Kan man egentlig leve et perfekt liv uden en silikonemåtte til macarons?

Det korte svar er Ja. Det lange svar er - langt.

For en måneds tid siden blev jeg kontaktet af en rar mand fra KitchenOne.dk. Han ville høre, om jeg var interesseret i at modtage og anmelde et produkt fra webshoppen: enten en decopen eller en silikonemåtte til at bage macarons på. Det eneste jer gerne vil have til gengæld, er en omtale eller anmeldelse med et link til www.kitchenone.dk. Du har helt frie rammer med hensyn til hvordan det inddrages på din blog, og det skal selvfølgelig være din ærlige mening.

Uperfekte florentinere

Fristende, og alligevel ikke. Jeg måtte fortælle Jesper, at jeg ikke anmelder ting på min blog, bare fordi jeg får noget forærende, og at jeg, hvis jeg får noget tilsendt, hverken kan eller vil love at skrive om det, hvis ikke jeg kan spinde en historie om det, der passer mig. Hvis han kunne være med på de betingelser, skulle han være velkommen til at sende mig en måtte til macarons.

(Decopennen fra Lékué har jeg faktisk skrevet om for et par år siden - og anskaffet mig. Og ikke brugt så meget som jeg troede. Men jeg er altså lidt af en sucker for gadgets.)

Og Jesper var med på betingelserne, så jeg fik en fin silikonemåtte med posten. Heldigvis, for der var allerede ved at opstå et blogindlæg i mit hovede. Jeg ville skrive langt og indgående om den utålelige tendens, der er til at dette, hint og alting ind imellem skal være perfekt. Macaronsmåtten skulle tilsyneladende kunne sikre, at man kan bage helt ens og perfekte macarons - bare sådan og første gang, så jeg synes, at den kunne være en glimrende anledning til at tage fat på netop det emne.

Begyndelsen på små havregrynskager

For hvad F***** er det med perfektion, der er så tillokkende? (Også for mig. Ellers ville jeg nok ikke synes, at det var værd at udbrede sig om.) Handler det om kontrol? Dække over vores almindelige følelse af ikke-perfektion? Et ønske om at præstere os til kærlighed? Jeg ved det ikke; jeg ved bare, at når jeg hører ordet "perfekt", så er der noget, der bliver afsikret.

Jeg spidser ører, når jeg hører om, hvordan man arrangerer den perfekte nytårsaften eller den perfekte weekendferie til Barcelona. Om hvordan man rører den perfekte bearnaise, planlægger den perfekte børnefødselsdag, påfører den perfekte aftenmakeup, går på den perfekte date. Perfekt her, der og allevegne. Prøv selv at lægge mærke til det.

Uperfekte, gode nok, havregrynskager

Jeg er helt med på, at man godt må anstrenge sig med, hvad man foretager sig i livet. Man må gerne gøre sit bedste, når man orker det. Og det pudsige er, at jo mere man øver sig på noget, jo dygtigere og heldigere bliver man med udfaldet. Det er bare som om det er blevet lidt umoderne at øve sig: Hvis ikke macarons'ene bliver perfekte første gang, så er jeg enten uduelig eller også er det bare for svært. Come on!

Mennesker - både børn og voksne - kan sagtens leve fuldgode liv, der end ikke er i nærheden af det perfekte - også med uens macarons. Det er bare så S***** svært at tro på og efterleve, når nu det ser ud som alle de andre rent faktisk har fået stablet perfekte liv på benene. Vi ser det jo overalt i blade og på Facebook. Selvom vi allesammen godt ved, at det IKKE er så perfekt, som det ser ud til. Der kan være et godt stykke fra viden til indsigt, der fæstner sig i kroppen for alvor.

Man må gerne nøjes - frivilligt, ikke fordi perfektionen mislykkedes - med mindre end det perfekte. Man må gerne mene noget andet, end at "kun det bedste er godt nok til mine børn". Selvom det ofte føles som om man ikke må. At nøjes med mindre end det perfekte eller det allerbedste bliver i visse kredse anset for at være et knæfald for alt mulig dårligdom. Dovenskab (en dødssynd!), manglende ambitioner (Gud forbyde!) eller middelmådighed (Vig bort, Satan!).

Det mærkelige er, at at der på en og samme gang er en tendens til at søge perfektion OG til at ønske sig at være unik. Det perfekte er lige netop IKKE unikt. Det unikke er netop IKKE perfekt. Det perfekte er  macarons, der ligger på en silikonemåtte, som var de kommet ud af en fabrik. Den perfekte ferie er glemt, så snart man er hjemme igen; det er historierne om forsvundet bagage, punkteringer og grillede tyrenosser, som gør langvarigt indtryk.

Godt nok ER godt nok i rigtig mange sammenhænge.

Gode nok florentinere

Af forskellige grunde fik jeg ikke skrevet indlægget, og i går fik jeg en venlig opfølgningsmail fra Jesper, der ville høre, hvordan det gik. Her er mit svar til ham: 

Hej Jesper,  

Tak for opfølgningen; det står lidt sløjt til med mig og macarons-måtten. 

Jeg har faktisk bagt med den hele to gange, for jeg havde en idé om, at den måtte kunne bruges til andet og mere end macarons. De to eksperimenter faldt ikke specielt overbevisende ud, og jeg tygger lidt på, om jeg vil skrive om det. Jeg vil jo helst skrive noget, der kan understrege, hvor genial jeg selv er... :-)

Jeg bagte IKKE macarons med måtten, for det forekommer mig lettere tåbeligt. Jeg har bagt macarons masser af gange, og jeg synes ikke, at det er et problem at få dem pæne og ens. Måske fordi jeg er superdygtig, men nok lige så meget fordi jeg ikke har et problem med, at kagerne ikke er HELT ens. 

Altså brugte jeg måtten til noget, som jeg HAR et problem med: at få kager, der flyder meget ud til at holde sig på måtten - so to speak. Kager af den slags kan blive MEGET uens i størrelsen, og desuden bliver de nemt tynde og lidt for brune i kanten. Det ville have løst et tilbagevendende problem for mig, hvis macaronsmåtten kunne bruges i den sammenhæng. Som de vedhæftede billeder viser, så var resultatet ikke helt i "juhu!"-klassen. 

For det første er silikone-cirklerne nok for små til det, som jeg udsatte dem for. De er i hvert fald for lave, og dejen voksede ud over kanten, da kagerne var i ovnen. Det var jo ikke lige meningen. 

Desuden skete der det, at silikonemåtten udvidede sig i varmen, og i en ovn med lige præcis min ovns størrelse betød det, at måtten bølgede. Det gav dejen yderligere anledning til at flyde forkerte steder hen. Ikke godt. Det var jo ikke fordi, de små kager, der kom ud af mine eksperimenter, smagte dårligt - der skal mere til! - men jeg fik ikke løst problemerne med uenshed og tynde kanter. Der må muligvis flere eksperimenter til. 

Hov, nu fik jeg jo nærmest skrevet det indlæg, som jeg ellers ikke har fået skrevet. Jeg overvejer lige, om jeg skal smide det på bloggen. Med pæne henvisninger til Kitchenone.dk, selvfølgelig! :-) 

Venlig hilsen

Lise

Så blev indlægget skrevet - uperfekt - alligevel. Og måske lader jeg mig friste på Kitchenone.dk til en whoopie pie måtte. Måske kan den hjælpe mig til næsten-perfekte havregrynskager og florentinere...

ODENSE gør det let at gøre det lækkert. Ja, faktisk.

Jeg ville gerne kunne sige, at det aaaltid smager bedre, når man bager selv. Jeg synes bare ikke, at det er helt sandt.

Et fristende øjeblik - skabt af færdiglavet kokosdej og chokoladeganache.

Jeg ville også hjerteligt gerne prædike om, at jeg afsikrer min pistol, når nogen fremturer med ordet "nemt", som om det var noget at stræbe efter. Men det er jo heller ikke sådan, at noget partout skal afskrives, fordi det er nemt.

Jeg ville også gerne besvære mig over, at dansken er så utrænet i køkkenregionerne, at det er en god forretning at sende usle halvfabrikata ud på dagligvaremarkedet. Det er bare ikke altid usselt, når nogen har gjort forarbejdet.

ODENSE Marcipan sendte mig forleden en pakke færdiglavet dej til "kokosdrøm", som må være nært beslægtet med kokosmakronen, en af verdens nemmeste kager. Og så alligevel.

Jeg gik i kokosmakron-mode op til Valentins Dag i år, og resultatet var faktisk nedslående. Jovist, jeg kunne da sagtens bage relativt fine og nogenlunde gode kokosmakroner, men de blev bare ikke helt sådan, som jeg gerne ville have dem, nemlig både sprøde og seje og gerne lidt karamelliserede, der hvor kanterne har fået farve. Sådan blev de kokoskager, som jeg bagte med færdigmassen fra Odense, lige præcis. Og Vor Herre til hest, hvor var det let! Og lækkert!

Jo, ingredienslisten på dejen til "kokosdrøm" er længere, mere indviklet og måske også lidt mindre hyggelig og naturlig, end til de allerenkleste kokosmakroner, som kun kræver sukker, æg og kokosmel. Men så længe kokosdrømme - eller andre af den slags industriprodukter - ikke er hovedbestanddelen i ens daglige kost, så tror jeg, at det går!

Der fulgte ingen forpligtelser med pakken:

Du forpligter dig på ingen måde ved at være tester for os. Vi har valgt at tilbyde dig dette, da vi på din blog kan se, at du brænder for kager og andre søde sager som vi selv gør. Derfor ønsker vi at du, lige som nogle andre bloggere, skal smage et af vores nye produkter. Hvis du skulle få lyst til at skrive om din oplevelse med dette produkt, er du meget velkommen til det (både ris og ros), men det er ikke et krav overhovedet. 

Vi ønsker ikke at det bliver en reklame for os og vi har intet behov for at bloggerne nævner at de har modtaget dette fra os. Men vi lader det være op til den enkelte hvor meget og hvad de har lyst til at skrive om os. Derfor var der ingen krav og retningslinier i min mail :)

Faktisk havde jeg tænkt mig ikke at skrive noget. Men jeg elsker når mine fordomme bliver gjort til skamme. Når jeg fx. bliver mindet om, at det ikke altid er en forbrydelse, når noget er nemt.

Så nemt og hurtigt lavet. Så hurtigt spist!

Kokosdrømme med Malibu-ganache (6 stk.)

• 1 pk. Odense kokosdrøm-dej

• 100 g mørk chokolade
• ca. 1 dl piskefløde
• 3 spsk Malibu (kokoslikør)
• Evt. frugt til pynt

Fyld kokosdejen i seks smurte portionstærteforme. Glat overfladen med en finger dyppet i koldt vand. Bag ved  200 grader i ca. 15-20 minutterne. Kagerne skal blive let lysebrune i kanten. Lad kagerne køle af.

Lav chokoladeganache ved at koge piskefløden op. Hæld den over chokoladen, der er brækket i mindre stykker. Lad blandingen stå et øjeblik og rør så rundt indtil du har en glat og blank masse. Smag til med Malibu. Hæld chokoladeganachen på de små tærter og pynt fx. med blåbær. Stil kagerne på køl, så ganachen kan størkne. 

Kokosdejen er en sæsonvare og kan kun fås fra medio oktober til hen på foråret.

For meget sex? Prøv Cornflakes. Eller lakrids!

I dag skal vi lære et nyt ord: anafrodisiakum. An-a-fro-di-si-a-kum. I flertal: An-a-fro-di-si-a-ka. Et spændende ord, som de færreste har brug for at kende eller bruge. Ordet betegner et middel, der kan bruges til at dæmpe sexlysten hos både mænd og kvinder.

Kage med lakrids

Du kender måske nok ordet afrodisiakum - elskovsmiddel - der er afledt af navnet på den græske kærlighedsgudinde Afrodite. Hendes latinske navn er Venus. Kendte gastronomiske stimulerende elskovsmidler er fx. østers, asparges, mandler, bananer, figner, honning og ikke at forglemme, gudespisen over dem alle: chokolade. Alt sammen lækkerier, der af mere eller mindre reelle eller velbegrundede årsager siges at kunne gøre noget godt for sexlivet.

Men i dag handler det altså om det modsatte: noget, der kan dæmpe trangen eller evnen til at udfolde kødets lyster i praksis. Hvem vil dog frivilligt indtage den slags, spørger du måske. Og det er der måske netop ikke så mange der vil. Man taler i hvert fald ofte om anafrodisiaka i forbindelse med medicinering af seksualforbrydere eller som en del af vandrehistorier om tilsætningsstoffer i soldaters feltrationer som et middel til at få dem til at bevare deres fokus på Sagen.

Men der har også - ikke mindst i tidligere tider - eksisteret (semi-)religiøse bevægelser, der så det som en vigtig opgave at holde mænds og kvinders tanker og kroppe frie fra at beskæftige sig med noget så lavt og smudsigt som sex. Cornflakes er opfundet til det formål af brødrene John Harvey og Will Keith Kellog! John Harvey Kellogg var en ihærdig forkæmper for seksuel afholdenhed, og han mente at en enkel og sund kost med så lidt smag og andre sanseligt stimulerende egenskaber ville mindske usunde seksuelle tilbøjeligheder - herunder ikke mindst masturbation.

"Sex is the sewer drain of a healthy body." John Harvey Kellogg fra filmen The Road to Wellville (1994)

Andre føde- (og drikke-)varer som fx. gin og tonic, grahamskiks og soja har - måske - denne dæmpende effekt som en utilsigtet bivirkning. Og her kommer lakrids også ind i billedet.

Eating a few pieces of black licorice won't hurt your sex drive... but eating a lot of it could. Licorice can bring on hormonal changes, including a reduced libido in both genders. You'd probably have to eat almost an entire tub of it to do that though. (Fra 11 Foods That Just Might Kill Your Sex Drive)

Hvordan er det så med lakrids og kage? Det testede jeg i weekenden og kan fortælle, at de to ting har det fint med hinanden. Jeg lavede en kage med lakrids i forskellige former til min nieces fødselsdag; det lakridssorte var inspireret af et meget smukt sort-hvid-billede af hende og hendes mave.

Det blev en ikke specielt avanceret kage, men en variation af en kage med hindbær og hvid chokolade, som jeg har lavet tidligere. At lakrids så også kan ses som en subtil (?) kommentar til hendes lykkelige omstændigheder er et rent tilfælde. Og næsten ingen dyr led overlast...

Der var småtskårne lakridsstykker - både sød og salt - i fyldet lavet af hvid chokolade og fløde med hindbær i. Lakridsstykkerne var lidt hårde lige da de kom i, men da kagen skulle spises dagen efter var de blevet herligt bløde.

Jeg kom lakridssirup i en anden omgang flødeskum, der blev brugt til at smøre kagen med inden den fik  fondantovertræk på. Jeg kom en halv teskefuld salmiaksalt i flødeskummet. Det blev godt!

Til sidst blev kagen også pyntet med sukkerhjerter og små tynde skiver af lakridsstang. Ikke en trusse var tør.

Skøn hjemmebrygget iskaffe - to die by

Verden går under om et par dage. Vi skal allesammen dø, og vi kan lige så godt begynde at vænne os til tanken, så vi kan få afsluttet livet, som vi kender det, på en ordentlig og måske ligefrem værdig måde. Den gode nyhed er, at staten stiller al sin ekspertise og alskens remedier til rådighed, så de, der måtte ønske det, kan begå selvmord i god ro og orden. 

Jeg møder op i gymnastiksalen på Sorø Akademi, hvor jeg gik i gymnasiet for efterhånden mange år siden. Alt er fredeligt og under kontrol, ligesom til et folketingsvalg. Der er tilforordnede, der kan registrere min ankomst i det ellers ret tomme, store rum, der kun er møbleret med nogle simple, men praktiske borde og de nødvendige stole.


Min far og mor, der blev skilt, da jeg var helt lille, men som mødte hinanden på Akademiet, da de gik i skole dér 25 år før mig, har også bestemt sig for at afslutte livet i Sorø. Sammen med mig. Mine søstre er der ikke. De har valgt noget andet. Det hele er trygt og slet ikke trist. 


På et af bordene står det, som jeg på forhånd har bestilt som min udvej: en halvfuld kop med kold kaffe med fløde og ganske få dråber effektiv gift. Helt lysebrun og med fløderande på kanten. Perfekt! 

Det er kun en drøm. Verden går ikke under om et par dage; vi har helt frem til 21. december, inden det går så galt. Staten vil formodentlig ikke anbefale individuelt, men kollektivt arrangeret selvmord, og jeg tvivler på, at alt vil foregå i totalt fredfyldthed. Med den med kaffen er god nok. Jeg kan rigtig godt lide kold kaffe.

Normalt drikker jeg kold kaffe, når min varme kaffe tilfældigvis får lov at stå længe nok. Ofte er det bare en kop sort Nes, der har mistet pusten, men det kan også være rigtig kaffe og på en god dag er der netop fløde i. Ude i byen støder jeg en sjælden gang imellem på muligheden for at få en luksusudgave: espresso med softice. Jeg er vild med det! Stærk kaffesmag og sød, blød is. To die for.

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af Starbucks, der er i gang med at lancere nogle nye iskaffer, om jeg villle have nogle smagsprøver leveret. Jeg vil jo gerne være uafhængig og kritisk, men som jeg har skrevet om tidligere, så er jeg også til salg. Jeg er nem. Kritisk, men nem. Når der bliver trykket på de rigtige knapper.

Marmorkage? Sahara? Kanel-birkescreme? Et luftfoto af Island? Øko-chokolade? Brunsviger? Sauce? Fiskefilet? Franskbrød? Crème brûlée? Næh, det er koldbrygning af kaffe. En grumset affære...

Meget kort efter samme dag fik jeg håndudleveret tre nuttede små plastflasker med iskaffe. Drak dem på tre øjeblikke og overvejede Hvad så? Et par uger efter fulgte den søde dame fra kommunikationsbureauet op på sagen og spurgte, om jeg havde fået smagt kaffen og evt. kunne være interesseret i at skrive et blogindlæg om den. Jeg kunne få en pose Starbucks-kaffe tilsendt som yderligere incitament - samt et reklamekrus. Jeg betingede mig retten til at skrive lige som jeg havde lyst - evt. i form af et metaindlæg om den øgede brug af bloggere som marketingskanaler. Det var der ingen problemer med, og jeg fik helt frie hænder. Det virker, så her er indlægget.

Som nævnt ovenfor er jeg temmelig glad for kold kaffe og ikke mindre glad for iskaffe. Starbucks' er helt i orden, og de kunne godt få lov til at byde ind med iskaffe til mig, hvis drømmescenariet nævnt ovenfor en dag skulle blive til virkelighed. Ikke mindst, hvis det var på statens regning, eftersom en lille flaske frappucino koster kr. 22, og det synes jeg er mange penge for 250 ml. (Det handler selvfølgelig også om prioritering, men altså...)

Jeg bestemte mig derfor for at lave min egen iskaffe af de kaffebønner, som jeg fik tilsendt i anden omgang. Koldbrygget iskaffe. Der er forskellige holdninger til kold- vs. varmbrygning af kaffe til iskaffe, men jeg hælder til den kolde version. Dan Souza skriver om metoderne på America's Test Kitchen How To Make Cold-Brew Coffee. Jeg holder med ham af mindst to grunde: koldbrygning giver en mildere, blødere smag end varm - og metoden udfordrer et ellers udbredt dogme om, at varme altid frigiver flest smagsstoffer og derfor er bedst. Jeg elsker at udfordre dogmer.

Jeg er på visse områder en enkel kvinde. Jeg efterstræber ikke maximal kompleksitet i alle livets forhold - bl.a. må min kaffes smag gerne være simpel. Til gengæld er jeg mig smerteligt bevidst om, hvor indviklet en mekanisme, der er i gang, når jeg skal vælge, hvilken kaffe jeg vil vælge at drikke. Det handler nemlig slet ikke kun om smag. Det handler bl.a. også om hvor? Hvornår? Tørst? Sult? Med hvem? Arbejde? Ude? Hjemme? Tid på måneden? Travlt? Hygge? Træt? Forkælelse? Pris? Med smagstilsætning? Selvkværnede bønner? Iscenesættelse? Producenten? Minder? Drømme? Og alt muligt andet.

Koldbrygget iskaffe

• 400 g friskkværnet kaffe - evt. fra Starbucks
• 3 l koldt vand
• Kondenseret mælk
• Isterninger

Kom kaffen i en stor beholder. Hæld koldt vand over. Rør rundt. Læg låg på. Vent 8-24 timer. Hæld kaffe og grums gennem en sigte beklædt med et viskestykke eller køkkenrulle. Stil kaffen på køl. 

Servering: hæld kold kaffe i et stort glas fyldt med isterninger og smag til med kondenseret mælk. Du kan selvfølgelig også søde kaffen med sukker eller sirup og hælde almindelig mælk eller fløde i, men kondenseret mælk er en nem og lækker løsning. Når man nu har et par dåser på lager.

Bonusinfo: Til min egen halvstore undren er jeg helt begejstret over at have opdaget, at man kan købe knust is hos Føtex. Her er jeg, der gerne sætter kaffe over i et døgn, før jeg skal drikke den, og synes at det er en rigdom af en anden verden at have to kilo frosset vand i fryseren, som jeg IKKE skal vride ud af en flosset plastikpose. Mærkeligt, men sandt.

Bonusbonusinfo: den grønne dame i Starbucks' logo, som jeg synes er rart at kigge på, er en to-halet sirene eller havfrue. Hun er valgt som hovedperson i logoet, fordi hun dels symboliserer noget maritimt, der giver stor mening for havnebyen Seattle, der er Starbuck' hjemby og dels er lidt mystisk: She is a storyteller, carrying the lore of Starbucks ahead, and remembering our past. In a lot of ways, she’s a muse –always there, inspiring us and pushing us ahead. And she’s a promise too, inviting all of us to find what we’re looking for, even if it’s something we haven’t even imagined yet, står der lidt floromvundent på Starbucks' hjemmeside.

I den græske mytologi var sirener underskønne kvindelige skikkelser, der lokkede sømænd på afveje med deres uimodståelige stemmer. Velduftende kaffe kan have næsten samme dragende virkning - også på andre end sømænd.

Konklusion: vil jeg købe Starbucks frappucinoer i fremtiden? Sikkert ikke. Jeg køber ikke ret meget af den slags og slet ikke til den pris. Vil jeg selv lave iskaffe igen i fremtiden? Formodentlig. Af kaffe fra Starbucks? Muligvis. Hvis jeg kan købe kaffen et sted i nærheden. Vil jeg tale pænt om Starbucks og drikke deres kaffe ude i byen og verden fremover? Helt sikkert.

Jeg lavede en hurtig smagssammenligning mellem den hjemmegjorte iskaffe og en Starbucks vanillefrappuccino, og de bestod begge to døds-testen: ja, denne iskaffe må gerne være en del af min sidste nadver. Vanillefrappuccinoen smagte i sagens natur en del af vanille, men jeg kunne såmænd sagtens finde på at tilsætte vanille til min hjemmelavede iskaffe, og jeg kunne også være fristet til at give den et lille skvæt Cointreau eller en anden lækker likør. Der er mange muligheder. Især når verden ikke går under lige med det samme.