fredag, juli 16, 2010

MUFFINS - en stor bog fra Netto

Jeg kan ikke med min troværdighed i behold hævde at jeg mangler kogebøger. Eller kagebøger.

Jeg vil da også slå fast, at jeg faktisk godt KAN undlade at købe en koge-kage-bog. Jeg er blevet god til at vurdere, om bogen bidrager med noget, som jeg ikke har i forvejen. Og jeg holder øje med prisen på bøgerne. Hvis jeg ser en, som er helt enestående, er jeg villig til at betale næsten hvad som helst, men samtidig lader jeg mig lettere friste af en bog til en god pris.


I går lokkede Netto mig til at købe en stor muffinsbog. Jeg er egentlig ikke den helt store muffin- eller cupcakefan, men bogen indeholder en del originale opskrifter, kæmpestore fotos og er skrevet i en herligt uhøjtidelig tone: En uundværlig håndbog for alle muffinelskere, og for alle der er tilhængere af kombinationen: mindst muligt arbejde i køkkenet - størst mulig smagsoplevelse! 


Yes, jeg føler mig ramt: jeg falder ikke i den første kategori, men så afgjort i den anden. Jeg tilbringer godt nok en del tid i mit køkken, men netop ikke mere end højst nødvendigt. Jeg bliver aldrig en forfinet og perfektionistisk gourmetkagekok; jeg har simpelthen ikke tålmodighed til det, men jeg elsker at få noget godt ud af lidt. Noget enkelt.

Jeg har ikke afprøvet nogen af opskrifterne endnu - som i øvrigt dækker både det salte og det søde køkken - men der er da adskillige der frister: banana toffee muffin, ingefær- og chilimuffin, citronmuffins med italiensk marengs og måske især cappucinomuffin i kop:


Muffins:

4½ dl hvedemel
1 3/4 dl sukker
2½ tsk bagepulver
1 tsk kanel
½ tsk salt
2½ dl mælk
2 spsk pulverkaffe
100 g smeltet smør
1 æg
1 tsk vanillesukker

Sigt mel, sukker. bagepulver, kanel og salt ned i en skål. Opløs pulverkaffen i mælken. Tilsæt smør og æg til kaffemælken under omrøring. Rør hurtigt melblandingen i og fordel dejen i muffinsforme - eller kaffekopper. Bag i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter.

Espressocreme:
200 g Philadelphia flødeost
2 spsk sukker
1 tsk pulverkaffe
1 tsk vanillesukker

Rør flødeosten med de øvrige ingredienser indtil kaffen er helt opløst. Sprøjt eller smør cremen på de afkølede muffins.

Jeg har desværre problemer med at få overført bileder fra mit kamera, så du må fantasere dig til, hvor lækkert det kan se ud... (Næh, nu fik jeg det til at virke alligevel.)

Junior vil nok sætte pris på Baconmuffins...

Bogen koster - som det ses på billedet - kr. 49,-

2 kommentarer:

Siffe sagde ...

Tak for tippet ;-) Nu må jeg vist se om min Netto ligger inde med et eksemplar. muffins må lige være mit kageniveau ;-)
KH Siffe

Lise Lotz sagde ...

He Siffe,

Held og lykke! Både med at skaffe bogen og med at bage. :-)

Jeg testede baconmuffinsene til morgen. De var nemme og gode, og som forventet er junior ret vild med dem. Eneste minus: de hænger fast i papiret og ser ikke så pæne ud, når man prøver at få dem fri...

Lise