mandag, marts 28, 2011

Juraprofessoren, den confiterede and og de – måske - tyvstjålne snickerdoodles

Ved du måske hvad en snickerdoodle er? Det vidste jeg ikke for kort tid siden, men nu ved jeg det. Det er en særlig småkagetype, som er kendetegnet ved, at dejen formes som kugler, der rulles i sukker. Når småkagen bliver bagt, får den et karakteristisk krakeleret look.
Snickerdoodles og foto af egen avl.
Faktisk minder den om en særlig småkage, som man engang kunne købe hos Irma. Muligvis kan man stadig købe dem; jeg kommer bare ikke i Irma så tit, og jeg har ikke kigget efter for nylig. Irmas snickerdoodles hed (hedder) Ginger Snaps og er, som navnet antyder, tilsmagt med ingefær. Irmas Ginger Snaps husker jeg med glæde for både deres ret stærke smag af ingefær – et af mine yndlingskrydderier – og for deres udprægede sprødhed. Hårdhed er måske et mere præcist ord. Og så havde de den der krakelerede overflade. 

Jeg har i årevis prøvet forskellige opskrifter i håbet om selv at kunne lave noget, der kunne minde om de gode Ginger Snaps. Det lykkedes først for nylig da jeg - ad veje jeg for længst har glemt – havnede et sted på nettet, hvor jeg kunne læse en opskrift på Mexican Hot Chocolate Snickerdoodles.

Opskriften fascinerede mig både ved indholdet af chili – jeg elsker også brugen af ”salte” og stærke krydderier i det søde køkken – og billedet af de krakelerede småkager. Opskriften på siden er åbenbart fra en bog: Vegan Cookies Invade Your Cookie Jar, og her kommer ophavsretten ind i billedet. Har jeg nu stjålet en opskrift?

Når man – som jeg – færdes i Madbloggerland, der har mad som dominerende religion, og hvor madopskrifter er valuta, vil spørgsmål om ophavsret dukke op ved gadekæret med jævne mellemrum.
Materiale, der ligger på nettet, er i teknologiens natur – og i tråd med internettets information wants to be free-ånd – MEGET let at kopiere.
Photo Credit: Post Punk Kitchen
Det er fx uendelig nemt at låne/stjæle/bruge billeder (som billedet af chokoladesnickerdoodlerne herover), og man kan efter smag, bekvemmelighed, tid, moral, sproglig og teknisk mulighed mv. vælge at henvise til oprindelsesstedet/kunstneren, spørge om lov – eller bare tage chancen. Måske er billedet som man har fundet, allerede kopieret i flere led, og man kan – bilde sig selv ind at man? - måske ikke finde den oprindelige opretshaver til billedet. Jeg er formodentlig en forbryder.

Billeder er én ting, som kan være ophavsretligt indviklet nok. Og irriterende og krænkende for kogebogsforfattere/-fotografer og madbloggere, der pludselig finder deres madbilleder andre steder på nettet – uden henvisninger eller anden tribut end der, hvor de selv har placeret dem. Jeg gætter dog på– jeg har ikke selv oplevet det – at det ofte vil være relativt nemt at dokumentere, at man har ophavsretten til det originale billede og tilsvarende nemt at få den afslørede tyv til at trække i land.

Noget andet, som jeg synes er en bid mere tricky, er opskrifter, madbloggerprovinsens iskolde og helt særlige kontanter, og jeg har en række spørgsmål, som jeg pusler med - når jeg ikke laver noget andet. Hvem har retten til hvad? Er der en forskel mellem fysisk og digitalt tyveri? Hvor går grænsen mellem inspiration og tyveri? Hvad stiller vi op med alle gråzonerne?
Morten Rosenmeier. Foto: tyvstjålet på ku.dk
I min søgen efter mulige svar på de løse ender faldt jeg i november 2010 over et arrangement, hvor en juraprofessor i ophavsret, Morten Rosenmeier, skulle tale om ”Ophavsret og ytringsfrihed” bl.a. med et blik på, hvordan ophavsretten skal forstås i et moderne medielandskab. Arrangementet lå ret tæt på min arbejdsplads og på et tidspunkt, der passede fint til fyraften, så jeg drog af sted for at blive lidt klogere. 

Og det blev jeg. Ikke så meget på mine konkrete madblogger-ophavsretsspørgsmål, men bl.a. på hvordan indviklet og vanskeligt juridisk stof kan formidles, så en ikke-jurist som mig får lyst til at vide mere. 

