onsdag, august 24, 2011

Småkager (Part Two): Trekanter til tiende søndag efter Trinitatis

Tiende søndag efter Trini-f******-tatis? Hva' snakker du om?!

Jeg snakker om på søndag. Tiende søndag efter Trinitatis søndag, som er navnet på søndagen efter pinse. I år var Trinitatis søndag den 19. juni. Bare til orientering.

Ja, ja, det er meget godt, men hvad betyder det dér Trinitatis? Er det en sygdom? Eller er det ikke noget volapyk fra P1 på linje med fiskerinoteringen og farvandsudsigten? Eller noget gud-noget? Noget, man snakker om i kirken?

Jo, nu nærmere vi os. Trinitatis søndag er den dag i kirkeåret, hvor man fokuserer på den besynderlighed, at vi hævder, at den kristne gud er trinitarisk, trefoldig, en tre-enighed, tre-i-én ; so to speak.
Tre-i-én: klipper, renser og filer.
I Trinitatis Kirke gør man en hel del ud af den sære tre-hed, Fader, Søn og Helligånd.: røg og damp, englebasser, gyldne solstråler, tunger af ild...
Klik for større billede.
Trinitatis søndag markerer afslutning på rækken af kirkelige fester og danner på samme tid indledningen til den festløse halvdel af kirkeåret; den kirkelige hverdag. Søndag efter søndag hele sommeren, som ikke adskiller sig på anden måde fra den forrige end ved, at den er et nummer længere henne i rækken af søndage efter Trinitatis.

De tre elementer i Treenigheden er de tre sider af den kristne gud: Faderen, Sønnen og Helligånden. Does that ring a bell?
Man kan mene, at det er noget meget indviklet noget, og man kan gå ind i lange teologiske overvejelser om de tre størrelsers indbyrdes forhold og stille dybe spørgsmål om, hvordan vi dog kan hævde at tro på én gud, når der nu også er tre. Man kan også lade være.

Jeg stiller mig fuldt ud tilfreds med at forstå det sådan, at de tre led er udtryk for forskellige egenskaber ved den kristne gud. Eller tre former, som Gud viser sig for os i. Tre måder, hvorpå livets storhed viser sig. Det virker fint for mig i det daglige; som en slags pædagogisk redskab.

Faderskikkelsen - eller moderskikkelsen for den sags skyld - er den guddommelige dimension, som viser sig for mig i form af det skabte, fysiske liv. Når jeg forundres over en solnedgang. Når en kage får englene til at synge. Når jeg endelig kommer på toilettet efter at have været trængende længe. Når en elektronisk gadget produceret i Kina giver mig åndenød af fryd. Når jeg kan høre græsset gro.Når jeg finder den helt rigtige grønne maling til mit køkken.

Sønnen er til gengæld et udtryk for de øjeblikke, hvor jeg er i ægte kontakt med mine medmennesker. Når kassedamen får sagt "Ha' en god dag" på en måde, så dagen faktisk bliver lidt bedre. Når jeg pludselig føler mig set af én, som jeg gerne vil ses af. Når jeg smelter sammen med et andet menneske i en dans. Når det betyder noget, at sygeplejersken holder mig i hånden, før jeg bliver bedøvet.

Helligånden er den luftigste af de tre. Den er på færde, når jeg er til koncert, og publikum på mystisk vis pludselig forvandler sig fra at være en samling af individer til at være én samlet organisme. Eller sommetider, når jeg synger sammen med andre. Når jeg pludselig forstår. Når du og jeg er mere end to. Når jeg er i gode venners - eller mit eget - selskab og glemmer tid og sted. Når nye ideer opstår.

Mere indviklet er det ikke. Ligesom med negleklipperen er der måske en af funktionerne, som er mere anvendelig i praksis end de andre to, men tre er nu sådan et godt og harmonisk tal, og tre synsvinkler på noget vigtigt er ikke for meget.

I vinter- og forårstiden er de kirkelige prædikentemaer groft sagt fokuseret på én af de tre skikkelser ad gangen. I trinitatistiden er der fokus på det samlede menneskeliv med alle dets mange udtryk. Og der er 25 eller 26 søndage at gøre godt med inden kirkeåret er slut og et nyt begynder den første søndag i advent, så man kan komme godt omkring.

Fordi trinitatistiden er den kirkelige hverdag og ikke kalder på storladne festkager, kunne man helt ydmygt servere en småkage til kaffen.
Småkagedejen og fremgangsmåden er den samme som forleden. Ikke-opskriften på glasur findes sammesteds. Eneste forskel er at småkagedejen skæres ud som trekanter og at du evt. kaster dig ud i et frihåndshelligåndssymbol. Eller bare en streg langs kanten.

Trekanterne kan laves med en - halvdyr - udstikker eller med et stykke pap og en lille kniv. Jeg valgte papløsningen.
Ved at gøre småkagen trekantet og pynte med grøn glasur, får man hyldet den slags dage, som der er flest af, og som mange af os - med eller uden Dan Turell - holder rigtig meget af.

Ingen kommentarer: