Småkager (Part Three): Cookie Dough-hapser på pind

En af fordelene ved at blive voksen er, at man er den, der kontrollerer skålen og piskerisene, når der bliver bagt kage. Man er den, der bestemmer, hvor grundigt skålen skal skrabes for dej og hvor hårdt og hvor mange gange piskerisene skal slås mod kanten, inden de må slikkes. "Master of the Cookie Dough"!

For de fleste ved jo, at kagedej smager guddommeligt. Blødt, sødt, fedt, trygt. Alt det, som moders mælk også var. Men det skal bages, det skidt, og det gør vi så. Indtil tanken pludselig slår ned: Hvorfor dog? Jeg er jo voksen; jeg kan selv bestemme om min kagedej skal i ovnen eller ej.

Ben & Jerry har indset det. Vægtvogternes Smart Ones ved det. Amerikanske slikfabrikanter, fx. Taste of Nature, har set lyset. Man kan ligefrem følge Cookie Dough Bites på Facebook!

Det er så himmelråbende indlysende, at det er svært at fatte, at det har taget verden så lang tid at komme væk fra skammen og den lidt ydmygende følelse af at være barnlig - på den ufede måde - og i stedet at stå ved det: Dej smager skønt! Og der er ingen grund til at holde sit fix hemmeligt. Det er jo ikke værre end så mange andre ting, som man kan nyde med stor fornøjelse. I passende portioner.

Jeg har nu for første gang taget konsekvensen: da jeg havde stukket småkager ud forleden (her finder du en god opskrift) og alle kantstykkerne var tilbage, rullede jeg ikke dejen fladt ud og stak flere småkager ud. I stedet rullede jeg resterne til en pølse, som jeg lagde i fryseren. Enhver - rest af en - god smørrørt småkagedej kan bruges; hvis du skal lave hapser til andre end dig selv, skal du måske overveje at bruge pasteuriseret æg.

Da dejen var blevet fast, skar jeg den i mundrette hapser, smeltede noget mørk chokolade, stak en pind i hver bid og dyppede og VIPS! Efter en lille tur i køleskabet, så var der hapser på pind.

Legepladsen er ovre til højre. Udenfor billedet.

Prøv det! Dit indre barn vil juble i vilden sky!

Småkager (Part Two): Trekanter til tiende søndag efter Trinitatis

Tiende søndag efter Trini-f******-tatis? Hva' snakker du om?!

Jeg snakker om på søndag. Tiende søndag efter Trinitatis søndag, som er navnet på søndagen efter pinse. I år var Trinitatis søndag den 19. juni. Bare til orientering.

Ja, ja, det er meget godt, men hvad betyder det dér Trinitatis? Er det en sygdom? Eller er det ikke noget volapyk fra P1 på linje med fiskerinoteringen og farvandsudsigten? Eller noget gud-noget? Noget, man snakker om i kirken?

Jo, nu nærmere vi os. Trinitatis søndag er den dag i kirkeåret, hvor man fokuserer på den besynderlighed, at vi hævder, at den kristne gud er trinitarisk, trefoldig, en tre-enighed, tre-i-én ; so to speak.

Tre-i-én: klipper, renser og filer.

I Trinitatis Kirke gør man en hel del ud af den sære tre-hed, Fader, Søn og Helligånd.: røg og damp, englebasser, gyldne solstråler, tunger af ild...
Klik for større billede.

Trinitatis søndag markerer afslutning på rækken af kirkelige fester og danner på samme tid indledningen til den festløse halvdel af kirkeåret; den kirkelige hverdag. Søndag efter søndag hele sommeren, som ikke adskiller sig på anden måde fra den forrige end ved, at den er et nummer længere henne i rækken af søndage efter Trinitatis.

De tre elementer i Treenigheden er de tre sider af den kristne gud: Faderen, Sønnen og Helligånden. Does that ring a bell?

Man kan mene, at det er noget meget indviklet noget, og man kan gå ind i lange teologiske overvejelser om de tre størrelsers indbyrdes forhold og stille dybe spørgsmål om, hvordan vi dog kan hævde at tro på én gud, når der nu også er tre. Man kan også lade være.

Jeg stiller mig fuldt ud tilfreds med at forstå det sådan, at de tre led er udtryk for forskellige egenskaber ved den kristne gud. Eller tre former, som Gud viser sig for os i. Tre måder, hvorpå livets storhed viser sig. Det virker fint for mig i det daglige; som en slags pædagogisk redskab.

Faderskikkelsen - eller moderskikkelsen for den sags skyld - er den guddommelige dimension, som viser sig for mig i form af det skabte, fysiske liv. Når jeg forundres over en solnedgang. Når en kage får englene til at synge. Når jeg endelig kommer på toilettet efter at have været trængende længe. Når en elektronisk gadget produceret i Kina giver mig åndenød af fryd. Når jeg kan høre græsset gro.Når jeg finder den helt rigtige grønne maling til mit køkken.

Sønnen er til gengæld et udtryk for de øjeblikke, hvor jeg er i ægte kontakt med mine medmennesker. Når kassedamen får sagt "Ha' en god dag" på en måde, så dagen faktisk bliver lidt bedre. Når jeg pludselig føler mig set af én, som jeg gerne vil ses af. Når jeg smelter sammen med et andet menneske i en dans. Når det betyder noget, at sygeplejersken holder mig i hånden, før jeg bliver bedøvet.

Helligånden er den luftigste af de tre. Den er på færde, når jeg er til koncert, og publikum på mystisk vis pludselig forvandler sig fra at være en samling af individer til at være én samlet organisme. Eller sommetider, når jeg synger sammen med andre. Når jeg pludselig forstår. Når du og jeg er mere end to. Når jeg er i gode venners - eller mit eget - selskab og glemmer tid og sted. Når nye ideer opstår.

Mere indviklet er det ikke. Ligesom med negleklipperen er der måske en af funktionerne, som er mere anvendelig i praksis end de andre to, men tre er nu sådan et godt og harmonisk tal, og tre synsvinkler på noget vigtigt er ikke for meget.

I vinter- og forårstiden er de kirkelige prædikentemaer groft sagt fokuseret på én af de tre skikkelser ad gangen. I trinitatistiden er der fokus på det samlede menneskeliv med alle dets mange udtryk. Og der er 25 eller 26 søndage at gøre godt med inden kirkeåret er slut og et nyt begynder den første søndag i advent, så man kan komme godt omkring.

Fordi trinitatistiden er den kirkelige hverdag og ikke kalder på storladne festkager, kunne man helt ydmygt servere en småkage til kaffen.

Småkagedejen og fremgangsmåden er den samme som forleden. Ikke-opskriften på glasur findes sammesteds. Eneste forskel er at småkagedejen skæres ud som trekanter og at du evt. kaster dig ud i et frihåndshelligåndssymbol. Eller bare en streg langs kanten.

Trekanterne kan laves med en - halvdyr - udstikker eller med et stykke pap og en lille kniv. Jeg valgte papløsningen.

Ved at gøre småkagen trekantet og pynte med grøn glasur, får man hyldet den slags dage, som der er flest af, og som mange af os - med eller uden Dan Turell - holder rigtig meget af.

Supersprøde citronsmåkager - eller hvordan man pimper et møde i gårdlauget på en tirsdag

I sidste uge var der sommermøde i gårdlauget, og jeg havde lovet at tage noget sødt med til kaffen. Planen var at grille i gården med en plan B - middag på et eller andet listigt sted i nærheden - i tilfælde af regn. Disse dage er plan B'er gode at have. Plan A/B gav mig lige rum for en ekstra overvejelse: vil det være fedt at lave en stor svulstig kage, som IKKE kan tages med og smugspises på en restaurant, hvis og såfremt vejrguderne svigter? Nej, det vil det ikke.

Ergo kageplan B: pimpede (to pimp: to excessively customize something) småkager.

Vores gårdlaug hedder Gule Hest, og jeg har helt tilfældigt en småkageudstikker i hestefacon, som jeg har købt for et par år siden i gaveshoppen på Den spanske Rideskole i Wien. Nu kunne den give lidt mening. Gul glasur er ingen kunst. Afsted til hest!

Bonustanke: Nu er det jo ikke, fordi det er verdens mest originale idé at lave gule hestesmåkager til et møde i Gule Hest, men jeg vil alligevel indskyde et billede om ideens anatomi. Dels er billedet gult - en farve, jeg ellers ikke gør det så meget i, men som er på programmet i dag - og dels siger det lidt om, hvad der skal til for at man kan få gode ideer. Og gode ideer er netop gode, så dem skal man give gode arbejdsbetingelser.

Jeg vil supplere, at det er godt at have et nogenlunde tilgængeligt arsenal af blandet skrammel - fysisk og mentalt. Her var det fx. den ellers helt latterlige kageudstikker, der kom frem fra dybet og fik sine fifteen minutes of fame.

Omvendt bonus: Eight Ways to Kill an Idea (i reklamebranchen)


Supersprøde hestecitronsmåkager med gul glasur

• 250 g smør
• 225 g sukker
• 1 æg
• 1 tsk vanille
• 1½ tsk bagepulver
• revet skal af 1 citron
• revet skal af 1 appelsin
• 340 g mel

Rør sukker og smør luftigt, ca. 5 minutter. Tilsæt æg, citrusskal og vanille og pisk igen. Bland de tørre ingredienser i separat skål og kom det i smørblandingen. Bland godt indtil dejen er samlet og glat.

Læg en håndfuld af dejen mellem to stykker bagepapir og rul den med en kagerulle til den ønskede tykkelse. Gentag med resten af dejen. Læg den rullede dej med bagepapir i køleskab i 10 minutter eller meget gerne længere. Dejen vil blive nedkølet og fast og klar til at stikke ud/skære og bage uden at du skal tilsætte mere mel. Gentag med resterne efter du har skåret/udstukket småkager.

Tricket med at køle dejen, når den ER rullet ud, virker nogenlunde.

Den ædle gangers tynde ben er dog stadig lidt vanskelige at have med at gøre...

Efter en tur i ovnen lignede hesten mere en islandsk pony - og var blevet tilsvarende meget nemmere at håndtere.

Bag småkagerne ved 175 grader i 8 -10 minutter. Køl af.

Gul glasur
Ja, gul glasur kan selvfølgelig bare laves af vand, flormelis og gul frugtfarve. Det er den nemme løsning. Man kan også gøre det lidt mere besværligt for sig selv. Det er ofte min foretrukne model.

Glasur lavet på vand stivner kun langsomt, så jeg bruger næsten altid æggehvide. Jeg havde ikke nogle æg i huset, som jeg ville ofre på en glasur (gårdbutikæggene, som jeg helt selv har hentet i provinsen, er KUN til blødkogte!), men heldigvis har jeg marengspulver/æggehvidepulver.

Denne glasur måtte gerne smage lidt syrligt, og eftersom citronsaft vil fortynde glasuren, gik jeg kemisk: lidt citronsyre. Lidt ekstra citronsmag fra endnu en ikke-citron: et par dråber citronolie fra en flaske.

Farven kom fra et lille glas pastafarve; igen fordi almindelig frugtfarve fortynder glasuren. Jeg kan ikke huske, hvor jeg har den fra, men Specialkøbmanden har hele paletten.

Rør en glasur af

• æggehvide, 
• flormelis, 
• farve og 
• evt. smag 

til den er sej, glat og uden klumper. Det er svært at give nøjagtige anvisninger på mængderne, for æggehvider varierer meget i størrelse og konsistens. Du er nødt til at prøve dig frem. Der bliver MEGET glasur, hvis du bruger en hel æggehvide. Kom glasuren i en plastikpose/sprøjtepose evt. med en tylle med et lille hul eller klip et lille hul i hjørnet af posen, og sprøjt glasur på kanten af dine nybagte småkager.

Tid er selvfølgelig også en faktor, når man vil bage småkager på en helt almindelig tirsdag. Jeg har og ta'r tid til det, som jeg synes er vigtigt og som jeg bliver glad af. Men så kan småkagedej i øvrigt snildt laves i forvejen og gemmes temmelig længe i køleskabet.

Bonusinfo: regnen udeblev, og vi spiste småkagerne i det grønne, men der var ikke et øje tørt... 

Ræven og rønnebærgeleen (aka Bitterhed Part Two)

Jeg har lige været i sommerhus, hvor der stod et træ med bær på grene helt ned til jorden. Lavthængende frugt skal man ikke være for fin til at plukke, så det gjorde jeg. Min opskrift har fået lidt mirabeller i, for dem fik jeg også plukket en masse af.

Da jeg netop også har været på et lille ophold i Bitterland, så tænkte jeg, at nu var det oplagt at lave rønnebærgele. Bare en lille-bitte portion. Hermed gjort.

Rønnebærgele (ca. to små glas)

• 225 g rønnebær
• 100 g mirabeller med sten
• 2 dl vand

 Kog bær og frugter og vand indtil bærrene brister. Rør gerne lidt rundt, så frugtsaften kan trænge ud i vandet.

Hæld blandingen i en stofpose i et saftstativ - eller i en sigte foret med et rent viskestykke - og lad saften løbe igennem. Lad det gerne stå og dryppe natten over; jeg har ladet mig fortælle, at den mest pektinrige saft - som får det hele til at gelere - kommer ud til sidst.

Vej din saft og tilsæt en tilsvarende mængde sukker. Jeg fik

• 235 g saft og tilsatte derfor netop
• 235 g sukker

Det kan ikke nytte noget at nedsætte sukkermængden - med mindre du altså vil tilsætte pektin i form af geleringspulver - for sukkeret er med til at gøre saften fast.

Kog saft og sukker igennem. Fjern det skum, der dannes på overfladen. Hæld geleen på rengjorte glas (jeg skyllede i lidt vodka) og luk dem godt til og køl af.

Det spændende ved at lave gele er, at der altid er en lille risiko for at det ikke størkner som planlagt. Men hvis det går sådan, så kan du ønske dig selv tillykke med, at du i stedet har lavet en dejlig sirup, som kan hældes over is, på yoghurt eller dryppes på en ostemad. Mit størknede nogenlunde.

Det skal understreges, at rønnebærgele - selv med mirabeller i - ER bittert; det er ikke for børn og svage sjæle.

Serviceinfo: utålmodige læsere, som trives bedst med opskrifter og highlights kan roligt stå af her. Der kommer ikke noget spændende, slibrigt eller yderligere bittert herunder. Heller ikke flere opskrifter. Det er bare Klog-Åge - eller i dette tilfælde Ana-Lyse-Lise - der læser fablen om ræven og rønnebærrene igennem.

For det er jo en herlig historie, der har som punchline: "De er sure, sagde ræven om rønnebærrene. Han kunne ikke nå dem." Jeg kender og bruger udtrykket, som en sjov iagttagelse af en meget menneskelig tendens til at nedgøre det, som vi ikke kan få/nå, men når jeg tænker over sagen, er den faktisk lidt underlig.

Historien er oprindeligt en fabel af Æsop og handlede ikke om rønnebær, men om sure druer. Her kommer den første underlighed ind: hvorfor kan ræven ikke nå druerne? Er det mon fordi historien taler om vilde vinranker, mens de vinstokke, som jeg ser for mit indre øje er kultiverede, så de ikke er så høje, at en ræv af normalstørrelse ikke kan nå druerne? Eller var ræve meget små på Æsops tid?

Den anden mærkværdighed dukker op, når fortællingen oversættes til danske forhold, og vi nu taler om rønnebær. For de ER jo faktisk ikke bare sure, men bitre og egentlig ikke særligt attraktive i deres rå form. Kunne man ikke have valgt en sød frugt? Kirsebær? Blommer?

