Æblespiraler med lakridssalt (ca. 24 stk.)
- 3 plader butterdej
- nogle skefulde godt indkogt æblemos af æbler med ordentlig smag
- lakridssalt
Smør et tyndt lag æblemos på butterdejspladerne.
Drys med lakridssalt.
Lille drys: ingen vil kunne gætte præcis, hvad der er det særlige ved æblespiralerne, men de vil bare opdage, at der ER noget særligt.
Stort drys: æblespiralerne smager tydeligt af både salt og lakrids.
Rul hver plade sammen på den korte led, og skær den i skiver på ca. 3/4 cm.
Læg æblespiralerne på en bageblade og bag dem ved 200º i ca. 12 minutter eller indtil de er lysebrune i kanten.
Spis æblespiralerne til en kop te - eller en øl?
Æblespiralerne er på en måde en variation over temaet i indlægget for et par uger siden: Æbleroser. Jeg tror faktisk, at de også kunne blive interessante med et drys lakridssalt i stedet for kardemomme og rosenvand. Og forestil dig lige en omgang æbleflæsk med lakridssalt! Jeg mærker noget mundvand trænge sig på. Nå, det falder lidt uden for rammerne af bloggen her...
Disclaimer: Legeaftalen herover er afledt af en opfordring fra Katrine fra det islandske firma Saltverk om at prøve deres lakridssalt.
Jeg mødte Katrine ved et bloggerarrangement for nogle uger siden og fik efterfølgende et par bøtter lakridssalt til at lege med. Jeg har taget ud-/opfordringen op, dels fordi jeg bare godt kan lide lakrids, og dels fordi jeg synes, at det er rigtig spændende at udforske dét, der sker i grænselandet mellem det søde og det salte køkken. Her er lakridssaltet et spændende input.
Lakridssaltet fra Saltverk er en kombination af islandsk flagesalt - det er altså ret groft - og ekstrakt fra persiske lakridsrødder. Man kan selvfølgelig lave sit eget lakridssalt ved at blande lakridspulver og salt, men lakridssaltet her er lavet ved inddampning af en opløsning af salt havvand hentet ind fra havet, hvor Saltverk ligger, og lakrids. Lakridssmagen er altså inde i selve saltet og ikke udenpå.
Som en interessant bonus kan man læse på Saltverks hjemmeside, at saltet produceres helt uden brug af anden opvarmning end den, der kommer fra Islands egen varme undergrund.
Jeg er bestemt ikke færdig med at lege...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar