onsdag, december 17, 2008

Venskabskagen Herman

Herman er flyttet ind. Herman er en venskabskage. Herman er en naturligt gærende kage. Og Herman smager bare så godt!

Jeg havde aldrig hørt om fænomenet Herman eller venskabskager før jeg forleden lørdag fik ham foræret: en mærkelig, gullig klat gammel dej, der lugtede lidt af øl - sammen med en udførlig instruks. Han er ikke umiddelbart en klassisk skønhed at se på ved første øjekast, men han har sjæl, knægten!

Herman er faktisk rigtig interessant. Han er en slags "kæde-kage": jeg får en klat levende, gærende dej, passer den og "fodrer" den over en periode på 10 dage, og deler den så i et antal dele, beholder noget, og giver resten videre til gode venner, som så skal holde liv i nye Herman'er (Hermænd?!) og efter 10 dage kan de give nye Herman'er videre til deres venner osv.

En ikke uvæsentlig detalje: man bruger en del af sin "klat" som udgangspunkt for en dejlig kage. Der er en lille smule "suppe-på-en-pølsepind" over projektet, for man kan jo relativt nemt bage en god kage uden at skulle igennem ti dages strabadser, men det giver altså et særligt forhold til kagen, når den har et navn, og man har passet og plejet den i mange dage. Og den smager rent faktisk rigtig godt.

Man kan godt finde opskrifter ude på nettet på begyndelsen på Herman (fx. på Kokkekniven hvor du også kan læse "pasningsvejledningen" til Herman samt en debat om, hvorvidt det er ulækkert, at spise kage bagt af en gammel dej...), men jeg synes, at det er lidt snyd at starte selv.

Jeg vender tilbage med billeder af Hermans liv mm. her i huset...

Rettelse 11. marts 2011: Linket til Kokkekniven er rettet. Beklager, hvis nogen er gået forgæves...

onsdag, november 26, 2008

Opskriftshæfte til salg: 8 skønne kager uden mel!

Nu er jeg officielt blevet E-junkie! I den forstand, at jeg bruger firmaet af samme navn til at sælge en samling af mine bedste kageopskrifter.

Jeg har samlet otte knaldgode opskrifter på kager uden mel - det bliver de altså ikke hverken kedelige eller sunde af! - i en pdf-fil (lige til at printe ud), som du kan købe for kun kr. 20,- Du betaler med fx. dit Visakort, og det er både nemt og sikkert.

De otte kager er:

Vild-i-varmen-chokoladekage,

Spanische Windtorte,

Panellets,

Fattigmandskransekage,

Chokolade-/valnøddekage,

Små hapser a la Sarah Bernhardt,

Toucinho do Ceu (Himmelsk fedt! - portugisisk himmerigsmundfuld),

Kristihimmelfartsfødder.

Check det ud her: Opskriftshæfte til salg

mandag, september 29, 2008

Kage til Mikkelsdag

Mikkelsdag er en lidt overset dag i kirkeåret. Dagen falder den 29. september - det er i dag! - og er opkaldt efter Sankt Mikael (dansk: Mikkel) og han var en af fire ærkeengle. Mikael var den største og stærkeste, og han ses ofte afbildet i panser og plade og bevæbnet med et stort sværd.

Mikael var den ærkeengel, der kæmpede mod den faldne engel Lucifer - altså den senere Satan. De to tumlede ned fra himlen mens de sloges, og de landede i en brombærbusk. Den besejrede Lucifer blev så vred, at han tissede på busken - og derfor skal man altså ikke spise brombær efter Mikkelsdag; de er sure og vandede. (Folk, der ikke ved bedre, tror, at det er nattefrosten, de ødelægger bærrene, men det er det altså ikke!)

Mikkelsdag er endnu en af de kirkelige højtider, der har bevaret nogle hedenske træk i sig: tradtionen foreskriver, at man på Mikkelsdag drikker mjød og spiser kommenskringler. Jeg er ikke helt klar over hvorfor kommenskringlerne kommer ind i billedet, men mjøddet er en tradition, der rækker helt tilbage til vikingerne. De var vilde med den stærke Mikael, som nok kunne være forbillede for både en historisk og en nutidig viking, og de ville naturligvis fejre hans dag med det bedste de vidste: kostbar og dejlig mjød brygget på honning fra vilde bier.



Visse steder i landet har man spist / spiser man en såkaldt Mikmus-kage på Mikkelsdag. Jeg har ikke kunne finde nogen historie bag den kage - som vist er ret brødagtig.

Jeg fik trang til at opfinde en rigtig kage/dessert til Mikkelsdag, og den endte med at blive sådan: En dejlig, satanisk mørk chokoladekage med endnu mørkere chokoladeganache ovenpå, pyntet med hvide englevinger og med brombærcoulis og flødeskum til.
  • Selve kagen er lavet efter opskriften på Auroras Gode Chokoladekage. (Jeg lavede en stor portion af en hel pakke smør. Dvs. 250 g smør, 5 æg, 7½ dl sukker, 5 dl mel, 10 spsk kakao, 2½ spsk vanillesukker.)
  • Ganachen ovenpå er lavet af 1,5 dl fløde (lidt mere ville ikke gøre noget) + 400 g. mørk chokolade.
  • Brombærcoulis lavede jeg af ca. 200 g gode brombær (hjemmeplukkede - i god tid før Mikkelsdag!), som jeg gav et opkog, passerede gennem en sigte og smagte til med sukker. Det præcise forhold kan ikke angives, for der er stor variation dels af brombærs surhedsgrad og dels af hvor sød man selv ønsker smagen. Prøv dig frem!
  • Englevingerne lavede jeg i fri hånd. Jeg smeltede noget hvid chokolade i hjørnet af en almindelig frysepose: bandt posen til og lagde den ned i vand, der har kogt og er kølet en anelse af. Jeg "æltede" chokoladen for at sikre mig, at der ikke var nogen klumper tilbage, og klippede et lille hjørne af posen, så jeg kunne sprøjte direkte på kagen. (Man kan jo liiige øve sig på et stykke staniol først, så man får formerne "ind i hånden"...

fredag, august 01, 2008

Toucinho do Ceu - "Himmelsk fedt/bacon"!


De kan åbenbart noget med kager med æggeblommer i Portugal. Og gode navne.

Det viser sig, at portvinsproducenterne har brugt store mængder af æggehvider til at klare deres dyre dråber med, og sømændene brugte æggehvider til deres tovværk (er der en sømand til stede, der kan forklare?!) og når æggeblommerne - en fantastisk del af skaberværket - ikke skal gå til spilde, hvad gør man så? Man giver dem til nonnerne i det nærmeste kloster, og lader dem muntre sig med de gule lækkerier! Nonnerne var ofte døtre af velhavende familier, som man ikke kunne få gift bort, så de unge damer skulle have noget fornøjeligt at få tiden til at gå med.

Når det også hang sådan sammen, at portugiserne - som jo var de store opdagelsesrejsende; tænk bare på Columbus - havde god adgang til det kostbare sukker og andre eksotiske lækkerier, så var der lagt op til gode sager!

Bønner og hårdt arbejde var nok heller ikke dengang i høj kurs hos forkælede teenagere... Så hellere noget solid trøstespisning. Og kagerne kunne jo desuden sælges og på den måde skaffe penge til klosterets arbejde.

Jeg har fundet opskriften på "Himmelsk fedt" (Toucinho do Ceu: Portuguese-Style Almond Cake; her er også videoinstruktion) på det store skønne internet, og den skal afprøves MEGET snart. Det ser superlækkert og saftigt ud. Jeg vender tilbage, når jeg har været i gang.

De (indebrændte?!) nonner lavede også kager, der hed Pudim do Abade de Priscos (Præstens/abbedens dessert; det ser grangiveligt ud som om der skal bacon-karamel over kagen. Min søn vil elske den!), Colchão de Noiva (Brudens Hovedpude), Barrigas de Freiras (Nonne-"mavser") og Papos de Ango (Englebryster). Man ser det næsten for sig. De fjollede, fnisende piger i køkkenet med en stram abedisse der prøver, at få dem til at bestille noget og tænke på de fattige.
(Tilføjelse til bloggen 26. november 2008: Jeg har samlet otte knaldgode opskrifter på kager uden mel - det bliver de altså ikke hverken kedelige eller sunde af! - i en pdf-fil (lige til at printe ud), som du kan købe for kun kr. 20,- Se på min hjemmeside: Opskriftshæfte til salg!)

