Viser opslag med etiketten Kage-haiku. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kage-haiku. Vis alle opslag

fredag, januar 04, 2013

Krydret kiksekage - stop-spild-af-mad-style

Julekagerest
Kiksekage med krydret smag
Ingen spild-af-mad!
Ja, ja, ja. Jeg ved godt, at alle er på kur. Alle undtagen mig altså - og måske også undtagen dig. I hvert fald er visse ting til at regne med:
  • Julen 2012 er bag os - og vi fik ikke spist alle småkagerne (eller vi kan få dem kastet i nakken fra butikkerne!)
  • Mad skal spises - ikke smides ud
  • Kiksekage er skøn, og den kan laves på mange måder
Jule-reste-kiksekage
  • 300-400 g blandede sprøde småkager hakket/knækket i mindre stykker; meget gerne brune kager.
  • 3 æg (evt. pasteuriserede; kagen skal ikke bages)
  • 3 dl (ca. 150 g) flormelis
  • 3 dl (ca. 100 g) kakao
  • 250 g palmin
  • reven skal af en appelsin
Smelt palminen og lad den køle lidt af. Pisk æg, flormelis, kakao og appelsinskal. Rør den smeltede palmin i æggemassen. Bland småkagestykkerne i massen og hæld den i en form. Jeg brugte en silikoneform, så den var hverken smurt eller beklædt med noget. Hvis du bryger en anden type form, skal du fore den med bagepapir eller plastfolie.

Stil kagen på køl og lad den stivne i løbet af nogle timer eller natten over. Skær kagen i passende skiver og nyd med god samvittighed. Småkagerne blev ikke smidt ud!

Pudsig bonusinfo
Jeg bager somme tider rugbrød af blandinger fra pose. For at peppe brødet lidt op - og gøre det supergodt til ost - smider jeg somme tider en stor håndfuld hele mandler og grofthakkede tørrede abrikoser i dejen. Brødet kom til at ligne kiksekagens enæggede tvilling!

torsdag, december 13, 2012

Luciasnebolde med safran. Uhm!

Trett'ne december,
Lucia, safran og lys,
Lussekagetwist.
Kagen her er en variation over en af mine absolutte julefavoritter, kardemommesnebolden.


Luciasnebolde (ca. 40 stk.)
  • 250 gram smør 
  • 350 gram hvedemel 
  • 150 gram flormelis 
  • ½ tsk. groft salt 
  • fint revet skal af 1 (økologisk) appelsin
  • ca. 1/2 g
     
  • Evt. 100 gram flormelis til at rulle "sneboldene" i
Smelt smørret. Lad det køle lidt af, mens du blander de andre ingredienser i en stor skål. Hæld smørret i blandingen, men hold bundfaldet tilbage. Rør blandingen sammen med en ske eller ælt med hænderne til det er jævnt. Det er en underlig dej, men fortvivl ikke. Kagerne bliver skønne!

Form ca. 1 spsk. dej ad gangen til kugler ved at presse den sammen i hånden. De behøver ikke at være fine og ens, men må gerne være rustikke og uregelmæssige. Det er snebolde! Sæt kagerne på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 180° i ca. 10 minutter. De bliver let lysebrune i bunden og helt hårde, når de er kølet af.

Rul evt. småkagerne i/drys med flormelis, så de ligner snebolde.

I 2009 bagte jeg" rigtige" lussekatte og skrev om advent og om at vente; sidste år skrev jeg om den grumme historie bag luciahyggen og lavede Cuccia, en særlig lucia-hvededessert.

God luciadag!

torsdag, december 06, 2012

Pepparkakor - kort og godt

Julesmåkage. 
Krydret, kostbar, brun og brændt.
Sprød? Sød? Ja, ved grød!
Kagehaiku #3

  • 300 g blødt smør 
  • 225 g puddersukker 
  • 200 g sukker 
  • 150 g sirup 
  • 2 spsk kanel 
  • 1 spsk stødte nelliker 
  • 1 spsk stødt ingefær 
  • 1/2 spsk (friskstødt!) kardemomme 
  • 1 spsk natron 
  • 2 dl vand 
  • evt. revet skal af en citron 
  • ca. 800 g mel 

Smør+sukker+sirup. Dernæst +krydderier+natron. Dernæst vand og til sidst mel. Ælt. Evt. lidt mere mel indtil dejen ikke klistrer. På køl mindst et døgn. Rul. Stik ud. Bag 4-6 min. ved 200 grader.

Man må gerne lege med maden.






fredag, november 30, 2012

Ballantines Christmas Reserve Cake Pops

Whisky løfter kuglerne.
Kage-bryllup-pop.
Lånt - og blåt - billede af BCR Cake Pop (og et stykke Peanut Butter Bacon Pie). Foto: Laura West Fich. (Tak, Laura!)
Ballantines Christmas Reserve Cake Pops ("rom"kugler med whisky)
ca. 18 stk.
  • 400 g gammel chokoladekage (teaser: jeg brugte en stor rest af en glutenfri kage, som jeg bringer opskriften på i min kommende kagebog. Andet kan selvfølgelig også bruges, og i mangel af gammel kag kan frisk kage også anvendes.)
  • 200 g kastanjecreme
  • 4 cl. ny Ballantines Christmas Reserve (BCR)
  • 150 g mørk chokolade
  • 2 spsk perlesukker
  • 1/2 tsk BCR mere
Begynd med at blande perlesukker med ganske lidt BCR. Det skal kun lige blive fugtigt. Bred derefter perlesukkeret ud på et stykke bagepapir og lad det tørre igen. Når det er tørt skal det nok lige nulres mellem fingrene, så har du  perlesukker med en let smag af whisky.

Bland chokoladekage, kastanjecreme og BCR i en skål. Du kan roligt bruge fingrene. Det skal blive en nogenlunde glat, sammenhængende masse. Hvis kagen er meget tør, kan det være nødvendigt med lidt mere whisky. Lad massen stå lidt.

Rul kugler på størrelse med en valnød. Smelt chokoladen og giv kuglerne et overtræk. Drys med perlesukker.

En rigtig cake pop er en kage popsicle, altså en slikkepind og bør derfor sættes på en pind. Det sprang jeg over. (Ligesom mange springer den sidste del af something old, something new-rimet, der lyder: and a sixpence in her shoe, over.)
Yours truly bag baren under kyndig supervision.
Bonus-info: Jeg har endnu engang draget vidunderlig fordel af at være blogger. For en god uges tid siden var jeg til et promotionarrangement for Ballantines julewhisky Ballantines Christmas Reserve. Arrangementet er beskrevet smukt hos bl.a. Piskeriset. Vi prøvesmagte forskellige Ballantineswhiskyer, fik lov til at lege bartendere og blev i det hele taget hygget om i timevis. Og vi fik heftige goodiebags med hjem med bl.a. en flaske Christmas Reserve og en cocktailshaker i.

Som nævnt i mindst ét tidligere indlæg er jeg ikke den store alkoholdrikker. Jeg drikker stort set aldrig whisky, fordi jeg synes, at det som regel er for stærkt og for bittert, men jeg kan i øvrigt rigtig godt lide smagen. Og julewhiskyen er faktisk ikke spor dum. Når jeg nu har fået en hel flaske forærende, så  overvejer jeg ligefrem - som en flink pay-back-blogger - at lave et lille juletema med netop BCR som gennemgående ingrediens i forskellige søde sager. Vi får se.

Stay tuned!

P.S. Jeg ER klar over, at det er ret luksusagtigt - eller måske ligefrem tæt på helligbrøde - at bruge en så god og dyr whisky i en "romkugle", men en af de ting, som gik igennem til arrangementet var den gode holdning, at man gerne må lege med tingene, og at det i øvrigt gælder om at finde (på) noget, som man rent faktisk kan lide. Uanset. Hallelujah til det!

tirsdag, november 27, 2012

Peanut Butter Bacon Pie - Støt "The Sticky Pig"!

Alt er Bare Bedre med Bacon - også søde sager

Dagens indlæg er egentlig bare en opmærksomhedskampagne for en idé og et projekt, som fortjener - ja - opmærksomhed: The Sticky Pig. Og sammen med opmærksomhed også gerne lidt økonomisk opbakning.

Fire Sticky Pig confections: Coconut Curry Lime, The Elvis, S’mores og Apple Pecan Dulce de Leche
The Sticky Pig er et californisk chokoladekoncept, som bygger på den simple og indlysende sandhed at Alt er Bare Bedre med Bacon. Også chokolade. Tara Simon, også kaldet The Bacon Vixen, Baconatrix eller The Bacon Mistress, har specialiseret sig i søde lækkerier med bacon, candied bacon confections.
Tara har været i gang siden 2009: I didn't start The Sticky Pig because I was jumping onto some kind of bacon bandwagon. I started this company because I saw how much bacon made people happy. And I LOVE making people happy, so what better way to make people happier than paring salty bacon with sweet chocolate and other deliciousness? I know you are trying to think about that for a moment, but nah, nothing can top bacon + chocolate. It's really the perfect marriage, if you ask me.

Nu er Tara klar til at udvide. Hun er i gang med at udvikle flere typer af is med bacon (bl.a. Whiskey Cinnamon Bacon Ice Cream og Salted Peanut Butter and Jelly Bacon Ice Cream with Crunchy Brioche foruden is uden bacon fx. Thai Chili Pistachio and Saffron Ice Cream), og hun vil derfor gerne have en isbil på gaden, så hun kan komme ud til sine kunder.

Den slags koster penge, og derfor er Tara på Kickstarter, som er  et websted, der formidler det, der også kaldes crowd funding. Crowd funding er en måde at få en gruppe, a crowd, til at finansiere et projekt på. 
Kickstarter, "a funding platform for creative projects"
Når man har et projekt på Kickstarter, melder man ud, hvor mange penge man har brug for. I ord og ofte video forklarer man, hvad pengene skal bruges til og det gælder så om, at få solgt projektet så overbevisende, at læsere/ seere får lyst til at bakke op inden en fastsat frist. Her er Taras salgstale på video:


Faktisk synes jeg, at videoen herunder, hvor Tara viser, hvordan man laver bacon candy, er meget mere fristende end talking head videoen fra Kickstarter. 


På Kickstarter kan man som backer af et projekt selv bestemme, hvor meget man vil byde ind med, og det smarte er, at man først betaler sit indskud når og hvis det fastsatte indsamlingsmål bliver nået. Projektudbyderen oplister en række forskellige takkegaver, som man kan modtage som backer, hvis altså projektet når finansieringsmålet. 


Hvis man støtter med et lille beløb, får man en lille gave, når projektet kommer i land. Hvis man støtter med et stort beløb, får man rimeligt nok en stor gave. Hvis projektet handler om udviklingen af et produkt vil en af gaverne typisk være et eksemplar af det færdige produkt. 

I Taras tilfælde får man naturligvis ikke en isbil, men hvis man støtter projektet med fx. $25 får man en digital udgave af Taras kommende opskriftsbog "THE NAUGHTY LITTLE BOOK OF BACON MISCHIEF & MAYHEM". Støt med det dobbelte, og du får en t-shirt og et klistermærke med posten (+ $ 15 for os bosiddende uden for USA.)


Hvis Kickstarter-projektet kuldsejler og ikke får nok opbakning, forbliver den støtte, som man har noteret sig for, en mental en af slagsen. Ingen penge bliver trukket fra dit kort, hvis målet ikke nås.

Jeg synes, at det er helt forrygende og prisværdigt, at der findes mennesker i verden, der arbejder fokuseret på netop det tema. 
I skrivende stund mangler støtte på ca. $ 600 for at nå i mål. Fristen er på lørdag den 1. december. Hvis du kan undvære en håndfuld dollars, så hjælp Tara og The Sticky Pig Bacon Desserts and Ice CreamStor Thumbs Up til Sticky Pig-projektet. 

Jeg har tidligere arbejdet med brugen af bacon i det søde køkken, og jeg har med fornøjelse kastet mig ud i en af opskrifterne fra Taras blog, the bacon vixen. Jeg har bearbejdet den lidt, bl.a. så den fremstår i måleenheder, der er til at forstå på dansk grund.




Peanut Butter Bacon Pie
(ca. 12 stykker - den er rich!)

Bund

  • 50 g peanuts (jeg brugte tørristede, spicy peanuts, nu da vi ER ude i en sød/salt-kombo)
  • 100 g digestive-kiks
  • 50 g rørsukker
  • 75 g smør
Kværn peanuts og kiks sammen i en foodprocessor - eller hak det meget fint sammen. Tilsæt  sukkeret. Smelt smørret og hæld det over peanutblandingen. Rør sammen. Hæld dejsmulderet ud i en springform med bagepapir. Fordel dejen og pres den sammen i et jævnt lag. Bag bunden ved 200 grader i ca. 15 minutter. Den skal blive svagt lysebrun i kanten.

Bacon

  • ca. 200 g bacon i tern
Steg baconstykkerne til de er brune og sprøde. Læg dem på et stykke køkkenrulle. Hak evt. stykkerne, hvis du vil have dem mindre. 

(Jeg blev ikke helt tilfreds med mine baconstykker. Dels var de ikke rigtigt salte nok, og dels blev de ikke sprøde nok. Det er altså nødvendigt, for kagen må gerne være underlig, men den skal ikke være vammel...)

Fyld
  • 4 æggeblommer
  • 75 g puddersukker
  • et nip salt
  • 1 1/2 spsk mel
  • 3 1/2 dl mælk
  • 125 g peanutbutter
  • 50 g hvid chokolade
Pisk æggeblommer, puddersukker, salt og mel sammen i en lille gryde. Tilsæt mælken og varm forsigtigt blandingen op under stadig omrøring. Hak chokoladen. Når cremen koger og tykner koges denyderligere ca. et minut. Tag gryden af varmen. Rør peanutbutter og hakket chokolade i den varme creme. Når blandingen er jævn røres baconstykkerne i cremen. 

Hæld cremen i den afkølede bund. Dæk kagen med plastfilm - helt ned på cremens overflade, så den ikke danner skind - og lad den køle helt af. Først på køkkenbordet indtil den ikke længere er brændende varm og derefter i køleskabet.

Når kagen er helt afkølet dækkes den af et lag chokolade-smør-ganache.


Chokolade-smør-ganache
125 g mørk chokolade
25-50 g smør
2 spsk sirup

Smelt ingredienserne sammen enten over vandbad eller forsigtigt i mikroovnen. Rør dem sammen til en glat masse og fordel den over den kolde kage.


Pynt

Hakkede peanuts - eller sprødstegt bacon

P.S. Jeg er ind imellem lidt træt af mine egne lange indlæg. Jeg overvejer at gå over til haiku-digte:

Makaber kage.
Modsætninger mødes i ovnen.
Grisens død er sød.