torsdag, juni 23, 2011

Pavlova og den uperfekte sommerdessert

Der er mange marengssommerdesserter i omløb og med god grund. Man kan med temmelig enkle midler fremtrylle overdådige og imponerende kreationer, som indeholder et væld af gode sanseindtryk.
Den klassiske Pavlova består af en marengsbund, som er sprød udenpå og blød indeni og som er pyntet med flødeskum og friske bær. Desserten er opkaldt efter den russiske balletdanserinde Anna Pavlova, som levede fra 1881 til 1931. Når man ser gamle filmklip af hende danse, giver det rigtig god mening, at hun har fået netop dén dessert opkaldt efter sig: en blød kvinde, der danser let og fint i en kjole så hvid og sprød som marengs.


Nu ved jeg lige så lidt om ballet, som bønder forstår sig på agurkesalat, så jeg har læst lidt om den gode Anna. Hun var åbenbart i sin samtid den helt store stjerner og selv den dag i dag anses hun for at være en af historiens allerstørste klassiske dansere.

Det var under - eller efter - en tourné til Australien og New Zealand i 20'erne, at nogen komponerede denne dessert i hendes ære. Der har efterfølgende været en lang disput mellem Australien og NZ om, hvilket af de to lande, der har retten til at kalde sig Pavlovaens hjemland. Sagen er ikke endelig afgjort.

Det, som i mine øjne er særligt tankevækkende, er, at Anna Pavlova teknisk set åbenbart slet ikke er så pokkers formidabel endda. I kommentarerne til en anden YouTube-video, hvor to gamle balletkoryfæer Natalia Makarova og Sir Frederick Ashton diskuterer balletteknik, noterer adskillige sig, at hun ikke strækker benene ordenligt, som det forventes af en klassisk balletdanser.

KLOKLOKLO456 skriver fx.: And HAH. My pointe teacher is constantly bitching my legs are BENT. Next time, I will tell her. 'Madame, vous connaisez Anna Pavlova?'. wickedlady4180 skriver: She was famous for dancing with bent legs, and bad turnout. But her stage presence made her a star.

Og sådan er det netop også med desserten! Den har en fantastisk stage presence - også når den ikke er udført teknisk set helt korrekt. Som i mit tilfælde. Min chokoladepavlova var lidt underbagt og derfor lidt blødere - for ikke at sige direkte snasket - indvendig end protokollen foreskriver. Og fik alligevel næsten stående ovationer, for den så henrivende ud og smagte skønt.
Chokoladepavlova
  • 3 æggehvider
  • 3½ dl sukker
  • 1 spsk æbleeddike
  • 1 spsk Maizena
  • 175 g smeltet mørk chokolade
  • 2½ dl piskefløde
  • sød, blød, rød frugt - fx. jordbær og granatæble
    Pisk æggehvider, sukker, eddike og sukker indtil du har en ret fast marengsmasse. Smelt chokoladen imens. Vend forsigtigt den smeltede chokolade i marengsen. Du kan godt nøjes med ganske få omrøringer med en stor ske, så massen stadig er marmoreret.
    Hæld chokomarengsmassen i en rund springform belagt med bagepapir.
    (Jeg tegner formens omkreds på et stykke bagepapir og klipper det ud 5 cm. fra kanten. Herefter klipper jeg indsnit med 5-8 cm's mellemrum hele vejen rundt. Så kan bagepapiret kommes i formen og dækker bund og sider uden at krølle.)
    Bagepapir - tutu-style
    Anna P i sin Giselle-tutu
    Fordel  marengsmassen i formen og bag kagen ved 150 grader i ca. 1 time. Min kage blev som nævnt lidt underbagt, og der er nok fordi, jeg fik lidt marengshjerne: når jeg bager mindre marengs, der skal tørres helt igennem, skal ovnen gerne være mindre varm end 150 grader. Det kan min ovn kun præstere, hvis jeg lader ovnlågen stå på klem med en træslev i klemme. Altså frem med sleven også denne gang, men det var vist ikke nødvendigt. Noteret til næste gang!

    Når marengsbunden er færdigbagt (!) tages den ud og køles helt af. Flyt forsigtigt bunden over på et fad. Pisk flødeskum og fordel det over kagen. Rens dine favoritfrugter og fordel dem yderligere ovenpå. Jeg havde en klase tørrede hyldebærblomster liggende. De blev drysset allerøverst og fungerede som en ekstra lille piruette med bøjede ben.

    tirsdag, juni 21, 2011

    "Cooking for geeks" - og verdens (næst-)bedste brød*

    "Jeg hedder Lise, og jeg er en geek". Sådan ville det lyde, hvis jeg var til møde i Geeks Anonymous. Hvis jeg altså ville synes, at jeg havde brug for at møde op i GA. Hvis jeg altså ville mene, at min geekness var noget jeg ville kureres for eller hjælpes med af andre GA'ere. Og hvis GA altså fandtes.
    Verdens (næst-)bedste og (næst-)nemmeste brød.
    Hvad er så lige en geek? Wikipedia har - selvfølgelig - en lang artikel om ordet. Her står der bl.a. "The word geek is a slang term, with different meanings ranging from "a computer expert or enthusiast" to "a carnival performer who performs sensationally morbid or disgusting acts", with a general pejorative meaning of "a peculiar or otherwise dislikable person, especially one who is perceived to be overly intellectual". [...] Although often considered as a pejorative (et nedsættende ord), the term is also often used self-referentially without malice or as a source of pride - an example is the 'Geek Squad' of the Best Buy company."

    I vise sammenhænge bruges ordet geek synonymt med ord som nerd (nørd), dork og dweeb, men der er - selvfølgelig - nogen, der mener, at ordene ikke dækker over det samme.

    Tankevækkende... Hvad er jeg?

    Dork? Nej. Jeg kan godt nok ikke huske, hvornår vi fik Grundloven i 1848, men det er altså ikke intelligens, jeg mangler til daglig. Geek? Helt sikkert. Nerd? I hvert fald seriøse tendenser. Dweeb? Nu kan man jo nok diskutere, hvornår en obsession er en obsession, men min fiksering på kager og andre søde sager er i perioder ret omfattende.

    Til tider ser jeg ligefrem dette snævre blik på verden som en metode til at holde den ud; til at holde livets kompleksitetsniveau lidt i skak. Og det er muligvis et tegn på social ineptitude. Hvilket jeg i øvrigt synes er en kikset betegnelse, fordi den antyder, at det er en fejl eller mangel.

    Hvorfor nu al den snak om geeks? To grunde:
    1. Jeg har købt bogen "Cooking for Geeks" (som ebog til min nye iPad, som jeg allerede (næsten) elsker højere end min kat. Jeg fik åndenød af fryd over at kunne have en hel bog i hænderne ganske få sekunder efter at have taget beslutningen om at købe den - mens jeg lå i min seng. Det giver vist et par geekpoints mere.)
    2. Jeg har bagt "Verdens bedste brød", som desuden er så nemt at det "kan bages af en fireårig" - to dage i træk.
    Læsningen af "Cooking for Geeks" er ren fornøjelse! Jeg er måske ikke engang del af bogens primære målgruppe, som er geeks, der IKKE i forvejen elsker at gå i køkkenet. Bogen er i høj grad en opmuntring til at gå frygtløst i køkkenet. Brug fejlslagne saucer og brændte middage som lærestykker - i stedet for at panikke og se dig selv som en looser.

    (Ebogen linker fx. til denne morsomme og tankevækkende tale af Alain de Botton "A kinder, gentler philosophy of success", der helt forrygende udfolder spørgsmål om bl.a. karriere-/præstationsangst, misundelse, lighed og ulighed, selvhjælpsbøger, Dommedag og meritocracy - på knap 17 minutter.)

    Jeg har i forvejen et relativt afslappet forhold til perfektion i køkkenet, og det er i forvejen en af mine pointer, at jeg deler ud af mine fejltagelser, fordi de ikke er fejltagelser, men del af en læreproces. Men det er ikke desto mindre rigtig herligt, at finde sig i - litterært - selskab med ligesindede.

    Så er der brødet. Når jeg siger, at jeg har bagt det, så må jeg jo straks indrømme at jeg på bedste geek-manér ikke har fulgt opskriften slavisk. Jeg har en del bageerfaring i kufferten, arbejder helst intuitivt frem for nøjagtigt og var bare fascineret af tanken om at bage en helt slasket, langtidshævet dej i en lukket form. I mit tilfælde blev det min stegeso, der måtte holde for.

    Opskriften i avisen er som følger:

    Jim Laheys brød
    • 1 g tørgær eller en klump almindelig gær på størrelse med en ært
    • 300 g vand
    • 400 g hvedemel
    • 8 g salt
    • en gryde, der kan gå i ovnen 
    Min "opskrift" - (brødet skulle jo også være verdens nemmeste, og det er det altså ikke i min optik, hvis man fx. skal måle 8 g salt op!)
    • ½ tsk tørgær (hjembragt fra USA; herligt at få det brugt!)
    • 3-4 dl vand fra vandhanen
    • en god sjat olivenolie
    • en lille håndfuld salt
    • mel nok til at røre en meget slasket dej
    Rør det hele sammen i en stor skål og lad det stå på køkkenbordet natten over. Ikke ælte. Ikke voldrøre. Ikke røremaskine. Bare en slev og ganske kort røre-sammen. Risengrøds-agtig konsistens. Småklumper er OK. Det er verdens nemmeste brød, remember?!
    "I love the smell of langtidshævet brøddej in the morning"

    Stå op næste morgen første gang vækkeuret ringer. (Vi taler nok ikke om en almindelig arbejdsdag; så skal du i hvert fald sætte uret til at ringe lidt tidligere end normalt.) Vakl ud i køkkenet og tænd for ovnen. Så højt op som muligt. Min (gas-)ovn siger 290 grader. Sæt din stegeso/stegegryde/form med låg ind i ovnen og lad den varme med op. Prik lidt i dejen, så den falder lidt sammen. Gå ind og sov videre/læs avisen grundigt.
    Slå dejen lidt ned
    Når du vågner 1-2 timer senere/har læst avisen grundigt, går du igen i køkkenet. Hæld dejen ud på et meldækket bord og fold siderne ind over midten et par gange. Det giver en lidt melet og rustik overflade. Jeg ved ikke lige, om det også gør noget andet.
    Ca. meldækket
    Fold siderne ind med en paletkniv - eller en anden kniv

    Tag din brændvarme stegeso ud af ovnen og "hæld" dejen ned i formen. (Jeg hældte dejen ud på en meldækket plade, og det viste sig at være smart. Dejen er nemlig - i mit tilfælde - slet ikke i nærheden af at kunne flyttes med hænderne.)

    Første gang jeg bagte brødet, var jeg bange for at det ville brænde sig fast, og derfor smurte jeg med olie inden jeg hældte dejen i. Anden gang havde jeg læst lidt på lektien og stolede på, at den intense og hurtige varme ville sørge for at brødet ikke ville sætte sig fast. Det virkede.

    Som bonus oplevede jeg, at brødet blev mere sprødt og brunt. Jeg tror, at den korte tid, som jeg brugte til at oliere formen første gang, har fået temperaturen i den til at falde. Det er ikke meningen. Meningen er MEGET høj varme og damp indesluttet af låget.

    Læg derfor det lige så brandvarme låg på formen, når dejen er kommet på plads, og sæt den i ovnen. Bag ved fuld varme i 30-40 minutter. (Tag en lille lur mere, eller begynd forfra på avisen.)
    Tag formen ud af ovnen og tag låget af. Bag det yderligere 15-20 minutter. Nu har du - muligvis - et fantastisk brød. Hvis ikke har du  - muligvis - en fantastisk erfaring, som du kan tage med dig til næste gang du bager.
    Max fra Kvalimad, som er omtalt i artiklen fra Politiken, har bagt brødet mange gange og arbejder løbende - og vist betydelig mere systematisk end jeg - med at forbedre opskriften. Han svarer her også meget tålmodigt på sine læseres MANGE spørgsmål om bagetider, forme, låg, meltyper, surdej mmm. Fantastisk; det er jo verdens nemmeste brød? Det står klart for mig, at der er rigtig mange derude, som ikke har så mange erfaringer i bagagen, som jeg har og som er bange for at gøre noget forkert.

    Til dem kan jeg kun sige: spørg Max (hans website er i øvrigt en nærmest uudtømmelig kilde af gode opskrifter, tip og tricks, videoinstruktioner og meget andet godt), læs "Cooking for Geeks" eller for Guds skyld: spring ud i det! Glem ikke derude, at du lærer langt mere af dine "fejl" end af dine successer!
    *Når jeg i overskriften kalder brødet for verdens NÆSTbedste, er det i respekt for mit livs über-geek, min nu afdøde onkel. Han afviste altid at kategorisere noget som det bedste, for det afskar muligheden for at forestille sig, at noget kunne være endnu bedre og det var dermed dræbende for enhver udvikling - enhver geeks mareridt.

      torsdag, juni 16, 2011

      Cake pops er det nye sort! (Og lidt om at temperere chokolade)

      Åbenbart. Se fx. hvad Bakerella kan få ud af dén helt paradigmesprængende nytænkning:

      I virkeligheden er det bare studenterbrød på en pind. Den slags er på ingen måde en del af den højere dessertgastronomi, men det smager herligt, er meget børnevenligt - og giver en mulighed for at få brugt kagerester, der ellers ville være røget i skraldespanden. Altså endnu et lille slag i kampen mod madspild.
      (Jeg har oprettet en ny "etiket" til mine indlæg, der netop hedder "Stop spild af mad"; dvs. du kan klikke på det, og finde de indlæg, som har et element af brug af rester i sig. Jeg har ikke tilføjet etiketten til så mange indlæg endnu, men det skal nok udvikle sig. I øvrigt stort thumbs up til bevægelsen Stop spild af Mad; de kører med klatten for tiden!)

      Cake pops - studenterbrød på en pind
      (ca. 25 stk)
      • 3 (tørre) lagkagebunde
      • 200 g abrikosmarmelade
      • 150 g smør
      • 100 g flormelis
      • 50 kakao
      • evt. 1-2 spsk rom
      Kør hele molevitten i en foodprocessor. Det kan være nødvendigt at gøre det ad et par omgange, da kagebundene fylder en del, inden de bliver mast til ukendelighed. Kør indtil massen er helt jævn.
      Sæt den i køleskabet i nogle timer, så den bliver lidt fastere. Næste gang jeg laver cakepops vil jeg nok bruge lidt mindre marmelade. Det giver en vis friskhed i smagen, men massen bliver temmelig blød af det.
      Rul nu bordtennisboldstore (eller noget; det er længe siden jeg har haft fat i en bordtennisbold! Hvor stor er den egentlig?) kugler, sæt en pind i hver og stil gerne kagepopsene på køl igen.
      Smelt/temperér chokoladen og overtræk dine kagepops.
      Smelte er nemt nok. Her i et vandbad.
      Temperering er mere indviklet. Her sænker jeg temperaturen med hakket chokolade.
      Det er nu, du også kan gå amok i krymmel. Jeg er personligt ikke så vild med krymmel, men jeg dryssede lidt på juniors (dem UDEN rom), så vi kunne kende forskel... Dem der fik krymmel på, satte jeg i spænd i fletværket i kanten af min brødkurv, men et stykke flamingo eller håndholdt tålmodighed kan sikkert også bruges.
      Hvis du konstaterer, at mit chokoladeovertræk ser mere vellykket ud end fx. da jeg lavede flødeboller, er det muligvis et heldigt tilfælde. Det kan også skyldes, at den rare Jørgen, også kaldet Chokoman, har givet mig et kursus i chokoladetemperering.
      Tempereret chokolade har flere fordele: det bliver flot(-tere/blankere end utempereret), det størkner hurtigere, det smelter ikke så nemt på fingrene, når man rører ved det, og det får det der dejlige "knæk", når man bider i det. Men det er altså også lidt nørdet at stå med termometer, varmt - og evt. koldt - vandbad, hakket chokolade, evt. sigte, madpapir til tempereringstest, hårtørrer til temperatur-finjustering mv. Jeg er splittet i spørgsmålet...

      Her er lidt (meget) chokoladetempereringsinfo med gode illustrationer af den kemiske proces fra Chocolate Alchemy for den supernørdede.
      (Illustration: Chocolate Alchemy)
      Jeg synes nemlig stadig ikke, at temperering er nemt, og det udfordrer min tålmodighed til bristepunktet. Jeg må vist bare øve mig lidt mere. Og lave større portioner; det skulle være nemmere at styre...
      (Foto: BBC)

      mandag, juni 13, 2011

      En rose er en rose er en rose* - og den er det især lige nu

      I hvert fald hvis vi taler om hybenroser. Hybenroser kan bruges til mange forskellige ting, men duften og farven er så rosenagtig  (Tak til Claus Meyer for inspirationen i Politiken!), at det halve kunne være nok.
      Sukkerkogning er en blanding af kunst og videnskab. Dagens sirup blev kogt til ca. 108 grader - en let/tynd sirup.
      Hybenroser vokser nærmest som ukrudt rigtig mange steder i landet, landet, men jeg har aldrig tænkt på, at rosenbladene er så velegnede til både dette og hint.

      Jeg har tænkt på, at jeg ikke har nogen have med roser og det ærgerlige i, at rigtig mange haveroser ikke har nogen duft. Jeg har også tænkt, at dem, som jeg kender, der har duftende roser i haven, nok ikke vil lade mig komme på "høst"-besøg, hvor jeg river hovederne af de fine blomster.
      Før.
      Efter.
      Så har jeg tænkt på, at det er pokkers, at det er så forbandet besværligt, at rense hyben, for jeg er ret vild med hybensuppe, og at nu må jeg snart til Sverige igen, hvor man kan få herlig hybensuppepulver i ethvert supermarked.

      Men nu har jeg altså også tænkt på, hvor mon den nærmeste hybenrosebusk, som jeg kan plyndre, er? Jeg bor midt inde i København, så det er alligevel ikke helt nemt at støve en busk op. I hvert fald ikke, når man er under tidspres. De blomstrer kun ganske kort tid. Så jeg snød lidt: jeg tog en tur til provinsen.** Og Vupti:
      I løbet af ganske få øjeblikke havde min veninde og jeg - og vores lille cyklende hjælper - samlet to gode posefulde.

      Bonusoplevelse: en fladmast solsort. Man kommer bare SÅ meget i kontakt med naturen, derude i provinsen!
      Jeg har plottet mit ikke spor hemmelige plukkested ind på kortet herunder. Hvis du kender et godt sted - eller flere - er du velkommen til at være med i et åbent samarbejde om at lave et nyttigt kort. Jeg er meget interesseret i hybenrosesteder i københavnsområdet - gerne helt inde i byen. (Jeg er ikke bange for partikelforgiftning; jeg er sikker på at mine daglige cykelture gennem byen er langt mere farlige i den retning end 100 gram rosenblade.)

      Vis Hybenroser på et større kort

      Da vi kom hjem med vores høst bredte vi den ud på et par bageplader og lod den stå i nogle timer. Det gav diverse småkryb tid til at stikke af inden sukkerdøden ville ramme dem.
      Løøøøøøb!
      Og vi kunne sortere og nyde den herlige duft.
      Hybenrosesirup
      • 5 dl sukker
      • 3 dl vand
      • 2 spsk (æblecider-)eddike
      • Nogle håndfulde hyberoseblade
      Kom sukker, vand og eddike i en gryde. Kog det indtil det har nået en temperatur på ca. 108 grader. Et sukker-/bolchetermometer er en dejlig ting at have!
      Vand, sukker og eddike
      ... bliver til sirup.
      Hvis du koger det mindre, bliver siruppen tyndere; hvis du koger længere, bliver den tykkere. Jeg valgte en relativt lav temperatur at slutte på, fordi så er det nemmere at fiske rosenbladene op af siruppen igen, når den er blevet kold. Det er ikke SIKKERT, at jeg vil tage dem op, for de er så yndige, men HVIS jeg vil, skal al siruppen helst ikke følge med op.

      Tag siruppen af varmen og kom rosenbladene ned i varmen. Rør rundt og hæld rosensiruppen i et glas og lad den køle af. (Jeg gjorde det lidt omvendt, fordi jeg ville have siruppen i små glas: jeg kom rosenbladene i glassene og hældte siruppen over. Jeg er sikker på, at det virker.)


      Glassene er fra Søstrene Grenes til vistnok kr. 6,97 pr. stk. Der blev sirup nok til tre glas à 1½ dl.
      Når siruppen er kølet af - den burde iflg. Claus Meyer trække i 12 timer, men hvem har tid til dét, når solen skinner, og isen og jordbærrene er klar?! - kan den bruges fx. på en portion jordbær med vanilleis. Jeg ved af stensikker erfaring, at det smager guddommeligt, selvom siruppen knap nok er blevet kold! (Selve rosenbladene er faktisk ikke så superspændende at få i munden, men de ser så fine ud. Det er et af livets små dilemmaer: skal bladene op - eller blive i?!)

      *Gertrude Stein i digtet "Sacred Emily" fra 1913.
      ** Og ja, der blev også tid til en fragilité fra Corner.