidt vel dyrt. (Kunst og Køkkentøj er i øvrigt en drøm af en forretning også IRL. Just sayin'!)

Anne au Chocolat har spist dem. Newyorkerbyheart har lavet dem. De er også populære internationalt. De bliver rost til skyerne, de små franske fiduser. Sprøde, karamelskorpede kager med et blødt og nærmest svampet indre. Enkle og avancerede på samme tid. Jeg har aldrig hverken smagt eller bagt dem. Stor fejl, der må rettes op på.

Og mon ikke mindre end kobber kan gøre det. Trods alt. På Ebay faldt jeg over en shop, der sælger silikoneforme i et hav af variationer til en hæderlig pris, og med PayPal som allieret var det nemt at slå til. Der gik ganske få dage, og så var der en blød pakke i min postkasse.

Ebayshoppen har også en "rigtig" hjemmeside: Silicone Moulds, og søren jensme om ikke også de er at finde i Blogland og på både Facebook og Twitter. Sådan kan vi li' det!

Silicone Mould-bloggen er faktisk værd at følge med på: velskrevet, inspirerende, hyppigt opdateret, gode billeder, personlig (måske lige et blond hårstrå for personlig; jeg kan strengt taget godt undvære billedeserierne af det dekorative barn) og rent ud sagt fristende til yderligere indkøb.

(Jeg HAR købt igen. Jeg kan røbe i denne lille, lukkede kreds, at jeg nemlig fx. heller aldrig har hverken spist eller lavet madeleines. En anden stor brist i min opdragelse... Den sorte form herunder er til madeleines. Den orange er til hjemmestøbte mikro-chokoladeplader, den lyserøde til mini gugelhupf'er og den røde til otte keltiske kors. Hvem kan leve uden netop dén mulighed? Ikke mig. Fortsættelse følger måske, når jeg har afprøvet formene.)
Nå, men vi må nærme os en opskrift. Den er temmelig nem, omend den, som Silicone Moulds henviser til hos Chocolate and Zucchini, foreskriver, at dejen laves 24 timer før den skal bages og står i køleskabet og bliver klar. Newyorkerbyheart bagte uden at vente, og det ser ud til, at det gik fint alligevel. Min dej ventede; det gik også fint. Til gengæld kan dejen så også snildt holde sig et par dage mere i køleskabet. Jeg bagte en fuld form efter et døgn (otte stk.) og en halv form dagen efter.

Canelés (12 stk mellemstørrelse)


  • ½ liter mælk 
  • 30 g smør
  • 1 tsk vanillesukker - eller kornene fra en vanillestang
  • 100 g mel
  • 1 tsk salt
  • 180 g sukker
  • 3 æg 
  • 3/4 dl rom

Kom mælk og smør i en lille gryde. Hvis du bruger vanillestang kan du komme den udskrabede stang med i mælken. Varm smør og mælk langsomt op til kogepunktet.

Bland mel, salt og sukker i en skål. Slå de tre æg ud i en anden skål og pisk dem let sammen. Hæld æggene over melblandingen, men vent med at røre. Hæld den varme mælkeblanding over i skålen, og NU skal der røres.
(Newyorkerbyheart lader udtrykkeligt mælkeblandingen køle af, inden den røres i melet/sukkeret. Min opskrift siger udtrykkeligt noget andet. Begge dele ser ud til at virke. Jeg var lidt bange for at ende med en omgang melklister, men det skete slet ikke.)
Rør/pisk indtil blandingen er helt jævn som en pandekagedej. Tilsæt rom og vanillesukker.
(Det ville nok være smartere at tilsætte vanillekornene sammen med sukkeret, evt. efter af have mast dem sammen med lidt sukker, sådan Mette Blomsterberg-style, så de lettere fordeles i dejen. Jeg har det personligt bare sådan, at når HUN siger, at det er en god metode, så gør jeg det ikke... Primitivt, men sandt. Det vil jeg arbejde lidt med ved lejlighed.)
Vanilleklump...
Stil dejen i køleskabet og vent 24 timer. (Det kan man så åbenbart tage med et gran salt. Hvis du er utålmodig, så kast dig ud i det med det samme.)


Tænd ovnen på 250 grader. Clotilde fra Chocolate and Zucchini skriver meget grundigt om vigtigheden af, at ovnen er varm nok. Mange ovne lyver nemlig. Det kan derfor være en god idé at checke ovntemperaturen med et ovntermometer. Hvis ovnen ikke er varm nok, opnår du ikke den karakteristiske karamelagtige overflade, og så er det ikke helt rigtigt.



Hvis du bruger kobberforme skal de smøres grundigt. Hvis du bruger silikone, er det ikke nødvendigt. Hæld dej i formene til ½-1 cm fra kanten.
Hvis dejen er skilt lidt i køleskabet, kan den nemt røres sammen igen.
Sæt forsigtigt formen i ovnen, når den er blevet helt varm; det kan være nødvendigt med et støttebræt, hvis du bruger silikoneformen.


Bag kagerne i ca. 20 minutter ved den høje varme. Skru derefter ned for varmen til ca. 200 grader - uden at åbne for ovnlågen for at kigge eller snuse! - og bag kagerne yderligere 30-40 minutter. De skal være mørkegyldne, grænsende mod det mørkebrune udenpå. De vil stadig være bløde og svampede indeni.
Lad kagerne køle af, så længe som du kan holde ud at vente, og pres dem så forsigtigt ud af formene.
Det ligner jo faktisk et sæt små englevinger...



Tag en bid, og du vil høre englene synge - på fransk!

søndag, juli 03, 2011

Kollegakage fra Samvirke - og lidt om fristelser og sundhed

Ja, jeg lod mig friste! Jeg blev overtalt af en venlig opfordring fra Samvirke på Twitter og et lækkert billede af hindbær. (Som jeg erstattede med blommer i min version.)
Mange frugter - heriblandt blommer - bliver noget mere sure, når de bliver tilberedt; derfor lidt ekstra sukker. .
Samvirke er seriøst talerør for forbrugerstof og sund livsstil. Til forskel fra de fleste andre danske magasiner der behandler den slags emner, er der i Samvirke plads til at gå i dybden, nuancer, kritiske spørgsmål og sjove tilgange til stoffet. Det er totalt i orden.
I denne måned tema om "sød sult". Lyder det velkendt?!
De fleste danskere kender Samvirke; det er det mest læste månedsmagasin i landet. Jeg har læst bladet siden min barndom og er fuld af respekt.Og jeg lod mig altså friste til at gøre noget, som jeg ellers ikke gør, fordi Samvirke lokkede: jeg bagte deres grove kollegakage - og nu fortryder jeg bittert.
Jeg pimpede ellers kagen med både chokoladestriber...
- og chokoflødeskum...
Men nej, det virker bare ikke med en kage, der lader som om den ikke er usund. Man ender med at få det værste fra begge verdener: en kedelig kage, der alligevel ødelægger din kur. 

For at føje spot til skade tog jeg kagen med til en familiefødselsdag. Som nogen måske vil ane, er familien godt vant, når jeg tager kage med. Denne gang resulterede det i at min niece nu vil huske sin "Sweet Sixteen" som en dag fyldt med skuffelser og tårer. Jeg gør det ALDRIG mere! Undskyld A! Undskyld allesammen!
It's my party and I'll cry if I want to

Nu skal det ikke lyde som en klage over Samvirke; det er det på ingen måde. Bladet bidrager med masser af stof til eftertanke og skriver i forbindelse med opskriften på den grove kage om kagers betydning fx. som "kittet", der holder arbejdspladsen sammen. Man linker til en spændende rapport om "Mellemmåltider - en kulturanalyse af mellemmåltider på kontorarbejdspladser".

Det er snarere en klage over mig selv. Jeg blev fristet og faldt i sundhedsfælden. Det er et dårligt sted at være. Boris Andersen behandler problemstillingen i en fremragende kronik i Politiken "God smag og bordskik er den bedste slankekur", og han skriver bl.a. Det dumme er, hvis vi som følge af en overdreven fokusering på ernæringsindholdet i maden i kombination med individuelle selvkontrols-idealer helt glemmer smagsoplevelsens og måltidsfællesskabets betydning. Hørt, Boris!

Så spis dine fuldfede kager i godt selskab. Hvis ikke du har andet godt selskab end dig selv, så nyd din chokolade alligevel. Helt og aldeles. Og følg kun opskriften herunder, hvis du virkelig ikke kan finde på andet.

Grov kollegakage (- til den grove kollega?!)
  • 130 g smør
  • 130 g rørsukker
  • 2 spsk. mørk sirup eller ahornsirup
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 300 g havregryn (jeg havde kun grovvalsede; det gjorde kagen ekstra fiberrrig og sund-agtig, men det var måske skyld i at kagen ikke kunne hænge sammen...)
  • 60 g kokosmel
  • 1 tsk. bagepulver
  • ca. 5 udstenede blommer skåret i småstykker
Smelt smør, sukker, sirup og vanillesukker sammen i en kasserolle. Kom havregryn, kokosmel og bagepulver i en skål og bland det. Hæld den søde smørblanding over i skålen og bland med en ske.
Kom blommestykkerne i og bland igen.
Læg bagepapir i en bradepande på ca. 20x30 cm. Hæld "dejen" i formen og fordel den.
Pres den godt sammen.
Bag kagen ved 175 grader i ca. 25-35 minutter. Kagen må gerne blive lidt gylden.

Pynt evt. med lidt chokolade og/eller chokoladeflødeskum. (Smelt og udrør chokolade i piskefløde. Køl af. Pisk.)
Kagen forsvandt kun langsomt...
Når sandheden skal frem, så var kagen vel ikke egentlig dårlig. Den var bare usnasket, faldt fra hinanden og smagte simpelthen lidt småsundt. Og var aldeles uegnet som festkage. Som kollegakage kan den sikkert gå an. Familien refererer nu til kagen som "Müsli-kagen", og jeg er bange for at den vil indgå i samlingen af familiemadlegender på linje med en vis ris a la mande og Blommetærten fra Helvede...

En af mine favoritkager, Fattigmandskransekagen, minder lidt om müslikagen. Den prøver måske at give sig ud for at være billig, men trods alt ikke for at være sund.