Let opstramning på min hjemmeside K! K! K!

Jeg syntes, at hjemmesiden Kage! Kage! Kage! trængte til en lille opstrammer, så nu er der sket lidt... Der står bl.a. en anelse mere om mig selv og om mine foredrag. Check det ud.

tirsdag, juli 22, 2008

Billedgalleri på www.kagekagekage.dk

Jeg opdagede lige en ny mulighed hos min webudbyder: jeg kan lave et billedgalleri så let som ingenting (bortset fra at det liiige tager lidt tid at uploade billederne). Så om ganske få minutter skulle der være billeder, der kan få mundvandet til at flyde på http://galleri.kagekagekage.dk/

Check det ud! Det virker!

søndag, juli 20, 2008

Fantomkalorier, gode bær og "The Mystery of St. Petersburg" - kager i Finland og Rusland


Jeg har ikke bagt så meget på det sidste, men det betyder jo IKKE, at jeg ikke har SPIST kage. I kageforskningens hellige navn, naturligvis...

Her kommer nogle billeder af kager - og andre lækkerier - fra min nylige rejse til Finland / Rusland. Ikke nødvendigvis specielt "autentiske" og særlige for området; bare gode kager.

Den første kagebid er faktisk en, som jeg havde med hjemmefra. Det var en rest fra en fin jubilæumskage (den må jeg lægge ind ved en anden lejlighed), og det var ret godt, at jeg havde kage med, for vi havde visse problemer med at komme ind på vores B & B i Pirkkala udenfor Tampere.


Efter en første overnatning var vi nede for at se på byen - Tampere. Vi kiggede kun...
Og kiggede...
Men så måtte vi have vores første kop kaffe Downtown Tampere. Læg mærke til hindbærrene. Vi lægger ud med rigtig god vilje...

Senere må vi i gang med "arbejdet". Heldigvis har Evy, som jeg rejste med, den samme videnskabelige tilgang til kagespiseri som jeg, så hun kender også til det vanskeligt forklarlige fænomen, at kagestykker, der bliver skåret over og delt, ikke afgiver deres kalorier, men efterlader dem, som en slags fantom-kalorier i det stykke kage, som er blevet skåret af. Vi spiste en del halve stykker kage...
Bemærk derfor kniven. Når snittet er lagt, opstår fantomkalorierne...
Fin opdækning til en kaffepause til konferencen, som jeg detog i.
Og god kaffe og en herlig kage med pragtfulde bær. Det må jeg give de finner: deres sprog er helt umuligt, men deres bær! De er rigtigt gode!
En anden kaffepause herunder: en halvdårlig gør-det-selv kaffe/kakao og en ret god sukkerdonut. Formildende omstændighed: traktementet blev serveret på en turbåd på en af søerne, der omgiver Tampere. Jeg skal dog med skam melde, at jeg ikke fik så meget ud af den sikkert skønne udsigt. Jeg havde travlt med at snakke - og spise kage.


Her er det anretningen, som vi - den danske delegation - præsenterede til Global Market: Danish Butter Cookies og den nye hyldeblomstsnaps. Vi serverede også salte (lakrids) sild og Rød Ålborg.
Så er vi på vej mod St. Petersborg. Et stop ved en landevejscafé bød på denne lille kage:
Og da vinåede til Vyborg fik vi en ydmyg, men glimrende middag med fine småkager som afslutning.Til en anden frokost/middag fik vi - efter den menu, som blev klassisk: suppe + ris og kylling - denne dejlige wienerbrødsagtige kage.
Og efter endnu en middag blev vi budt en let hysterisk udseende kage. Den smagte fint, men gad vide, hvad det hvide var?! Det var ikke is, ikke flødeskum, ikke creme. Meget mystisk.
I St. Petersborg var der også lejlighed til at kigge.
Og smage! Her er kagen med det fantastiske navn "Mystery of St. Petersburg". Det var faktisk ikke mig der spiste den. Jeg valgte den gule øverst i indlægget, men jeg har glemt, hvad den hed.
Efter en lang weekend kørte bussen Helsinki. Her er lidt nødrationer i form af vand og småkager i bussen.
Et stop ved en kirke på vejen mod Helsinki bød på denne fine anretning. Bemærk Marimekkoservietten; vi er i Finland igen! Og igen knaldgode bær. Måske har de været særligt heldige med vejret i Finland denne sommer, eller også er deres bær bare gode. Det var en gennemgående træk, at der var rigtig smag i bærrene. Det kan man jo desværre ikke altid tage for givet.
På markedet i hanen i Helsinki var der også tid til en kaffepause. Bemærk den delte kage...
Sikke nogle dejlige kage-dage!

Angel Bisquits



Disse småkager måtte jeg have bare på grund af navnet. Jeg ved ikke lige, hvor det engleagtige kommer ind i billedet. Kagerne var gode, bevares, men så var det heller ikke mere himmelsk?

Måske er det fordi, engle holder til på toppen af Mount Toblerone, og småkagerne her indeholdt honey nougat ligesom Toblerone?

Når katten har fødselsdag





Der er ikke så meget gang i kagekageriet her i sommervarmen. Dels er der ikke lige nogen anledninger, der byder sig til, og dels er jeg en lille smule på hold-lidt-igen-kur.

Men i dag havde vores søde kat 1 års fødselsdag og det skulle selvfølgelig fejres med en lagkage. Med tun, forstås!

Lagkagen er lavet på følgende måde:
1 skive hvidt toastbrød
1 dåse tun i vand (eller olie)
1 skefuld yoghurt

Hæld alt vandet fra tunen. Rør det godt med yoghurt, så det bliver ret ensartet i konsistensen. Stik et par "lagkagebunde" ud af toastbrødet. Jeg havde tilfældigvis en fiskeform, men ellers kan andre former bruges. En rund (evt. et glas) vil jo fx. give et mere autentisk lagekagelook.

Flæk lagkagebundene så de ikke er så tykke og læg dem sammen med tun-snasket. Det kan være en fordel at gøre det i udstikkeren; så bliver kanterne helt glatte og fine. Og voila! Så er der "kage" til det kære kræ.

For din egen skyld kan du evt. pynte med lys eller andet. Vi tænkte på at dekorere med gærtabletter, som Mis Marie elsker, men det blev det ikke til i denne omgang. Næste år måske.

Mis kunne faktisk godt lide kagen, og hun spiste det meste, men det bedste af det hele var altså tunvandet, som jeg hældte fra dåsen...

onsdag, juni 25, 2008

Nyt lækkert "forskningsprojekt": Mikkelsdag...


Jeg skal holde foredrag om kager og kirkeår den 28. september. Det er faktisk Mikkelsaftensdag, hvis man altså kan kalde det dét. Mikkelsdag er nemlig den 29. september.

Jeg er klar over, at traditionen foreskriver, at man til Mikkelsdag spiser kommenskringler og drikker mjød, for på vikingemanér at fejre de høst-agtige aspekter ved dagen, men man ønsker, at jeg udtænker en mere dessertagtig "kommentar" til Mikkelsdag. Og det er jo lige en opgave for mig!

Under min læsning om Skt. Mikael - en af ærkeenglene - er jeg blevet klar over, at det nok er nødt til at have noget med brombær at gøre: Skt. Mikael kæmpede mod den faldne engel Lucifer - Satan selv - på netop Mikkelsdag og de faldt fra himmelen mod jorden. En legende fortæller, at de landede i en brombærbusk og bærrene tog derfor djævelens farve: sort.

Den slagne Lucifer forbandede bærrene - de mere frimodige udgaver af legenden fortæller at han ligefrem tissede på dem - og derfor bør man ikke plukke brombær efter Mikkelsdag! (Sagkundskaben kan supplere med den passende oplysning, at brombær, der stadig sidder på busken, når frosten rammer - og det kunne den jo i princippet godt gøre på denne tid - bliver vandede og ekstra sure, så måske er der noget om snakken...!)

tirsdag, juni 17, 2008

Små hapser a la Sarah Bernhardt


Forleden orkede jeg ikke at bage til torsdagens strikkecafé. Men så var det lige så heldigt, at jeg lå inde med en pose små amarettomakroner, som trængte til at komme ud i verden samt chokolade og fløde. Og småpynt har jeg altid i massevis. Så derfor: Varme en sjat piskefløde, smelte en masse chokolade i fløden, røre rundt og stille på køl. Senere: piske chokoblandning, putte i sprøjtepose, sprøjte en klat på (den rundede side af) hver makron, stille i fryseren ca. 15. minutter, dyppe i smeltet chokolade, pynte. Haps!

