søndag, maj 17, 2009

Gør-Det-Selv Florentinere

Juhuuu! Jeg kan selv lave mine absolutte yndlingskager. (Blandt flere absolutte yndlingskager...)
Jeg har fundet ud af at lave florentinere, så de smager fuldt ud så godt, som dem, man køber hos bageren. Og mine er lidt mindre - og derfor finere - og så kan man jo altid lige hapse en mere.

Jeg har fundet adskillige opskrifter på florentinere, men ingen af dem var helt, som jeg ville have det, så jeg har sjusset og kombineret, og jeg synes helt personligt, at jeg er nået frem til det helt rigtige. Jeg skal nok lægge opskriften ud, men jeg vil lige teste den en sidste gang - især smørcremen - inden den går i luften.

Et smart trick, som jeg har fundet på, og som løser problemet med udflydende kager og tynde, kanter, er at bage kagerne i mine gamle linseforme. Så bliver kagerne ensartede og temmelig pæne i kanten. Og de er ikke svære at få ud. Man bliver dog mindet om kagens store smørindhold, for det er et noget fedtet projekt. Men dejligt!

Om en uge har jeg fødselsdag og jeg har tænkt at invitere på kaffe og kage (IKKE sønderjysk style; få, udvalgte favoritter) og jeg må lave min nye opdagelse igen.

OPdatering: Her har du opskriften på verdens bedste florentinere.

mandag, maj 11, 2009

Påske i Rusland; mandag i Kingosgade

Jeg elsker internettet! Nu har jeg igen fået en "gadget" i hænderne, som jeg aldrig ville have kendt eksistensen af og langt mindre have haft muligheden for at få mellem hænderne, hvis altså ikke det lige var for det store WWW. Og sikke et fattigt liv, jeg ville have levet.


Tingesten - som er i fire dele, der kan samles og skilles efter behov - er egentlig beregnet til at lave en russisk påskedessert, pashka, i. Pashka er en kvark- og ægbaseret sag, som skal fyldes i en særlig form, for at kunne blive vendt ud som en firesidet pyramide uden top. I formen får den særlige, russiske skrifttegn og symboler på siderne, og tegnene skal forkynde for alverden at Kristus er opstanden. Simpelt og kompliceret på en og samme gang. Denne kvark-mousse spises sammen med/på en særlig brødagtig påskekage, kulich. Kulich'en skæres i skiver og smøres med pashka. Ja, det er jo ikke noget jeg ved af erfaring! Det er endnu en dejlig viden, som jeg har fået ud af internettet.

Nu er det jo hverken påske eller Rusland nu og her, og de fakta kombineret med min utålmodighed, fik et lækkert og faktisk ret dramatisk udtryk i dag: (påske-)budding med (blodrød) frugtsauce. En klassisk dansk dessert, som ved hjælp af den nye form, fik helt ny mening.
Dr. Oetker står bag den dejlige, skælvende budding og diverse småskumle erhvervsgrunde på Vestegnen har lagt brombær til saucen.

Det er jo en desserternes "Passion of the Christ"! Man kunne måske bage en tornekrone...