torsdag, juni 07, 2012

Panna cotta med asparges og vanille. Kan det blive mere hipt?!

Ja, det kan det. Men ikke meget. Jeg har for en sjælden gangs skyld fulgt en opskrift fra et madblad. Og jeg lavede ikke ret meget om...

Hver anden måned får jeg Copenhagen Food ind ad døren. Jeg er kommet til at holde af det blad. (Som ifølge hjemmesiden ikke bare er et blad eller et magasin, men et livsstilsmagasin. Godt, at jeg først ser det nu. Jeg læser IKKE livsstilsmagasiner!)

Copenhagen Food måtte for min skyld godt indsnævre sit fokus på København endnu mere og på den måde adskille sig endnu tydeligere fra alle andre mad-/livstilsmagasiner, men ok, udsyn kan også være inspirerende. Og bladet er i mine øjne ret interessant - der er ligefrem regulært læsestof på siderne - og hipt på den nogenlunde troværdige og udholdelige måde.
Asparges panna cotta - Copenhagen Food-style
I maj/juninummeret var der en opskrift, som jeg bed særligt mærke i: panna cotta med vanilje og grønne asparges. Af flere grunde.
  1. Dels lød det en lille smule underligt på den måde, som jeg godt kan lide: en grønsag i en dessert? Seriously? Det må jeg prøve!
  2. Dels har jeg lige sat asparges i min nyttehave og kan om et par år høste det grønne guld selv. (Hvor urban farming nordisk über-hipt bliver det ikke?!)  Derfor er jeg lidt ekstra optaget af asparges-muligheder pt. 
  3. Og så netop farven. Grøn er, som nogle vil vide, min yndlingsfarve, og der er alt for få naturligt grønne kager og desserter i omløb.
Asparges panna cotta - Kage! Kage! Kage!-style
Som det fremgår af billederne, så lavede jeg lidt om, da jeg serverede den sære dessert til en dameselskab i anledning af min fødselsdag. Jeg droppede de syltede (?!) aspargesstrimler fra billedet og opskriften i bladet og skiftede dem ud med rødbedesirup-gele. Det synes jeg helt personligt var bare en anelse mere hipt. Både mht. udseende og smag. Og så serverede jeg en vanillesnegl til som det sprøde indslag. 

Jeg fortalte i øvrigt ikke mine gæster, hvad det var, de fik serveret. De måtte selv gætte. De fleste kunne smage de to grønsager, men ikke alle. Smagen af asparges og rødbede var altså slet ikke overdøvende, og jeg synes, at det var en skøn dessert. 

(Der var en uklarhed/fejl i opskriften i bladet, men den fik jeg opklaret via en hurtig og venlig mailkorrespondance med magasinchefen. Jeg fik dog ikke noget klart svar på, om der var blevet snydt lidt med farven på desserten i bladet. Da jeg lavede en test-udgave af panna cottaen blev den meget bleggrøn. Jeg svindlede derfor en lille smule med noget farve, da jeg lavede den endelige udgave. Ja, det er uhæderligt og uhipt, men for F....., når nu en vigtig del af pointen var, at panna cottaen skulle være grøn!)

Panna cotta med vanilje og grønne asparges
(4 personer)
  • 1 bundt grønne asparges (Ja, der findes både store og små bundter. Et lille bundt er fint.)
  • 1/4 l piskefløde
  • 1/4 l sødmælk
  • 1 stang vanille
  • 100 g sukker
  • 3 blade husblas
  • evt. nogle dråber grøn mad-farve
  • ca. 1 dl rødbedesirup
  • 1 blad husblas
Knæk enderne af aspargesstænglerne enkeltvis. Bind dem sammen i et bundt igen med et par elastikker. Riv stænglerne på et rivejern fra bundenden. Gem evt. de fine toppe til pynt. Det er næsten synd at rive dem i småstykker.
Kog fløde og mælk op med sukkeret, den revne asparges og stangen og kornene fra vanillestangen. Lad det koge let i et par minutter. Lad blandingen trække i ca. 1/2 time. Sigt derefter blandingen, så du får den søde aspargesfløde i en skål for sig selv.
Opblød husblasen i rigeligt koldt vand i fem minutter. Når husblasen er helt blød tages den op af opblødningsvandet og den knuges nogenlunde fri for vand. Opløs husblasen i fløden. (Hvis fløden er blevet køligere end godt håndvarm, skal den varmes lidt op igen, ellers opløses husblasen ikke.)

Hæld panna cottaen i skåle eller glas og stil dem på køl. Hvis du vil have rødbedegele - eller en anden gele - på toppen, må du vente til panna cottaen er stivnet helt, inden du hælder siruppen med husblas på.

Hip! Hip! Hurra!

Bonus-info: asparges er en herlig, gammel kulturplante. I verdens ældste kogebog, De re coquinaria, er der en aspargesopskrift, og allerede dengang må man have haft sans for at behandle den fine grønsag skånsomt. I hvert fald brugte kejser Augustus udtrykket, at noget var hurtigere end at koge asparges, når det var virkelig hurtigt.
Og så er asparges kendt og elsket som elskovsmiddel. Måske er det den let falliske form. Måske er det fristelsen til at pille, rode og rage og spise asparges med fingrene. Måske er det den kendsgerning, at asparges er noget af det første, som skyder op af jorden og kan høstes og spises i den tidlige sommer. Eller måske er der simpelthen noget naturlig viagra i aspargesen. 

I den arabiske kærlighedsmanual fra 1400-tallet, der på engelsk hedder The Perfumed Garden of Sensual Delight, står der i kapitel 20: He who boils asparagus and then fries them in fat, and then pours upon them the yolks of eggs with pounded condiments, and eats every day of this dish, will grow very strong for the coitus, and find in it a stimulant for his amorous desires.

Der er altså al mulig god grund til at spise asparges til både forret, hovedret og dessert. Mmmmmmm. Dessert...

Ingen kommentarer: