søndag, juli 31, 2011

Bittersød agurkesuppe til Bethany

Advarsel: mange ord og kun lidt kold suppe forude.
Som antydet i mit forrige indlæg, har jeg haft ekstra god tid i den forløbne tid til at hænge ud på internettet. Jeg har shoppet, ordnet bankforretninger, hentet gratis apps til min nye kropsforlængelse (iPad), forudlæst min daglige avis, holdt øje med vejret - og så er jeg faldet over et "fænomen", Bitterfissen Bethany. Hun har sat tanker i gang.

Bethany er en bitter kvinde, skriver hun selv, og det er "de andre, [der] står for skud". Hun har sommeren over udgydt sin galde over forskellige bloggere fra hist og her i Blogland, og de (vi) er i Bethanys øjne stort set allesammen kedelige, forudsigelige, uden kant; simpelthen for venlige og pæne på den ufede måde.

Spændende! For jeg er faktisk enig med kvinden et langt stykke hen ad vejen. Der skrives rigtig mange ting derude, som jeg synes er kedelige, talentløse, hårrejsende banale og så ligegyldige, at det er skræmmende, at nogen har brugt tid på at skrive det ned.

Det er måske heldigt nok, at der er så meget, som jeg synes er kedeligt, for der er også rigtig mange spændende ting på nettet, og jeg får ofte åndenød af begejstring over de kloge ord jeg støder på, de spændende interneteventyrere og gamle venner, som jeg "møder" virtuelt, de mærkelige billeder jeg ser, de gakkede film jeg kigger i på YouTube. Åndenød, simpelthen. På den fede måde. Fantastisk, at vi tænder på forskellige ting og skriver om forskellige ting.
Jeg er med på, at det er en sær balancegang, som man bevæger sig ud på, når man blogger. På den ene side er den helt store styrke ved at blogge, at man er fri til at udtrykke sig lige præcis, som man vil. På den anden side er der jo ikke så meget grund til at udtrykke sig så umuligt, at man ikke får kommunikeret noget. Hvis dét altså er pointen.

Det kan man netop blive i tvivl om mange tilfælde - og i mine øjne egentlig også i Bethanys: er en given blog til for at kommunikere (af latin: communicare, at gøre fælles), altså for at arbejde hen imod en fælles forståelse af noget i form af dialog eller i den mindste formidling af noget, der gør en forskel for modtageren? Eller er en blog et udtryk for en mere terapeutisk platform, hvor man iscenesætter sig selv, lukker frustrationer ud og/eller nørder igennem med sine helt egne særinteresser evt. for et helt lillebitte eksklusivt selskab af mednørder?

Det er sikkert sjældent helt entydigt. Min egen blog er i hvert fald ikke entydig i den henseende. Jeg begyndte at blogge for at holde styr på mine tanker og for at samle mine mange kageord på ét sted. Det er sådan set stadig drivkraften; jeg kan bare også se, at jeg slet ikke er helt kold overfor, om jeg har læsere eller ej. Jeg gør, hvad jeg kan, for at udtrykke min klare og ærlige mening om dette og hint - på min semi-akademiske og ofte ordrige måde, men det ærgrer mig da, at nogen tilsyneladende bliver forskrækkede over kritiske ord eller markante holdninger -  og jeg lægger måske somme tider en lille dæmper på mig selv på bloggen og andre steder. Jeg vil gerne være en del af fællesskabet.

Den tur på knivsæggen, hvor man vakler mellem ensomhed og fællesskab, mellem holdninger og kompromis'er, mellem fasthed og opløsning, må hver blogger gå helt selv og vælge vandretenik efter temperament og efter behov - eller mangel på samme - for at være en del af Gruppen.
En ting, som fascinerer mig ved Bethany er, at jeg simpelthen ikke kan gennemskue hendes projekt. Hvad har hun egentlig gang i? Hendes udgydelser er i mine øjne faktisk ikke så skarpe, varierede og begavede, som jeg så antydninger af i begyndelsen, men jeg er stadig fast læser. Nu følger jeg med, fordi jeg har tid, og fordi Fænomenet stadig er interessant. Jeg vil gerne ikke risikere, at gå glip af noget.Og jeg vil være der, når og hvis ballonen brister. 

Men hvad er pointen? Vil hun skabe revolution, der skal vække de slumrende masser? Er hun sociolog på feltstudier i cyberspace? Er hun kunstner, der "udfordrer mediet", som vi siger her i husholdningen? Eller er hun bare Bethany, mor til tvillinger på to og en på fire, bitter fra fødslen og med en sur og inkompetent chef? Jeg ved det ikke, og jeg er lidt nysgerrig, selvom der ikke er så meget gods i indlæggene selv. Der går i mine øjne lidt selvsving i skriverierne fra Bethanys egen hånd og de relativt mange kommentarer.

På en måde afmonterer Bethany med sin facon - som jeg ser det - sit umiddelbare projekt, som vel handler om at gøre opmærksom på, at danske blogs er for dårlige. Det er det, der gør, at jeg ikke kan lade være med at overveje, om hun har et andet mål for øje. Hun er jo ikke ubegavet. Hun tænker over, hvad hun gør. Nok har hun hang til både Bastognekiks og Fernet Branca, men hun virker som en kvinde med en plan.  

Det kunne have været rigtigt interessant, hvis Bethany virkelig var én, der kunne ruske op i andedammen i Blogland - så det gjorde en forskel. Det tror jeg bare ikke, at hun gør. Hun råber godt nok nogle halvgrimme gloser ud i intetheden, og vi er nogle sommertosser, der har tid og lyst til at følge med, men jeg tror faktisk ikke, at ordene ændrer noget. Og jeg ved heller ikke, om det er hendes hensigt. Måske skal der bare buldres.

I hvert fald er min erfaring, at hvis man vil have nogen, fx. børn, til at gøre noget andet end det, som de gør, så nytter det ikke noget, at brøle dem ind i ansigtet. De holder måske nok op med at smøre tandpasta på katten, men det er snarere af lammelse og frygt, end fordi de har lært noget. Det holder altså ikke, når agurketiden er slut.

Et af de gode spørgsmål, som jeg synes Bethany sætter spot på, men som der ikke bliver mulighed for at dikutere på hendes blog, handler om normalitet. Skal/kan alle bloggere være noget helt særligt, ud over det sædvanlige? Kan alle bloggere bidrage med noget nyt og epokegørende til verdenshistorien? Er det overhovedet målet? Er bloggere ikke som folk er flest - også IRL? De fleste har jævne liv, jævne tanker, jævne begavelser, jævne interesser, jævne skriveevner, jævne børn - og kun få skiller sig ud? Går der ikke lidt Don Quixote i den, hvis man vil lave om på dét?
Er det ikke en del af internettets vidunderligt demokratiske væsen, at også halvhjernerne - pardon my French - kan komme til orde? Normalkurven - hvis man skulle finde på at lave en sådan - over begavelse og skriveevner blandt bloggere er formodentlig kun forrykket ganske lidt i den kvalificerede retning ifht. den danske befolkning generelt. Tærskelen for at oprette en blog og dermed for at blive blogger er simpelthen befriende lav.

Jeg synes ydermere, at det er interessant, at lægge mærke til, hvilke opgør vi hver især vælger. Da jeg læste teologi, morede det mig, at der blev skrevet så mange "opgør med Grundtvigs dåbssyn" eller "opgør med Luthers toregimentelære" - eller hvad det nu hed altsammen - for for at kunne lave det opgør, så krævede det jo, at man virkelig satte sig grundigt ind i det, som man ville gøre op med.

For at finde det meningsfyldt at bruge tid på at tage et opgør med noget, kræver det vel at dette noget, anses for vigtigt. Tåbeligt, måske, men ikke desto mindre vigtigt. Det er jo paradoksalt. Hvis man mener, at noget virkelig er dumt, er det da vel meget snedigere bare at lade det passere - og bruge kræfterne på noget andet. Altså er det fristende at tænke, at når Bethany tilsyneladende ikke er helt dum, så må hun på en eller anden måde finde talentløse blogs vigtige. Det kan man så lommepsykologisere over, hvis man har lyst.

Jeg læste et langt interview "Fri mig for parcelhuslykken" med Leonora Christina Skov i Politiken forleden og tænkte, at hendes tilgang til en kritik af tingenes tilstand mindede om Bethanys: gode og begavede pointer, som kunne vække til eftertanke, selvransagelse og måske ligefrem opvågnen, men holdningerne er kombineret med en attitude, der i hvert fald frister mig til det modsatte, nemlig at holde fast i leverpostejen og middelmådigheden og fejre den. (Ligner Bethany og Leonora egentlig ikke også hinanden...? De der lidt sammensnerpede munde...)
Leonora Christina Skov tegnet af fabelagtige Philip Ytournel fra Politiken

Bethanys og Leonoras højrøstede "opgør" med det kedelige og normale åbner for mig at se en sprække ind til en kerne, der består af netop det: det kedelige og normale - hvad det så end er. For hvis man går tæt nok på er ingenting måske kedeligt og normalt.

Måske er jeg gammel og træt; måske besidder de ungdommens mod, og jeg gør ikke. Jeg synes bare, at det bliver så underligt ligegyldigt, selvom det skulle være så væsentligt. Det skingrer i mine ører, fordi ønsket om en ægte samtale om det, som faktisk er vigtigt, ikke synes at være til stede for alvor. Hverken hos Leonora Christian Skov eller hos Bethany.

Jeg har småkommenteret Bethanys udgydelser en gang eller to, men "magter ikke" - et af Bitterfissens yndlings- og meget hyppigt anvendte udtryk - den evige bitter-ironiske distance. Det er som om, man kun kan vælge enten at spille spillet eller at spille fornærmet. De to valgmuligheder duer ikke for mig. 

Jeg synes, at hun rejser spændende problemstillinger om normalitet og udtryk i Blogland, men hun stiller sig selv i vejen for at kunne diskutere det seriøst. (Derfor snakker/tænker jeg med mig selv/min blog i stedet for.) Det er muligt, at hun kun kan skabe debatten og gøre sig selv til et fænomen, som nogen tænker over, ved samtidig at afspore den selvsamme debat. Livet i det 21. århundrede er indviklet...

Jeg lovede kold suppe. Det er fordi, jeg kom til at oversætte Fænomenet Bethany til en lille let sommerret. 


Bittersød agurkesuppe(til ca. 1 voksen, tvillinger på to og en på fire)

  • skal af ½ (rød) grapefrugt
  • saft af 1 (rød) grapefrugt
  • 1 dl sukker

  • 1 agurk
  • 1 grønsagsbouillonterning
  • 1 dl vand
  • saft af 1 (rød) grapefrugt mere
  • 100 g ricotta (eller evt. 1 dl piskefløde)
  • salt

  • Fileter af en (rød) grapefrugt
Skær skallen af halvdelen af en grapefrugt. Normalt er det vigtigt at skære helt tyndt for at undgå det hvide, som er meget bittert. Her er bitterhed en del af pointen, så hvis der slipper lidt med, er det helt ok.
Skær skrællerne i mindre stykker. Normalt ville jeg anbefale, at de skulle snittes helt fint, men i dette tilfælde er et vist mål af grovhed på sin plads.
Kom de snittede skræller i en glasskål sammen med sukker og saft af den en grapefrugt og kog det sammen i mikroovnen i nogle minutter, så alt sukkeret er opløst og skrællerne er blevet klare. Lad det køle helt af.


Skær agurken i stykker og kom den i foodprocessoren (eller find din gode stavblender frem) sammen med grønsagsterningen, som er opløst i 1 dl kogende vand. Pres saften af en grapefrugt mere og hæld det ved agurken. Sigt de sukkerkogte skræller fra siruppen. 
Hæld også siruppen ned til agurken sammen med nogle få strimler skræl. Kom ricotta i maskinen også og kør  indtil agurken er helt findelt, og du har en lys grøn suppe. Sukkeret fra siruppen giver sødme og ricottaen blødhed. Det er måske ikke Bethanys mest fremtrædende karakteregenskaber, men lur mig, om ikke hun har øjeblikke, hvor hun er både sød og blød. Hun er - om ikke andet - så formodentlig et menneske.


Smag til med salt. Suppen er en småkompleks sag, som skal være både ramsaltet og sød.


Server suppen kold med en klat ricotta, strimler af den sukkerkogte skræl og fileter af grapefrugt. Hvis suppen skal være rigtig dejlig kold, kan isterninger være en idé. Jeg havde tilfældigvis nogle kolde hjerter i fryseren, som kom i suppen. De tør op lige så stille - og knaser så dejligt mellem tænderne...
Og ved et lykkeligt tilfælde ender suppens uskønne farver med nogenlunde at matche farverne på Bethanys blog...
Tak, Bethany, for bitterhed.

13 kommentarer:

Andrea sagde ...

Dejligt ordrigt indlæg - både Bethany og Leonora Christine fik mig til at huske noget klogt, Amazons grundlægger sagde til de studerende på Princeton sidste år:..one day you'll understand that it's harder to be kind than clever.

For det er jo meget nemmere, at gemme sig bag sine sarkasmer og sin skarpe tunge, at bruge sit intellekt til at gennemhulle og udhule end det modsatte.

Lise Lotz sagde ...

Tak, Andrea!

Det får mig til at tænke på et - uægte? - pippicitat: "Den, der er meget stærk, skal også være meget rar." Pippi Langstrømpe for president!

Lise

Andrea sagde ...

Hvis ikke det var fordi, der allerede er en masse coachtyper, der har snuppet betegnelsen, kunne vi kalde det Pippi-princippet.

Onkel Anne sagde ...

Jeg tænker faktisk lidt på, om du har overvejet, at fitterbissen ikke er kvinde men mand? Jeg husker nemlig ikke, at jeg er stødt på en som sådan kønsbetegnelse. Vi går blot ud fra, at B er hunkøn...

Anonym sagde ...

Du fredsens, hvor har du dog ret. Befriende ret. Tak! :o)

Lise Lotz sagde ...

Hej Onkel Anne,

Jeg er egentlig ikke specielt interesseret i de faktiske og biografiske detaljer bag BB; de ændrer nemlig ikke afgørende på det interessante ved Fænomenet eller de tanker og reaktioner, som det sætter i gang. Det betyder ikke, at jeg ikke er nysgerrig; det er bare ikke noget jeg spekulerer over. :-)

Lise

Berit sagde ...

Ang. opgøret med det kedelige og normale:
Du skriver "for hvis man går tæt nok på er ingenting måske kedeligt og normalt." For mig er det netop pointen i opgøret. Det er ikke normalt at være normal - alle stikker lidt af fra normen, når/hvis man går tæt nok på. Det kedelige er så, at vi generelt stræber efter det normale.

Lise Lotz sagde ...

Hej Berit,

Tak for din kommentar.

Ser du ikke også en mærkeligt modsatrettet tendens: at vi på den ene side taler (og handler) højt, længe og meget om, hvor unikke vi hver især er eller gerne vil være, samtidig med at normalitetens smalle sti, samtidig - som du skriver - snævres ind?

Det er som om, der kun er nogle udvalgte måder, som det er helt ok at være unik på... Måske er målet ikke engang at være unik, men at være "perfekt", og der er åbenbart pt. temmelig bred konsensus om, hvad det betyder. Og det giver bagslag, så mange ender med at føle sig forkerte.

Jeg slutter det, som er ved at udvikle sig til en prædiken, inden jeg kommer alt for godt i gang.

God søndag!

Lise

Kasper Bergholt sagde ...

Tak for en god & undrende analyse. At blogs ofte bli'r fatisk kommunikation er der ingen tvivl om.

Folk kommunikerer for at være sammen med andre, basalt set. Det er der sådan set ikke noget nyt i.

Problemet er, at det clasher med manges forståelse af, hvad et massemedie kan og skal gøre.

Fatisk kommunikation har hidtil været noget der foregik i intimsfæren, ikke den offentlige sfære, der var forbeholdt rationel, velargumenteret kommunikation med en klar hensigt.

Hvad der er BitterFissens projekt, er et rigtigt godt spørgsmål.

Indtil videre har jeg betragtet det som en slags Copenhipster-fænomen uden samme prægnans.


Alt godt,

Kasper

Lise Lotz sagde ...

Hej Kasper,

Tak for kommentaren.

Jeg laver lige en "note to self" (Tak, Wikipedia) - og evt. andre, der måtte have glemt, hvad det nu lige er "fatisk" betyder:

"Fatisk (sprogfunktion)

Kendes også som social funktion, og den handler om så enkel en ting, som at sikre sig at overførelsesmediet virker. Her hører hallo-et fra telefonen hjemme sammen med ritualiseret small talk og konventioner, der er intetsigende i den forstand, at der ikke overføres andre oplysninger end af typen jeg er her, du er der, vi er sammen (egentlig alle underforstået og vi kan kommunikere, hvis vi får brug for det)."

