Viser opslag med etiketten kladdkaka. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kladdkaka. Vis alle opslag

mandag, december 12, 2011

Luciakladdkaka med safran og appelsin

Jeg tager lige et stykke mere.
Det er lucianat, og hvis man ikke passer på kan man komme til at forveksle den skønne helgeninde Lucia og den fæle Lucifer - Fanden selv. Begge navne spiller på det latinske luce, der betyder lys.
Lucifer, den faldne engel
En svensk luciabrud. Lucia har intet med jul at gøre.

Ifølge visse svenske traditioner bør man holde sig vågen hele natten bl.a. ved at tænde lys og spise gode sager. Jeg har tænkt mig at gå til køjs om lidt, men for en sikkerheds skyld napper jeg altså lige et lille stykke kage mere.

Den traditionelle svenske spise i anledning af luciadag er lussekatter; søde safranboller pyntet med rosiner. Dem lavede jeg for et par år siden og lagde opskriften på bloggen. I år blev det noget andet: en herlig kladdkaka tilsmagt med safran og appelsin.

Opskriften har jeg ikke helt selv fundet på. Jeg fandt den via min nye svenske favoritblog Söta Saker. Her havde Cornelia fra Placebo indsendt den som sit bud på Månadens Sötsak. Hun havde opskriften fra Danielle på Heavenly Cupcake. Jeg har bare tilføjet revet appelsinskal.

Kagen er meget nem at lave, så den er et godt bud på en sidste-øjebliks-lucia-hyggesag. Det kræver selvfølgelig, at du har safran, hvis du vil følge opskriften til punkt og prikke, men i en snæver vending kan safranen sagtens undværes. Det bliver stadig en skøn kage.

Kladdkaka med safran og appelsin

  • 100 g smør
  • 100 g hvid chokolade
  • ½ g safran
  • 2 æg
  • 170 g sukker (2 dl)
  • 1 tsk vanillesukker
  • 150 g mel (2½ dl)
  • Reven skal af en (økologisk og/eller grundigt vasket) appelsin
Smelt smør og chokolade sammen fx. i en skål i mikroovnen. Rør det sammen til en jævn masse. Stød safranen i en morter. Riv skallen af appelsinen med et fint rivejern. Pisk æg, sukker, safran, appelsinskal og vanille til et lys æggesnaps. Vend melet i og bagefter smør-chokoladeblandingen.Hæld dejen i en smurt form og bag kagen i ovnene ved 200 grader i 15-20 minutter. Kagen skal være godt klæg i midten, men selvfølgelig ikke helt flydende. Den bliver lidt fastere, når den køler af.

Server med fx. appelsinfileter eller granatæblekerner.

onsdag, november 02, 2011

Hvid kladdkaka med pærer

Én kladdkaka er ikke nok. Her kommer nummer to. En hvid variant, som er om muligt endnu sødere og endnu blødere end den første.
Jeg troede, at jeg havde en pose stikkelsbær i fryseren, som kunne være blevet bagt med og have dannet lidt modspil. Sådan skulle det ikke være, og ved du hvad? Den blev spist alligevel!

Denne opskrift er også lavet med udgangspunkt hos Tea på Söta Saker. Mit bidrag til opskriften er pærerne, der jo er i sæson lige nu.

Hvid kladdkaka med krydrede pærer
  • 1 stor pære fx. Lucas
  • 1½ dl sukker
  • 1½ dl vand
  • saft af en citron
  • krydderier fx. stødt ingefær, kanel og/eller vanille
Kog sukker, krydderier vand og citronsaft til en lage. Skræl pæren og skær den i tynde både.Kom pærestykkerne i lagen og kog indtil stykkerne bliver nærmest klare. Det tager ca. 10-15 minutter. Tag pærestykkerne forsigtigt op, og lad dem dryppe af.
  • 100 g smør
  • 100 g hvid chokolade
  • 2 æg
  • 2 dl sukker
  • 2 tsk vanillesukker
  • 2 1/2 dl mel
Smelt smør og chokolade forsigtigt sammen. 
Tilsæt de øvrige ingredienser og rør indtil du har en glat og sammenhængende masse. 
Hæld dejen i en rund form beklædt med bagepapir. Læg pærestykkerne ovenpå. Bag kagen 15-20 minutter ved ca. 200 grader.
Kagen er meget sød, så lidt frisk, syrlig frugt serveret ved siden af vil gøre underværker. Tea foreslår at man drysser kagen med flormelis. Det sprang jeg over.

søndag, oktober 23, 2011

ChokladFestival. Kladdkaka. Solskin. Flere point til Sverige.

Som du måske vil vide var jeg i Sverige i sidste måned. Hvis du følger mig på Facebook, vil du også vide, at jeg var i Sverige igen sidste weekend. Og jeg er ret begejstret. Svenskerne tager deres mad- og kagekultur alvorligt, og jeg er vild med det.
Kladdkaka. Tung. Tæt. Sej. Sød. Blød. Nem.
Anledningen til rejsen - der gik til Stockholm - for en uge siden, var ChokladFestivalen på Nordiska Museet. Helt sindssygt, at rejse fem timer med tog den ene vej og dagen efter fem timer hjem den anden vej. Men somme tider må jeg jo også tage MIN kagekultur alvorligt og nurse den lidt. Ren luksus og oktobervejr af allerbedste slags.

Jeg tog nogle billeder på ChokladFestivalen; dem kan du se på Facebook, hvis du vil have en fornemmelse af, hvad du gik glip af. Jeg vil lige fremhæve et enkelt billede som min søster tog:
Foto: Ulla Lotz
Jeg fik en snak med en dame i BAKA-standen om mulighederne for at abonnere på det skønne magasin, når man bor i Danmark. Det viste sig at være chefredaktøren, Åsa Swanberg, og hun undersøgte sagen: Man KAN abonnere i Danmark. Det er hermed varmt anbefalet.

(Send navn og adresse til madeleine.ronnvi@aller.se. Bladet koster SEK 421/6 numre)

Jeg tog kagebrillen på ude i byen; det kom der også et album på Facebook ud af.
Der sad en lille nisse på en lussekatt. Ham tog jeg med hjem.
På dette besøg i Sverige stødte jeg igen på fænomenet kladdkaka. Hvad Pokker er det? Det er jo ikke klatkager, kunne jeg regne ud, men hvad så?

Det er muligt, at jeg er den sidste person i verden, der har opdaget, hvad ordet dækker over, men nu ved jeg det, og jeg kan egentlig godt forstå what all the fuss is about. Kladdkaka må være en af de nemmeste kager i verden at lave. Børn kan bage klassisk kladdkaka næsten uden hjælp. (Der var en kladdkaka tävling under ChokladFestrivalen). Den kan varieres. Den er usigeligt lækker på den helt og aldeles snaskede måde.

Jeg så lyset, da jeg googlede kladdkaka og havnede hos Therésia Erneborg (Tea) på bloggen Söta Saker. Dejligt sted!

Kladdkaka med Baileys
  • 100 g smeltet smør
  • 3 dl sukker
  • 2 æg
  • 1½ tsk vanillesukker (Jeg var løbet tør (!), så jeg brugte hjemmelavet essens: udskrabede vanillestænger, der har stået i vodka i det lange glas LÆNGE)
  • 1 knivspids salt
  • 4 spsk kakao
  • 1½ dl mel
  • 3 spsk Baileys
(Opskriften minder faktisk en del om den kage, som jeg har bagt i et utal af variationer, og som her i huset er opkaldt efter min niece Aurora.)

Dejen laves meget nemt: smelt smørret forsigtigt i en kasserolle
Hjemmelavet vanilleessens...

og kom derefter alle de andre ingredienser op i kasserollen.
Læg mærke til, at der er dobbelt så meget sukker som mel i kagen! Det er bl.a.det, der gør den så herligt snasket og sej.
 
Rør med et piskeris indtil massen er jævn. Kom dejen i en rund form beklædt med bagepapir og bag den ved ca. 175 grader i 25 minutter.
Lad den køle af inden du skærer i den.
Kagen SKAL virke meget blød i midten, men den skal være til at skære ud.

Mat på bordet nu igen.
Gode Gud, välsigna den!
Fra Kyrkkaffe, 2011