Tidligere i februar blev jeg lokket til at lave kage til en reception i Trinitatis Kirke i København for en dame, Molly, der fyldte 90.
Den rørende baggrundshistorie er, at den gode Molly i mange år har bidraget til det kirkelige arbejde med bl.a. kager og andet godt, men nu har alderen og et lidt svækket syn sat en stopper for den slags. Molly har og havde ingen familie, hun er opvokset på et børnehjem og er åbenbart aldrig blevet fejret ordentligt. Så det var da på høje tid!
Mit speciale er jo ikke festkager i den forstand, men jeg tænkte alligevel, at det kunne være sjovt at være med til at få Molly fejret ordentligt.
Jeg fik tilsendt et billede af den åndsfriske dame og besluttede mig hurtigt til at lave to fine kager - der forventedes 50 gæster til receptionen - med et spiseligt print af hhv. Molly og Trinitatis Kirke. Det vækker ofte stor undren OG begejsting med sådan et billede på en kage.
Kageprint kan fx. bestilles hos Trykspar (på rispapir) eller hos Fotokage (vælg mellem rispapir og sukkerglasur). Rispapir er billigere end sukkerudgaven, men også lidt sværere at have med at gøre. Jeg fandt desværre først sukkerprintstedet EFTER jeg havde lavet kagerne.
Billedet af Molly overbeviste mig også om, at kagerne skulle have blåt sugarpaste-overtræk. Jeg har fundet en god kage-grejs-forretning i mit lokalområde, The & Kaffe Delikatessehuset, og der købte jeg en æske med 2,27 kg sugarpaste. Jeg endte med at bruge den ene af de to pakker i æsken til de to kager.
Selve kagerne bagte jeg efter en skøn opskrift, der oprindeligt er fra Odense Marcipan.
Til én stor kage til ca. 25 personer:
Til én stor kage til ca. 25 personer:
6 æg
400g sukker
300 g mel
2 tsk bagepulver
400 g revet rå marcipan
Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Rør forsigtigt mel, bagepulver og revet marcipan i æggemassen.
Hæld dejen i to forme på ca. 20x30 cm og bag ca. 30 min. ved 200 grader. Lad bundene køle helt af.
Jeg smurte bundene med abrikosmarmelade og sprøjtede lidt chokolade på. Ingen kage uden chokolade!
Jeg lavede fyld af flødeskum med passionsfrugt og hindbær. Jeg kan faktisk ikke helt huske, hvor meget fløde jeg brugte. 1½ liter måske (til TO kager). Der skal være nok til også at smøre kagerne ovenpå og rundt om, inden det tyndtrullede sugarpaste kommer på. (Tag noget fra INDEN hindbærrene røres i; de gør fyldet ujævnt, og det kan ses gennem sugarpasten.)
Jeg bruger en koncentreret passionspasta, som jeg køber hos Inco, og det kan alle jo ikke komme til. Jeg vil tro, at pulpen fra fx. 10 friske passionsfrugter er mindst lige så godt. Måske endda bedre og lidt mere naturligt...
Jeg brugte frosne hindbær - ca. 300 g - som var vendt i vanillesukker. Friske hindbær vil selvfølgelig også være endnu bedre; de er bare nærmest ubetalelige i februar...
Pynten rundt om billederne og teksten er lavet med Royal icing - altså glasur lavet af flormelis og æggehvide pisket godt sammen.
Til sidst fik Molly sine kager og hun blev fejret behørigt. Rub og stub blev spist. Sådan kan en 90-års fødselsdag også være.