torsdag, august 12, 2010

Kage, kunsthåndværk - og herregode trøfler!

I dag var jeg omkring kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads i København. Det har jo ikke umiddelbart noget med kage at gøre, men som bekendt: "alt afhænger af øjnene der ser". Jeg er vist ikke den eneste der bliver inspireret af søde sager...


Appetitlige ringe i silikone af Mette Laier. Mit billede - herover - er vist ikke så tydeligt, men så se herunder; de er da lige til at kaste sig frådende over!


Så var der chokoladefrøer i keramik:

Jeg fik desværre ikke fat i, hvem kunstneren var.

Her er et KAGEfad. Billedet er ikke så tydeligt - og jeg ved heller ikke hér, hvem kunstneren er. Beklager. Men ideen er da meget god...

Som et lille plaster på såret over dette lidt billedmæssigt ynkelige og på mange måder uspiselige indlæg får du her en opskrift på nemme "hot chocolate stones", småstærke chokoladetrøfler, som især mænd efter sigende kan bruge som scoretrick. Det ville virke på mig...

Det er den - i mine øjne og ører - helt vildt morsomme kok, Chef John, fra foodwishes.com, der står for opskriften (som jeg forsigtigt har omregnet til "metric" og helt uforsigtigt har tyvstjålet med samt visse af hans morsomheder). Og selvom Chef John taler/skriver meget om Valentines Dag vil jeg lige slå en STOR streg under det faktum, at chokoladetrøfler kan og bør spises året rundt!

Begynd evt. med instruktionsvideoen. It makes me smile.




  • 225 god, mørk chokolade (nej, du kan ikke bruge mælkechokolade - hvis du ikke kan lide mørk chokolade, så find på noget andet! Det siger Chef John selv!)
  • en lille knivspids cayennepeber eller knust chili
  • en stor knivspids salt
  • 1 1/4 dl piskefløde
  • kakaopulver til "overtræk"
  • en sexet, sort æske med ordet "Love" skrevet hen over låget - eller noget tilsvarende
Hak chokoladen og kom den i en skål sammenmed chili og salt. Varm fløden op til kogepunktet og hæld den over chokoladen. Lad blandingen stå et øjeblik. Rør i blandingen indtil den er lækker og blank. Den er klar, når den er - lækker og blank.

Hæld blandingen ud på et stykke plastikfilm og form massen til en pølse/blok. Det er ikke så vigtigt. Læg massen i køleskabet indtil den er fast nok til at skære i.

Skær chokoladen ud i grove firkanter/klodser. De skal være lidt rustikke og ligne små brosten. Kom dine chokoladeklodser i en skål med et par spiseskefulde kakaopulver og ryst forsigtigt rundt, så trøflerne - som de nu er blevet til - bliver dækket af et tyndt lag kakao.

Læg chokoladerne i den fine æske og giv dem til én du holder af. Dig selv, måske.

Ingen kommentarer: