Normalt antyder fænomenet "at tage det sure med det søde" en blandet fornøjelse, som det kræver lidt viljestyrke og modenhed at gå ind i med oprejst pande. Når det sure og det søde mødes i en kage, som her, er der tale om det modsatte: det kræver stor vilje og modenhed at holde snitterne væk, når man først har fået ét stykke!
Blandingen i munden af næsten karamelagtig smørsmag i bunden og syrlig, blød top er enkel, men nærmest himmelsk.
Jeg fik opskriften af min fars kone for mange år siden. Hun har svenske kontakter, og kagen er åbenbart en svensk klassiker, men ikke særlig kendt herhjemme. Det må vi have lavet om på, for kagen er både nem, lækker og meget nærende.
Her kommer "recepten":
2½ dl hvedemel
½ dl sukker
1 tsk vanillesukker
150 gram blødt smør
Pisk ingredienserne sammen - evt. i en foodprocessor - og fordel dejen i en form (ca. 20x25 cm eller en rund springform). Dejen er klistret, så det kan være lidt besværligt. Bag ved 200 grader i ca. 15. minutter.
Mens bunden bager laver du fyldet/toppen:
3 æg
2 dl sukker
1 citron - saft og skal
½ dl hvedemel
Pisk æg og sukker til en stor, lys æggesnaps. Tilsæt citronskal og -saft og til sidst melet og rør til blandingen er ensartet. Når bunden har bagt de ca. 15 minutter, hældes citronæggecremen over og kagen sættes i ovnen igen. Bag indtil cremen er stivnet. Opskriften siger 8-10 minutter; det gør ifølge mine erfaringer ikke noget, hvis den får en anelse længere.
Når kagen er bagt færdig pudres den med rigeligt flormelis og stilles til afkøling i nogle timer. Gerne natten over! Kagen har muligvis godt af endnu et drys flormelis efter afkølingen.
Nu er det "pudrade" klaret. For at det skal blive til citronRUTOR kræves at kagen skæres ud i firkantede stykker fx. ca. 4x4 cm. Og så må der spises. Det sure med det søde.
lørdag, maj 08, 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
Jeg elsker kager med citron, faktisk ligner min ynglingskage ret så meget denne opskrift, jeg tror nu alligvel jeg vil prøve din til en afveksling :)
Den har pragtfulde kage har jeg bagt et par gange til forskellige mennesker...alle er vilde med den.
Imorgen skal vi lave kagebuffet på job med 16 forskellige kager, og jeg er blevet bedt om at tage denne kage med :-)
Lene
Hej Lene,
Tak for tilbagemeldingen! Det er nemlig en rigtig god kage - og faktisk alt for længe siden jeg selv har bagt den. Det må der laves om på... :-)
Mange hilsener
Lise
jeg har lavet den rigtig mange gange og er bare helt vild med den! :)
jeg vil prøve at eksperimenterer lidt med forskellige toppings, fx. hindbær, som jeg vil lave idag :)
Også min yndlingskage. Politiken bragte opskriften for mange ar siden. og den er altid et sikkert hit.
Mit barnebarn på 12 år klarer denne skønne kage med et snuptag. Han vandt 1. Præmie i en kagekonkurrence i deres boligkompleks.
Hej Tina,
Tusind tak for din søde hilsen! Og tillykke til barnebarnet med sejren! Jeg tror faktisk, at jeg vil bage lige netop den kage i weekenden. Den er nemlig skøn!
Send en kommentar