søndag, februar 23, 2014

Madbloggerudfordringen: tapas-macarons med gedeost og bacon

Lad mig sige det med det samme: mit resultat af Madbloggerudfordringen #2 er nok ikke for alle.
Ét er, at der har været en vis udfordring i at splejse to opskrifter fra hhv. min egen blog og en blog som jeg har vundet i en lodtrækning; noget andet, at det har været en udfordring at producere min søde udgave af en spansk-norsk tapasanretning - og altså noget tredje, at mødet mellem det salte/stærke/gedeostede og det søde kan være en udfordring for smagsløgene.
Falske champignons
Madbloggerudfordringen er en leg, som madblogger Nada Louise Cay fra La Cucina Nada står bag. Denne anden udgave af legen går ud på at hver af de deltagende bloggere får tildelt en anden blog, hvorfra man skal finde en opskrift, som man "splejser" med en opskrift fra sin egen blog. Mindst tre ingredienser fra den oprindelige opskrift skal gå igen i den splejsede.

Jeg har fået tildelt bloggen Bakemester Snipp, som drives af Helene. Hun er ei norsk jente som bor i Spania, skylden for det må en høy mørk spanjol ved navn Sergio ta.

Helenes blog er spændende, fordi den er dobbelt-eksotisk: hendes indlæg handler om kager og andre lækkerier, der er præget af hendes norske baggrund eller af kulinariske frembringelser, der har rod i det spanske.

Længe var jeg fristet til at lade mig udfordre af bloggens norske islæt - fx. bloggens titel Bakemester Snipp fra en gammel norsk tv-julekalender, der viser sig at være en figur, der tilsyneladende havde som ambition at bage 4367 smultringer (norske donuts). Det kunne være en seriøs udfordring, men desværre har Helene ikke et opskrift på smultringer på bloggen... (Pyh!)

Til gengæld er der en del kageopskrifter hos Bakemester Snipp, men for at det ikke skulle være for nemt, valgte jeg i stedet en opskrift på en traditionel spansk tapas-sag: Fylte sjampinjonger. Den har jeg lavet i en sød variant med falske champignons - men med ægte gedeost og bacon. Ifølge udfordringen skal nemlig mindst tre ingredienser fra den oprindelige opskrift gå igen i den splejsede. Jeg har splejset Helenes champignons med mine evigt tilbagevendende macaronsforsøg og variationer, som i sig selv har været en udfordring gennem tiden.
Helenes originale fyldte champignons
Mine falske champignons med sød gedeostecreme og karamelliseret bacon -
pyntet med en kandiseret peberfrugt
Der er mange arbejdsgange i den lille tapasanretning og fire forskellige elementer, der skal forberedes, før den kan anrettes: de falske champignons, gedeostecremen, bacon og kandiseret peberfrugt.

Jeg skal indrømme, at jeg ikke har fået mængderne af de forskellige dele helt præcist tilpasset. Jeg har faktisk kun anrettet og spist 2 x 2 champignons; hele projektet har for mig mere handlet om at blive udfordret og at følge ideen end at få en fuldt færdig opskrift på plads. For mig har det handlet om at blive inspireret - og måske at kunne inspirere andre til at tænke skørt og prøve noget nyt. Haute kag-ture so to speak.

Falske champignons
De falske champignons er omvendte macarons.

  • 3 æggehvider 
  • 65 g sukker 
  • 85 g mandelmel 
  • 150 g flormelis
  • ca. 25 g mørk chokolade
Lav macarons efter instruksen her. Smelt lidt chokolade og sprøjt det på bunden af hver af de falske champignons.

Kandiseret peberfrugt (og chili)
  • Små peberfrugter
  • (Rød chili)
  • Sukker - masser!
  • Vand - bare en smule til at opløse sukkeret i
  • Citronsaft
Kog peberfrugter og chilier i sukkerlagen, indtil de er blevet klare i kødet og sukkeret er blevet sirupsagtigt. Det kan tage en time eller mere. Tag frugterne op og lad dem dryppe af. Gem siruppen.
Gedeostecreme
  • 1 del mild, blød gedeost (af typen uden skorpe)
  • 1 del (Philadelphia) flødeost
  • chilisirup
  • evt. flormelis
Pisk ingredienserne sammen indtil du har en glat creme.
Karamelliseret bacon
  • bacon
  • chilisirup
Steg små stykker bacon godt sprøde. Tilsæt lidt chilisirup på panden og lad det koge omkring baconstykkerne, indtil karamellen får lidt farve og størkner, når det køles af. Hæld baconstykkerne ud på en stykke bagepapir, spred dem ud, så de ikke klumper sammen. Lad dem køle af.

Nu kan tapasanretningen samles.




En lille kandiseret chili på toppen; den er smuk, men bare næsten uspiselig...
Tak for udfordringen, Nada og Helene!

fredag, februar 14, 2014

Persisk kærlighedskage til Valentins Dag

Der var engang en fransk kvinde, der var dybt forelsket i en persisk prins. I håbet om at få ham til også at forelske sig i hende, bagte hun en kage med alskens skønne sager i og serverede den til ham. Desværre vidste den franske kvinde ikke, at prinsen var hyperallergisk overfor safran, og han døde efter den første mundfuld.
Sådan kan det gå. Heldigvis er historien nok ikke sand, men de fleste af os kender kærlighedens pris: risikoen for et knust hjerte. Og vi prøver alligevel. Server kagen til den eller dem, du elsker, og håb det bedste.

Persisk kærlighedskage
  • 225 g mandelmel
  • 150 g marcipan
  • 200 g rørsukker
  • 125 g smør
  • 2 æg
  • 250 g græsk yoghurt
  • 1 tsk kardemomme
  • 2 tsk rosenvand
  • 1/2 tsk safran
  • Mandler, pistacienødder eller pinjekerner til pynt
Bland mandelmel, revet marcipan, sukker og smør i små tern. Brug hænderne til at mase smørret sammen med de øvrige ingredienser indtil du har en ensartet smuldret masse. Hæld ca. halvdelen i bunden af en springform med bagepapir og glat dejen ud.

Tilføj nu resten af ingredienserne - undtagen pinjekernerne - til dejen og rør indtil du har en ret glat masse. Hæld den bløde dej i formen og drys med pinjerkerner eller andre nødder som pynt langs kanten. Bag kagen ved 175º i ca. 40 minutter.

(Jeg hældte godt halvdelen af den bløde dej ud over den faste dej i formen, inden jeg tilsatte safran til den sidste del af dejen. Den safranfarvede dej blev så fordelt over den blege dej i form af et hjerte.)

Pynt evt. kagen med tørrede rosenblade - eller friske!
Heart broken...
Den persiske kærlighedskage findes i utallige variationer ud på det store internet. Jeg brugte opskriften på My Persian Feast som udgangspunkt, men ændrede adskilligt undervejs. Kendetegnenede er, at dejen til kagen laves i to tempi og at første omgang af dejen bruges som bund, og resten bruges som fyld - lidt ligesom Gateau Marcel. Kærlighedskagen er uden mel ligesom Gateau Marcel. 

Opskriften på Gateau Marcel findes også på det store internet i mange varianter - og (REKLAME!) i min kagebog Kager uden mel.

Glædelig Valentins Dag!

søndag, februar 09, 2014

Ikke altid kage: chokolade-mint-læbepomade

Så nemt er det! At lave sin egen læbepomade uden alverdens mærkværdige tilsætningsstoffer.
 
Chokolade-mint-læbepomade (4 små bøtter)
  • ca. 25 g kokosolie
  • ca. 15 g bivoks
  • ca. 1 1/2 spsk (jordnødde-)olie
  • ca. 3 knapper (5 g?) mørk chokolade 
  • 1-2 dråber pebermynteolie

Smelt alle ingredienserne sammen i et vandbad eller meget forsigtigt i mikrobølgeovnen. Rør, så det hele blive blandet. Hæld den flydende pomade i små bøtter.






Noter:
Vægt/konsistens: Det er svært at give helt præcise vægtangivelser i så små mængder, så det er også lidt svært at ramme den helt rigtige konsistens. Lav en lille prøve og hæld et par dråber på en tallerken. Hvis pomaden størkner op og er for hård, kan den smeltes igen, og der kan tilføjes lidt mere olie. Hvis den er for blød kan der tilsættes lidt mere voks.

Min er relativt fast, men det er nemt at tage en lille, bitte smule med en negl og smøre den på læberne. Når den bliver varmet af kroppen, er den helt perfekt.

Kokosolie: Kan bruges til rigtig meget. Jeg havde en lille rest i bunden af glasset, og den blev udgangspunkt for læbepomaden. Kokosolie smelter ved 20-28 grader, så på en varm sommerdag er det flydende ved "stuetemperatur" og er altså ikke velegnet som læbepomade alene.

Bivoks: Jeg købte et par blokke via Amazon, men det kan findes i masser af danske butikker, fx. Netspiren.

Olie: Jeg havde tilfældigvis jordnøddeolie i skabet og tænkte, at det ville passe fint med den lette duft/smag af kokos, chokolade og mint. En mandelolie kunne også være lækker. 

Chokolade: Jeg brugte nogle 100% knapper, som jeg havde fået til jul. En anden mørk chokolade kan gøre det.

Pebermynteolie: Endelig ikke for meget! Jeg har en lille flaske i køleskabet, som jeg har haft i årtier! Jeg  bruger ganske få dråber ad gangen. Køb fx. hos Urtegaarden eller i en helsekostforretning.  Læbepomaden kan naturligvis varieres ved fx. at udelade chokoladen og/eller ved at tilsætte andre olier end pebermynte. Prøv evt. bergamot- eller lavendelolie.

Bøtter: Jeg havde nogle små cremebøtter liggende, men noget passende kan fx. købes på Urtegaarden.

Holdbarhed: Den hjemmelavede læbepomade har - muligvis - ikke samme holdbarhed som en industriel sag, men til gengæld er den totalt appetitlig.

God fornøjelse - og bløde læber!

lørdag, februar 01, 2014

Pandekager og lys til Kyndelmisse

Fyrre dage er der gået siden jesusbarnets fødsel.

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud: 
Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse,som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.
Josef og Maria tager deres nyfødte til Templet, hvor han bliver præsenteret for Gud og omskåret, som det var almindelig sædvane dér og dengang. Fra Simeons lovprisning ved den lejlighed har vi fået overleveret en del af det, der giver Kyndelmisse betydning: et lys til åbenbaring.
Et lys i mørket - med masser af smør
Jeg har skrevet om Kyndelmisse tidligere år, og der er rigtig meget på færde den dag, men det som har givet dagen navn, er netop det med lyset: Kyndelmisse = missa candelarum = gudstjeneste for lyset; lyset forstået som både Verdens Lys, Jesus, og det helt konkrete stearinlys, der skal lyse op for os.

Rigtig god timing, for ifølge kalenderen er Kyndelmisse, der altid falder på den 2. februar - 40 dage efter jul, også ca. midt i vinteren; den tid, hvor vi allermest savner lyset fra solen. datoen ligger lige midt imellem den korteste dag og forårsjævndøgn. Dagene ER ved at blive længere, men mange ugers mørke trykker på humøret; vi har brug for noget - lys - til at muntre os op.
Visse steder i verden, fx. i Frankrig, Belgien og Schweiz, spiser man pandekager til Kyndelmisse, måske fordi den smørgyldne, runde pandekage ligner den solskive, som vi sådan savner.

Jeg legede lidt med maden…

Pandekager (10-12 stk)

  • 250 g mel
  • 1/2 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 5 dl mælk
  • 4 æg
  • 3 spsk smeltet smør
  • mere smør til panden
(Jeg tilsatte også et par teskefulde matcha-te, for at gøre pandekagerne grønne. Det blev de ikke specielt kønne af og det gjorde heller ikke noget særligt for smagen.)

Rør det hele godt sammen og lad gerne dejen stå i køleskabet en halv time, inden du bager pandekagerne.

Jeg tog en lille portion (ufarvet) dej fra i en beholder med en fin tud, så jeg kunne tegne på panden.

Tegn et lys - eller noget andet - på panden med dej, og lad den størkne og brune ganske lidt på en middelvarm pande. Hæld dej ud over motivet og bag pandekagen som du plejer. Når du vender pandekagen kan du se dit motiv.
Se venligst bort fra pandekagens lidt fesne farve; ideen er meget god…?!
Der er mange muligheder:
Kærlighed, håb & tro...
Tip: Husk, at motivet bliver spejlvendt!

Til Valentins Dag?
Tip: Tænk over, hvordan du hælder dejen til selve pandekagen på panden; den blive let lidt mørk, der hvor den lander og kan ødelægge motivet.
Til en elsket møgunge?!
Tip: Hæld dejen til selve pandekagen forsigtigt, så bogstaverne ikke flyder rundt.

Glædelig kyndelmisse!