Kanelsnegle, vanillesnegle - og Google med kuglerne i lynlåsen

Øv!

Google har lidt et troværdighedsknæk i min verden. Eller har mistet lidt coolness-faktor. Eller, hvad jeg nu skal kalde det, når jeg er skuffet. Jeg troede, at Google havde nosser. Tillad mig at lufte mine tanker i denne lille bobbel. Opskrift nederst i indlægget.

"Internettets" egen version af april måneds Googletribut til Gideon Sundbäck, lynlåsens opfinder

Jeg var til Fremtidens Digitale Madkommunikation hos Google Danmark i København i går arrangeret i et samarbejde med madkommunikatørnetværket mad+medier. Jeg går lige på.

Lidt humor på døren, derefter var det småt med selvironi eller -refleksion...

Hvor dum tror man egentlig, at jeg er? Google ligger inde med verdens største regnemaskiner og klogeste regnehoveder, og så påstår man, at man ikke ved, hvor mange (få!) danske brugere, der er på Google+!? Halllooo!

Og hvis jeg ikke bruger Google+ (optimalt), er det så fordi jeg ikke har forstået det? Øh, måske er det bare ikke så intuitivt, velkendt, indlysende, og måske er det Googles opgave at hjælpe mig. At overbevise mig. Og på mig virker det ikke at holde brandtaler eller hangouts om sit produkts fortræffeligheder for efterfølgende at blive febrilsk, vigende og vævende, når der kommer kritiske spørgsmål. Troværdighed, troværdighed, troværdighed...

Går fjenden væk, hvis man ikke siger hans navn? Nej! Tværtimod! Rumleskaft, Facebook, er madbloggernes/mit foretrukne sociale medie. Forhold jer til det, google-typer, og tal med os om det! Det er da latterligt, at vi skal sidde - voksne mennesker - og tale om en anden populær platform, et andet kendt socialt medie, et alternativ. Det giver mig en følelse af, at man knap nok selv tror på sit produkt, og hvem har lyst til at stige ombord på en synkende skude? Ikke mig. Se trolden i øjnene. Sig hans navn. Grow up!

“Så hedder du måske Rumleskaft?” “Det har djævlen sagt dig,” råbte den lille mand rasende, og stampede så hårdt med den venstre fod i jorden, at benet sank helt i, og i hidsighed greb han så fat i den højre fod og rev sig selv midt over.

Er det Google+, der skal hjælpe os bloggere med noget? Muligvis, men mon ikke også vi har en hel del at hjælpe Google+ med?! Det er selvfølgelig en af grundene til, at vi i det hele taget bliver inviteret og at kvalificerede folk bruger tid og penge på os, men hvad med også at sige det højt? Bloggerne kan hjælpe Google+ med at blive et sted, der er værd at bruge tid og klik på. Hvis vi bruger Google+, og får vores læsere til at bruge det, så kan det måske blive til noget, som det ikke er i dag.

Jeg er altså ikke blevet overbevist om, at fremtidens - min og alle andres - digitale madkommunikation skal foregå på Google+. Jeg har heller ikke udelukket det. Men mon ikke der skal ske noget snart, hvis ikke Google+ skal blive til Google-...?

Var arrangementet hyggeligt og lærerigt? Ja, for Filan!

Arrangementet var for det første interessant nok til, at jeg sidder her og blogger om det. Jeg deltager også i  events, der ikke vækker så mange tanker, og som ikke skriger på at blive kørt igennem klejnevrideren.

Desuden var det hyggeligt og lærerigt. Den kombination er i mine øjne toppen af madbloggerlivet, og tak for en lejlighed til at opleve netop dét til både folkene på Google og til Rasmus Holmgård og Marie Sainabou Jeng, fra mad+medier! 

Sammenskudsgilde - madbloggerstyle. Oplagt og totalt i orden!

Hyggeligt - and then some. Når man som jeg deltager i madbloggerarrangementer med jævne mellemrum ude i den virkelige verden, så opstår der netop det, som er så buzzords-agtigt moderne: fællesskab. Det er ikke bare hygge. Madbloggere er forskellige i alle mulige retninger, men vi har noget til fælles, som viser sig på uforklarlig vis, når vi er sammen. Og en af pointerne i et fællesskab er, at ikke alle kan være med. Hvis alle var med, var det noget andet. Der er på samme måde ikke en målgruppe, der hedder Alle. Derfor har vi evindelige - og vigtige - diskussioner om, hvad en rigtig madblogger er. Således også i går.

Rasmus og Marie tegner og fortæller...

Lærerigt. Ja da! Jeg deltog fx. i en gruppesnak om brugerinvolvering. Er det noget vi/jeg ønsker?  Hvorfor (ikke)? Hvordan opnår man/jeg det? Og hvad er brugerenvolvering egentlig? Er det kommentarer? Vidensbidrag fra læserne? Kritik? Loyale læsere, der vender tilbage? Er der en sammenhæng eller en modsætning mellem mange læsere og rigtige læsere?

Workshoppen gjorde mig klogere på, hvad jeg selv har gang i på den front. Nok fisker jeg ikke særligt intenst efter kommetarer som "Ih, hvor ser det lækkert ud!" eller "Nøj, hvor er du dygtig", men det er da ikke helt lige meget for mig, om det jeg skriver rent faktisk bliver læst. Og slet ikke ligegyldigt, om jeg kan få en enkelt tanke eller to til at spire ude på den anden side af de små skærme i mørket.

Og gør jeg noget for at opnå den form for brugerengagement, som jeg ønsker? Ja da! Jeg prøver at skrive interessant og ordentligt nok til at interessere og måske inspirere folk som mig selv - og langt og nørdet nok til at skræmme min ikke-målgruppe væk. Men jeg prøver også fx. at skrive overskrifter, der pirrer eller i det mindste fortæller lidt om indholdet i blogindlægget. For at lokke nye til.

Og det leder mig helt tilfældigt hen til en opskrift. Kanelsnegle er ifølge Samvirke på facebook, den 10. mest søgte opskrift på Google. Altså er der en vis chance for at jeg kan få flere/nye læsere, hvis jeg bringer en opskrift på kanelsnegle. Det vælger jeg så ikke at gøre, for jeg bagte vanillesnegle forleden.

Vanillesnegle

Tip: Hvis du skifter vanille ud med kanel får du kanelsnegle!

Vanillesnegle (tillempet fra Den blå Bagebog)

• 250 g hvedemel
• 50 g sukker
• 2 1/2 tsk bagepulver
• 125 g smør
• 1 sammepisket æg

• 50 g sukker
• 50 g smør
• 1 tsk vanillesukker

Jeg har faktisk lavet kanelsneglene tidligere, så jeg vil anbefale dig at følge instruksen i indlægget fra sidste år.

Bonusinfo: Jeg havde klassisk kiksekage med til sammenskudsgildet. Jeg er vild med teknologien, fremtiden og tanken om at være med, der hvor tingene sker og sker hurtigt, men jeg synes også, at det er vigtigt at tage eftertanken, historien og mormor med.

Chokoladejordskælv - en småkage uden mel

Jeg har et spændende projekt i gang - uden mel. Det er stadig ikke 100% officielt, men det bliver det. Stay tuned!

I den anledning har jeg afprøvet en opskrift på en småkage bagt uden mel. Den blev ikke fantastisk, snarere "interessant". Jorden rystede altså ikke under mig på den fede måde, men den oprindelige opskrift kalder småkagerne Chocolate Earthquake Cookies. Navnet går vist også mest på udseendet.

First of all, I'm just going to get it out of the way and say that the name of these cookies is probably one of the greatest I have ever heard in my life. Chocolate Earthquake Cookies. I read the name, looked at the photo, read the name again, and let out a very happy laugh. It's just too perfect. 

Er det bare mig, eller er det lidt dårlig smag at le begejstret over den fine jordskælvssmåkage? Jeg mener: Italien. Bulgarien. Japan. You name it. Nå, jeg er nok bare blevet lidt sart på mine gamle dage.

Så hvis du har et problem med hvedemel og savner en småkageopskrift, så er her noget til dig. Hvis du ikke har et problem med hvedemel, vil jeg anbefale dig at lede efter en anden småkageopskrift.

Chokolate Earthquake Cookies - Chokoladejordskælv (ca. 30 stk.)

• 100 g mandelmel
• 40 g kartoffelmel
• 40 g rismel
• 3/4 tsk bagepulver
• 250 g mørk chokolade
• 50 g smør
• 1 tsk pulverkaffe (fx. Nescafé)
• 3 æg
• 75 g sukker

• ekstra sukker
• flormelis

Bland mandelmel, kartoffel- og rismel og bagepulver sammen i en skål. 

Smelt chokolade og smør sammen over vandbad eller fordigtigt i mikrobølgeovnen. Rør det pulveriserede pulverkaffe i chokolademassen.

Pisk æg og sukker sammen til det er lyst og luftigt, ca. 5 minutter. Vend chokolademassen i æggeblandingen. Rør til sidst de tørre ingredienser i dejen. Stil dejen på køl indtil den er blevet fast; det tager lidt længere end den times tid, som jeg ventede. Det blev et lidt klistret bekendtskab...

Rul kugler af dejen ca. på størrelse med bordtennisbolde. 

Rul dem først i sukker og bagefter i flormelis. 

Læg kagerne på en plade med bagepapir og bag dem ved 175 grader i ca. 15 minutter.

Lad småkagerne køle af.

Happy Earthquake!

Sexet ovnbagt rabarber

Det ER sandt. Safterne stiger. Det bliver sommer igen. Rabarberne er her og kan bevise det.

Her er et bud på en måde at tilberede de rød-grønne sommerbebudere, som er helt utroligt nem og helt utroligt lækker. Og så får man oven i købet fine, glatte, søde, bløde rarbarberstykker og ikke mos ud af det. Lad det søde og det syrlige mødes...

Sexet rabarber

• Rabarber
• Sukker. Masser af sukker.

Skyl rarbarberstænglerne. Skær blade og kun det allernederste af stænglerne af. Skær stænglerne i stykker på 1-2 cm.

Læg dem i et ildfast fad.

Almindelige rabarber og vinrabarber. Begge er skønne.

Hæld sukker over. Masser af sukker. Der er ikke noget værre end rabarber, der er for sure. Til gengæld er der næsten heller ikke noget, der er bedre end rabarber, der har fået sukker nok.

Og når jeg siger masser af sukker, så mener jeg masser af sukker. Omtrent lige meget af hver. Vi taler jævnbyrdighed og yin-yang her. Syrlighed og sødme. Frugt-grønsags-tantra-sex. Rabarberens safter skal flyde og sukkeret skal trænge ind i rabarberen. Det tager tid. Og varme. Rabarberens kraft skal tøjles. Af sukkerets kraft. Den simple, ydmyge plante får himmelske dimensioner.

Sæt fadet i ovnen ved ca. 200 grader. Lad det stå. Længe. Kig diskret til det ind imellem. Du vil se saft trænge ud. Du vil se sukker smelte. Du vil se let boblen og syden. Du vil se klistret karamellisering. Du vil se sukker og rabarber blive til ét. It's all good. Du skal ikke blande dig. Når klimaks er nået efter en time eller to, tager du fadet ud.

Server dine rabarberbidder med fx. en kølende skefuld vanilleis eller med fløde - som du ville spise jordbær...

Et kagefad til kr. 6.500: because I'm worth it

Og så giver det mening.