Det er vist godt for mig at blive mindet om, at det, som jeg fristes til at kategorisere som ikke-kommunikation eller ikke-virksom-kommunikation, selvfølgelig er det alligevel.

Faktisk vil jeg nok have et par tanker kørende i baghovedet de næste par timer om, hvor grænsen går mellem kommunikation og ikke-kommunikation. Lidt inspireret også af en snak i toget i går med en elefantøldrikkende og meget snaksalig og entusisatisk jurist, der netop havde afleveret speciale om - vistnok - , hvornår et menneske kan blive strafansvarligt ved IKKE at gøre noget i forhold vedrørende børnemishandling...

Ikke-handling. Ikke-kommunikation. Hvor går grænserne? Nu bliver det spændende!

God mandag!

Lise

Stine (chokoladesansen) sagde ...

Godt indlæg. Jeg kom egentlig forbi, for at finde dit tidligere indlæg om silikoneforme.. Ja ikke helt så dybt, men det er jo fredag :-)

Jeg har fulgt BB sporadisk og ligeledes undret mig. Uden lige at svinge de vilde akademiske teorier om socialpsykologi og gruppedynamik mm, vil jeg bare sige, at jeg kan lide dine overvejelser og synes du har nogle gode pointer.
Hvor anderledes tør man være, hvis man kærer sig om fællesskab? Og på den anden side er det netop det, der stikker ud, som i særlig grad synes at fange folk.. Samtidig med, at man sikkert også finder tryghed i det velkendte og almindelige på banale hverdagsagtige blogs.. Det er en konstant vekselvirkning, tror jeg.

Selv bruger jeg "kun" bloggen som en platform for interessedeling..
Jeg synes, det udvider glæden ved min hobby at dele den med andre og jeg lærer hele tiden noget nyt og bliver inspireret af andre, der virkelig går op i det de gør..men jeg spilder på den anden side ikke ret mange besøg på blogs, der bare følger strømmen og ikke selv får ideer, men bare gentager andre i en uendelighed. Det behøver ikke at være banebrydende originalt, men jeg forventer en vis portion initiativ og ihærdighed.

Det var alt, hvad jeg kunne præstere på en sen fredag aften :-)

Lise Lotz sagde ...

Hej Stine,

Tak for din fredagspræstation! Jeg synes, at det er toppen, når mine blogindlæg får andre til også at reflektere. :-)

Du har ret i betragtningen om den evige vekselvirkning; sådan oplever jeg det også. Fællesskab - integritet. For at præcisere lidt: jeg tror ikke, at det handler om "hvor anderledes tør jeg være", men snarere om "hvor meget af det, der er mig, tør jeg vise". Det er lidt noget andet.

Der er nemlig også nogen, som med vold og magt vil være anderledes - måske er Bitterfissen en af dem - og det bliver lidt anstrengende i længden. Hvis man i den grad kæmper for sin "ret" til at være anderledes og hævder den uanset, hvor meget man kommes i møde, så opnår man bare en slags baglæns dans, som aldrig giver nogen rigtig kontakt. Hvis du forstår, hvad jeg mener.

Nå, ikke mere præstation fra mig. :-)
Lise

Stine (chokoladesansen) sagde ...

Hej Lise

Selv tak!

Du har ret.. I min fredags sløvhed formulerede jeg mig lidt sløset. Tak for præcision... Man skal naturligvis ikke fremprovokere noget man egentlig ikke er.. Men hvor meget tør man udstille af sine skævheder.. Det er trods alt en amputeret form for kommunikation at blogge, synes jeg (80-90% af kommunikation er non-verbal) og man har ringe og forsinket mulighed for at følge sine læseres reaktioner.

Jeg tror godt, at jeg kan følge metaforen med baglæns dans.. Det bliver en kende forceret i længden og på en måde lader hun sig vel ubevidst skubbe af sine læsere ved at reagere, som hun gør, når hun mødes af accept..?
Hvis målet i sig selv er at være anderledes, mister man på et tidspunkt kontrollen, fordi læsernes reaktioner bestemmer retningen..