Viser opslag med etiketten allehelgen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten allehelgen. Vis alle opslag

torsdag, oktober 31, 2013

Buddinghjerne med blod - og noget om "det ulækre". Happy Halloween!

Fortæl mig, hvad du synes er ulækkert, og jeg skal fortælle dig, hvem du er!

Det er Allehelgens aften i aften - eller som vi siger på nudansk: Halloween. Uanset hvilken udgave vi taler om, så er det gennemgående tema noget med død og uhygge - og disses meget konkrete fætter: det ulækre. Internettet flyder over med billeder af og opskrifter på ulækkert slik og kager: hjernekager, afhuggede lemmer-snacks, øjenæbler på en pind, kandiserede insekter mv., der altsammen er tænkt til at få beskueren/spiseren til at blive tvunget til at udfordre sine grænser for, hvad de kan udholde uden at kaste op.
Hjernebudding med koaguleret blod på vej ud...
Det er selvfølgelig helt indlysende sjovt "bare fordi", men det er også interessant på et dybere plan. Det, at noget er ulækkert eller tabuiseret - to nærtbeslægtede fænomener - handler lige præcis om grænser i fysisk eller overført betydning. Det handler om den helt basale fare for at blive smittet - igen både konkret og i overført betydning - af noget, som kan være farligt. Det ulækre indikerer, at der er fare for at noget krydser grænsen indenfor/udenfor min krop - eller mit verdensbillede. Der er fare for en forurening af noget, der skal være rent. Urmennesket har simpelthen udviklet en evne til at kunne genkende - og føle afsky ved - dét, som potentielt kan være giftigt og i sidste ende dræbende, hvadenten vi taler fysisk, mentalt eller socialt.

David Pizzaro, der er lektor i psykologi ved Cornell University og som forsker i moralsk dømmekraft skriver i artiklen Pollution and purity in moral and political judgmentThe emotion of disgust is evoked by substances such as urine, vomit, blood, and feces, but—as a growing body of work demonstrates—it also plays a significant role in our moral, social, and political attitudes. Er dét ikke interessant?!

Pizzaro bruger Gulia Tofanaen italiensk giftblanderske, der i 1600-tallet opfandt en duft-, smag- og farveløs gift, som afsæt for sin lettilgængelige video-TED-talk om  The strange politics of disgust: man kan simpelthen  blive rig og berømt (og tortureret og henrettet) ved at konstruere et dræbende giftstof, som ikke smager eller lugter fælt.

Giulia Tofana i sine velmagtsdage... 
Det er simeplthen en oldgammel overlevelsesstrategi, at vi frastødes af fx. lugten af rådnende kød, ekskrementer og opkast, og strategien ligger stadig i os helt let tilgængeligt og den er - viser forskningen - meget, meget let at udløse. Til forskel fra andre følelser som fx. vrede og glæde er følelsen væmmelse nem at fremprovokere kunstigt. En kittelklædt forsker skal bare vise dig et billede af et betændt sår, en hundelort på toppen af en kage eller bede dig lugte til en smule bræk i en petriskål og - vips! - så er følelsen der; helt ren og uforfalsket!
Pile of poop-cake. Ikke ret lækkert, vel?
Det ekstra tankevækkende er, at mennesker tilsyneladende har forskellige væmmelsesgrænser, og at disse grænser fortæller noget om, hvordan man forholder sig til fx. moralske og politiske spørgsmål. Den del vil jeg overlade til David Pizzaro at forklare nærmere.

I den lange universitetspræsentation af sin forskning går David Pizzaro ret grundigt til værks i sin udlægning af The Good, Bad and Dirty:

Til sidst bare et par procesbilleder af mit budding- og geleprojekt fra sidste års halloweenparty:
Det var noget med en Dr.-Oetkerbuddig - farvet lyserød - og en ret fast geleklump af rødt saftevand og husblas, der blev presset ned i "hjernemassen", inden den størknede i hjerneformen.
Efterfølgende blev "blodet" dækket af resten af buddingen og det hele sat på køl i nogle timer.
Hjerneformen købte jeg hos CoolStuff sidste år. Det ser ikke ud til at de har den i år. Til gengæld er der en skøn hjerteform. Næsten ikke ulækker, eller...?
 En tallerken klar...
 - og et snuptag...
 - og dér er den, fin og lækker...

- og lige til at spise!

Som det måske fremgår af indlægget her (og bloggen i det hele taget), er jeg ikke den sarteste sjæl på væmmelsesskalaen. Og tænk, det passer faktisk også godt med mit politiske og moralske billede af mig selv: jeg anser mig selv for at være ret langt ude på den ikke-konservative fløj. Hvad  med dig?

Happy Halloween!

mandag, oktober 31, 2011

Halloween er ikke udansk!

En dansk biskop (der muligvis citerede en tidligere kirkeminister) sagde for nogle år siden om danskernes kendskab til kristendommen: "Der er næsten ingen huller i deres uvidenhed." Sådan kan jeg også tænke somme tider.

Disse dage er jeg lidt rystet over så mange mennesker, der ytrer, at Halloween er en uting, et Fælt kommercielt påfund og ikke mindst udansk. Jeg har muligvis oparbejdet en vis overfølsomhed overfor ordet udansk gennem de seneste ti år, men alligevel. Ved de mennesker da slet ingenting?
(De små græskar er lavet som Doodh Peda, mælkekonfekten fra forleden, bare med mere safran og markeret med en strikkepind.)

Det er indlysende, at der er nogle landmænd, der har oparbejdet en ny indtjeningsmulighed ved at dyrke og sælge græskar. Men er det ikke bare den slags hittepåsomhed, som vi hylder i festtaler? Find og opdyrk nye markeder? Bemærk: der er INGEN, der bliver tvunget til at købe dem. Der er muligvis nogen, der føler sig presset til at købe græskar og klæd-ud-tøj, men at føle et pres er ikke det samme som at blive tvunget. Mand jer op, hvis I ikke vil bruge penge på det pjat, og lad ungerne hyle, hvis det er det, der bliver konsekvensen.

Men man kunne jo også - og det er der tydeligvis også en masse der gør - se den blomstrende Halloween-industri som en kærkommen saltvandsinsprøjtning til en fin, gammel dansk tradition.

Jeg skal være den første til at indrømme, at der er gået rod i begreberne. Og jeg fatter det stadig ikke helt: hvorfor er det, at vi i den danske folkekirke fejrer Allehelgensdag (1. søndag i november), når vi som gode lutheranere ikke abonnerer på helgener? Det er en katolsk ting. Hvorfor kalder vi ikke den søndag for Allesjælesdag, som er en fejring af alle - almindelige - kristnes liv og død? Det er jo alligevel den skik, som udleves i mange kirker, nemlig at læse navnene højt på dem, som er døde i årets løb. Måske går man ligefrem tur sammen på kirkegården i mørket, for at minde hinanden om, at døden også er et fælles anliggende.

Og hvorfor kan jeg huske et årligt tilbagevendende radioprogram fra min barndom, hvor der natten mellem den 31. oktober og 1. november, var åbent på P3 for lytternes spøgelseshistorier og for beretninger og musik, der kunne få hårene til at rejse sig?

Man kan læse flere steder om forskelle og sammenhænge mellem Halloween og Allehelgen fx. på Historie-online eller på kristendom.dk Problemet er, at det ikke er helt enslydende. Eller også er det mig der er fattesvag.

Men det korte af det lange er, at Halloween/Allehelgen/Allesjæle har forkus på døden og de mørkere side af livet. Hvis man, som jeg, tænker at årets højtider på forskellige måder sætter spotlys på vigtige almenmenneskelige forhold, så kan man måske også se en pointe i, at vi en gang om året bruger lidt tid på at tænke over netop dødens betydning i vores liv. Ofrer lidt eftertanke på det faktum, at livet ikke er lutter lagekage. Vi løber allesammen ind i nederlag, skuffelser, svigt, tab og andre kedelige ting - og det er ikke fejl i tilværelsen, som skal fortrænges eller for den sags skyld bekæmpes; det er vores vilkår som mennesker.

Halloween/Allehelgen er - ligesom Fastelavn, der begyndelsen på nedtællingen til den alvorlige del af Kirkeåret, nemlig påsken med korsfæstelse og død - så alvorligt, at det kan være nødvendigt at tilsætte lidt comic relief for at kunne kapere det. Her kommer udklædning og løjer ind i billedet. Det er ikke KUN pjat; det er pjat på den mest alvorlige baggrund tænkeligt: døden.

Ingen særlig opskrift i dag, men link til min opskrift fra sidste år på helgenknogler på Kristendom.dk

onsdag, november 18, 2009

"Sødt" indlæg om allehelgen på kristendom.dk


Det er jo dejligt, når aviserne henvender sig: Kristeligt Dagblads internetverden http://www.kristendom.dk/ ville gerne have lidt lækkert om allehelgen. Det fik de så: Mexicanerne spiser "helgenknogler" til Allehelgen. Og jeg fik udvidet mit repertoire. I love it!

tirsdag, februar 24, 2009

Besøg af en fotograf


Nu bliver jeg lidt berømt: i sidste uge blev jeg kontaktet af en journalist fra Kristeligt Dagblad, som havde opdaget mit foredrag om "Kager og andre lækkerier kirkeåret rundt" og checket min hjemmeside. Derfor vil hun gerne lave et interview.

Hun skulle have været her i dag, men hun er blevet syg, og derfor var det kun fotografen, der dukkede op. Jeg havde bagt min "dramatiske" påskekage, og den blev fotograferet forfra og bagfra. Den er bagt i min fantastiske kors-bageform.
Tanken er jo den, at den udenpå er mørk og dyster og langfredags-agtig. Når man skærer den op, kan man se, at den er den fuld af farver og opstandelsesglæde. Meget dybt!

Nå, men jeg må afvente journalistens bedring, og så skulle der være en bagside på "Kristeligheden" på trapperne. Jeg må hellere få taget mig sammen og få lagt et nyt opskriftshæfte ud på min hjemmeside. Måske får jeg noget trafik...
Billedet herover har jeg selv taget.

mandag, oktober 29, 2007

Panellets til Allehelgen



Juhuuu! Jeg har fundet en god opskrift på endnu en helligdags(små)kage: i Catalonien (Østspanien) spiser man åbenbart panellets til Allehelgen, som er lige om lidt, nemlig 1. november.

Opskriften stod i Politiken den 8. september i år og den var meget fristende: en andeledes måde at bruge græskar; masser af pinjekerner og mandler; ikke noget mel; stor, men enkel opskrift! Og nu har jeg prøvet den. Meget interessant!

Kagerne blev ret forskellige: de første, som jeg rullede i hele pinjekerner var ret store, men da jeg hurtigt løb tør for (dyre!) pinjekerner, lavede jeg de næste mindre - og rullede jeg dem i en blanding af hakkede pinjekerner og perlesukker. Ifølge opskriften skulle "panelletterne" blive bedre af at trække (mindst) et døgn, så det ser jeg frem til... Opskriften kommer på Kage!Kage!Kage! inden længe.

(Tilføjelse til bloggen 26. november 2008: Jeg har samlet otte knaldgode opskrifter på kager uden mel - det bliver de altså ikke hverken kedelige eller sunde af! - i en pdf-fil (lige til at printe ud), som du kan købe for kun kr. 20,- Se på min hjemmeside: Opskriftshæfte til salg!)