"Har verden brug for flere keramiske kagefade," spurgte Adrian Hughes på tv forleden. Smagsdommerne svarede Ja (fra 22:35 inde i programmet). Nu har jeg købt et af dem.

Jeg kalder den Lyserød Kagefabrik. Kunstner  Ole Vesterlund.

Strengt taget har mit nyerhvervede kagefad ikke så forfærdeligt meget med kage at gøre. Og købet af det måske endnu mindre. Men det er et udtryk for, hvordan min verden åbner sig, fordi jeg snævrer den ind.

Jeg kunne have valgt at blogge om alt muligt. Mit fag, teologien. Mit barn, teenageren. Min eks-hobby, linedancen. Mit hjem, Vesterbro. Min aftensmad, super-ruskomsnusken. Alt det, der fylder mit liv. Jeg kunne servere det i en pænt opsat og sjovt formuleret pærevælling og håbe, at det gav mening for nogen at læse med. Det har jeg så valgt ikke at gøre.

Kagefad af Louise Birch. Foto fra Copenhagen Ceramics.

Jeg er vild med begrænsninger, struktur, benspænd, forhindringer, hegnspæle, bindinger, forpligtelser, umuligheder. Ikke fordi jeg er masochist, men fordi jeg oplever, at faste rammer frisætter kreativitet. Jeg oplever til gengæld ubehag og trang til protest, når jeg hører folk tale om frihed som et entydigt gode og ubegrænset frihed som nærmest et mål i sig selv. Evigt liv som noget at stræbe efter. Total økonomisk frihed som et billede på noget, der ligner lykken. Det lyder rædsomt i mine ører.

Måske fordi jeg ser, hvor stor frihed jeg rent faktisk har allerede, og hvor stort et ansvar, der følger med al den frihed. Jeg oplever mig selv som meget lidt bundet af konventioner. Jeg er priviligeret med en lang uddannelse, et godt helbred, en hæderlig økonomi, en tosset familie omkring mig på godt og ondt, en vennekreds dannet at små og store cirkler - tæt på og langt væk. Jeg har med andre ord mulighed for at gøre stort set alt i hele verden, og hvis ikke jeg begrænsede det alt, er jeg bange for at jeg ville blive sindssyg. Eller i det mindste handlingslammet.

Kagefad af Signe Schjøth. Foto fra Copenhagen Ceramics.

Derfor tager jeg ofte kagebrillerne på, når jeg går ud i verden. Derfor bager jeg kager i mit køkken, når livet er indviklet. Derfor blogger jeg kun om kage. Og kagefade. For at sætte grænser.

Det pågældende kagefad er en del af en udstilling hos Copenhagen Ceramics i Smallegade. Udstillingen er i mine øjne lige præcis et udtryk for, hvordan kreativitet kan udfolde sig, når der sættes helt faste rammer. Når man stilles en bunden opgave - med frihed til at løse den, som man selv synes. Det kunne her have været alt muligt andet en kagefade, der var det samlende tema, men så ville jeg måske ikke være blevet ramt helt så direkte.

Mit kagefad af Ole Vesterlund. Foto fra Copenhagen Ceramics.

Seks keramikere har hver afgivet en bestilling på et værk, et kagefad, hos hver af de andre fem i gruppen. Hver kunstner har således givet sit bud på fem opgaver og hver opgave har fået fem løsningsforslag. I alt 30 værker.

Bestillingen - afgivet af Kristine Tillge Lund - til den række af værker, som mit fad er et af buddene på, lyder:


Cake and cookie production makes me think of mass production, the industrial process, and easy and functional packing methods.

This is why I would like to order a cake stand from each of you that reflects this:

- Mass production, factory production, assembly lines, stations and process in general.

-  Practical packaging, levels, stalls, limits, separations

Et andet svar - af Signe Schjøth - på Kristine Tillge Lunds bestilling. Foto fra Copenhagen Ceramics' blog.

Værkerne er nu stillet op i fine rækker, så man på den ene led kan se fem kunstneres bud på den sjettes opgave. På den anden led kan man se den enkelte kunstners svar på de andres bestillingsopgaver.

Det er en skøn lille, stram samling af keramiske værker. Siger én, der ellers ikke har noget forhold til keramik. Er keramik ikke noget med udtjente tekrus og monstrøse tekander, der havner i sommerhuset? Åbenbart ikke. Tænk at keramik kan vække tanker til et helt blogindlæg og få en enlig mor med deltidsjob til lommerne. Det er så skønt, når verden bliver ved med at overraske. Når man kan blive lokket til at overraske sig selv.

Jeg kan hente mit værk på lørdag, når udstillingen lukker. En ny fase af mit liv begynder. Nu også kunstsamler. Gad vide, hvad det betyder?

Kagens Dag? Sig mig, tager I p** på mig?

Mor er ikke vred. Mor er skuffet.

Jeg har været til Kagens Dag på Københavns Rådhus for et par timer siden, og vi taler om en seriøs mangel på afstemning af forventninger. Jeg har deltaget nogle gange før, så jeg ved, hvordan det "plejer" at være. Jeg er normalt ikke den store tilhænger af netop plejer-konceptet, men det er mest fordi jeg er åben for forandringer - hvis jeg altså vel at mærke bliver gjort bekendt med, at der sker forandringer. Og måske især, hvis forandringerne er til det bedre.

Jeg ER klar over, at de deltagende bagerier ikke får noget for indsatsen; de bidrager til den gode sag: indsamling til Børnecancerfonden. Men når man får en sundhedsborgmester, en oldermand og en kongelig skuespiller til at tale varmt og længe om kagernes velsignelser, om de søde frembringelser, der nu vil følge i det kvalitetsmæssige kølvand brudt af noma og det nye nordiske køkken, og om håndværkstraditioner og kærlighed, så er det ikke i orden stort set kun at servere klassens-time-kager, cupcakes og andre kager, som man nemt kunne gøre bedre selv.

Cupcakes kan - bevares - være fine og i orden på deres helt egne præmisser, men man behøver altså ikke at være udlært håndværksbager for at ruske en hurtig dej sammen og smide noget kulørt smør-(margarine-)creme genne en tylle og kaste noget færdigkøbt krymmel ovenpå. Sorry. Det er det, som vi selv kan finde ud af.

Bradepandekager? Sig mig, havde I glemt, at der kom gæster i dag?

Finanskrisen kan ikke få hele skylden. Men hvad F***** er der sket, siden vi skulle spises af med et så ringe udvalg af kager?

Et udvalg.

Småkagerne fra Centerbageren var faktisk helt ok. Fine, enkle smørbagte småkager, der ikke gav sig ud for at være noget andet. Men en cupcake med hindbærkunstig frosting? Nej tak. En oversød kransekagetop? Nej, heller ikke med en vindrue og grønne glimmerfrynser. En velvoksen napoleonshat? Ja, den gjorde ingen skade, men altså heller ikke noget særligt for nogen. Øv!

Jeg havde ellers ikke fået købt billet. De fleste billetter til arrangementet sælges til kagetosser, der møder personligt op i Industriens Hus på Islands Brygge en tidlig tirsdag morgen i april med lommen fuld af kontanter. Det er superbesværligt, men har den store fordel, at det frasorterer den såkaldte støvsugerbande; altså sultne pensionister og andre med sans for at suge noget fælles ned i en personlig taske. Men det betød altså også, at jeg ikke havde fået billet i år.

Til morgen opdagede jeg så, at der stadig var få ledige billetter tilbage. Jeg skrev en mail til Københavns Bagerlaug og fik hurtigt svar, at jeg kunne prøve enten på Islands Brygge inden 10.30 eller på Rådhuspladsen mellem 11 og 12.30. Det måtte være et tegn. Jeg runder næsten dagligt Rådhuspladsen på vej til arbejde, og jeg kunne da godt få det til at passe med kl. 11.

Som sagt så gjort. Altid søde og venlige Rikke Gryberg, der nu er chefkonditor hos Centerbageren, var i gang med at få fyldt rådhuset med en masse kager, og hun havde netop nogle ekstra billetter til salg. I løbet af ganske få minutter var jeg udstyret med to billetter, og jeg kunne tage på arbejde i et par timer inden adgangen til de hellige haller.

Nu havde jeg i sagens natur ikke haft tid til at glæde mig helt vildt meget, og jeg skal også nok komme mig over den kedelige oplevelse, men jeg skammer mig lidt på alle rigtige kageelskeres vegne.

For nu at slutte bare en lille smule positivt, så vil jeg lette hatten for denne vel nærmest uspiselige, men fine marengskreation. Flot tænkt! Sådan én vil jeg gerne ha'!

Jeg prøver igen. Sønderjysk rugbrødslagkage med - Oh, blasfemi! - rabarber

6. maj: Øv! For ikke at sige F***!

Mit indlæg er forsvundet - og jeg har den første alvorlige krise i mit ellers lykkelige forhold til min iPad. Jeg rettede en stavefejl i overskriften, og Vupti!, havde den slettet hele indlægget. Jeg leder nu efter en par-terapeut/teknisk løsning. Og ellers må jeg jo til tasterne igen... Men der er gået skår i kærligheden.

18. maj: Jeg taster igen. Helt kort. Opskrift. Instruks. Billeder. Med en øv-smag i munden, men hvis du skal nå at have rugbrødslagkage klar til på søndag til den kongelige dåb, så skal det jo planlægges nu.

Kagen bliver klart bedst, hvis den bages med hjælp fra en prinsesse med buttede hænder.

Sønderjysk rugbrødslagkage
Opskriften er - let bearbejdet - fra Grænseforeningens årsskrift 1998: Det sønderjyske kaffebord – et samspil mellem nationalpolitik og kosttradition

• 6 æg
• 100 g revet, tørt rugbrød (vi taler stop-spild-af-kage af fineste kaliber!)
• 1 tsk bagepulver
• 250 g sukker
• 100 g hakkede nødder/mandler. Jeg brugte 50/50

Fyld

• 1/2 l piskefløde
• evt. 50 g hakkede nødder
• Solbær- eller krisebærsyltetøj. Eller noget andet - hvis du tør!

Del æggene i hvider og blommer. Pisk hviderne stive. Tilsæt sukkeret og pisk lidt mere. Rør æggeblommerne i massen. Bland revet, tørt rugbrød og hakkede nødder/mandler med bagepulver. 

Vend forsigtigt i æggeblandingen. Hæld dejen i en springform beklædt med bagepapir. Bag i ca. 20 minutter ved 200 grader. Kagens skal føles fast og være pænt lysebrun.

Tag kagen ud og lad den køle helt af.

(Det bagte rabarberfyld får for en sikkerheds skyld sit eget indlæg. Stay tuned...)

Lige inden servering flækker du kagen og smører den nederste bund med din yndlingssyltetøj. Den "rigtige" slags er solbær eller kirsebær. Jeg brugte rabarber, og det var muligvis - som en kommentar antyder - grunden til at mit oprindelige indlæg forsvandt ud i den tynde forårsluft. Man skal være forsigtig med at rode med gamle traditioner... 

Pisk flødeskum og bland evt. med hakkede nødder. Jeg glemte nødderne og savnede dem ikke. Der var fint knas fra nødderne og brødkrummerne i bundene. Fordel ca. 2/3 af flødeskummet mellem bundene og den sidste 1/3 oven på kagen. 

Pynt evt. med lidt chokolade.

God fornøjelse foran fjerneren!