fredag, december 04, 2015

Pebernødder, "Smagen af jul" og en herlig tur til en ukendt planet

Hvilke madbøger skal du give væk - eller ønske dig selv - i år? Der er nok at vælge imellem! Jeg har fået tilsendt en række bøger, og jeg vil i de kommende dage give min helt personlige vurdering af en håndfuld af dem, der har noget at sige til en kageelsker.

Ved første øjekast ligner "Smagen af jul" endnu en bog i den uendelige række af julebøger, der vil fortælle om julen, livsstilstilbehøret, der følger med og det gode liv i familiens skød. Allerede ved andet øjekast bliver det klart, at der dog er noget ganske andet på færde. Forfatterne viser sig at være to mænd, og ingen af dem er bloggere, amatørfotografer eller vindere af en madkonkurrence på tv. Ole G. Mouritsen er dr. scient. og professor i biofysik ved Syddansk Universitet. Klavs Styrbæk er kok.
Planeten "Jul"...
Og ligner den appelsin med nelliker på omslaget ikke snarere en sær krydret planet i et mørkegrønt univers, end et projekt, som man kan hygge sig med at lave sammen med børnene? Ikke at der er noget galt med at hygge sig med børnene, men vi HAR hørt , at julen er hjerternes fest. Ole G. Mouritzen og Klavs Styrbæk slår et velgørende slag for at minde os om, at julen er mere og andet end det:

Man kunne lige så godt sige, at julen er hjernens fest. Alle de vidunderlige indtryk fra vores fem sanser, at se, at høre, at lugte, at smage og at føle, samles i hjernen, hvor de kædes sammen med erindringer, følelser, belønning og sproglige udtryk for vores oplevelser. Hvor lidt vi end bryder os om det, er smagen af julen i vores hjerne og ikke i selve maden. Men maden og smagen taler dog direkte til hjertet.

Om noget er det smage og dufte, der giver os de stærkeste indtryk og dybeste erindringer om julen. Her behøves ikke mange ord for at forbinde hjerte og hjerne.

Glædelig jul!

Selve bogen er en gennemgang af julens klassiske kulinariske elementer - komplet med enkle opskrifter og billeder uden for mange dikkedarer. Og så en vidunderlig udlægning af de kemiske processer, der ligger bag tilberedningen og ikke mindst duften af julesteg, rødkål og brunede kartofler. Der er afsnit af typen "En videnskabelig forklaring", der fx. hedder: Hvad er skind?, Mundfølelsen af sovsen og Kållugt og kålsmag, og bogen afsluttes med et lille smukt illustreret katalog over Julens molekyler. Det har jeg ikke set i nogen julebog før!

For en god ordens skyld prøvede jeg bogens opskrift på pebernødder; den så enkel og fristende ud. Men noget må være gået galt. Da jeg havde blandet dejen helt efter opskriften, var den alt for klistret til at rulle pebernødder af. Jeg tilsatte mere mel, men dejen var alligevel halvklistret, og den løse dej gjorde, at pebernødderne hævede mere, end hvad den slags normalt gør, så de endte med at have en lidt for let og luftig konsistens efter min smag, og der blev slet ikke så mange som angivet ved opskriften.

Måske understreger den lidt svage opskrift, at "Smagen af jul" ikke er bogen, som man skal købe - eller ønske sig - for opskrifternes skyld, men at dens rigelige berettigelse ligger i dens uhøjtidelige, muntre, lærerige og ganske unikke tilgang til et ellers godt gennemtrasket område. Jeg er vild med bogen!
Duften af jul fejler ikke noget!
Pebernødder

  •  4 æg
  • 300 g sukker
  • 2 tsk kardemomme
  • 1 tsk ingefær
  • 4 tsk finthakket (eller revet) citronskal
  • 1 1/2 tsk hjortetaksalt
  • 10 dråber citronolie (kan udelades)
  • 600 g mel (den oprindelige opskrift sagde 1/2 kg)

Pisk æg og sukker og tilsæt krydderier, hjortetakssalt og evt. citronolie. Tilsæt mel og ælt til dejen er smidig. Rul dejen ud i tynde pølser og skær i små stykker. Rul pebernødderne og sæt dem på en plade med bagepapir. Giv god afstand mellem kagerne; de hæver (og lugter stærkt pga. hjortetaksaltet!) under bagningen. Bag kagerne ved 180º indtil de er let brunede; det tager ca. 10 minutter.

Ingen kommentarer: