Verdens (næst-)bedste og (næst-)nemmeste brød. |
I vise sammenhænge bruges ordet geek synonymt med ord som nerd (nørd), dork og dweeb, men der er - selvfølgelig - nogen, der mener, at ordene ikke dækker over det samme.
Tankevækkende... Hvad er jeg? |
Dork? Nej. Jeg kan godt nok ikke huske, hvornår vi fik Grundloven i 1848, men det er altså ikke intelligens, jeg mangler til daglig. Geek? Helt sikkert. Nerd? I hvert fald seriøse tendenser. Dweeb? Nu kan man jo nok diskutere, hvornår en obsession er en obsession, men min fiksering på kager og andre søde sager er i perioder ret omfattende.
Til tider ser jeg ligefrem dette snævre blik på verden som en metode til at holde den ud; til at holde livets kompleksitetsniveau lidt i skak. Og det er muligvis et tegn på social ineptitude. Hvilket jeg i øvrigt synes er en kikset betegnelse, fordi den antyder, at det er en fejl eller mangel.
Hvorfor nu al den snak om geeks? To grunde:
- Jeg har købt bogen "Cooking for Geeks" (som ebog til min nye iPad, som jeg allerede (næsten) elsker højere end min kat. Jeg fik åndenød af fryd over at kunne have en hel bog i hænderne ganske få sekunder efter at have taget beslutningen om at købe den - mens jeg lå i min seng. Det giver vist et par geekpoints mere.)
- Jeg har bagt "Verdens bedste brød", som desuden er så nemt at det "kan bages af en fireårig" - to dage i træk.
(Ebogen linker fx. til denne morsomme og tankevækkende tale af Alain de Botton "A kinder, gentler philosophy of success", der helt forrygende udfolder spørgsmål om bl.a. karriere-/præstationsangst, misundelse, lighed og ulighed, selvhjælpsbøger, Dommedag og meritocracy - på knap 17 minutter.)
Jeg har i forvejen et relativt afslappet forhold til perfektion i køkkenet, og det er i forvejen en af mine pointer, at jeg deler ud af mine fejltagelser, fordi de ikke er fejltagelser, men del af en læreproces. Men det er ikke desto mindre rigtig herligt, at finde sig i - litterært - selskab med ligesindede.
Så er der brødet. Når jeg siger, at jeg har bagt det, så må jeg jo straks indrømme at jeg på bedste geek-manér ikke har fulgt opskriften slavisk. Jeg har en del bageerfaring i kufferten, arbejder helst intuitivt frem for nøjagtigt og var bare fascineret af tanken om at bage en helt slasket, langtidshævet dej i en lukket form. I mit tilfælde blev det min stegeso, der måtte holde for.
Opskriften i avisen er som følger:
Jim Laheys brød
- 1 g tørgær eller en klump almindelig gær på størrelse med en ært
- 300 g vand
- 400 g hvedemel
- 8 g salt
- en gryde, der kan gå i ovnen
- ½ tsk tørgær (hjembragt fra USA; herligt at få det brugt!)
- 3-4 dl vand fra vandhanen
- en god sjat olivenolie
- en lille håndfuld salt
- mel nok til at røre en meget slasket dej
"I love the smell of langtidshævet brøddej in the morning" |
Stå op næste morgen første gang vækkeuret ringer. (Vi taler nok ikke om en almindelig arbejdsdag; så skal du i hvert fald sætte uret til at ringe lidt tidligere end normalt.) Vakl ud i køkkenet og tænd for ovnen. Så højt op som muligt. Min (gas-)ovn siger 290 grader. Sæt din stegeso/stegegryde/form med låg ind i ovnen og lad den varme med op. Prik lidt i dejen, så den falder lidt sammen. Gå ind og sov videre/læs avisen grundigt.
Slå dejen lidt ned |
Ca. meldækket |
Fold siderne ind med en paletkniv - eller en anden kniv |
Tag din brændvarme stegeso ud af ovnen og "hæld" dejen ned i formen. (Jeg hældte dejen ud på en meldækket plade, og det viste sig at være smart. Dejen er nemlig - i mit tilfælde - slet ikke i nærheden af at kunne flyttes med hænderne.)
Første gang jeg bagte brødet, var jeg bange for at det ville brænde sig fast, og derfor smurte jeg med olie inden jeg hældte dejen i. Anden gang havde jeg læst lidt på lektien og stolede på, at den intense og hurtige varme ville sørge for at brødet ikke ville sætte sig fast. Det virkede.
Som bonus oplevede jeg, at brødet blev mere sprødt og brunt. Jeg tror, at den korte tid, som jeg brugte til at oliere formen første gang, har fået temperaturen i den til at falde. Det er ikke meningen. Meningen er MEGET høj varme og damp indesluttet af låget.
Læg derfor det lige så brandvarme låg på formen, når dejen er kommet på plads, og sæt den i ovnen. Bag ved fuld varme i 30-40 minutter. (Tag en lille lur mere, eller begynd forfra på avisen.)
Tag formen ud af ovnen og tag låget af. Bag det yderligere 15-20 minutter. Nu har du - muligvis - et fantastisk brød. Hvis ikke har du - muligvis - en fantastisk erfaring, som du kan tage med dig til næste gang du bager.
Max fra Kvalimad, som er omtalt i artiklen fra Politiken, har bagt brødet mange gange og arbejder løbende - og vist betydelig mere systematisk end jeg - med at forbedre opskriften. Han svarer her også meget tålmodigt på sine læseres MANGE spørgsmål om bagetider, forme, låg, meltyper, surdej mmm. Fantastisk; det er jo verdens nemmeste brød? Det står klart for mig, at der er rigtig mange derude, som ikke har så mange erfaringer i bagagen, som jeg har og som er bange for at gøre noget forkert.
Til dem kan jeg kun sige: spørg Max (hans website er i øvrigt en nærmest uudtømmelig kilde af gode opskrifter, tip og tricks, videoinstruktioner og meget andet godt), læs "Cooking for Geeks" eller for Guds skyld: spring ud i det! Glem ikke derude, at du lærer langt mere af dine "fejl" end af dine successer!
*Når jeg i overskriften kalder brødet for verdens NÆSTbedste, er det i respekt for mit livs über-geek, min nu afdøde onkel. Han afviste altid at kategorisere noget som det bedste, for det afskar muligheden for at forestille sig, at noget kunne være endnu bedre og det var dermed dræbende for enhver udvikling - enhver geeks mareridt.
8 kommentarer:
Det brød er intet mindre end fantastisk og så er det jo rigtigt nemt at lave.
Hvorfor er det at du tager tørgær hjem fra USA? Det kan jo købes i de fleste supermarkeder herhjemme og min erfaring er at det er nøjagtigt samme gærkultur der bruges.
Cooking for geeks er forøvrigt også blandt mine seneste hjemkøbte bøger, men en eksamen har desværre udsat læsningen i den indtil næste uge. Er i øvrigt sikker på at jeg rammer 100% ind i Geek segmentet hvad mad nørderier angår :-)
Hej Kim,
Ja, det er et herligt brød! Tørgæren er en lille, skør ting hjemkøbt fra min rejse i påsken. Jeg er helt klar over, at det kan købes herhjemme, men jeg måtte have et par poser Fleischmann med hjem, fordi jeg har skrevet om de to gærpionerer i et gammelt indlæg. (http://madogmening.blogspot.com/2007/07/bageteknologien-hver-sig-til-nye-hjder.html)
Jeg tror, at vi finder rigtig mange geeks blandt madbloggerne - og måske også en enkelt dork eller to... :-)
Glæd dig til læsningen. Du vil elske bogen!
Lise
Hvor herligt, at det her geeked internet gør det muligt for verdens geeks at finde hinanden, uden at vi skal kaste håndtegn eller bære sære pins i reverset.
Jeg lo af at du næsten elsker din iPad højere end din kat - sådan har jeg det ikke - men min hunkat elsker min iPad højt, nu kan hun sidde meget mere på skødet.
Jeg husker, at jeg så opskriften i sin tid i New York Times, men aldrig fik den testet.
Det gjorde jeg lørdag/søndag udelukkende med durummel og det blev skønt.
Vil endelig overveje at komme i gang med en surdej - husker noget nørdet om et stykke kål:
http://ruhlman.com/2009/07/simple-sourdough-starter/comment-page-1/
P.S Tak for indsigt i gærpionererne ;)
Det er bare så god en brødopskrift! Jeg har kun en lille støbejernsgryde, og gider ikke købe en større. Derfor dette spørgsmål (da jeg ved svigermor har en stegeso, jeg kan få): er der ikke noget med at den ikke må opvarmes uden indhold?
Må man skrive mere end en kommentar, til det sammen indlæg?
Tænker om geek/nerd/dork/dweep-begreberne også handler om extrovertes mange fejlopfattelser af introverte?
http://www.carlkingcreative.com/10-myths-about-introverts
Hej Andrea,
Ja, geeks og nørder har fået en ny storhedstid i teknologiens tidsalder. Det er SÅ skønt!
Hvor er jeg glad for, at du sætter pris på min historie om de to gærbrødre. Jeg var så lige på besøg hos dig, og blev fristet af militærkomfurmanden. Hvor er der dog mange ting, som man kan vide noget om! :-)
Og det der kålprojekt er da så sært, at jeg overvejer at prøve det.
Tak, fellow geek!
Lise
Hej Dorthe,
Jeg har også hørt noget om, at der er særlige "regler" for sådan en keramisk stegeso, men jeg tog chancen. Den er blevet lidt mørk i kanten, men ellers har den bare fungeret som en drøm.
Min stegeso - fra Fakta - er glaseret indvendig. Jeg ved ikke om dt betyder noget.
Det er skønt at have opdaget en ny brug af sådan en tingest. Det er nemlig ikke SÅ tit, jeg får brugt den efter den oprindelige hensigt...
Lise
Hej igen Andrea,
Du må skrive alle de kommentarer, du vil! :-) Og det er et interessant såørgsmål, du stiller, og en spændende tekst, du henviser til.
Jeg har arbejdet meget med den problemstilling - med en lidt anden overskrift. Min søn er en "aspie" og på den måde lidt anderledes en de fleste. (http://www.tonyattwood.com.au/pdfs/attwood10.pdf)
Det ligger mig derfor (?) rigtig meget på sinde at skelne mellem "funktionsnedsættelser"/handicaps og "anderledeshed".
Det er mit indtryk, at der i dagens Danmark ikke er meget plads til det anderledes. Det bliver meget hurtigt stemplet som forkert. Det er fattigt og sørgeligt, synes jeg. Heldigvis giver internettet - som du nævner - nogle nye muligheder. :-)
Send en kommentar