Første kapitel handler om det, der går forud for brødet: urmenneskene skal lære at dyrke korn. Og hvordan mon de gjorde det? H.E. Jacob har nogle gode og sjove bud og nogle vinkler, som jeg ikke lige har overvejet tidligere. (Jeg kommer til den sexede bonde senere!)
I de allertidligste tider levede mennesker som jægere og samlere; dvs. at de fangede og indsamlede så meget mad som de kunne med den mængde kræfter, tillærte evner og ikke mindst held, som de tilfældigvis havde. (Måske har tingene ikke ændret sig så meget...)
("Forhistorisk" genstand af Banksy)
Da man gik fra at spise råt kød til stegt, har man kunne gemme kødet længere inden det fordærvede, men stadig var man meget afhængig af en heldig jagt.
På et tidspunkt har en eller anden kvik huleboer nok tænkt, at jagtlykken kunne holdes i kortere snor, hvis han indfangede nogle dyr og holdt dem i snor. Eller nok snarere i en indhegning. Og efter en masse besvær med at tæmme vilde dyr blev jægeren til hyrde.
Urkvinderne har brugt tiden med at passe afkommet og med at undersøge planter hjemme i nærheden af hulen, mens mændene jagede eller prøvede at tæmme deres aftensmad. Frøene fra forskellige græsser har været gode at spise, og hun har samlet så mange som overhovedet muligt og hun har måske ligefrem samlet mere end de kunne spise.
H.E. Jacob forestiller sig, at et forråd af indsamlede frø har ligget inderst i hulen. Fugt har ramt frøene, som er begyndt at spire og smagen er blevet ødelagt; måske er de ligefrem blevet angrebet af mug. Urmanden har - sikkert efter at have skældt urkonen ud - smidt de spirede, dårlige frø på møddingen udenfor hulen, og til deres store undren, har de begge kunnet se de gode græsser dukke op mange måneder senere.
Den kloge kone med forstand på planter og urter har set lyset, og begynder så småt at plante græsfrø og andre frø, mens manden er ude for at trutte i jagthornet med gutterne. Hun bruger måske en pind til at stikke huller i jorden med, så hun kan få frøene ned i jorden. Det går langsomt, men hun har god tid.
Efter nogle tusind år på denne måde får en af hendes endnu klogere efterkommere den idé at lave en hakke. Måske fik hun manden til at lave den til hende. (Gade vide, om det betyder noget, at en hakke hedder en "hoe" på engelsk...?!) Nu gik hendes arbejde med at gøre jorden klar til at blive tilsået noget hurtigere.
H.E. Jacob forestiller sig i øvrigt, at den kloge kone har fået så meget indsigt i særlige planter og deres forskellige virkninger, at hun har kunnet lave urtedrikke til sin mand. Én drik til at dæmpe hans frygt, en anden til at få ham til at sove og en tredje til at få ham i godt humør. (Med en fjerde drik KUNNE den sexede jæger komme ind i billedet - og det gjorde han muligvis.)
En dag, da Hr. Hulemand var i rigtigt overstadigt humør efter en veloverstået jagt og en flok urtebamser tog han måske i sin økologiske brandert fruens hakke og drev den dybt ned i jorden - og kunne ikke få den fri igen ved egen kraft. Han hentede sin tamme ko, bandt den fast til hakken med flettet græs, og gav så koen et rap over halestykket. Vupti! Sådan er mænd: selv i en brandert formår en mand at opfinde en af menneskehedens største og vigtigste frembringelser: ploven. Med ploven skaber han en plovfure. I plovfuren drysser hulefruen græsfrø. De har skabt en mark. Og de er blevet bønder.
Og her kommer den sexede bonde ind i historien. Vi vender tilbage til det store øjeblik fra for lidt siden. Se det for dig: en gruppe halvsnalrede hulemænd ser den nye plov trænge dybt ind i Moder Jord. De ser det mørke dyb blive åbnet for øjnene af dem af den store kæp. De fantaserer om, hvordan de nu kan avle på jorden, på samme måde som de avler på deres kvinder. De grynter fjoget noget om at sprede deres sæd. De får lyst til at besidde deres jord, som de besidder deres kvinder. Og de syntes ganske givet, at de var nogle Fandens karle. Følelsen sidder i mange mænd endnu...
(En noget senere model med et seriøst plov-"jern")
Og så er det måske ikke engang løgn. Det er måske løgn, at det er sket lige på den måde, men det er ikke løgn, at med opfindelsen af ploven blev mennesket herre over jorden på en helt ny måde. Det var ikke længere - kun - tilfældigheder, der afgjorde, om der var korn i hulen om vinteren. Og det er ikke løgn, at der findes (fandtes) frugtbarhedsritualer, der indebærer samleje mellem bondemand og bondekone på den bare jord, som skulle minde den høstede jord om at blive klar igen til at tage imod og lade nye frø gro.
Forfatteren skriver: Den pløjede mark ophørte med at være afhængig af hvordan vinden blæser - og dette var nyt. Der, hvor mandens (menneskets) plov sank ind i jorden, ophørte den promiskuøse blanding af kønnene; marken blev monogam. Manden åbnede jorden, som måtte følge hans vilje. Derfor er det sådan overalt på jorden, at landbrugets guder også er guder for ægteskabet. Og modsat er vindens guder også guder for utroskab og tyveri.
Den stærke kobling mellem jordens og menneskers frugtbarhed med ploven som samlende symbol ses fx. også i dette gamle sumeriske digt - oversat til engelsk - som blev fremført af ypperstepræstinden Inanna, som led i et ritual, der skulle vise Gudindens accept af en ny konge. Ritualet indeholdt ikke bare erotisk digtoplæsning, men simpelthen sex foran en jublende og hujende folkeforsamling!
(Når nu du er nået helt herned vil jeg lige minde dig om noget: jeg er IKKE historiker; jeg er ikke forsker; jeg er ikke kildekritisk; jeg er ikke udtømmende; der er rigtig mange ting jeg ikke er. Men jeg prøver at fortælle en sjov historie, som kan minde om at brød er en vigtig del af livet og ikke kun et stativ til smør, ost og andet pålæg.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar