lørdag, november 24, 2007

Petit fours a l'anise; fint skal det være!



En lille tilføjelse: jeg har bagt en dobbelt portion af lavendelbiscottierne og har en portion franske anis-julesmåkager til tørre. De skal helst stå i 24 timer og tørre inden de bliver bagt. Det må de så gøre! Opskriften kommer ved en senere lejlighed.

Planen er, at jeg skal på julemarked og sælge småkager i næste weekend. Det bliver lidt spændende.

Lebkuchen Schmidt fra Nürnberg



"Hvad har jeg nu bestilt?" tænkte jeg, da jeg fik en hilsen fra PostDanmark om, at jeg skulle hente en pakke. Fra Tyskland?! Min nye neckstrap til min nye mobil? Nej, den ville blive sendt fra det danske firma. Hvad dælen så?

Tænk en gang: Jeg har fået en fin kasse fyldt med forskellige lebkuchen fra Nürnberg! Jeg havde glemt alt om det, men nu dukkede det frem: da jeg var til konference i Holland i sommer snakkede jeg med en tysk katolik, Elisabeth, som lovede at hun ville sende nogle kager, når julen nærmede sig. Jeg er simpelthen rørt! Tænk at hun har husket det, og sender en så overdådig pakke. Små og store kager. Med og uden glasur. Og i de fineste æsker og poser!

Jeg kan jo ikke lade være med at google, så jeg må straks anbefale: http://www.lebkuchen-schmidt.com/ ! Jeg har ikke åbnet nogen af poserne eller æskerne endnu; de er også tænkt til de studerende, så jeg må have nogen med i strikkecfeen på torsdag...

Tænk igen! En dame nede i Tyskland gør, hvad hun har lovet - og gør en næsten fremmed dansker helt vildt glad. Og giver mig lyst til at gøre andre glade. Det kan vi lære noget af!

mandag, november 19, 2007

Fattigmandskransekage - endnu et pletskud fra KKK!

- hvis jeg selv skal sige det...

Jeg fandt en af mine gamle kendinge frem forleden, for det er faktisk meget længe siden, at jeg har lavet den sidst. Og den er SKØN! Fattigmandskransekage hedder den, men der er masser af smør og mandler i - og endnu en gang ikke noget mel - så der er ikke meget fattigmand over den.

Jeg havde tilfældigvis noget "toffee"-sauce i køleskabet, som trængte til at blive brugt, så den fik lige en ekstra omgang af noget lækkert - mellem bunden og marengslåget. Det kunne ikke smages tydeligt, men gjorde den lige en tand mere mums.

Opskriften ligger allerede på Kage! Kage! Kage! så det er bare om at komme i gang!



(Tilføjelse til bloggen 26. november 2008: Jeg har samlet otte knaldgode opskrifter på kager uden mel - det bliver de altså ikke hverken kedelige eller sunde af! - i en pdf-fil (lige til at printe ud), som du kan købe for kun kr. 20,- Se på min hjemmeside: Opskriftshæfte til salg!)

(Tilføjelse 21. juni 2010: Nu går linket overfor direkte til opskriften.)

fredag, november 09, 2007

"Mor og barn"-banankage



Godt nyt igen: jeg er blevet hyret til endnu et kageforedrag: "Kager og andre lækkerier kirkeåret rundt". Det bliver i Hans Tausens Kirke den 26. marts, og de er muligvis også interesserede i smagsprøver. Det skal jeg lige have lavet en plan for... Herligt! Jeg glæder mig.

I går lavede jeg banankagen fra Karolines Kogebog til mine strikkedamer; den er altid god. Men jeg kan jo ikke dy mig for at lege lidt, så jeg havde givet dejen nogle dråber citronolie, og det klædte den helt bestemt! Så et godt lag chokolade - smeltet med lidt smør, så det bliver lidt mere cremet og ikke knækker - og pyntet på toppen med grøntfarvet hvid chokolade med limesmag fra Specialkøbmanden.

At jeg så også havde bagt kagen i min fine, tyske gugelhupf-form og havde lavet en miniudgave i formen, som jeg købte i London sidste jul gjorde det til lidt af et show. Så lidt skal der til for at gøre en banankage til noget lidt særligt!

I morgen er det Mortensaften og egentlig havde jeg tænkt at tage en monsterkage, Gianduja Marjolaine, med til andegilde hos min søster. Jeg har fundet opskriften på nettet, og den virker helt overdådig og fristende! Jeg tror nu, at jeg finder på noget andet, for jeg tror, at den vil tage livet af os efter en stor middag med andesteg.
Jeg har en periode, hvor jeg render ind i kager uden mel og til gengæld en masse gode sager. Det er jo rart at være forberedt, hvis man skulle blive glutenallergiker en dag! Når jeg har fået afprøvet opskriften på Gianduja Marjolaine, vil jeg oversætte den og lægge den på KageKageKage.
I mellemtiden vil jeg lægge opskriften på en anden melfri monsterkage ud: Chokolade-/valnøddekage fra Anne Willans Den Klassiske Køkkenskole; en vidunderlig bog.


mandag, oktober 29, 2007

Panellets til Allehelgen



Juhuuu! Jeg har fundet en god opskrift på endnu en helligdags(små)kage: i Catalonien (Østspanien) spiser man åbenbart panellets til Allehelgen, som er lige om lidt, nemlig 1. november.

Opskriften stod i Politiken den 8. september i år og den var meget fristende: en andeledes måde at bruge græskar; masser af pinjekerner og mandler; ikke noget mel; stor, men enkel opskrift! Og nu har jeg prøvet den. Meget interessant!

Kagerne blev ret forskellige: de første, som jeg rullede i hele pinjekerner var ret store, men da jeg hurtigt løb tør for (dyre!) pinjekerner, lavede jeg de næste mindre - og rullede jeg dem i en blanding af hakkede pinjekerner og perlesukker. Ifølge opskriften skulle "panelletterne" blive bedre af at trække (mindst) et døgn, så det ser jeg frem til... Opskriften kommer på Kage!Kage!Kage! inden længe.

(Tilføjelse til bloggen 26. november 2008: Jeg har samlet otte knaldgode opskrifter på kager uden mel - det bliver de altså ikke hverken kedelige eller sunde af! - i en pdf-fil (lige til at printe ud), som du kan købe for kun kr. 20,- Se på min hjemmeside: Opskriftshæfte til salg!)

torsdag, oktober 25, 2007

Violsnitter




Forleden faldt jeg over lidt penge, og dem måtte jeg straks snolde op hos Specialkøbmanden i Hovedvagtsgade ved Kongens Nytorv. I deres webshop havde jeg set, at de fører viol-essens; et produkt, som jeg har ledt efter i årevis! De havde det, og jeg købte en lille flaske - og snoldede derudover chokolade-likør-te og gyldne chokoladedrageer. Skønne varer!

I tiden der er gået, siden jeg fik tanken om at jeg måtte eje noget violessens, har jeg glemt, hvad det egentlig var, jeg ville bruge det til. Det var vist bare generelt som smagssætter til kagefyld. Og jeg har da også tilfældigvis lavet nogle "violsnitter" til min gruppe af strikkedamer. De bliver prøvekaniner på eksperimentet... Ved mit sidste besøg hos Specialkøbmanden købte jeg ægte kandiserede violblade, så de er naturligvis på som pynt.

mandag, oktober 22, 2007

Lavendelbiscotti

Der sker hele tiden lidt på www.kagekagekage.dk. Jeg har lagt opskriften på lavendelbiscotti ud - men jeg har ikke fået lavet en film endnu. Opskriften kommer her:

½ dl. nyplukkede lavendelblomster
1 dl . mandler
2 æg
2 dl . sukker
35 g . 70% chokolade
4½ dl. mel
2 tsk. bagepulver

Blomster, chokolade og mandler hakkes med en kniv. Pisk æg og sukker til fast skum. Tilsæt de hakkede blomster, chokolade og mandler. Tilsæt derefter mel og bagepulver til du får en smidig dej.

Rul tre pølser så lange som pladen er bred. Læg dem på bagepapir på pladen. Tryk pølserne lidt flade. Bages ved 225 grader i 12-15 min.

Lad de flade brød hvile 5 minutter og skær dem derefter ud i passende skiver, der lægges på siden på bagepapir/pladen. Bages igen ca. 5 minutter ved 200 grader.

Fra www.tineting.dk

(Jeg har brugt tørrede lavendler, som man kan få hos Tiger - på en god dag, og så bager jeg kagerne lidt længere, så de bliver gyldne og HELT tørre. Lise)

Til gengæld har jeg tilføjet både en mulighed for at skrive sig på en nyhedsbrevsliste - og for at give et pengebidrag via PayPal...

Jeg deler livligt ud af mine fine visitkort, og det føles godt. Jeg har bestilt nye gadgets fra VistaPrint i dag, for jeg bliver helt begejstret over selv at kunne sidde og designe - og bare med et par klik bestille ting, som faktisk er pæne...