mandag, august 02, 2010

Haves: ideer til nøddekager - Ønskes: et nøddehegn

Da jeg var i Jylland i sidste uge i et par dages feriekrampetrækninger, kom jeg forbi adskillige nøddebuske. Nødderne er nu på et stadie, hvor de hænger lysende hvide på busken, men hvor der ikke rigtigt er noget inde i skallen. Jeg fik et billede af en syvling men det vil ikke ud af kameraet! (Nu fik jeg billedet ud alligevel. 3. august.)

Der kommer mange nødder i år. Og friske hasselnødder er da bare noget af det fineste, som den danske natur kan frembringe.

Problemet er bare, at jeg ikke lige ved, hvor jeg skal finde dem. Jeg kommer ikke nødvendigvis til Jylland lige når nødderne er modne, og jeg har ikke spottet nogle gode nøddehegn på Vesterbrogade.

Ved du, hvor der vokser nødder, som er tilgængelige? Når man ikke har bil? Og bor i København? Og vil du afsløre det? Et godt tip kan byttes med et eller andet nøddelækkert. Læg en besked eller skriv til mig: lise@kagekagekage.dk 

Hasselnødder minder mig altid om mine bedsteforældre.

(Billedet er vist fra deres guldbryllup midt i halvfjerdserne - overført fra dias.)
De havde en hasselnøddebusk midt i haven, som bare voksede sig større og større år efter år. Den blev kæmpestor. Synes jeg i hvert fald dengang. Busken udgjordes af op mod hundrede samlede stammer, der stod som en buket med grenene der bredte sig ud og næsten dannede en hule, hvor vi kunne sidde i skyggen. Bedstemor talte om de gode sommerdage, hvor det var rart at gå ude i solen - og om de rigtigt gode sommerdage, hvor man kunne sidde i skyggen under nøddebusken uden at fryse.
Billedet her har jeg fundet på nettet, men det giver lidt af en idé om, hvordan man kan sidde med havestole og køligt saftevand i den varme skygge.


Under min billedjagt opdagede jeg også noget, som jeg tidligere kun har anet: hasselen er et magisk træ. I mange kulturer - bare ikke lige den kristne - er hasselen kundskabens træ. I kelternes dødsrige, Otherworld, stod ni hasseltræer i en kreds rundt om Visdommens Brønd og tabte deres nødder ned i brønden, hvor de fungerede som føde for Visdomslaksen. Den opnåede på den måde at besidde al visdom i hele verden.


Bedstefar gjorde et stort nummer ud af at vise os børnebørn om foråret, hvordan hanblomster og hunblomster på hasselen ser ud, og det er børnelærdom, at der skal både en han og en hun til for at der kan komme små nødder ud af det. Hanblomsten, raklen, er let at få øje på,


men hunblomsten er meget mindre og det kræver hjælp fra en bedstefar - eller noget tilsvarende - at opdage den lille røde dusk.

Nu skal jeg ikke komme med huskeregler, der ikke er børneegnede; jeg synes ikke at det er nødvendigt... :-)

Ingen kommentarer: