onsdag, maj 30, 2012

Kanelsnegle, vanillesnegle - og Google med kuglerne i lynlåsen

Øv!

Google har lidt et troværdighedsknæk i min verden. Eller har mistet lidt coolness-faktor. Eller, hvad jeg nu skal kalde det, når jeg er skuffet. Jeg troede, at Google havde nosser. Tillad mig at lufte mine tanker i denne lille bobbel. Opskrift nederst i indlægget.
"Internettets" egen version af april måneds Googletribut til Gideon Sundbäck, lynlåsens opfinder
Jeg var til Fremtidens Digitale Madkommunikation hos Google Danmark i København i går arrangeret i et samarbejde med madkommunikatørnetværket mad+medier. Jeg går lige på.
Lidt humor på døren, derefter var det småt med selvironi eller -refleksion...
Hvor dum tror man egentlig, at jeg er? Google ligger inde med verdens største regnemaskiner og klogeste regnehoveder, og så påstår man, at man ikke ved, hvor mange (få!) danske brugere, der er på Google+!? Halllooo!

Og hvis jeg ikke bruger Google+ (optimalt), er det så fordi jeg ikke har forstået det? Øh, måske er det bare ikke så intuitivt, velkendt, indlysende, og måske er det Googles opgave at hjælpe mig. At overbevise mig. Og på mig virker det ikke at holde brandtaler eller hangouts om sit produkts fortræffeligheder for efterfølgende at blive febrilsk, vigende og vævende, når der kommer kritiske spørgsmål. Troværdighed, troværdighed, troværdighed...
Går fjenden væk, hvis man ikke siger hans navn? Nej! Tværtimod! Rumleskaft, Facebook, er madbloggernes/mit foretrukne sociale medie. Forhold jer til det, google-typer, og tal med os om det! Det er da latterligt, at vi skal sidde - voksne mennesker - og tale om en anden populær platform, et andet kendt socialt medie, et alternativ. Det giver mig en følelse af, at man knap nok selv tror på sit produkt, og hvem har lyst til at stige ombord på en synkende skude? Ikke mig. Se trolden i øjnene. Sig hans navn. Grow up!
“Så hedder du måske Rumleskaft?” “Det har djævlen sagt dig,” råbte den lille mand rasende, og stampede så hårdt med den venstre fod i jorden, at benet sank helt i, og i hidsighed greb han så fat i den højre fod og rev sig selv midt over.
Er det Google+, der skal hjælpe os bloggere med noget? Muligvis, men mon ikke også vi har en hel del at hjælpe Google+ med?! Det er selvfølgelig en af grundene til, at vi i det hele taget bliver inviteret og at kvalificerede folk bruger tid og penge på os, men hvad med også at sige det højt? Bloggerne kan hjælpe Google+ med at blive et sted, der er værd at bruge tid og klik på. Hvis vi bruger Google+, og får vores læsere til at bruge det, så kan det måske blive til noget, som det ikke er i dag.

Jeg er altså ikke blevet overbevist om, at fremtidens - min og alle andres - digitale madkommunikation skal foregå på Google+. Jeg har heller ikke udelukket det. Men mon ikke der skal ske noget snart, hvis ikke Google+ skal blive til Google-...?

Var arrangementet hyggeligt og lærerigt? Ja, for Filan!

Arrangementet var for det første interessant nok til, at jeg sidder her og blogger om det. Jeg deltager også i  events, der ikke vækker så mange tanker, og som ikke skriger på at blive kørt igennem klejnevrideren.

Desuden var det hyggeligt og lærerigt. Den kombination er i mine øjne toppen af madbloggerlivet, og tak for en lejlighed til at opleve netop dét til både folkene på Google og til Rasmus Holmgård og Marie Sainabou Jeng, fra mad+medier! 
Sammenskudsgilde - madbloggerstyle. Oplagt og totalt i orden!
Hyggeligt - and then some. Når man som jeg deltager i madbloggerarrangementer med jævne mellemrum ude i den virkelige verden, så opstår der netop det, som er så buzzords-agtigt moderne: fællesskab. Det er ikke bare hygge. Madbloggere er forskellige i alle mulige retninger, men vi har noget til fælles, som viser sig på uforklarlig vis, når vi er sammen. Og en af pointerne i et fællesskab er, at ikke alle kan være med. Hvis alle var med, var det noget andet. Der er på samme måde ikke en målgruppe, der hedder Alle. Derfor har vi evindelige - og vigtige - diskussioner om, hvad en rigtig madblogger er. Således også i går.
Rasmus og Marie tegner og fortæller...
Lærerigt. Ja da! Jeg deltog fx. i en gruppesnak om brugerinvolvering. Er det noget vi/jeg ønsker?  Hvorfor (ikke)? Hvordan opnår man/jeg det? Og hvad er brugerenvolvering egentlig? Er det kommentarer? Vidensbidrag fra læserne? Kritik? Loyale læsere, der vender tilbage? Er der en sammenhæng eller en modsætning mellem mange læsere og rigtige læsere?

Workshoppen gjorde mig klogere på, hvad jeg selv har gang i på den front. Nok fisker jeg ikke særligt intenst efter kommetarer som "Ih, hvor ser det lækkert ud!" eller "Nøj, hvor er du dygtig", men det er da ikke helt lige meget for mig, om det jeg skriver rent faktisk bliver læst. Og slet ikke ligegyldigt, om jeg kan få en enkelt tanke eller to til at spire ude på den anden side af de små skærme i mørket.

Og gør jeg noget for at opnå den form for brugerengagement, som jeg ønsker? Ja da! Jeg prøver at skrive interessant og ordentligt nok til at interessere og måske inspirere folk som mig selv - og langt og nørdet nok til at skræmme min ikke-målgruppe væk. Men jeg prøver også fx. at skrive overskrifter, der pirrer eller i det mindste fortæller lidt om indholdet i blogindlægget. For at lokke nye til.

Og det leder mig helt tilfældigt hen til en opskrift. Kanelsnegle er ifølge Samvirke på facebook, den 10. mest søgte opskrift på Google. Altså er der en vis chance for at jeg kan få flere/nye læsere, hvis jeg bringer en opskrift på kanelsnegle. Det vælger jeg så ikke at gøre, for jeg bagte vanillesnegle forleden.
Vanillesnegle
Tip: Hvis du skifter vanille ud med kanel får du kanelsnegle!

Vanillesnegle (tillempet fra Den blå Bagebog)
  • 250 g hvedemel
  • 50 g sukker
  • 2 1/2 tsk bagepulver
  • 125 g smør
  • 1 sammepisket æg
  • 50 g sukker
  • 50 g smør
  • 1 tsk vanillesukker
Jeg har faktisk lavet kanelsneglene tidligere, så jeg vil anbefale dig at følge instruksen i indlægget fra sidste år.

Bonusinfo: Jeg havde klassisk kiksekage med til sammenskudsgildet. Jeg er vild med teknologien, fremtiden og tanken om at være med, der hvor tingene sker og sker hurtigt, men jeg synes også, at det er vigtigt at tage eftertanken, historien og mormor med.

2 kommentarer:

lacucinanada.com sagde ...

Ja Lise, tror de fleste af os havde den fornemmelse - de ville tydeligvis sælge os noget...men hvad er dette NOGET?
Tankevækkende er det her dagen derpå, at jeg egentlig ikke ser mulighederne i google+, men mest af alt fordi der stort ikke er nogle der bruger det! Jeg spurgte Thomas Bering i en af pauserne, om hvad de egentlig gør for at brande sig selv. Til dét fik jeg et meget svævende svar, noget i stil med at Google jo er et stort brand. Hvis jegs skal tolke på det, så får man i min verden ikke kunder udelukkende pga et varemærke, hvis ikke kunderne kan se fidusen i varen...
Hangouts, jo måske. Måske som mulighed for at kommunikere med bloggere langvejs fra. Billede-deling, ja bevares dem deler jeg alt rigeligt på FACEBOOK, Pinterest, twitter OG på min blog.
Men Lise, jeg giver det endnu en chance, og forsøger ved at puste lidt nyt liv i min profil (hedder det egentlig sådan på Google+?)

Og måske vi bare skal dyrke det fællesskab noget mere? Pakke picnic kurven her henover sommeren og sætte hinanden i stævne? I love it to.

Og de ser nu altså lækre ud, dine vanillesnegle;-)

Lise Lotz sagde ...

Hej Nada,

Åh, jeg er helt lettet over at det ikke bare var mig, der følte mig lidt skuffet! Over Google. Ikke det gode selskab! For ja, det kunne vi godt gøre lidt mere ud af. Sammenskudsgilder må have en renæssance!

Lise