Forholdet mellem fløde og chokolade kan varieres en del, men der skal så meget chokolade i, at blandingen bliver noget fastere end flødeskum, når det bliver pisket op. Prøv fx. 200 g chokolade til 1 dl fløde. Læs evt. lidt mere om ganache/chokoladecreme hos Kagebutikkens serviceside Marcipan-figur.dk (erstattes senere af Kageskolen.dk). Det kunne også være superlækkert med en lille sjat spiritus fx. Kahlua eller Grand Marnier i cremen...

Jeg er personligt ikke så hys omkring hvilken type chokolade, jeg bruger. Ganache er en fantastisk måde at bruge diverse chokoladestumper og rester på. Hvis du fx. har et stykke chokolade, der er blevet lidt gråt på overfladen og derfor ikke er så festlig at servere, som den er, skal det ikke smides ud: Ned i fløden med skidtet, og chokoladen genopstår som blank og blød himmerigsmundfuld!
Arla har i øvrigt en noget mere nøjagtig opskrift på Sarah Bernhardt-kager. DE har også mange andre gode opskrifter og tipd og tricks. Siden er hermed varmt anbefalet.
(Tilføjelse til bloggen 26. november 2008: Jeg har samlet otte knaldgode opskrifter på kager uden mel - det bliver de altså ikke hverken kedelige eller sunde af! - i en pdf-fil (lige til at printe ud), som du kan købe for kun kr. 20,- Se på min hjemmeside: Opskriftshæfte til salg!)

Ny blog på Kristendom.dk


De marengsfødder har virkelig fået nogen til at tænke to gange! De har i hvert fald skaffet mig en blog i Kristendom.dk's blogunivers: http://kagekagekage.kristenblog.dk/ Der er jeg i fint selskab. Jeg har ikke fået skrevet noget særligt endnu, men det må jeg sørge for at finde tid til!


mandag, maj 12, 2008

Foredrag og pinsekage i Gethsemane Kirke


Søndag - selveste pinsedag - var jeg i Gethsemane Kirke på Vesterbro for at fortælle om "Kager og kirkeår".

v1 Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. v2 Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. v3 Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. v4 Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. (Apostlenes Gerninger, kap. 2)

Efter en dejlig gudstjeneste med dåb var der dækket op til frokost ved små borde i en lille gård ved siden af kirken. været skønnere: solskin og lysegrønne blade - og en lille flok rare mennesker. Vi fik rigtig dejlig forårsmad: kogt skinke, stuvet spinat, tomatsalat og nye kartofler. herligt!

Efter maden gik jeg i gang med mit foredrag, og der blev lyttet. Da vi var ca. halvvejs holdt vi kaffepause og fik smagsprøver. Jeg havde Kristi Himmelfartsfødder med og kommenskringler - de knytter sig til Mikkelsdag den 29. september - og i dagens anledning havde jeg lovet at "komponere" en særlig pinsekage.

Den blev helt vellykket, når jeg selv skal sige det. :-) Dels smagte den godt og dels fik jeg udtrykt noget af det, som er pinsens særkender. Eftersom pinsen jo er kirkens fødselsdag, måtte den naturligvis være lidt i fødselsdagsstil. Det blev derfor en høj, fin lagkage med lys på toppen.

Fyldet var lavet af hvid chokolade, fløde og passionsfrugt - vi har jo passionen/lidelseshistorien som baggrund for pinsens begivenheder. Der var sat 12 lys i kagen for at symbolisere de 12 disciple (jeg troede først, at der kun skulle være 11, for Judas er jo sat ud af spillet, men fik heldigvis læst på lektien og vidste, at en ny discipel, Matthias, havde taget Judas' plads som tolvtemand) og planen var at tænde de tolv lys med et stort "helligåndslys". De tolv lys var røde, for rød er pinsens og Helligåndens farve.

Lystændingen virkede ikke helt efter hensigten, for der blæste en let brise i den lille gård, men det blev alligevel lidt morsomt og tankevækkende: Bedst som vi troede, at lysene var blæst ud, så brød flammerne frem igen! De var ikke til at slukke helt, før vi blæste dem ud, så vi kunne skære kagen ud.

Kagen var ellers helt hvid. Den var overtrukket med et tyndt lag sugarpaste og pyntet med hvid glasur. I en af mine skønne pakker fra udlandet fik jeg for noget tid siden en lille pakke sukker-duer, og derfor var der midt på kagen en hvid due - endnu et af Helligåndens symboler. Jeg lægger en mere detaljeret opskrift ud på Kage! Kage! Kage!

Et andet tema, som jeg kunne have valgt at udmønte i kagen, kunne være "Helligåndens frugter", som de er omtalt i galaterbrevet: v22 Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, v23 mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! Her kunne være pyntet med skønne, røde frugter. Men det bliver til en anden pinsefest.

Efter kage- og kringlespisning gjorde jeg mit foredrag færdigt, og det var alt i alt en rigtig dejlig måde at fejre pinse på!

lørdag, maj 03, 2008

Marengsfødderne på Kristendom.dk

Lige en vigtig ting mere: mine marengsfødder blev opsnappet her fra bloggen af en journalist fra Kristelig Dagblads http://www.kristendom.dk/, så nu ligger der en meget fin artikel, som jeg er rigtig stolt af: "Kristi Himmelfart smager let og luftigt".

Den historie læste de på Folkekirkens Infocenter, så nu ligger der også en beskrivelse af fødderne og gudstjenesten under overskriften "Smagen af himmelfart"

Så er jeg vist også nogenlunde på omgangshøjde med de sidste ugers kagebegivenheder. Jeg har haft travlt og netproblemer, men i hvert fald netproblemerne er klaret... I næste weekend skal jeg kreere en pinsekage.

(Tilføjelse til bloggen 26. november 2008: Jeg har samlet otte knaldgode opskrifter på kager uden mel - det bliver de altså ikke hverken kedelige eller sunde af! - i en pdf-fil (lige til at printe ud), som du kan købe for kun kr. 20,- Se på min hjemmeside: Opskriftshæfte til salg!)

Monsterkage og sommerfugletema




Jeg må også lige lægge et par billeder ud af en giga-marengs-kage, som jeg lavede sammen en veninde til hendes datters fødselsdag. Vi var blevet inspireret af en opskrift fra Shane Brox' nye bog "Magisk Monstermad". Opskriften kommer fra de norske skovtrolde, og den var godt nok opbygget af pandekager og så ret anderledes ud i bogen, men vi var vilde med ideen om, at kagen skal have et lag for hvert år, som fødselaren har levet.

Det er til at have med at gøre, når pigen bliver 9, men lidt vanskeligere, når man fylder "de forfærdelige 43" eller 100. Men så er man nok også død, som der står, med mindre man altså er en rigtig skovtrold.

Vi bagte en masse marengsbunde, gav dem lidt chokolade og så i øvrigt flødeskum iblandet forskellige lækkerier. Og på toppen blev kagetårnet pyntet i et smukt sommerfugletema, som næsten matchede det søde fødselsdagsbarns lette og yndefulde gemyt...
Sommerfuglene kom også på bordet i form af "gør-det-selv-småkager".

Vi lavede en mørdej og rulle, rulle, rulle: jeg fik lejlighed til at bruge min nye sommerfugleform og mit sommerfuglekrymmel (det er lidt svært at se på billedet, men der er mikrosommerfugle i pastelfarver i den ene skål) og lidt Smarties har man vel altid på lager - og så havde vi en anledning til at få brugt det sidste smeltede chokolade. Det skal jo endelig ikke gå til spilde!

Autism Awareness kage


FN har i december 2007 bestemt, at 2. april fremover skal være World Autism Awareness Day og hele april måned skal være Autism Awareness Month, så da jeg havde besøg af min netværksgruppe af forældre med børn indenfor autismspektret, så måtte kagen jo pyntes behørigt.

Ja, der er jo ikke noget nyt i selve kagen, men jeg lavede endnu en dekoration, som jeg blev helt tilfreds med.

Puslespilsbrikkerne bruges mange steder i forbindelse med autisme for at illustrere den kompleksitet og mangfoldighed, som autisme kan forbindes med. Jeg har købt et fint smykke og nogle pins, så jeg også på andre måder kan "flashe" budskabet.