Ved selve arrangementet var jeg dog dels semiparalyseret over at et foredrag, som jeg havde ventet ville være ordentligt, seriøst og lidt kedeligt viste sig at være ordentligt, seriøst og hilarious, og dels en lille smule intimideret af at være i selskab med, hvad der forekom mig at være en masse meget alvorlige og ophavsretligt hårdt pressede forskere, der under spørgerunden især fokuserede på ophavsretsspørgsmål i forbindelse med forskningsresultater og undervisning. A little out of my league. Jeg fik altså ikke stillet mine spørgsmål.

Et par dage senere kontaktede jeg Morten Rosenmeier via mail for at stille de madbloggerorienterede spørgsmål. Det fik vi en interessant korrespondance ud af en sen aftentime. 

I mailkorrespondancen med professoren blev jeg bla. henvist til et værk ”Ophavsret for begyndere. En bog til ikke-jurister”. Den ligger helt frit tilgængeligt på nettet. Morten Rosenmeier er - udover at være nyslået professor (meget morsom og oplysende tiltrædelsesforelæsning!) på det juridiske fakultet i København - formand for UBVA, Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde. Udvalget har en strålende hjemmeside med både tekster og videoer, som kan oplyse og opmuntre enhver med interesse indenfor dette felt.

Morten Rosenmeier stiller i sit arbejde meget dybtgående og - i nogens øjne - provokerende spørgsmål til ophavsrettens berettigelse. Han gør det bl.a. klart, at ophavsret og ytringsfrihed - som begge er størrelser og værdier, som vi både som individer og samfund sætter stor pris på - i princippet er hinandens modsætning. Ytringsfrihed handler i sin ubegrænsede form om, at du har lov til at sige lige præcis, hvad du har lyst til (også selvom en anden har sagt det samme først), mens ophavsretten handler om, at nogen - og dermed ikke andre - har retten til at ytre visse ting.
Men hvad siger ophavsretsloven helt præcis om opskrifter?

Jeg fik i den lille uvidenskabelige mailsnak med professor Rosenmeier at vide, at man ifølge ophavsretsloven kan få en opskrift beskyttet, hvis man er nået frem til den ved kreativitet eller hårdt arbejde. Interessant. Og udgangspunkt for nye spørgsmål. 

(Sådan er det vist ofte med viden. Jo mere man ved, jo mere opdager man, at man ikke ved. Når jeg tænker over, hvor meget jeg ikke ved, så kan jeg trøste mig med, at det muligvis skyldes, at der er en hel masse, som jeg ved…)

For hvad er definitionen på kreativitet? Eller på hårdt arbejde for den sags skyld? Jeg må videre spørge: Hvornår er det MIN snickerdoodle? Nu er den ikke vegansk længere; opskriften er oversat til dansk og målene er oversat til ”metric”. Skulle jeg have spurgt om lov? Er navnet snickerdoodle mon beskyttet?

Hvad med instruksen, der følger med opskriften? Den kan jo også være frembragt gennem hårdt arbejde og kreativitet. Hvornår er det MIN kiksekage? Min frikadelle? Min confiterede and?

Den seneste sag, som pt. drøftes intenst omkring Madbloggerlands gadekær, drejer sig om Kasper Bergholt, der driver en af Danmarks mest seriøse og læste madblogs, Bergholts opskrifter. Han fandt pludselig sin meget velskrevne og gennemarbejdede instruks på netop confiteret and ordret kopieret på nordjyske.dk. Sagen er omtalt adskillige steder på nettet allerede, bl.a. hos Mediebevægelsen, som Kasper selv står bag, og han er i fuld gang med at få sagen opklaret med mest mulig opmærksomhed og færrest mulige tilskadekomne. Jeg vil derfor ikke gå ind i en nærmere beskrivelse af forløbet, men kan bare konstatere, at der er livlig trafik i gråzonen; måske efter devisen går den, så går den. Den bruger jeg selv, men jeg er selvfølgelig heller ikke et bladhus...

Somme tider er det nemt at se, at nogens rettigheder er blevet krænket; andre gange er det mere uklart. Somme tider er der tale om en juridisk valid krænkelse; andre gange kan man tale om en følelsesmæssig krænkelse - og det er noget andet. Somme tider kan der være grund til at skaffe sig økonomisk kompensation fra krænkeren; andre gange kan krænkelsen i sig selv vise sig at være en bagvendt fordel.

Summa summarum: ligesom i resten af livet er også her tale om tilskikkelser, der ikke enkelt og entydigt kan opdeles i godt og ondt; ret og vrang; sandt og falsk. Omtanke og oplysning kan hjælpe i visse tilfælde. Juraen i andre. Koldt vand i blodet i tredje. Under alle omstændigheder tyder de mange sager i Madbloggerland - und anderswo - på, at der skal seriøs og dybtgående nytænkning til, for at få den digitale virkelighed og ophavsretsloven på omgangshøjde med hinanden.

Snickerdoodles a la Rosenmeier
(Søde, sjove og uskyldige på overfladen – skarpe og benhårde indeni.  Jeg vil tro, at hvis man bager småkagerne lidt mindre, bliver de seje. Det er stadig a la Rosenmeier.)
  • 125 g smeltet smør
  • 200 g sukker
  • 90 g sirup
  • 225 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • ¼ tsk salt
  • ½ tsk kanel
  • ca. ½ tsk cayennepeber (udskift evt. med masser af (frisk-)stødt ingefær, og så har du ginger snaps. Jeg lavede mit eget friskkværnede spicemix, men det er fordi jeg elsker friskkværnede krydderier.
  •  50 g sukker til at rulle småkagerne i
  • lidt mere cayenne/kanel/ingefær
Smelt smørret sammen med sukker og sirup.
Bland de tørre ingredienser og rør dem i smørblandingen. Ælt dejen sammen.
Form dejen til kugler på størrelse med en valnød og rul dem i en blanding af sukker og cayenne/kanel.
 Læg kagerne på et stykke bagepapir. Mas dem lidt flade. De flyder yderligere lidt ud.
Bag småkagerne i ca. 10 minutter ved 175 grader. Lad dem køle af.
Så har du lidt at tygge på...

søndag, marts 27, 2011

Lemon lava cake - om at tage det sure med det søde og lidt om kannibalisme

Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.«

Katolikkerne fejrer Mariæ (Marias) Bebudelse den 25. marts. Det passer perfekt med, at det er netop ni måneder før jul. Så lang tid varer en almindelig graviditet, så det er til at forstå. I katolske kredse er Maria a big deal. Hun æres med en særlig mariabøn: 

Hil dig Maria, fuld af nåde!
Herren er med dig!
Velsignet er du iblandt kvinder
og velsignet er dit livs frugt, Jesus.
Hellige Maria, Guds Moder!
Bed for os syndere,
nu og i vor dødstime.
Amen.

I den lutherske kristendom, som dominerer i Danmark, har hun ikke samme ophøjede stilling, og fejringen af bebudelsen som en særlig helligdag blev godt nok opretholdt efter Reformationen, men ved helligdagsreformen i 1770 blev dagen flyttet til der, hvor den ligger nu: femte søndag i fasten. Det er i 2011 søndag den  10. april. Det ødelægger desværre lidt af pædagogikken bag de ni måneder frem til fødslen til jul.

Men dagen er stadig god at få forstand af. Dagen handler nemlig om det, at man somme tider kan blive nødt til at gøre noget, som man ikke forstår. Eller acceptere noget, som virker umiddelbart vanvittigt eller meningsløst. Eller give sig hen til en større sag med de omkostninger, som det evt. vil medføre. At tage det sure med det søde, så at sige.
Det gør Maria, og det må vi gøre somme tider. I min trang til at illustrere den slags temaer gennem kage har jeg tænkt, at dagens kage må være en lemon lava cake. Sød og syrlig på en og samme gang.

Jeg har bragt en opskrift tidligere, men i dagens anledning er der tale om en lille variation - som måske i virkeligheden er lidt for ulækker og lidt for grafisk (og helt og aldeles frivillig!), men måske derfor også tilsvarende pædagogisk og let at huske: jeg kommer et brombær ind i hver af Marias "citronmaver". Det ligner nemlig lige præcis en lille celle, der har delt sig ganske få gange og nu er blevet begyndelsen til det barn, der bliver født juleaften.

Når vi i kirken kan nærme os en kannibalistisk tilgang til vores gud i nadveren, en symbolsk genopførelse af det sidste måltid inden hans død, kan man vel også have en lignende tilgang til den anden ende af hans eksistens... Måske skal der bare oprettes et stramt ritual omkring den lidt blodige kage.* Velbekomme!

Lemon lava cake

2 æg - delt i blommer og hvider
½ dl citronsaft
2 tsk revet citronskal
1½ dl mælk
1 tsk vanillesukker
200 g sukker
75 g mel
en knivspids salt

Tænd ovnen på 175 grader. Bland sukker mel og salt. Tilsæt æggeblommerne. Og citronsaft og -skal, mælk og vanillesukker. Rør det godt sammen. Pisk æggehviderne helt stive. Rør forsigtigt æggehviderne i blandingen. Smør 4 ovnfaste skåle. Fordel dejen i skålene, og stil dem i en bradepande. Hæld kogende vand i bradepanden, så det når ca. halvvejen op ad siden på formene. Bag i ca. 25 minutter.

Det er lidt af en smagssag, hvor gennembagt man vil have sine lemon lava kager, så måske er du nødt til at bage dem flere gange for at finde lige præcis DIN favorit-gennembagningsgrad! Men husk, at ved at gøre det, ofrer du dig i en højere sags tjeneste, og det er en smuk ting at gøre.

*: Hvis ikke der var et rituelt rum med den dertil hørende liturgi, ville det være svært at fastholde den kristne forestilling om indstiftelsen - eukaristien. Myten om brødet og vinen som et symbol på kød og blod ville enten blive meningsløs eller frastødende uden ritualet med dets rum, bestik, bord, billeder, dug, præst, menighed osv. Fra artiklen "Den kristne kannibalisme" af sognepræst Anders Kjærsig

søndag, marts 20, 2011

Hamantaschen - kager til Purim, en jødisk helligdag

Ni års teologiske studier med læsning - på originalsproget - af både det Gamle og Nye Testamente. En artikel i New York Times om en kage. Gæt hvilken af de to, der fik mig til at interessere mig for fortællingen bag Purim, den jødiske helligdag, der i 2011 fejres 20.-21. marts?
Purimfesten kredser om Esther, der var dronning af Persien, og som reddede sine jødiske frænder fra at blive udslettet af den onde vizir, Haman på en dag, som han udvalgte ved lodtrækning. (Purim = lodder).

Den smukke Esther var blevet Kong Xerxes' kone nummer to (den første var blevet forstødt, fordi hun ikke ville danse for kongens gæster kun iført sin krone) gennem en kongeligt forordnet skønhedskonkurrence:
Mange unge piger blev samlet i borgen i Susa under opsyn af Hegaj. [...] Ester [blev] hentet til kongens palads og kom under opsyn af haremsvogteren Hegaj. Han (kongen) syntes godt om pigen, og hun vandt hans velvilje. Han sørgede straks for hendes skønhedskur og forplejning og for, at der blev udvalgt syv piger til hende fra kongens palads; så flyttede han hende og hendes syv piger til den bedste del af haremet. Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt hun tilhørte, for Mordokaj (hendes onkel) havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det. (Esters bog, kap. 2, vers 8-10)
Den dag i dag fejres Purim dels ved oplæsning af Esthers Bog - og der råbes og støjes hver gang Hamans navn bliver nævnt - og dels ved at man spiser hamantaschen.

Hamantaschen skal ligne den onde Hamans lommer (= taschen), ører eller hat. I mine kageøjne er det bemærkelsesværdigt, at kagerne ligner napoleonshatte. En anden pudsig ting er, at der findes en særlig Hamantashen sang:
My hat, it has three corners,
Three corners has my hat.
And had it not three corners,
It wouldn't be my hat.
לכובע שלי שלוש פינות
שלוש פינות לכובע שלי
לולא היו לו שלוש פינות
לא היה זה הכובע שלי
som synges på den melodi, som vi kender som Min hat den har tre buler! Jeg synes, at det er helt vildt sjovt, når gammelkendte ting pludselig får en helt ny betydning!

Det traditionelle fyld i hamantaschen er birkes, men som nævnt i artiklen fra New York Times, findes der et utal af variationer. Jeg lavede både birkesfyld og chokoladecreme. Junior har godkendt begge udgaver. (Jeg har aldrig tidligere hverken hørt om eller smagt en ægte hamantasch, så jeg har ingen idé om, hvor langt vi er fra noget autentisk!)

Hamantaschen (ca. 30 stk.)

Dej

  • 125 g flormelis
  • 225 g smør
  • skal af ½ citron
  • 300 g mel
  • 2 æggeblommer
Kør smør, sukker, mel og citronskal i foodprocessoren. Saml dejen ved at tilsætte de to æggeblommer. Hvis ikke den samler sig helt af sig selv, kan du hjælpe den lidt på vej, når du tager dejen ud. Læg den på køl. Jeg lægger dejen i en frysepose og flader den ud. Så er det nemmere at komme til at rulle, end hvis den ligger som en kugle.

Birkesfyld (nok til alle 30)
  • 1 1/4 dl mælk
  • 50 g sukker
  • 75 g birkes (kan fx. fås i Tigerbutikken)
  • skal af ½-1 appelsin
  • 35 g rosiner
  • saft af ½ citron
  • 1 spsk appelsinlikør
  • ½ spsk smør
  • ½ spsk vanillesukker
Varm mælk og sukker op i en lille gryde. Kværn birkesen i en kaffekværn.
Kom birkesmel og rosiner i mælken og kog indtil det tykner.
Tilsæt de øvrige ingredienser og kog lidt længere. Det lugter sært og er bestemt ikke kønt, men fortvivl ikke. Det skal nok blive godt. Lad fyldet køle af.
 Chokoladecremefyld (rigeligt til alle 30)
  • 1 æg
  • 2 spsk sukker
  • 2 spsk mel
  • 2 spsk kakao
  • 2½ dl mælk
  • 50 g hakket/knækket mørk chokolade
  • evt. 15 g chokoladedråber
Slå et æg ud i en lille gryde. Pisk det med et piskeris sammen med sukker, kakao og mel. Hæld mælken i. Varm blandingen under stadig omrøring indtil den koger og tykner. Tag cremen af varmen. Læg chokoladestykkerne ned i den stadig varme creme. Rør indtil chokoladen er opløst i cremen. lad creme køle af.
Så er du klar til at lave kagerne.

Rul dejen ud til 3-4 mm tykkelse. Skær cirkler ud på 6-7 cm i diameter. Jeg har ikke nogen udstiksform i lige den størrelse, men en tom dåse kan bruges.
Læg ca. 1 teskefuld fyld på hver dejcirkel.
Fold dejen op om fyldet, så kagen bliver fint trekantet.
Bag kagerne ved ca. 175 grader i ca. 15 minutter. De skal være lysebrune i kanten.

lørdag, marts 19, 2011

Irish Coffee-kage - til Skt. Patricks dag

Skt. Patricks dag var i forgårs, den 17. Jeg ved det. Så kagen er lidt forsinket. Til gengæld er den god, og kan bruges året rundt.

Irish Coffee-kage
  • 100 g smør
  • 2 æg
  • 230 g puddersukker
  • 1 spsk nescafé - eller lignende
  • 120 g mel
  • 4 spsk kakao
  • ½ dl irsk whiskey - fx. Tullamore Dew
  • 200 g hvid chokolade
  • 3/4 dl fløde
  • evt. grøn farve - oliebaseret!
Smelt smørret fx. i mokroovnen. Pisk æg, nescafé og puddersukker til det er lyst og luftigt. Pisk forsigtigt - det støver! - mel og kakao i blandingen. Rør det smeltede smør i og til sidst whiskeyen.
Hæld dejen i en rund springform og bag kagen ved ca. 200 grader i ca. 25 minutter. Det gør ikke noget, hvis kagen ikke er helt gennembagt; så bliver den blød og konfektagtig. Lad kagen køle af.

Smelt chokolade og fløde sammen. Rør indtil du har en glat creme. Tag evt. ca. 1 spsk fra. Bland grøn farve - oliebaseret! - i og kom chokoladen i hjørnet af en frysepose. Hæld den hvide chokolade ud over den bagte kage. Fordel den jævnt. Mens den hvide chokolade stadig er flydende kan du lave et antal af den irske shamrock som pynt.

Sæt tre små grønne chokolade-"klatter"
 og træk en tandstik gennem hver klat
så du trækker form i bladene
og laver en stilk.
Ikke et ord om koriander... Det ER trekløver!
Nu er jeg jo hverken irer eller katolik, men jeg er meget glad for farven grøn, og jeg holder mig aldrig tilbage fra at bruge en kage til at fortælle en god historie eller til at hjælpe mig med at huske noget interessant.
Fx. vil jeg nu aldrig glemme, at den irske shamrock er en trekløver og ikke en firkløver. Det viser sig nemlig, at St. Patrick, som kristnede Irland i 400-tallet, netop brugte den fine grønne plante med tre blade til på pædagogisk vis at forklare Treenigheden til de undrende hedninge, og at dette trick måske ligefrem var en af grundene til hans succes. Treenigheden er en svær en, og ethvert hjælpemiddel er altid velkomment.
Det kan undre, at temmelig mange billeder af denne symboltunge plante, viser en firkløver, som slet ikke har den samme betydning.
Firkløveren handler om held og guld for enden af regnbuen, og det er noget ganske andet.

De dansk-irske St. Patricksdags-fejrende på The Dubliner ved Amagertorv kunne sikkert godt have ønsket sig en tættere sammenhæng. Der var masser af grøn påklædning og regn (slud/sne), men ikke skyggen af en regnbue.

onsdag, marts 16, 2011

Chokoladefestival 2011 - og om at hjælpe folk i nød

Mobilen på køkkenbordet ringer. "Vi ringer fra Folkekirkens Nødhjælp, for at høre, om du vil hjælpe os med at samle ind til kampen mod sult og katastrofer." Mig: "Øh, hvornår er det lige, at det er?" "Det er søndag den 13. marts." "Desværre, den dag kan jeg ikke; jeg skal til Chokoladefestival."
Et spørgsmål om fokus og prioritering. Grybergs cupcakes - og en af de dygtige Grybergpiger
Ja, sådan må man prioritere benhårdt her i tilværelsen. Vi kan ikke nå alt. Vi kan ikke redde hele verden. Ikke hvis vi samtidig skal leve vores liv og huske at gøre de ting, som vi holder af. Men indrømmet, somme tider bliver det lidt brutalt. Men jeg har faktisk ikke engang dårlig samvittighed. Jeg ser absurditeten og overvejer, hvor meget jeg kan gøre. Hvor meget jeg skal gøre. Hvor meget jeg vil gøre. Hvor meget jeg bør gøre.

Ordene bør/burde får mig som regel til at stoppe op. De indebærer ofte en form for moralsk eller forudbesluttet holdning til dette eller hint, og det gør mig altid bekymret, når automatpiloterne trækkes af hangaren. Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvad jeg bør eller ikke bør. Jeg gør mig mange overvejelser hver eneste dag om det fornuftige, forsvarlige, rimelige, hæderlige, ansvarlige eller for den sags skyld dejlige eller glædelige, som jeg gør eller undlader at gøre. Please, ingen bør til mig, tak.

Derfor var jeg også lidt hård i filten, da en madbloggerkollega forleden annoncerede, at han havde oprettet en indsamling til fordel for de katastroferamte i Japan: Danske madbloggere samler ind. De danske madbloggere er lige så forskellige som deres blogs giver udtryk for, men når vi ser en god sag, står vi sammen, så hjælp OS med at hjælpe de japanske ofre.
Jeg står ikke - i hvert fald ikke uden at være blevet spurgt - sammen med nogen. Og ingen skal beslutte for mig, hvad jeg skal lægge bloggeridentitet til, uanset hvor velment og sympatisk formålet er. Så jeg fik vist smidt grus i maskineriet, og det kan jeg da godt blive lidt ærgerlig over bagefter.

Jeg vil jo ikke forhindre madbloggere - og madbloggeres læsere - i at støtte et godt formål. Men jeg vil gerne udtrykke min bekymring over vores manglende hukommelse og proportionssans. Ja, Japan er ramt af en frygtelig katastrofe, hvis fulde omfang vi åbenbart slet ikke har set endnu. Og ja, der er mennesker i nød i Japan, som det gør ondt ikke at kunne gøre noget for lige nu og her. Og ja, det er en lille smule perverst at spise og nyde kager og chokolade og gå op i Michelin-stjerner eller ej, mens andres verden bryder sammen.

Men er svaret at bøde på vores dårlige samvittighed ved at give en hundredelap til den sidste og bedste katastrofe? Ja, det er det måske. At give lidt er vel bedre end at give ingenting? Men hvad med de katastrofer, som ikke er på avisernes forsider længere? Haiti, Rwanda, Libyen - you name it.

Vil vores fokus på og støtte til den aktuelle kioskbaskerkatastrofe fjerne, hvad det måtte være tilbage af fokus på de allerede næsten glemte? Giver det mening at samle penge ind til en af verdens allerstørste økonomier? Som med lidt held rejser sig i løbet af ganske få år, og måske ligefrem får vækst ud af katastrofen? Er det kynisk at tænke sådan, i stedet for bare at lade sig rive med af følelserne for de mennesker, som vi ser på billeder og kan identificere os med? Er det bare menneskeligt - og dermed udiskuterbart - at vi kun kan rumme en bid af verdens elendighed ad gangen og at vi derfor kaster os over den nærmeste Japan-indsamling?

Jeg ved det ikke. Og jeg er som nævnt ked af at jeg måske fik spoleret et madbloggerinitiativ, som jo i grunden er fint. Det hjælper jo ikke nogen, at vi bare går i gruppe og snakker, men det skader jo på den anden side heller ikke at tænke sig om...

Det er ikke spor enkelt. Lige nu har fx. New York Times åbnet et debatforum, hvor man kan diskutere: What Aid Makes Sense for Japan? Eksperter bringer indlæg på selve avisen; almindeligt dødelige debatterer på Facebook.

For at gøre bod vil jeg her linke til nogle forskellige støttemuligheder. Du kan vælge at gøre ingenting. Du kan vælge at støtte en eller flere muligheder. Du kan skrolle ned til et par billeder fra Chokoladefestivallen og glemme alt om min lange indledning.
Og så til Chokoladefestivallen. Jeg vil gøre det kort. Andre madbloggere som fx. Anne au Chocolat, Grill og Køkken Kokkerier og Piskeriset har allerede skrevet glimrende indlæg med lige så fremragende billeder fra i søndags.
Det var overvældende. Og topchecket. Og jeg er sådan en chokoladegris at jeg bare eeelsker konceptet med at man får udleveret seks chokoladepoltetter, som kan bruges til at shoppe forskellige seriøse smagsprøver.

Der var en del gratis smagsprøver især sådan lidt små i det (Summerbird var igen en heftig undtagelse; de deler RIGTIG mange gratis flødebolller ud, og ja, det gør altså bare indtryk), men for poletterne kan man købe mere regulære ting, så der er lidt at tage med hjem. Sidste år "købte" jeg macarons fra Nikolaos Strangas og det blev indledningen til en mindre besættelse.

På mig virker det sådan, at når jeg føler, at jeg får noget forærende, så får jeg lyst til selv at få pungen op af lommen, så jeg fik også shoppet en lille smule. Lille. For poletterne i år fik jeg frugtganachekugler i frække farver fra Ro Chokolade på Nørrebro og trøfler med chili fra et sted, der ikke har navn på deres pose, og som jeg har glemt navnet på. Ærgerligt, ærgerligt.
Det, som slår mig i sådan et Eldorado, er, at man er nødt til at smage og sortere med øjnene et langt stykke hen ad vejen. Det er simpelthen ikke muligt at smage det hele, og jeg kan i hvert fald ikke sådan umiddelbart lave en klar skelnen mellem min visuelle indtryk, de smagsmæssige og så alt det andet lir og markedsføring. Og jeg er heller ikke interesseret i at skelne. Chokolade - og al anden mad - hører til i en kontekst, og den rå smagsanalyse er kun en lille del af den samlede historie.

Og hvor må det være svært for de mange chokoladefirmaer at finde på måder, hvorpå de kan skille sig ud fra hinanden. De siger formodentlig allesammen, at smagen er i centrum, men når det er sagt, kommer en masse andre faktorer buldrende.

Mine indtryk farves fx. af en venlig og imødekommende sælger, af en smart emballage, af friske statements, overraskende smagskombinationer og meget andet, som ikke decideret handler om chokoladen selv. Godt, at jeg ikke er chokoladesælger!

For at gøre fototilværelsen lidt lettere for mig selv valgte jeg at fokusere på farven grøn.
Limeganachekugler fra Ro Chokolade
Callebaut-chokolade-mix-selv-bar
Pistacienødden, en grøn klassiker
Pistacie igen, nu knust
De æsker!
Ja, der er jo ikke så mange grønne chokoladeegnede ingredienser at vælge imellem...
Det skulle da lige være matcha, grøn te. Men det kan man jo ikke se på æsken.
 
Jeg har lidt flere grønne billeder liggende i et album på Facebook.

Tak fordi du nåede hele vejen herned!