Faktuelle mystifikationer eller ej, så er det jo godt set, at vi nemt kan henfalde til at kritisere det, som er uden for vores rækkevidde, og at vi kan være ret gode til at bilde os selv ind, at det, som vi kritiserer, er vi slet ikke interesserede i. Det er snarere værdiløst og ikke værd at beskæftige sig med. Sådan kan man jo skåne sig selv for både latterliggørelse og skuffelser. En ræv, der hopper forgæves efter for højtvoksende frugter, er jo lidt svær at respektere i det lange løb.

En anden hoppende kendisræv

Jeg er ikke TV2-fan, har aldrig været det, og bliver det sikkert heller ikke, men man må give dem, at de både kan lovsynge normaliteten og pege ubittert og selvinkluderende på almindelig menneskelig svaghed. Det er nærmest helt unormalt i disse dage. Thumbs up til det.

Nutidens unge er
som sure rønnebær
sagde ræven, han ku´ ikke nå dem

Nu fyrene især
blir virkelig noget værd
stræbsomme, stærke ser de ud

Og så hygger de sig med dans og musik
fester fodbold og matematik
så snakker de om økonomi
og tegner den fremtid vi lever i

Og pigerne de ved
alt om husgerning og kærlighed
de er meget smukke når de smiler

Sammen vil de frem
karriere, hund og hjem
alle hver for sig og lige glade

Og så hygger de sig med dans og musik
fester og fodbold og matematik
så snakker de om økonomi
og tegner den fremtid vi lever i

Nutidens unge er
som sure rønnebær
sagde ræven, han ku´ ikke nå dem

Nutidens voksne er
ræverøde rønnebær
sagde de unge og lod træet fælde

Og så hygged de sig med dans og musik
fester og fodbold og matematik
så snakked de om økonomi
tegned den fremtid vi lever i...

Bittersød agurkesuppe til Bethany

Advarsel: mange ord og kun lidt kold suppe forude.

Som antydet i mit forrige indlæg, har jeg haft ekstra god tid i den forløbne tid til at hænge ud på internettet. Jeg har shoppet, ordnet bankforretninger, hentet gratis apps til min nye kropsforlængelse (iPad), forudlæst min daglige avis, holdt øje med vejret - og så er jeg faldet over et "fænomen", Bitterfissen Bethany. Hun har sat tanker i gang.

Bethany er en bitter kvinde, skriver hun selv, og det er "de andre, [der] står for skud". Hun har sommeren over udgydt sin galde over forskellige bloggere fra hist og her i Blogland, og de (vi) er i Bethanys øjne stort set allesammen kedelige, forudsigelige, uden kant; simpelthen for venlige og pæne på den ufede måde.

Spændende! For jeg er faktisk enig med kvinden et langt stykke hen ad vejen. Der skrives rigtig mange ting derude, som jeg synes er kedelige, talentløse, hårrejsende banale og så ligegyldige, at det er skræmmende, at nogen har brugt tid på at skrive det ned.

Det er måske heldigt nok, at der er så meget, som jeg synes er kedeligt, for der er også rigtig mange spændende ting på nettet, og jeg får ofte åndenød af begejstring over de kloge ord jeg støder på, de spændende interneteventyrere og gamle venner, som jeg "møder" virtuelt, de mærkelige billeder jeg ser, de gakkede film jeg kigger i på YouTube. Åndenød, simpelthen. På den fede måde. Fantastisk, at vi tænder på forskellige ting og skriver om forskellige ting.

Jeg er med på, at det er en sær balancegang, som man bevæger sig ud på, når man blogger. På den ene side er den helt store styrke ved at blogge, at man er fri til at udtrykke sig lige præcis, som man vil. På den anden side er der jo ikke så meget grund til at udtrykke sig så umuligt, at man ikke får kommunikeret noget. Hvis dét altså er pointen.

Det kan man netop blive i tvivl om mange tilfælde - og i mine øjne egentlig også i Bethanys: er en given blog til for at kommunikere (af latin: communicare, at gøre fælles), altså for at arbejde hen imod en fælles forståelse af noget i form af dialog eller i den mindste formidling af noget, der gør en forskel for modtageren? Eller er en blog et udtryk for en mere terapeutisk platform, hvor man iscenesætter sig selv, lukker frustrationer ud og/eller nørder igennem med sine helt egne særinteresser evt. for et helt lillebitte eksklusivt selskab af mednørder?

Det er sikkert sjældent helt entydigt. Min egen blog er i hvert fald ikke entydig i den henseende. Jeg begyndte at blogge for at holde styr på mine tanker og for at samle mine mange kageord på ét sted. Det er sådan set stadig drivkraften; jeg kan bare også se, at jeg slet ikke er helt kold overfor, om jeg har læsere eller ej. Jeg gør, hvad jeg kan, for at udtrykke min klare og ærlige mening om dette og hint - på min semi-akademiske og ofte ordrige måde, men det ærgrer mig da, at nogen tilsyneladende bliver forskrækkede over kritiske ord eller markante holdninger -  og jeg lægger måske somme tider en lille dæmper på mig selv på bloggen og andre steder. Jeg vil gerne være en del af fællesskabet.

Den tur på knivsæggen, hvor man vakler mellem ensomhed og fællesskab, mellem holdninger og kompromis'er, mellem fasthed og opløsning, må hver blogger gå helt selv og vælge vandretenik efter temperament og efter behov - eller mangel på samme - for at være en del af Gruppen.

En ting, som fascinerer mig ved Bethany er, at jeg simpelthen ikke kan gennemskue hendes projekt. Hvad har hun egentlig gang i? Hendes udgydelser er i mine øjne faktisk ikke så skarpe, varierede og begavede, som jeg så antydninger af i begyndelsen, men jeg er stadig fast læser. Nu følger jeg med, fordi jeg har tid, og fordi Fænomenet stadig er interessant. Jeg vil gerne ikke risikere, at gå glip af noget.Og jeg vil være der, når og hvis ballonen brister. 

Men hvad er pointen? Vil hun skabe revolution, der skal vække de slumrende masser? Er hun sociolog på feltstudier i cyberspace? Er hun kunstner, der "udfordrer mediet", som vi siger her i husholdningen? Eller er hun bare Bethany, mor til tvillinger på to og en på fire, bitter fra fødslen og med en sur og inkompetent chef? Jeg ved det ikke, og jeg er lidt nysgerrig, selvom der ikke er så meget gods i indlæggene selv. Der går i mine øjne lidt selvsving i skriverierne fra Bethanys egen hånd og de relativt mange kommentarer.

På en måde afmonterer Bethany med sin facon - som jeg ser det - sit umiddelbare projekt, som vel handler om at gøre opmærksom på, at danske blogs er for dårlige. Det er det, der gør, at jeg ikke kan lade være med at overveje, om hun har et andet mål for øje. Hun er jo ikke ubegavet. Hun tænker over, hvad hun gør. Nok har hun hang til både Bastognekiks og Fernet Branca, men hun virker som en kvinde med en plan.  

Det kunne have været rigtigt interessant, hvis Bethany virkelig var én, der kunne ruske op i andedammen i Blogland - så det gjorde en forskel. Det tror jeg bare ikke, at hun gør. Hun råber godt nok nogle halvgrimme gloser ud i intetheden, og vi er nogle sommertosser, der har tid og lyst til at følge med, men jeg tror faktisk ikke, at ordene ændrer noget. Og jeg ved heller ikke, om det er hendes hensigt. Måske skal der bare buldres.

I hvert fald er min erfaring, at hvis man vil have nogen, fx. børn, til at gøre noget andet end det, som de gør, så nytter det ikke noget, at brøle dem ind i ansigtet. De holder måske nok op med at smøre tandpasta på katten, men det er snarere af lammelse og frygt, end fordi de har lært noget. Det holder altså ikke, når agurketiden er slut.

Et af de gode spørgsmål, som jeg synes Bethany sætter spot på, men som der ikke bliver mulighed for at dikutere på hendes blog, handler om normalitet. Skal/kan alle bloggere være noget helt særligt, ud over det sædvanlige? Kan alle bloggere bidrage med noget nyt og epokegørende til verdenshistorien? Er det overhovedet målet? Er bloggere ikke som folk er flest - også IRL? De fleste har jævne liv, jævne tanker, jævne begavelser, jævne interesser, jævne skriveevner, jævne børn - og kun få skiller sig ud? Går der ikke lidt Don Quixote i den, hvis man vil lave om på dét?

Er det ikke en del af internettets vidunderligt demokratiske væsen, at også halvhjernerne - pardon my French - kan komme til orde? Normalkurven - hvis man skulle finde på at lave en sådan - over begavelse og skriveevner blandt bloggere er formodentlig kun forrykket ganske lidt i den kvalificerede retning ifht. den danske befolkning generelt. Tærskelen for at oprette en blog og dermed for at blive blogger er simpelthen befriende lav.

Jeg synes ydermere, at det er interessant, at lægge mærke til, hvilke opgør vi hver især vælger. Da jeg læste teologi, morede det mig, at der blev skrevet så mange "opgør med Grundtvigs dåbssyn" eller "opgør med Luthers toregimentelære" - eller hvad det nu hed altsammen - for for at kunne lave det opgør, så krævede det jo, at man virkelig satte sig grundigt ind i det, som man ville gøre op med.

For at finde det meningsfyldt at bruge tid på at tage et opgør med noget, kræver det vel at dette noget, anses for vigtigt. Tåbeligt, måske, men ikke desto mindre vigtigt. Det er jo paradoksalt. Hvis man mener, at noget virkelig er dumt, er det da vel meget snedigere bare at lade det passere - og bruge kræfterne på noget andet. Altså er det fristende at tænke, at når Bethany tilsyneladende ikke er helt dum, så må hun på en eller anden måde finde talentløse blogs vigtige. Det kan man så lommepsykologisere over, hvis man har lyst.

Jeg læste et langt interview "Fri mig for parcelhuslykken" med Leonora Christina Skov i Politiken forleden og tænkte, at hendes tilgang til en kritik af tingenes tilstand mindede om Bethanys: gode og begavede pointer, som kunne vække til eftertanke, selvransagelse og måske ligefrem opvågnen, men holdningerne er kombineret med en attitude, der i hvert fald frister mig til det modsatte, nemlig at holde fast i leverpostejen og middelmådigheden og fejre den. (Ligner Bethany og Leonora egentlig ikke også hinanden...? De der lidt sammensnerpede munde...)

Leonora Christina Skov tegnet af fabelagtige Philip Ytournel fra Politiken

Bethanys og Leonoras højrøstede "opgør" med det kedelige og normale åbner for mig at se en sprække ind til en kerne, der består af netop det: det kedelige og normale - hvad det så end er. For hvis man går tæt nok på er ingenting måske kedeligt og normalt.

Måske er jeg gammel og træt; måske besidder de ungdommens mod, og jeg gør ikke. Jeg synes bare, at det bliver så underligt ligegyldigt, selvom det skulle være så væsentligt. Det skingrer i mine ører, fordi ønsket om en ægte samtale om det, som faktisk er vigtigt, ikke synes at være til stede for alvor. Hverken hos Leonora Christian Skov eller hos Bethany.

Jeg har småkommenteret Bethanys udgydelser en gang eller to, men "magter ikke" - et af Bitterfissens yndlings- og meget hyppigt anvendte udtryk - den evige bitter-ironiske distance. Det er som om, man kun kan vælge enten at spille spillet eller at spille fornærmet. De to valgmuligheder duer ikke for mig. 

Jeg synes, at hun rejser spændende problemstillinger om normalitet og udtryk i Blogland, men hun stiller sig selv i vejen for at kunne diskutere det seriøst. (Derfor snakker/tænker jeg med mig selv/min blog i stedet for.) Det er muligt, at hun kun kan skabe debatten og gøre sig selv til et fænomen, som nogen tænker over, ved samtidig at afspore den selvsamme debat. Livet i det 21. århundrede er indviklet...

Jeg lovede kold suppe. Det er fordi, jeg kom til at oversætte Fænomenet Bethany til en lille let sommerret. 


Bittersød agurkesuppe(til ca. 1 voksen, tvillinger på to og en på fire)

• skal af ½ (rød) grapefrugt
• saft af 1 (rød) grapefrugt
• 1 dl sukker

• 1 agurk
• 1 grønsagsbouillonterning
• 1 dl vand
• saft af 1 (rød) grapefrugt mere
• 100 g ricotta (eller evt. 1 dl piskefløde)
• salt

• Fileter af en (rød) grapefrugt

Skær skallen af halvdelen af en grapefrugt. Normalt er det vigtigt at skære helt tyndt for at undgå det hvide, som er meget bittert. Her er bitterhed en del af pointen, så hvis der slipper lidt med, er det helt ok.

Skær skrællerne i mindre stykker. Normalt ville jeg anbefale, at de skulle snittes helt fint, men i dette tilfælde er et vist mål af grovhed på sin plads.

Kom de snittede skræller i en glasskål sammen med sukker og saft af den en grapefrugt og kog det sammen i mikroovnen i nogle minutter, så alt sukkeret er opløst og skrællerne er blevet klare. Lad det køle helt af.


Skær agurken i stykker og kom den i foodprocessoren (eller find din gode stavblender frem) sammen med grønsagsterningen, som er opløst i 1 dl kogende vand. Pres saften af en grapefrugt mere og hæld det ved agurken. Sigt de sukkerkogte skræller fra siruppen. 

Hæld også siruppen ned til agurken sammen med nogle få strimler skræl. Kom ricotta i maskinen også og kør  indtil agurken er helt findelt, og du har en lys grøn suppe. Sukkeret fra siruppen giver sødme og ricottaen blødhed. Det er måske ikke Bethanys mest fremtrædende karakteregenskaber, men lur mig, om ikke hun har øjeblikke, hvor hun er både sød og blød. Hun er - om ikke andet - så formodentlig et menneske.


Smag til med salt. Suppen er en småkompleks sag, som skal være både ramsaltet og sød.


Server suppen kold med en klat ricotta, strimler af den sukkerkogte skræl og fileter af grapefrugt. Hvis suppen skal være rigtig dejlig kold, kan isterninger være en idé. Jeg havde tilfældigvis nogle kolde hjerter i fryseren, som kom i suppen. De tør op lige så stille - og knaser så dejligt mellem tænderne...

Og ved et lykkeligt tilfælde ender suppens uskønne farver med nogenlunde at matche farverne på Bethanys blog...

Tak, Bethany, for bitterhed.

Canelés, silikone og det dejlige internet

Lad mig begynde bagfra: jeg ELSKER internettet! Jeg elsker mulighederne. Jeg er fascineret af teknikken. Jeg er vild med småtekniske gadgets. Min nye iPad er vokset sammen med min krop. Jeg melder mig frivilligt til at stå først i køen til at få indopereret en chip og en hudskærm, så jeg kan gå på nettet i min håndflade. Nå, det var så måske lige et skridt for langt...

En overskåret cannelé

Anyways, jeg har ligget en anelse underdrejet denne sommer, men ikke mere end at jeg - på nær ganske få dage - har været PÅ. Mine bageaktiviteter har været tilsvarende neddroslede (på nær mindst tolv omgange af verdens nemmeste og næstbedste brød), men derfor kan man jo godt forberede sig til sensommerens, efterårets og vinterens bagesysler. Ved fx. at shoppe bageforme på nettet.

Jeg har længe villet bage canelés (stavemåden er i øvrigt diskuteret: ét eller to n'er? I'm confused. Mit franske hjælper mig ikke), en specialitet fra Bordeaux, men har holdt mig lidt tilbage, fordi de klassisk set bør bages i kobberforme. Lækkert, men lige lidt vel dyrt. (Kunst og Køkkentøj er i øvrigt en drøm af en forretning også IRL. Just sayin'!)

Anne au Chocolat har spist dem. Newyorkerbyheart har lavet dem. De er også populære internationalt. De bliver rost til skyerne, de små franske fiduser. Sprøde, karamelskorpede kager med et blødt og nærmest svampet indre. Enkle og avancerede på samme tid. Jeg har aldrig hverken smagt eller bagt dem. Stor fejl, der må rettes op på.

Og mon ikke mindre end kobber kan gøre det. Trods alt. På Ebay faldt jeg over en shop, der sælger silikoneforme i et hav af variationer til en hæderlig pris, og med PayPal som allieret var det nemt at slå til. Der gik ganske få dage, og så var der en blød pakke i min postkasse.

Ebayshoppen har også en "rigtig" hjemmeside: Silicone Moulds, og søren jensme om ikke også de er at finde i Blogland og på både Facebook og Twitter. Sådan kan vi li' det!

Silicone Mould-bloggen er faktisk værd at følge med på: velskrevet, inspirerende, hyppigt opdateret, gode billeder, personlig (måske lige et blond hårstrå for personlig; jeg kan strengt taget godt undvære billedeserierne af det dekorative barn) og rent ud sagt fristende til yderligere indkøb.

(Jeg HAR købt igen. Jeg kan røbe i denne lille, lukkede kreds, at jeg nemlig fx. heller aldrig har hverken spist eller lavet madeleines. En anden stor brist i min opdragelse... Den sorte form herunder er til madeleines. Den orange er til hjemmestøbte mikro-chokoladeplader, den lyserøde til mini gugelhupf'er og den røde til otte keltiske kors. Hvem kan leve uden netop dén mulighed? Ikke mig. Fortsættelse følger måske, når jeg har afprøvet formene.)

Nå, men vi må nærme os en opskrift. Den er temmelig nem, omend den, som Silicone Moulds henviser til hos Chocolate and Zucchini, foreskriver, at dejen laves 24 timer før den skal bages og står i køleskabet og bliver klar. Newyorkerbyheart bagte uden at vente, og det ser ud til, at det gik fint alligevel. Min dej ventede; det gik også fint. Til gengæld kan dejen så også snildt holde sig et par dage mere i køleskabet. Jeg bagte en fuld form efter et døgn (otte stk.) og en halv form dagen efter.

Canelés (12 stk mellemstørrelse)

• ½ liter mælk 
• 30 g smør
• 1 tsk vanillesukker - eller kornene fra en vanillestang
• 100 g mel
• 1 tsk salt
• 180 g sukker
• 3 æg 
• 3/4 dl rom

Kom mælk og smør i en lille gryde. Hvis du bruger vanillestang kan du komme den udskrabede stang med i mælken. Varm smør og mælk langsomt op til kogepunktet.

Bland mel, salt og sukker i en skål. Slå de tre æg ud i en anden skål og pisk dem let sammen. Hæld æggene over melblandingen, men vent med at røre. Hæld den varme mælkeblanding over i skålen, og NU skal der røres.

(Newyorkerbyheart lader udtrykkeligt mælkeblandingen køle af, inden den røres i melet/sukkeret. Min opskrift siger udtrykkeligt noget andet. Begge dele ser ud til at virke. Jeg var lidt bange for at ende med en omgang melklister, men det skete slet ikke.)

Rør/pisk indtil blandingen er helt jævn som en pandekagedej. Tilsæt rom og vanillesukker.

(Det ville nok være smartere at tilsætte vanillekornene sammen med sukkeret, evt. efter af have mast dem sammen med lidt sukker, sådan Mette Blomsterberg-style, så de lettere fordeles i dejen. Jeg har det personligt bare sådan, at når HUN siger, at det er en god metode, så gør jeg det ikke... Primitivt, men sandt. Det vil jeg arbejde lidt med ved lejlighed.)

Vanilleklump...

Stil dejen i køleskabet og vent 24 timer. (Det kan man så åbenbart tage med et gran salt. Hvis du er utålmodig, så kast dig ud i det med det samme.)


Tænd ovnen på 250 grader. Clotilde fra Chocolate and Zucchini skriver meget grundigt om vigtigheden af, at ovnen er varm nok. Mange ovne lyver nemlig. Det kan derfor være en god idé at checke ovntemperaturen med et ovntermometer. Hvis ovnen ikke er varm nok, opnår du ikke den karakteristiske karamelagtige overflade, og så er det ikke helt rigtigt.



Hvis du bruger kobberforme skal de smøres grundigt. Hvis du bruger silikone, er det ikke nødvendigt. Hæld dej i formene til ½-1 cm fra kanten.

Hvis dejen er skilt lidt i køleskabet, kan den nemt røres sammen igen.

Sæt forsigtigt formen i ovnen, når den er blevet helt varm; det kan være nødvendigt med et støttebræt, hvis du bruger silikoneformen.


Bag kagerne i ca. 20 minutter ved den høje varme. Skru derefter ned for varmen til ca. 200 grader - uden at åbne for ovnlågen for at kigge eller snuse! - og bag kagerne yderligere 30-40 minutter. De skal være mørkegyldne, grænsende mod det mørkebrune udenpå. De vil stadig være bløde og svampede indeni.

Lad kagerne køle af, så længe som du kan holde ud at vente, og pres dem så forsigtigt ud af formene.

Det ligner jo faktisk et sæt små englevinger...

Tag en bid, og du vil høre englene synge - på fransk!

Kollegakage fra Samvirke - og lidt om fristelser og sundhed

Ja, jeg lod mig friste! Jeg blev overtalt af en venlig opfordring fra Samvirke på Twitter og et lækkert billede af hindbær. (Som jeg erstattede med blommer i min version.)

Mange frugter - heriblandt blommer - bliver noget mere sure, når de bliver tilberedt; derfor lidt ekstra sukker. .

Samvirke er seriøst talerør for forbrugerstof og sund livsstil. Til forskel fra de fleste andre danske magasiner der behandler den slags emner, er der i Samvirke plads til at gå i dybden, nuancer, kritiske spørgsmål og sjove tilgange til stoffet. Det er totalt i orden.

I denne måned tema om "sød sult". Lyder det velkendt?!

De fleste danskere kender Samvirke; det er det mest læste månedsmagasin i landet. Jeg har læst bladet siden min barndom og er fuld af respekt.Og jeg lod mig altså friste til at gøre noget, som jeg ellers ikke gør, fordi Samvirke lokkede: jeg bagte deres grove kollegakage - og nu fortryder jeg bittert.

Jeg pimpede ellers kagen med både chokoladestriber...

- og chokoflødeskum...

Men nej, det virker bare ikke med en kage, der lader som om den ikke er usund. Man ender med at få det værste fra begge verdener: en kedelig kage, der alligevel ødelægger din kur. 

For at føje spot til skade tog jeg kagen med til en familiefødselsdag. Som nogen måske vil ane, er familien godt vant, når jeg tager kage med. Denne gang resulterede det i at min niece nu vil huske sin "Sweet Sixteen" som en dag fyldt med skuffelser og tårer. Jeg gør det ALDRIG mere! Undskyld A! Undskyld allesammen!

It's my party and I'll cry if I want to

Nu skal det ikke lyde som en klage over Samvirke; det er det på ingen måde. Bladet bidrager med masser af stof til eftertanke og skriver i forbindelse med opskriften på den grove kage om kagers betydning fx. som "kittet", der holder arbejdspladsen sammen. Man linker til en spændende rapport om "Mellemmåltider - en kulturanalyse af mellemmåltider på kontorarbejdspladser".

Det er snarere en klage over mig selv. Jeg blev fristet og faldt i sundhedsfælden. Det er et dårligt sted at være. Boris Andersen behandler problemstillingen i en fremragende kronik i Politiken "God smag og bordskik er den bedste slankekur", og han skriver bl.a. Det dumme er, hvis vi som følge af en overdreven fokusering på ernæringsindholdet i maden i kombination med individuelle selvkontrols-idealer helt glemmer smagsoplevelsens og måltidsfællesskabets betydning. Hørt, Boris!

Så spis dine fuldfede kager i godt selskab. Hvis ikke du har andet godt selskab end dig selv, så nyd din chokolade alligevel. Helt og aldeles. Og følg kun opskriften herunder, hvis du virkelig ikke kan finde på andet.

Grov kollegakage (- til den grove kollega?!)

• 130 g smør
• 130 g rørsukker
• 2 spsk. mørk sirup eller ahornsirup
• 1 tsk. vaniljesukker
• 300 g havregryn (jeg havde kun grovvalsede; det gjorde kagen ekstra fiberrrig og sund-agtig, men det var måske skyld i at kagen ikke kunne hænge sammen...)
• 60 g kokosmel
• 1 tsk. bagepulver
• ca. 5 udstenede blommer skåret i småstykker

Smelt smør, sukker, sirup og vanillesukker sammen i en kasserolle. Kom havregryn, kokosmel og bagepulver i en skål og bland det. Hæld den søde smørblanding over i skålen og bland med en ske.

Kom blommestykkerne i og bland igen.

Læg bagepapir i en bradepande på ca. 20x30 cm. Hæld "dejen" i formen og fordel den.

Pres den godt sammen.

Bag kagen ved 175 grader i ca. 25-35 minutter. Kagen må gerne blive lidt gylden.

Pynt evt. med lidt chokolade og/eller chokoladeflødeskum. (Smelt og udrør chokolade i piskefløde. Køl af. Pisk.)

Kagen forsvandt kun langsomt...

Når sandheden skal frem, så var kagen vel ikke egentlig dårlig. Den var bare usnasket, faldt fra hinanden og smagte simpelthen lidt småsundt. Og var aldeles uegnet som festkage. Som kollegakage kan den sikkert gå an. Familien refererer nu til kagen som "Müsli-kagen", og jeg er bange for at den vil indgå i samlingen af familiemadlegender på linje med en vis ris a la mande og Blommetærten fra Helvede...

En af mine favoritkager, Fattigmandskransekagen, minder lidt om müslikagen. Den prøver måske at give sig ud for at være billig, men trods alt ikke for at være sund.