Det er muligt, at jeg ikke er helt uvildig - en del af min barndom har jeg boet i Sorø - men sker der ikke pænt meget på chokoladefronten i den ellers MEGET fredelige provinsby?
I nogle år har Emils Chokolade været et meget populært træfpunkt midt på Storgade: en lillebitte butik med en tilsvarende stor kø. Altid. God chokolade. God is. God lakrids. Men endnu bedre: god service - og HOLDNINGER!
Hvornår har du sidst været inde i en chokoladebutik, der samler ind til Pakistan - eller andet velgørende? På en facon, der både inkluderer chokolade, humor og alvor? Emils Chokolade samler ind ved at tilbyde "næsten gratis varm chokolade" på onsdag den 1. september kl. 18-20 i butikken: Du må selv bestemme prisen, så hvis du vil gøre et røverkøb, betaler du bare 1 krone, og hvis du vil gøre en rigtig god gerning, må du gerne betale 100 kroner eller mere. Når den sidste kop er solgt, sender vi alle pengene til ofrene for katastrofen i PAKISTAN.
Hvis du ikke kan være til stede i Sorø, er der en alternativ mulighed for at yde et bidrag via Emils indsamling hos Røde Kors. Det synes jeg er cool! Emils Chokolade er på Facebook.
En anden chokonyhed fra Sorø handler om åbningen af en chokoladefabrik: den rare Chokoman åbnede en "lækker fabrik" den 20. august - på bare 20 m2, "Sorø's mindste og sødeste fabrik". Lokalt webtv rapporterer.
Der kører tog til Sorø fra København hver time...
mandag, august 30, 2010
søndag, august 29, 2010
Nu med opskrift: Hvis madbloggersymposiet var en kage
Som nævnt i mit korte - og teknisk udfordrede - indlæg i går kan Madbloggersymposiet 2010 ikke være andet end et overflødighedshorn.
Og hvorfor nu det? Ja, det indlysende er jo, at dagen var et som et overflødighedshorn: lækre, faste rammer fyldt ud af mængder af andre lækkerier i form af indlæg, smagsprøver, sponsorgaver, god mad og ikke mindst godt selskab.
Tillad mig at pine metaforen lidt videre.
Man tager:
84 passionerede mandler (eller kvindler), der blogger om mad, og kværner dem gennem et hårdt program
17 sukkersøde sponsorer og
2 æggehvider, der får det hele til at hænge sammen.
(Det er måske ikke superflatterende at blive sammenlignet med en æggehvide, men hvis jeg nu siger, at Rasmus Holmgård og Marie Jeng er de mest kompetente, venlige og inspirerende æggehvider, som jeg nogensinde har mødt - og jeg har mødt mange - så er det måske i orden?)
I et rigtigt overflødighedshorn skal der også fyldes noget i hornet. Det kan være mere kransekage, chokolader, frugt eller andet fint og godt. I dette tilfælde var fyldet bl.a. en smagsprøve på en ny chokolade fra Toms, en fantastisk tilbud på en Quooker, en spændende ost fra Arla, en flaske isthe og en flaske avocadoolie.
Jeg er vild med kransekage. Vild med mulighederne for at variere ingredienser (jeg har både bagt kransekage med hassel- og valnødder, og DET er interessant), pynt og former - og det er stadig kransekage. Enkelt, fokuseret, lækkert.
Madbloggerdagen kunne have været stykket sammen på mange andre måder. Der kunne have været mere "crowd participation" og mere tid til mingling. Der kunne have været færre indlæg og mere tid til workshops og til at komme i dybden. Der kunne have været lagt mere vægt på "det brede lag" gastronomien og madglæden i stedet for det finere gastronomiske skoleridt. Der var så mange ting, som kunne have været anderledes. Men det var de heldigvis ikke.
Madbloggersymposium 2010 var helt sit eget overflødighedshorn, og jeg satser på også at få en bid af kagen i 2011.
(Arla har et tema om kransekage og her kan du finde en mere konventionel opskrift, hvis du er blevet lækkersulten.)
Og hvorfor nu det? Ja, det indlysende er jo, at dagen var et som et overflødighedshorn: lækre, faste rammer fyldt ud af mængder af andre lækkerier i form af indlæg, smagsprøver, sponsorgaver, god mad og ikke mindst godt selskab.
Tillad mig at pine metaforen lidt videre.
Man tager:
84 passionerede mandler (eller kvindler), der blogger om mad, og kværner dem gennem et hårdt program
17 sukkersøde sponsorer og
2 æggehvider, der får det hele til at hænge sammen.
(Det er måske ikke superflatterende at blive sammenlignet med en æggehvide, men hvis jeg nu siger, at Rasmus Holmgård og Marie Jeng er de mest kompetente, venlige og inspirerende æggehvider, som jeg nogensinde har mødt - og jeg har mødt mange - så er det måske i orden?)
I et rigtigt overflødighedshorn skal der også fyldes noget i hornet. Det kan være mere kransekage, chokolader, frugt eller andet fint og godt. I dette tilfælde var fyldet bl.a. en smagsprøve på en ny chokolade fra Toms, en fantastisk tilbud på en Quooker, en spændende ost fra Arla, en flaske isthe og en flaske avocadoolie.
Jeg er vild med kransekage. Vild med mulighederne for at variere ingredienser (jeg har både bagt kransekage med hassel- og valnødder, og DET er interessant), pynt og former - og det er stadig kransekage. Enkelt, fokuseret, lækkert.
Madbloggerdagen kunne have været stykket sammen på mange andre måder. Der kunne have været mere "crowd participation" og mere tid til mingling. Der kunne have været færre indlæg og mere tid til workshops og til at komme i dybden. Der kunne have været lagt mere vægt på "det brede lag" gastronomien og madglæden i stedet for det finere gastronomiske skoleridt. Der var så mange ting, som kunne have været anderledes. Men det var de heldigvis ikke.
Madbloggersymposium 2010 var helt sit eget overflødighedshorn, og jeg satser på også at få en bid af kagen i 2011.
(Arla har et tema om kransekage og her kan du finde en mere konventionel opskrift, hvis du er blevet lækkersulten.)
lørdag, august 28, 2010
Hvis madbloggersymposiet var en kage...
Madbloggersymposium 2010. Jeg har glædet mig længe. Og nu sidder jeg midt i det og har 7 minutter til at skrive et indlæg. Det kan vist kun blive en smagsprøve!
Inden jeg kom her i dag tænkte jeg over, hvordan jeg ville se symposiet som en kage. Jeg har i løbet af dagen tænkt over om min association stadig holder - og det gør den: det er jo et overflødighedshorn.
(Øv, lidt tekniske problemer, og nu er tiden ved at være gået. Jeg ser, om jeg kan snige mig lidt længere...)
Inden jeg kom her i dag tænkte jeg over, hvordan jeg ville se symposiet som en kage. Jeg har i løbet af dagen tænkt over om min association stadig holder - og det gør den: det er jo et overflødighedshorn.
(Øv, lidt tekniske problemer, og nu er tiden ved at være gået. Jeg ser, om jeg kan snige mig lidt længere...)
onsdag, august 25, 2010
Kamelmælkschokolade - det kalder jeg eksotisk!
Endnu en god grund til at jeg ser mere frem til Politikens økonomitillæg om onsdagen end til filmtillægget om torsdagen: jeg kan blive overrasket! Og det er jeg lige blevet.
Der er en temmelig fyldig artikel på side seks om et nyt produkt fra Dubai: luksuschokolade lavet på mælk fra kameler. Slug den!
Firmaet hedder Al Nassma og præsenterer sig Al Nassma - First and finest camel milk chocolate. Firmaet producerer fyldte chokoladeplader, hule kamelfigurer og skattekister af træ med fyldte chokolader. Iflg. Politiken kan du købe en boks til $ 2.500. Så er der sikkert også nok til at du kan invitere gæster... Måske er en lille karavane mere overkommelig?
I Dubai har man ønsket at lave et signaturprodukt; en souvenir ud over set sædvanlige - og jeg synes da at kamelmælkschokolade er et friskt bud. Jeg har ingen planer om at rejse til Dubai i den kommende tid, men jeg var straks inde for at lure på firmaets hjemmeside. Der er fine billeder og poetiske beskrivelser af både ørkenens, kamelens og chokoladens inderste væsen. Men deres webshop lader en del tilbage at ønske. Hvis jeg er blevet fristet af de lækre billeder - uden priser - kan jeg bare ringe til Al Nassma Chokoline. Oh yeah? Not!
Det lader til, at der kommer en rigtig webshop op at køre inden længe. Hvis ikke jeg har glemt alt om sagen i mellemtiden, skal jeg nok vende tilbage med nyt fra kamelmælkschokoladefronten senere. Det ser sg'u spændende ud!
Der er en temmelig fyldig artikel på side seks om et nyt produkt fra Dubai: luksuschokolade lavet på mælk fra kameler. Slug den!
Firmaet hedder Al Nassma og præsenterer sig Al Nassma - First and finest camel milk chocolate. Firmaet producerer fyldte chokoladeplader, hule kamelfigurer og skattekister af træ med fyldte chokolader. Iflg. Politiken kan du købe en boks til $ 2.500. Så er der sikkert også nok til at du kan invitere gæster... Måske er en lille karavane mere overkommelig?
I Dubai har man ønsket at lave et signaturprodukt; en souvenir ud over set sædvanlige - og jeg synes da at kamelmælkschokolade er et friskt bud. Jeg har ingen planer om at rejse til Dubai i den kommende tid, men jeg var straks inde for at lure på firmaets hjemmeside. Der er fine billeder og poetiske beskrivelser af både ørkenens, kamelens og chokoladens inderste væsen. Men deres webshop lader en del tilbage at ønske. Hvis jeg er blevet fristet af de lækre billeder - uden priser - kan jeg bare ringe til Al Nassma Chokoline. Oh yeah? Not!
Det lader til, at der kommer en rigtig webshop op at køre inden længe. Hvis ikke jeg har glemt alt om sagen i mellemtiden, skal jeg nok vende tilbage med nyt fra kamelmælkschokoladefronten senere. Det ser sg'u spændende ud!
tirsdag, august 24, 2010
Iskold koldskål - nu præmieret!
Sådan! Jeg har vundet en præmie. Utroligt, hvad der kan ske ude på det store, dejlige internet:
Jeg deltager i Madbloggersymposium 2010, som løber af stabelen i den kommende weekend. Det bliver superspændende helt i sin egen ret, men nu faldt der sørme en "sidegevinst" af fra en af symposiets sponsorer, cofoco, copenhagen food consulting.
Jeg kan ikke HELT gennemskue, hvad det der "consulting" går ud på, men det er noget med mad, og det er jo fint. cofoco står bag et nyt madmagasin, Copenhagen Food, der sendes på gaden lige om lidt. Og så har de et godt slagord: Vi hjælper hinanden! Cofoco giver jer gode oplevelser, I giver cofoco gode idéer!
Det er lige præcis noget af det jeg elsker ved internettet: muligheden for at udveksle ideer, oplevelser, info mm. JEG giver det, som jeg har rigeligt af; DU giver det, som du har rigeligt af. På nettet har vi muligheden for at finde hinanden.
Selvfølgelig har jeg snuset nysgerrigt rundt på cofoco's hjemmeside og også fundet dem på Facebook. Og der fandt jeg så en konkurrence for en uges tid siden:
Ta’et billede af din bedste sommerret og vind! Det eneste du skal gøre er at lægge billedet op her, skrive navn og adresse, så sender vi præmien! Der udvælges 3 gavekort indpakket i 3 kogebøger. Kreativitet mht. tekst, foto, ingridiencer osv. belønnes.
Hvor svært kan det være? Jeg "afleverede" - næsten uden problemer - et billede af min iskolde koldskål med hjemmelavede kammerjunkere (som jeg tidligere har omtalt et par gange her på bloggen) med frosne hindbærhjerter. Og ventede.
Og holdt øje med hvilke andre bidrag der blev indleveret til konkurrencen. Det blev - heldigvis, man vil vel gerne vinde! - ikke til så mange, og undervejs fik mit billede et par gode kommentarer med på vejen.
I går kom afgørelsen: jeg er en af de tre vindere!
Vi har således udført den lille internet-udvekslings-dans: jeg - og andre madbloggere - får mulighed for at deltage i et arrangement på grund af gode sponsorer; cofoco får - positiv - opmærksomhed fra madbloggere, som også mener noget om mad. Jeg får herlig anerkendelse for en god og ret simpel idé og oven i købet en præmie; cofoco får en god idé - og omtale på min blog som DERES sidegevinst.
Nu er det - næsten - lige meget med præmien...
Jeg deltager i Madbloggersymposium 2010, som løber af stabelen i den kommende weekend. Det bliver superspændende helt i sin egen ret, men nu faldt der sørme en "sidegevinst" af fra en af symposiets sponsorer, cofoco, copenhagen food consulting.
Jeg kan ikke HELT gennemskue, hvad det der "consulting" går ud på, men det er noget med mad, og det er jo fint. cofoco står bag et nyt madmagasin, Copenhagen Food, der sendes på gaden lige om lidt. Og så har de et godt slagord: Vi hjælper hinanden! Cofoco giver jer gode oplevelser, I giver cofoco gode idéer!
Det er lige præcis noget af det jeg elsker ved internettet: muligheden for at udveksle ideer, oplevelser, info mm. JEG giver det, som jeg har rigeligt af; DU giver det, som du har rigeligt af. På nettet har vi muligheden for at finde hinanden.
Selvfølgelig har jeg snuset nysgerrigt rundt på cofoco's hjemmeside og også fundet dem på Facebook. Og der fandt jeg så en konkurrence for en uges tid siden:
Ta’et billede af din bedste sommerret og vind! Det eneste du skal gøre er at lægge billedet op her, skrive navn og adresse, så sender vi præmien! Der udvælges 3 gavekort indpakket i 3 kogebøger. Kreativitet mht. tekst, foto, ingridiencer osv. belønnes.
Hvor svært kan det være? Jeg "afleverede" - næsten uden problemer - et billede af min iskolde koldskål med hjemmelavede kammerjunkere (som jeg tidligere har omtalt et par gange her på bloggen) med frosne hindbærhjerter. Og ventede.
Og holdt øje med hvilke andre bidrag der blev indleveret til konkurrencen. Det blev - heldigvis, man vil vel gerne vinde! - ikke til så mange, og undervejs fik mit billede et par gode kommentarer med på vejen.
I går kom afgørelsen: jeg er en af de tre vindere!
Vi har således udført den lille internet-udvekslings-dans: jeg - og andre madbloggere - får mulighed for at deltage i et arrangement på grund af gode sponsorer; cofoco får - positiv - opmærksomhed fra madbloggere, som også mener noget om mad. Jeg får herlig anerkendelse for en god og ret simpel idé og oven i købet en præmie; cofoco får en god idé - og omtale på min blog som DERES sidegevinst.
Nu er det - næsten - lige meget med præmien...
mandag, august 16, 2010
Abrikostærte - Tak til Mira! - og lidt bonusinfo
Jeg blev fristet på Miras blog af de skønne billeder og yndlingsingredienserne: abrikoser og mandelmel. Jeg har lige taget abrikostærten ud af ovnen, og den står og køler af, så den er klar til et frokostmøde i morgen. Jeg har altså ikke smagt den endnu, men jeg er ret sikker: den er SKØN!
Mira lavede sin tærte på købt butterdej - men foreslog også en mørdej. Den løsning sprang jeg på, og jeg valgte en sød mørdej, for jeg har meget stor respekt for blommer og abrikosers evne til at blive kraftigere OG mere sure i smagen, når de bliver bagt.
Mørdejsbund:
175 g koldt smør
285 g mel
80 g flormelis
ca. 1 spsk koldt vand
Skær smørret i mindre tern. Kør smør, mel og flormelis i en foodprocessor indtil det er grynet, men jævnt. Tilsæt lidt vand og saml dejen - evt. med hænderne. Dejen har ikke godt af at blive bearbejdet for længe i foodprocessoren.
Fordel dejen i en tærteform og bag bunden i 10-15 minutter ved 200 grader. Lav fyldet imens.
Frangipanefyld:
75 g smør (så fik du brugt præcis en hel pakke!)
75 g mandelmel (Lav det evt. af dine egne smuttede, tørrede mandler; det kan være svært at skaffe. I København kan jeg anbefale Moughal Food Store, Vesterbrogade 108)
1æg
4 + 1 spsk sukker
1 tsk vanillesukker
8-10 abrikoser (afhængigt af størrelsen på din tærteform)
Kør smør, mandelmel, æg, 4 spsk sukker og vanillesukker i foodprocessoren. (Du behøver ikke at vaske den efter du har lavet dejen!) Lav en blød, ensartet masse. Halver abrikoserne og fjern stenene.
Når bundens forbagning er overstået tager du den ud af ovnen og lader den køle af et par minutter. Fordel frangipanemassen over hele bunden (det virker ikke af så meget, men bare rolig, det "vokser", når det kommer ind i ovnen) og læg bagefter de halve abrikoser på, så de ligger ret tæt. Fordel den sidste spsk sukker - eller lidt mere - ud over abrikoserne.
Bag i 30-40 minutter ved 200 grader eller indtil den er smukt gylden.
Server evt. med flødeskum, creme fraiche eller en kugle vanilleis.
Bonusinfo om abrikoser (Tak til Wikipedia!):
På tyrkisk siger man, når noget er helt i top, så godt, som det overhovedet kan blive: "bundan iyisi Şam'da kayısı" som - åbenbart - betyder: det eneste, der er bedre end dette, er en abrikos i Damaskus.
Til gengæld anser US Marine Corps abrikoser for at være forheksede - på den dårlige måde. Mange marinere vil ikke spise abrikoser, vil ikke tillade abrikoser i deres køre-/fartøjer, og nogen vil end ikke sige ordet. Der er ingen, der ved, hvor overtroen er begyndt, og der er adskillige helt sandfærdige soldaterhistorier om den uheldssvangre frugt på nettet.
Jeg er hverken tyrker eller marinesoldat. Jeg synes bare, at abrikoser er smukke og smager godt.
Mira lavede sin tærte på købt butterdej - men foreslog også en mørdej. Den løsning sprang jeg på, og jeg valgte en sød mørdej, for jeg har meget stor respekt for blommer og abrikosers evne til at blive kraftigere OG mere sure i smagen, når de bliver bagt.
Mørdejsbund:
175 g koldt smør
285 g mel
80 g flormelis
ca. 1 spsk koldt vand
Skær smørret i mindre tern. Kør smør, mel og flormelis i en foodprocessor indtil det er grynet, men jævnt. Tilsæt lidt vand og saml dejen - evt. med hænderne. Dejen har ikke godt af at blive bearbejdet for længe i foodprocessoren.
Fordel dejen i en tærteform og bag bunden i 10-15 minutter ved 200 grader. Lav fyldet imens.
Frangipanefyld:
75 g smør (så fik du brugt præcis en hel pakke!)
75 g mandelmel (Lav det evt. af dine egne smuttede, tørrede mandler; det kan være svært at skaffe. I København kan jeg anbefale Moughal Food Store, Vesterbrogade 108)
1æg
4 + 1 spsk sukker
1 tsk vanillesukker
8-10 abrikoser (afhængigt af størrelsen på din tærteform)
Kør smør, mandelmel, æg, 4 spsk sukker og vanillesukker i foodprocessoren. (Du behøver ikke at vaske den efter du har lavet dejen!) Lav en blød, ensartet masse. Halver abrikoserne og fjern stenene.
Når bundens forbagning er overstået tager du den ud af ovnen og lader den køle af et par minutter. Fordel frangipanemassen over hele bunden (det virker ikke af så meget, men bare rolig, det "vokser", når det kommer ind i ovnen) og læg bagefter de halve abrikoser på, så de ligger ret tæt. Fordel den sidste spsk sukker - eller lidt mere - ud over abrikoserne.
Bag i 30-40 minutter ved 200 grader eller indtil den er smukt gylden.
Server evt. med flødeskum, creme fraiche eller en kugle vanilleis.
Bonusinfo om abrikoser (Tak til Wikipedia!):
På tyrkisk siger man, når noget er helt i top, så godt, som det overhovedet kan blive: "bundan iyisi Şam'da kayısı" som - åbenbart - betyder: det eneste, der er bedre end dette, er en abrikos i Damaskus.
Til gengæld anser US Marine Corps abrikoser for at være forheksede - på den dårlige måde. Mange marinere vil ikke spise abrikoser, vil ikke tillade abrikoser i deres køre-/fartøjer, og nogen vil end ikke sige ordet. Der er ingen, der ved, hvor overtroen er begyndt, og der er adskillige helt sandfærdige soldaterhistorier om den uheldssvangre frugt på nettet.
Jeg er hverken tyrker eller marinesoldat. Jeg synes bare, at abrikoser er smukke og smager godt.
søndag, august 15, 2010
Opskrifter på mobilen: kammerjunkere og macarons
Jeg har lagt to nye (gamle) opskrifter ud på min mobil-hjemmeside. Kammerjunkere og macarons. Er herlig dansk og en herlig fransk småkage med hver sin historie og hvert sit udtryk. Den ene opfattes som ydmyg og spises oftest "bare" som tilbehør til koldskål - sommerens desserthit. Den anden ses som dekadent og overdådig og nydes gerne i små bidder til en kop god kaffe.
Find mobil-hjemmesiden på http://kage.zinadoo.mobi/
Prøv adressen i din smartphone - hvis du altså har sådan én...
Find mobil-hjemmesiden på http://kage.zinadoo.mobi/
Prøv adressen i din smartphone - hvis du altså har sådan én...
Nyt liv til gammel chokolade
Der er ikke noget, der skal gå til spilde. Og da slet ikke chokolade!
Under søndagsoprydningen fandt jeg en pose med chokolade-kaffebønner, som må være blevet tilovers fra jul. De har lidt under sommerens varme og er blevet matte og kedelige. Ikke lige til at servere for gæster. Men så kan man da heldigvis sætte en redningsaktion i gang - og fikse desserten til søndagsmiddagen i samme omgang.
Jeg tog en god håndfuld bønner og smed den i en skål sammen med en pæn sjat piskefløde. Så kom skålen i mikroen på fuldt tryk i ganske få sekunder - indtil fløden kom i kog. Ud med sagerne og røre forsigtigt rundt, indtil det samler sig som en glat creme. Nu er al mathed borte.
Fordi det var kaffechokolade, hældte jeg den lille, tætte creme op i et par espressokopper og satte dem i køleskabet - og vupti - superlækker, enkel dessert på ganske få minutter (+ køletid...). Og der er ryddet op i skabet.
Under søndagsoprydningen fandt jeg en pose med chokolade-kaffebønner, som må være blevet tilovers fra jul. De har lidt under sommerens varme og er blevet matte og kedelige. Ikke lige til at servere for gæster. Men så kan man da heldigvis sætte en redningsaktion i gang - og fikse desserten til søndagsmiddagen i samme omgang.
Jeg tog en god håndfuld bønner og smed den i en skål sammen med en pæn sjat piskefløde. Så kom skålen i mikroen på fuldt tryk i ganske få sekunder - indtil fløden kom i kog. Ud med sagerne og røre forsigtigt rundt, indtil det samler sig som en glat creme. Nu er al mathed borte.
Fordi det var kaffechokolade, hældte jeg den lille, tætte creme op i et par espressokopper og satte dem i køleskabet - og vupti - superlækker, enkel dessert på ganske få minutter (+ køletid...). Og der er ryddet op i skabet.
Stort set alle slags chokolade kan få kunstigt åndedræt på denne måde. Lys, mørk, hvid. Med knas. Med mintfyld. Med nødder. Når cremen er blød kan man fx. tilsætte syltet ingefær, en sjat rom eller whisky, revet appelsinskal, cornflakes, rosiner, lidt chili. Den bløde, lune chokoladecreme kan man også dyppe stykker af frugt i... Prøv dig frem. Det kan ikke gå galt!
Der er ikke noget, der skal gå til spilde. Slet ikke chokolade!
torsdag, august 12, 2010
Kage, kunsthåndværk - og herregode trøfler!
I dag var jeg omkring kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads i København. Det har jo ikke umiddelbart noget med kage at gøre, men som bekendt: "alt afhænger af øjnene der ser". Jeg er vist ikke den eneste der bliver inspireret af søde sager...
Appetitlige ringe i silikone af Mette Laier. Mit billede - herover - er vist ikke så tydeligt, men så se herunder; de er da lige til at kaste sig frådende over!
Så var der chokoladefrøer i keramik:
Jeg fik desværre ikke fat i, hvem kunstneren var.
Her er et KAGEfad. Billedet er ikke så tydeligt - og jeg ved heller ikke hér, hvem kunstneren er. Beklager. Men ideen er da meget god...
Som et lille plaster på såret over dette lidt billedmæssigt ynkelige og på mange måder uspiselige indlæg får du her en opskrift på nemme "hot chocolate stones", småstærke chokoladetrøfler, som især mænd efter sigende kan bruge som scoretrick. Det ville virke på mig...
Det er den - i mine øjne og ører - helt vildt morsomme kok, Chef John, fra foodwishes.com, der står for opskriften (som jeg forsigtigt har omregnet til "metric" og helt uforsigtigt har tyvstjålet med samt visse af hans morsomheder). Og selvom Chef John taler/skriver meget om Valentines Dag vil jeg lige slå en STOR streg under det faktum, at chokoladetrøfler kan og bør spises året rundt!
Begynd evt. med instruktionsvideoen. It makes me smile.
Hæld blandingen ud på et stykke plastikfilm og form massen til en pølse/blok. Det er ikke så vigtigt. Læg massen i køleskabet indtil den er fast nok til at skære i.
Skær chokoladen ud i grove firkanter/klodser. De skal være lidt rustikke og ligne små brosten. Kom dine chokoladeklodser i en skål med et par spiseskefulde kakaopulver og ryst forsigtigt rundt, så trøflerne - som de nu er blevet til - bliver dækket af et tyndt lag kakao.
Læg chokoladerne i den fine æske og giv dem til én du holder af. Dig selv, måske.
Appetitlige ringe i silikone af Mette Laier. Mit billede - herover - er vist ikke så tydeligt, men så se herunder; de er da lige til at kaste sig frådende over!
Så var der chokoladefrøer i keramik:
Jeg fik desværre ikke fat i, hvem kunstneren var.
Her er et KAGEfad. Billedet er ikke så tydeligt - og jeg ved heller ikke hér, hvem kunstneren er. Beklager. Men ideen er da meget god...
Som et lille plaster på såret over dette lidt billedmæssigt ynkelige og på mange måder uspiselige indlæg får du her en opskrift på nemme "hot chocolate stones", småstærke chokoladetrøfler, som især mænd efter sigende kan bruge som scoretrick. Det ville virke på mig...
Det er den - i mine øjne og ører - helt vildt morsomme kok, Chef John, fra foodwishes.com, der står for opskriften (som jeg forsigtigt har omregnet til "metric" og helt uforsigtigt har tyvstjålet med samt visse af hans morsomheder). Og selvom Chef John taler/skriver meget om Valentines Dag vil jeg lige slå en STOR streg under det faktum, at chokoladetrøfler kan og bør spises året rundt!
Begynd evt. med instruktionsvideoen. It makes me smile.
- 225 god, mørk chokolade (nej, du kan ikke bruge mælkechokolade - hvis du ikke kan lide mørk chokolade, så find på noget andet! Det siger Chef John selv!)
- en lille knivspids cayennepeber eller knust chili
- en stor knivspids salt
- 1 1/4 dl piskefløde
- kakaopulver til "overtræk"
- en sexet, sort æske med ordet "Love" skrevet hen over låget - eller noget tilsvarende
Hæld blandingen ud på et stykke plastikfilm og form massen til en pølse/blok. Det er ikke så vigtigt. Læg massen i køleskabet indtil den er fast nok til at skære i.
Skær chokoladen ud i grove firkanter/klodser. De skal være lidt rustikke og ligne små brosten. Kom dine chokoladeklodser i en skål med et par spiseskefulde kakaopulver og ryst forsigtigt rundt, så trøflerne - som de nu er blevet til - bliver dækket af et tyndt lag kakao.
Læg chokoladerne i den fine æske og giv dem til én du holder af. Dig selv, måske.
mandag, august 09, 2010
Om vanilje: Prinsesse Morgenstjerne og blod-orkideen
Ferien er slut. Jeg er tilbage på arbejde. Og jeg prøver at holde lidt igen med de søde sager. Det er lidt af en dræber-cocktail, når man nu elsker kager og gerne vil bage dem, spise dem - og skrive om dem. Men jeg tænker positivt og deler ud af min mere teoretiske begejstring for dette og hint.
Hos Piskeriset, en madblogger, som jeg holder lidt øje med, læste jeg for et øjeblik siden om vanilje og et godt sted at købe den, og jeg kom i tanker om noget, som jeg skrev for et par år siden, da jeg selv fik en æske vanillestænger - hjembragt fra Afrika - forærende.
Vanilje er et eventyrligt produkt, og der ligger naturligvis en eventyrlig historie bag:
(Det er mere end sandsynligt, at historien ikke er sand i videnskabelig forstand; til gengæld er den god og matcher i sit storslåede og mytologiske drama vaniljens vidunderlige duft, smag og store betydning gen-nem århundreder.)
Det fortælles, at i tidernes morgen levede kong Tenitzli og hans dronning i Den Strålende Månes Land, Totonocopan. Det var et smukt land med palmekransede strande, grønne dale og flimrende bakker og bjerge. I de tætte, tropiske regnskove i Totonocopan skulle vaniljen få sin oprindelse.
Kong Tenitzlis datter prinsesse Tzacopontziza, Morgenstjerne, var så smuk og dejlig, at kongen og dronnin-gen ikke kunne udholde tanken om at hun en dag skulle giftes med et almindeligt, dødeligt menneske. Derfor bestemte de, at prinsesse Morgenstjerne skulle vie sit liv til at tjene den magtfulde høstgudinde Tonoacayohua, og prinsesse Morgenstjerne gjorde nytte i templet ved at bringe spiselige ofre og blomster til gudinden.
På en af prinsesse Morgenstjernes ture ud i regnskoven for at hente friske blomster skete det uundgåelige: den unge prins Zkatan-Oxga, Unge Hjort, fik øje på den skønne prinsesse og blev straks fortryllet af hendes skønhed. Unge Hjort vidste, at bare det at kaste et blik på hendes uskyldige yndigheder kunne koste ham livet ved halshugning, men han var besat af trangen til at prinsesse Morgenstjerne skulle blive hans hustru og livsledsager. Kærligheden var så stærk, at frygten for at miste livet blev ubetydelig for ham.
Hver morgen tog Unge Hjort tidligt ud i skoven og gemte sig i den tætte underskov, så han kunne se den smukke prinsesse, når hun kom for at plukke blomster.
En morgen, da skyerne hang lavt over bakkerne efter et regnskyl, blev Unge Hjort så overvældet af begær efter prinsessen, at han bestemte sig for at bortføre hende og tage hende op i bjergene. Da hun passerede det sted, hvor han havde gemt sig, sprang han frem og greb hende i armen og trak hende med sig. Dybt inde i den tætte regnskov lod han hende vide, hvad han havde i sinde, og selvom Morgenstjerne var blevet forskrækket over hans pludselige tilsynekomst, så varede det ikke længe inden Unge Hjorts brændende lidenskab også greb hende, og hun fulgte ham villigt videre.
Da de to elskende nåede de første bjerge kom et ildspyende uhyre frem fra en grotte og tvang de to til at fortsætte på den åbne vej. Der blev de straks mødt af en horde af Tonoacayohuas præster, som afskar dem fra den videre vej frem. Før Unge Hjort kunne nå at sige et ord, blev han halshugget af præsterne og umiddelbart efter mødte den skønne prinsesse den samme grufulde skæbne. Deres hjerter blev skåret ud af deres kroppe og blev bragt – mens de stadig bankede - som ofre på gudindens stenalter. De mishandlede kroppe blev smidt i en dyb kløft.
På det sted, hvor græsset var blevet gennemvædet af prinsesse Morgenstjerne og prins Unge Hjorts blod skete der noget mærkeligt: græsset tørrede ind og krøllede sammen og en stærk busk med kraftige grønne blade voksede op i en helt utrolig fart. Kort efter spirede en smaragdgrøn ranke ved buskens fod. Planten havde fine, men stærke slyngtråde, som greb om buskens stamme og grene på en måde, der på samme tid var blid og fast; nærmest som et favntag.
Alle så til med forundring, da der en morgen var gul-grønne orkideer overalt på den grønne ranke; blomsterne så ud som en ung kvinde, der lå og drømte om sin elskede. Blomsterne døde hen og i stedet udviklede der sig slanke, grønne bælge, der gav sig til at udsende en duft, der var langt mere prægtig end den fineste røgelse der nogensinde var blevet ofret til Tonoacayohua.
Tonoacayohuas præster og tilhængere indså, at blodet fra prinsesse Morgenstjerne og Unge Hjort var blevet forvandlet til den stærke busk og den fine ranke, og sådan skabte blodet fra det elskende par den mest velduftende og velsmagende plante i hele verden: vanilje.
Vanilje - fra orkidé til krydderi
Der er så meget sandhed i legenden, at vanilje er en orkidé, der oprindelig voksede i regnskovene i det syd-vestlige Mexico. Faktisk er vanilje den eneste orkide, der dyrkes som nytteplante. Vaniljeblomsterne er relativt uanselige og – mærkeligt nok – nærmest duftløse. Blomsterne er tvekønnede, og for at de ikke skal selvbestøve, er de dækket af en særlig hinde (i forlængelse af legenden kunne man kalde den en jomfruhinde), som kun en helt særlig bi kan gennemtrænge og dermed foretage en naturlig bestøvning.
I 1800-tallet opfandt man en metode til kunstigt at bestøve blomsten, hvilket gjorde det muligt at udvikle og udvide produktionen af vanilje betragteligt. Nu vokser vanilje ikke længere kun i Mexico, men i mange tropiske lande, bl.a. Madagaskar og Tahiti. Vaniljeplantens blomster er kun tilgængelige for bestøvning i mindre end et døgn, så det er nødvendigt, at der bliver holdt grundigt øje med planterne, hvilket naturligvis er meget arbejdskrævende.
Når først de grønne frugter er dannet, er der et kolossalt antal arbejdsgange, der skal gennemføres, før vi har den lækre, fede, velduftende vaniljestang i hånden. Trinene i processen kræver at hver enkelt vaniljestang efterses rigtig mange gange:
1. Høst; bælgene plukkes, mens de stadig er grønne og umodne. På dette tidspunkt er de duftløse.
2. ”Killing”; væksten skal standses, og det kan fx ske ved at de grønne frugter dyppes i kogende vand eller lægges i den varme sol.
3. ”Sweating”; for at vaniljens karakteristiske duft og smag kan udvikle sig, skal bønnerne skiftevis svede og tørre i en indviklet og langvarig proces. Nu bliver stængerne brune
4. Tørring; bønnerne skal langsomt tørres, så vandindholdet går fra 60-70 % til 25-30 %.
5. De nu sorte og læderagtige vaniljestænger skal efterses og strækkes ud inden de pakkes og opbevares i nogle måneder mens den endelige aroma får lov til at udvikle sig.
Sauce Bearnaise a la Vanille
I vores del af verden bruges vanilje næsten udelukkende i det søde køkken, og det er - måske - en skam. Da jeg fik en æske lækre vaniljestænger fra ”Mountains of the Moon” i Uganda fulgte der et lille fint foldet skrift med, som dels fortalte om dyrkningen af vanilje, og dels havde et par specielle vaniljeopskrifter; jeg har ikke prøvet denne, men hvis man vil prøve noget ud over det sædvanlige, så er det en oplagt mulighed:
• ½ dl hvidvinseddike
• 1 spsk. finthakkede skalotteløg
• 1 spsk. finthakket frisk estragon (eller lidt tørret)
• 6 spsk. smør
• 2 hele æg
• 1-2 vaniljestænger
• salt og hvid peber
Kog eddiken ind med løg, estragon, salt og peber i en tykbundet kasserolle indtil der er ca. 2 spsk. tilbage. Smelt smørret i blandingen. Skrab kornene ud af vaniljestængerne og pisk dem sammen med æggene. Hæld langsomt denne blanding i det smeltede smør under kraftig piskning. Bliv ved med at piske til blandingen tykner. Fjern fra varmen. Hvis saucen skiller eller bliver for tyk, så prøv med nogle dråber varmt vand og pisk igen.
Jeg må med skam melde, at jeg stadig ikke har testet opskriften. Måske skulle jeg følge Piskerisets glimrende henvisning og få en ny omgang vaniljestænger bragt i sikkerhed?!
Hos Piskeriset, en madblogger, som jeg holder lidt øje med, læste jeg for et øjeblik siden om vanilje og et godt sted at købe den, og jeg kom i tanker om noget, som jeg skrev for et par år siden, da jeg selv fik en æske vanillestænger - hjembragt fra Afrika - forærende.
Vanilje er et eventyrligt produkt, og der ligger naturligvis en eventyrlig historie bag:
(Det er mere end sandsynligt, at historien ikke er sand i videnskabelig forstand; til gengæld er den god og matcher i sit storslåede og mytologiske drama vaniljens vidunderlige duft, smag og store betydning gen-nem århundreder.)
Det fortælles, at i tidernes morgen levede kong Tenitzli og hans dronning i Den Strålende Månes Land, Totonocopan. Det var et smukt land med palmekransede strande, grønne dale og flimrende bakker og bjerge. I de tætte, tropiske regnskove i Totonocopan skulle vaniljen få sin oprindelse.
Kong Tenitzlis datter prinsesse Tzacopontziza, Morgenstjerne, var så smuk og dejlig, at kongen og dronnin-gen ikke kunne udholde tanken om at hun en dag skulle giftes med et almindeligt, dødeligt menneske. Derfor bestemte de, at prinsesse Morgenstjerne skulle vie sit liv til at tjene den magtfulde høstgudinde Tonoacayohua, og prinsesse Morgenstjerne gjorde nytte i templet ved at bringe spiselige ofre og blomster til gudinden.
På en af prinsesse Morgenstjernes ture ud i regnskoven for at hente friske blomster skete det uundgåelige: den unge prins Zkatan-Oxga, Unge Hjort, fik øje på den skønne prinsesse og blev straks fortryllet af hendes skønhed. Unge Hjort vidste, at bare det at kaste et blik på hendes uskyldige yndigheder kunne koste ham livet ved halshugning, men han var besat af trangen til at prinsesse Morgenstjerne skulle blive hans hustru og livsledsager. Kærligheden var så stærk, at frygten for at miste livet blev ubetydelig for ham.
Hver morgen tog Unge Hjort tidligt ud i skoven og gemte sig i den tætte underskov, så han kunne se den smukke prinsesse, når hun kom for at plukke blomster.
En morgen, da skyerne hang lavt over bakkerne efter et regnskyl, blev Unge Hjort så overvældet af begær efter prinsessen, at han bestemte sig for at bortføre hende og tage hende op i bjergene. Da hun passerede det sted, hvor han havde gemt sig, sprang han frem og greb hende i armen og trak hende med sig. Dybt inde i den tætte regnskov lod han hende vide, hvad han havde i sinde, og selvom Morgenstjerne var blevet forskrækket over hans pludselige tilsynekomst, så varede det ikke længe inden Unge Hjorts brændende lidenskab også greb hende, og hun fulgte ham villigt videre.
Da de to elskende nåede de første bjerge kom et ildspyende uhyre frem fra en grotte og tvang de to til at fortsætte på den åbne vej. Der blev de straks mødt af en horde af Tonoacayohuas præster, som afskar dem fra den videre vej frem. Før Unge Hjort kunne nå at sige et ord, blev han halshugget af præsterne og umiddelbart efter mødte den skønne prinsesse den samme grufulde skæbne. Deres hjerter blev skåret ud af deres kroppe og blev bragt – mens de stadig bankede - som ofre på gudindens stenalter. De mishandlede kroppe blev smidt i en dyb kløft.
På det sted, hvor græsset var blevet gennemvædet af prinsesse Morgenstjerne og prins Unge Hjorts blod skete der noget mærkeligt: græsset tørrede ind og krøllede sammen og en stærk busk med kraftige grønne blade voksede op i en helt utrolig fart. Kort efter spirede en smaragdgrøn ranke ved buskens fod. Planten havde fine, men stærke slyngtråde, som greb om buskens stamme og grene på en måde, der på samme tid var blid og fast; nærmest som et favntag.
Alle så til med forundring, da der en morgen var gul-grønne orkideer overalt på den grønne ranke; blomsterne så ud som en ung kvinde, der lå og drømte om sin elskede. Blomsterne døde hen og i stedet udviklede der sig slanke, grønne bælge, der gav sig til at udsende en duft, der var langt mere prægtig end den fineste røgelse der nogensinde var blevet ofret til Tonoacayohua.
Tonoacayohuas præster og tilhængere indså, at blodet fra prinsesse Morgenstjerne og Unge Hjort var blevet forvandlet til den stærke busk og den fine ranke, og sådan skabte blodet fra det elskende par den mest velduftende og velsmagende plante i hele verden: vanilje.
Vanilje - fra orkidé til krydderi
Der er så meget sandhed i legenden, at vanilje er en orkidé, der oprindelig voksede i regnskovene i det syd-vestlige Mexico. Faktisk er vanilje den eneste orkide, der dyrkes som nytteplante. Vaniljeblomsterne er relativt uanselige og – mærkeligt nok – nærmest duftløse. Blomsterne er tvekønnede, og for at de ikke skal selvbestøve, er de dækket af en særlig hinde (i forlængelse af legenden kunne man kalde den en jomfruhinde), som kun en helt særlig bi kan gennemtrænge og dermed foretage en naturlig bestøvning.
I 1800-tallet opfandt man en metode til kunstigt at bestøve blomsten, hvilket gjorde det muligt at udvikle og udvide produktionen af vanilje betragteligt. Nu vokser vanilje ikke længere kun i Mexico, men i mange tropiske lande, bl.a. Madagaskar og Tahiti. Vaniljeplantens blomster er kun tilgængelige for bestøvning i mindre end et døgn, så det er nødvendigt, at der bliver holdt grundigt øje med planterne, hvilket naturligvis er meget arbejdskrævende.
Når først de grønne frugter er dannet, er der et kolossalt antal arbejdsgange, der skal gennemføres, før vi har den lækre, fede, velduftende vaniljestang i hånden. Trinene i processen kræver at hver enkelt vaniljestang efterses rigtig mange gange:
1. Høst; bælgene plukkes, mens de stadig er grønne og umodne. På dette tidspunkt er de duftløse.
2. ”Killing”; væksten skal standses, og det kan fx ske ved at de grønne frugter dyppes i kogende vand eller lægges i den varme sol.
3. ”Sweating”; for at vaniljens karakteristiske duft og smag kan udvikle sig, skal bønnerne skiftevis svede og tørre i en indviklet og langvarig proces. Nu bliver stængerne brune
4. Tørring; bønnerne skal langsomt tørres, så vandindholdet går fra 60-70 % til 25-30 %.
5. De nu sorte og læderagtige vaniljestænger skal efterses og strækkes ud inden de pakkes og opbevares i nogle måneder mens den endelige aroma får lov til at udvikle sig.
Sauce Bearnaise a la Vanille
I vores del af verden bruges vanilje næsten udelukkende i det søde køkken, og det er - måske - en skam. Da jeg fik en æske lækre vaniljestænger fra ”Mountains of the Moon” i Uganda fulgte der et lille fint foldet skrift med, som dels fortalte om dyrkningen af vanilje, og dels havde et par specielle vaniljeopskrifter; jeg har ikke prøvet denne, men hvis man vil prøve noget ud over det sædvanlige, så er det en oplagt mulighed:
• ½ dl hvidvinseddike
• 1 spsk. finthakkede skalotteløg
• 1 spsk. finthakket frisk estragon (eller lidt tørret)
• 6 spsk. smør
• 2 hele æg
• 1-2 vaniljestænger
• salt og hvid peber
Kog eddiken ind med løg, estragon, salt og peber i en tykbundet kasserolle indtil der er ca. 2 spsk. tilbage. Smelt smørret i blandingen. Skrab kornene ud af vaniljestængerne og pisk dem sammen med æggene. Hæld langsomt denne blanding i det smeltede smør under kraftig piskning. Bliv ved med at piske til blandingen tykner. Fjern fra varmen. Hvis saucen skiller eller bliver for tyk, så prøv med nogle dråber varmt vand og pisk igen.
Jeg må med skam melde, at jeg stadig ikke har testet opskriften. Måske skulle jeg følge Piskerisets glimrende henvisning og få en ny omgang vaniljestænger bragt i sikkerhed?!
mandag, august 02, 2010
Haves: ideer til nøddekager - Ønskes: et nøddehegn
Da jeg var i Jylland i sidste uge i et par dages feriekrampetrækninger, kom jeg forbi adskillige nøddebuske. Nødderne er nu på et stadie, hvor de hænger lysende hvide på busken, men hvor der ikke rigtigt er noget inde i skallen. Jeg fik et billede af en syvling men det vil ikke ud af kameraet! (Nu fik jeg billedet ud alligevel. 3. august.)
Der kommer mange nødder i år. Og friske hasselnødder er da bare noget af det fineste, som den danske natur kan frembringe.
Problemet er bare, at jeg ikke lige ved, hvor jeg skal finde dem. Jeg kommer ikke nødvendigvis til Jylland lige når nødderne er modne, og jeg har ikke spottet nogle gode nøddehegn på Vesterbrogade.
Ved du, hvor der vokser nødder, som er tilgængelige? Når man ikke har bil? Og bor i København? Og vil du afsløre det? Et godt tip kan byttes med et eller andet nøddelækkert. Læg en besked eller skriv til mig: lise@kagekagekage.dk
Hasselnødder minder mig altid om mine bedsteforældre.
De havde en hasselnøddebusk midt i haven, som bare voksede sig større og større år efter år. Den blev kæmpestor. Synes jeg i hvert fald dengang. Busken udgjordes af op mod hundrede samlede stammer, der stod som en buket med grenene der bredte sig ud og næsten dannede en hule, hvor vi kunne sidde i skyggen. Bedstemor talte om de gode sommerdage, hvor det var rart at gå ude i solen - og om de rigtigt gode sommerdage, hvor man kunne sidde i skyggen under nøddebusken uden at fryse.
Billedet her har jeg fundet på nettet, men det giver lidt af en idé om, hvordan man kan sidde med havestole og køligt saftevand i den varme skygge.
Under min billedjagt opdagede jeg også noget, som jeg tidligere kun har anet: hasselen er et magisk træ. I mange kulturer - bare ikke lige den kristne - er hasselen kundskabens træ. I kelternes dødsrige, Otherworld, stod ni hasseltræer i en kreds rundt om Visdommens Brønd og tabte deres nødder ned i brønden, hvor de fungerede som føde for Visdomslaksen. Den opnåede på den måde at besidde al visdom i hele verden.
Bedstefar gjorde et stort nummer ud af at vise os børnebørn om foråret, hvordan hanblomster og hunblomster på hasselen ser ud, og det er børnelærdom, at der skal både en han og en hun til for at der kan komme små nødder ud af det. Hanblomsten, raklen, er let at få øje på,
men hunblomsten er meget mindre og det kræver hjælp fra en bedstefar - eller noget tilsvarende - at opdage den lille røde dusk.
Nu skal jeg ikke komme med huskeregler, der ikke er børneegnede; jeg synes ikke at det er nødvendigt... :-)
Der kommer mange nødder i år. Og friske hasselnødder er da bare noget af det fineste, som den danske natur kan frembringe.
Problemet er bare, at jeg ikke lige ved, hvor jeg skal finde dem. Jeg kommer ikke nødvendigvis til Jylland lige når nødderne er modne, og jeg har ikke spottet nogle gode nøddehegn på Vesterbrogade.
Ved du, hvor der vokser nødder, som er tilgængelige? Når man ikke har bil? Og bor i København? Og vil du afsløre det? Et godt tip kan byttes med et eller andet nøddelækkert. Læg en besked eller skriv til mig: lise@kagekagekage.dk
Hasselnødder minder mig altid om mine bedsteforældre.
(Billedet er vist fra deres guldbryllup midt i halvfjerdserne - overført fra dias.) |
Billedet her har jeg fundet på nettet, men det giver lidt af en idé om, hvordan man kan sidde med havestole og køligt saftevand i den varme skygge.
Under min billedjagt opdagede jeg også noget, som jeg tidligere kun har anet: hasselen er et magisk træ. I mange kulturer - bare ikke lige den kristne - er hasselen kundskabens træ. I kelternes dødsrige, Otherworld, stod ni hasseltræer i en kreds rundt om Visdommens Brønd og tabte deres nødder ned i brønden, hvor de fungerede som føde for Visdomslaksen. Den opnåede på den måde at besidde al visdom i hele verden.
Bedstefar gjorde et stort nummer ud af at vise os børnebørn om foråret, hvordan hanblomster og hunblomster på hasselen ser ud, og det er børnelærdom, at der skal både en han og en hun til for at der kan komme små nødder ud af det. Hanblomsten, raklen, er let at få øje på,
men hunblomsten er meget mindre og det kræver hjælp fra en bedstefar - eller noget tilsvarende - at opdage den lille røde dusk.
Nu skal jeg ikke komme med huskeregler, der ikke er børneegnede; jeg synes ikke at det er nødvendigt... :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)