"The cake is a lie." U-kager uden mel, sukker, æg og smør.

Hvad er definitionen på en kage? Wikipedia siger: Kage er en type af mad, som typisk er sød og bagt. Generelt er kager en blanding af mel, sukker (eller andet sødemiddel), æg, hævemiddel og smør/margarine. 

Kage? Konfekt? A lie?

Når man så laver noget, der hverken inderholder mel, sukker, æg eller smør OG som i udgangspunktet ikke skal bages - kan det så kaldes en kage?

Billede af Anne Kelley, Sketches & Draws

Min nysgerrighed blev pirret af en opskrift på Raw Banana Nut Squares with Coconut Cream Cheese Frosting i det seneste nummer (#27) af Desserts Magazine (... for people who eat dessert first.) . 

Raw Banana Nut Squares. Foto: Pride & Vegudice

Nu er jeg jo ikke så god til at følge opskrifter slavisk, så jeg gik mine egne u-veje og endte altså med u-kagerne på billedet herunder. Andre ingredienser. Anderledes tilberedning. Bagte, ikke raw. Ret forskellige fra originalen, men dog accepteret som kage/snack af husets hårdeste dommer: junior på sytten.

U-kager? A-kager? Kontra-kager? An-kager? Anti-kager? Im-kager? De-kager? Fortsæt selv...

U-kager. Uden mel. Uden sukker. Uden æg. Uden smør.


Bunden:

• 150 g mandler
• 100 g pecannødder
• 125 g tørrede abrikoser
• 100 g friske dadler

Fjern stenene fra dadlerne, del abrikoserne i mindre stykker og kom det hele i en foodprocessor. 

Kør, til det hele er findelt. Tag massen ud af maskinen og ælt den, til den er sammenhængende. Den bliver som en slags grov marcipan. 

Rul dejen ud i ca. 1 cm tykkelse. Skær i hapser på ca. 2x2 cm. Bag stykkerne i ovnen i ca. 15 minutter ved 200. De skal blive en anelse lysebrune på undersiden, men pas på, at de ikke branker. Lad bundene køle af.

Frostingen:

• 1 banan
• 100 g kokosmel
• saft af 1/2 citron
• 2 store spsk honning
• 50 g smeltet palmin

Kør ingredienserne i foodprocessoren indtil du har en jævn masse. Jeg havde håbet, at frostingen blev blød nok til at den kunne sprøjtes på de små bunde gennem en tylle. Det blev den ikke, så jeg smurte den i stedet på med en kniv. Kagerne fik på den måde også et ret rustikt og sundt (?) look.

Bonusinfo: Hvis du færdes på internettet og/eller spiller computerspillet Portal, så kender du måske udtrykket The Cake is a Lie. Kagen bliver brugt som symbol på den gevinst, man kan opnå ved at gennemføre spillet. Undervejs møder man dog grafitti, der antyder, at der ikke er nogen kage - ingen gevinst; at ens anstrengelser vil vise sig at være forgæves. Den fornemmelse kan jo også opstå, når man arbejder med en sær kageopskrift IRL...

Extra Gourmet Gaming bonus: de kvikke Portal-spillere opdager naturligvis, at der på en computerskærm inde i spillet viser sig noget tekst, der kan afkodes som en opskrift. På en kage. Kagen.

Derfor kan man finde denne opskrift, altså den originale fra spillet, ude på internettet:

• 1 (18.25 oz) package chocolate cake mix
• 1 can prepared coconut frosting
• 3/4 cups vegetable oil
• 4 large eggs
• 1 cup semi-sweet chocolate chips
• 3/4 cup butter or margarine, softened
• 2/3 cups granulated sugar
• 3 large eggs
• 1 teaspoon vanilla extract
• 2 cups all purpose flour
• 2/3 cups cocoa
• 1/4 teaspoon baking soda
• 1 teaspoon salt
• 1/4 teaspoon baking powder
• 1/3 cups water
• 1 to 2 (6 oz each) vanilla frosting

Don't forget garnishes, such as:

• fish shaped crackers
• fish shaped candies
• fish shaped dirt
• fish shaped solid waste
• fish shaped ethyl benzene
• pull and peel licorice
• fish shaped volatile organic compounds
• sediment shaped sediment
• a 20-foot thick impermeable clay layer

Der er selvfølgelig også venlige sjæle, der har udviklet en lidt mere tilgængelig opskrift på The cake is a Lie-kagen; bl.a. en supercool blogger-dude, der beskriver sig selv således: I love to play video games and I love to eat. Preferably at the same time. What's even better is eating the food from the game I'm playing while I'm playing it. 

Gourmet Gaming: The cake is a Lie

Respekt!

(Update 26. juni: jeg kom i tanker om, at det faktisk ikke var en B-raw-nie-opskrift fra Desserts Magazine, som jeg havde bearbejdet, men Raw Banana. Så jeg har ændret navnet og billedet.)

Kold rosen-rabarbersuppe med kardemommeskum

Har du fået nok rabarbercrumble? Dette er simpelthen den smukkeste, lækreste og mest elegante måde at tilberede og servere rabarber på. Og så er suppen oven i købet ret nem.

Rabarbersuppen smager helt guddommeligt - ikke mindst takket være den vidunderlige kontrast til det krydrede, bløde, søde flødeskum. Jeg har opskriften fra Kille Ennas Mit solskinskøkken (1998). 

Ingen spidsfindigheder. Ingen skarpe synspunkter. Direkte afskrift af opskriften. Total respekt til Kille Enna for den himmelske smagskombination.

Just do it:  Lav suppen! Skaf bogen! Lev lykkeligt!
(Suppen kan selvfølgelig også drikkes som skøn saft. Fortynd lidt og server med masser af is.)

Kold rose-rabarbersuppe
(8-10 prs)

• 2 l vand
• ca. 20 g tørrede rosenknopper (kan somme tider fås hos Tiger til en god pris. Ellers Specialkøbmanden.) Hvis du vil bruge friske roser, så sørg for at skaffe nogen med duft.
• 1 kg rabarber skåret i stykker på et par cm
• 1 (økologisk) citron skåret i stykker
• 350 g rørsukker

Kom ingredienserne til suppen i en gryde. Kog det hele i ca. 10 minutter. Sluk for varmen og lad det hele stå og køle af og trække til næste dag.

Sigt suppen. Lad den stå på køl nogle timer, så den kan blive helt kold og evt. bundfald kan sætte sig.

Smuk, klar suppe

Kardemommeflødeskum

• 2 1/2 dl piskefløde
• 1 1/2 spsk rørsukker
• kornene fra 3 grønne kardemommekapsler (Og nej, du kan IKKE bruge stødt kardemomme fra et glas fra 2004. I hvert fald bliver det så noget helt andet, som du selv må tage ansvaret for!)

Knus kardemommefrøene i en morter sammen med sukkeret. Pisk fløden med kardemommesukkeret til det er temmelig fast.

Server den kolde suppe med en skefuld kardemommeflødeskum. Pynt evt. med friske rosenblade.

Server og nyd. Hvis du ikke kan høre rosenfeen synge og Kong Rabarber trutte i jagthornet, vil jeg anbefale, at du får checket din hørelse.

Og kun en lille bitte smule rabarber-bonusinfo til sidst...

Vidste du måske, at rabarber/rhubarb

• blev dyrket i Kina for 4700 år siden?
• er blevet brugt medicinsk mod bl.a. forstoppelse?
• spredte sig langs floden Volga, og at navnet rabarber kommer af græsk og hentyder dels til Rha (Volga) og dels barbaron, som betyder barbarisk eller fremmed?
• grundet efterspørgsel og høje transportomkostninger var endnu dyrere end de ellers næsten ubetalelige krydderier kanel, opium og safran i Europa i middelalderen?
• af de fleste - herunder af de amerikanske toldmyndigheder - anses for at være en frugt, selvom planten strengt taget er en grønsag?
• bruges som mumleord, altså lyden af blandet baggrundssnak, ved fx. radiooptagelser?
• er det eneste ord, der anvendes i filmkomedien Rhubarb, Rhubarb fra 1980?
• har giftige blade? Du skal dog spise omkring 5 kilo for at dø af forgiftningen.

Restemad i topklasse: Cupcakes og sød sandwich med "asparcipan"

Vi smider ikke gerne mad ud her i huset. Somme tider bliver jeg hånet af junior, fordi jeg gemmer de mærkeligste rester. Somme tider får jeg dem brugt; andre gange ikke. Men jeg smider helst ikke resterne ud, før det er HELT sikkert, at de ikke kan bruges længere. (Læs: Der er kommet mug på.)

Og jeg smider da slet ikke lækre luksusrester ud. Da jeg forleden lavede asparges-panna cotta fik jeg således en rest i hænderne bestående af revet asparges kogt med mælk/fløde, vanille og sukker.

Ummmm! Rester!

Aspargessnulleret smagte faktisk helt skønt bare spist med en teske, men jeg gemte alligevel det meste til når en god idé dukkede op. Og det gjorde den kort efter. Jeg skulle holde fødselsdagsselskab og ved samme lejlighed ville jeg indvie mit nye kagefad/kunstværk.

Hvor yndigt er det ikke lige?!

Jeg bestemte mig for at lave minicupcakes, der kunne stå på samlebåndsrækker på Den lyserøde Kagefabrik. Og mens jeg rodede med at finde ingredienserne frem til kagedejen, tænkte jeg, at det ville se fint ud, hvis kagerne var lidt grøn-agtige. Madfarve er selvfølgelig altid en mulighed, men det er aspargessnuller også. Og sådan blev det.

Jeg spurgte faktisk kunstneren, Ole Vesterlund, om hvorvidt det ville være upassende på den måde at gøre kunstværket nyttigt, men han syntes heldigvis, at det var helt OK at sætte kage på kagefadet.

Smagen er der ikke meget asparges over, det indrømmer jeg gerne. Men tanken! Tanken om at spise kage med asparges OG at have gjort bare en lille bitte indsats i kampen mod madspild smager herligt.

Jeg fik brug for lidt asparges-sukkerlage, som jeg tilfældigvis også havde stående.

Cupcakes med "asparcipan"
(Mange. Jo mindre kager, jo flere. Grundopskriften er en klassiker fra Odense Marcipan.)

• 3 æg
• 200 g sukker
• 150 g hvedemel
• 1 tsk bagepulver
• 100 g revet marcipan
• 100 g flødekogt aspargessnuller
• lidt (asparges-)sirup/sukkervand

Pisk æg og sukker til det er lyst og luftigt. Rør forsigtigt mel og bagepulver i. Kør marcipan og aspargessnuller i en (lille) foodprocessor, for at gøre asparcipanen jævn. Tilsæt lidt aspargessirup for at få det hele til at glide lidt nemmere og for at gøre den lind nok til at få rørt ud i dejen. Kom asparcipanen i dejen rør til den er jævnt fordelt.

Trip-, trap-, træsko-cupcakes.

Fordel dejen i små papir-cupcake-forme. Bag ved ca. 200 grader til de er hævet og svagt lysebrune. Det tager 10-20 minutter alt efter størrelse og ovnens humør. Min (gas-)ovn gik ud under bagningen. Jeg tændte bare igen, da jeg opdagede det og bagte videre. Brug øjne og næse, så kan det ikke gå helt galt.

Aspargessmørcreme

• Aspargessnuller
• Smør
• Flormelis

Ja, her gik det på rent øjemål ganske kort tid inden gæsterne kom. Prøv dig frem. Det er bare smørcreme. Sødt, fedt, dejligt og i denne udgave grønt. Heller ikke her trænger aspargessmagen tydligt igennem. Tilsmag evt. med lidt lime, persille eller noget helt tredje. Giv den gas!

Kom smørcremen i en pose med en stjernetylle og pynt dine små cupcakes med cremen og evt. yderligere krymmel, glimmer eller hvad der nu passer til anledningen og dit kagefad. Hvem skulle have gættet, at restemad kunne se så appetitligt ud?!

"Salaten" er steviablade

Den søde jordbærsandwich kommer ind i billedet som en restedessert i anden potens: jeg fik ikke brugt al den grønne dej til cupcakes, så det sidste røg i køleskabet. Der lå det i nogle dage indtil jeg tog mig sammen og bagte det i én stor klat. 

Klatten kom til at ligne en sandwichbolle, og så var der jo ikke langt til at flække "bollen" og fylde den med let sukret vanilleflødeskum og skiver af jordbær. 

Vi er lidt ude i suppe-på-en-pølsepind/sten-princippet, men hvis det er dét, der skal til for at få fantasien i sving og resterne på bordet igen, så er det vel ikke så galt?!

Hvis sådan en sød restesandwich skulle have et navn, så måtte det blive Selina...

Panna cotta med asparges og vanille. Kan det blive mere hipt?!

Ja, det kan det. Men ikke meget. Jeg har for en sjælden gangs skyld fulgt en opskrift fra et madblad. Og jeg lavede ikke ret meget om...

Hver anden måned får jeg Copenhagen Food ind ad døren. Jeg er kommet til at holde af det blad. (Som ifølge hjemmesiden ikke bare er et blad eller et magasin, men et livsstilsmagasin. Godt, at jeg først ser det nu. Jeg læser IKKE livsstilsmagasiner!)

Copenhagen Food måtte for min skyld godt indsnævre sit fokus på København endnu mere og på den måde adskille sig endnu tydeligere fra alle andre mad-/livstilsmagasiner, men ok, udsyn kan også være inspirerende. Og bladet er i mine øjne ret interessant - der er ligefrem regulært læsestof på siderne - og hipt på den nogenlunde troværdige og udholdelige måde.

Asparges panna cotta - Copenhagen Food-style

I maj/juninummeret var der en opskrift, som jeg bed særligt mærke i: panna cotta med vanilje og grønne asparges. Af flere grunde.

1. Dels lød det en lille smule underligt på den måde, som jeg godt kan lide: en grønsag i en dessert? Seriously? Det må jeg prøve!
2. Dels har jeg lige sat asparges i min nyttehave og kan om et par år høste det grønne guld selv. (Hvor urban farming nordisk über-hipt bliver det ikke?!)  Derfor er jeg lidt ekstra optaget af asparges-muligheder pt. 
3. Og så netop farven. Grøn er, som nogle vil vide, min yndlingsfarve, og der er alt for få naturligt grønne kager og desserter i omløb.

Asparges panna cotta - Kage! Kage! Kage!-style

Som det fremgår af billederne, så lavede jeg lidt om, da jeg serverede den sære dessert til en dameselskab i anledning af min fødselsdag. Jeg droppede de syltede (?!) aspargesstrimler fra billedet og opskriften i bladet og skiftede dem ud med rødbedesirup-gele. Det synes jeg helt personligt var bare en anelse mere hipt. Både mht. udseende og smag. Og så serverede jeg en vanillesnegl til som det sprøde indslag. 

Jeg fortalte i øvrigt ikke mine gæster, hvad det var, de fik serveret. De måtte selv gætte. De fleste kunne smage de to grønsager, men ikke alle. Smagen af asparges og rødbede var altså slet ikke overdøvende, og jeg synes, at det var en skøn dessert. 

(Der var en uklarhed/fejl i opskriften i bladet, men den fik jeg opklaret via en hurtig og venlig mailkorrespondance med magasinchefen. Jeg fik dog ikke noget klart svar på, om der var blevet snydt lidt med farven på desserten i bladet. Da jeg lavede en test-udgave af panna cottaen blev den meget bleggrøn. Jeg svindlede derfor en lille smule med noget farve, da jeg lavede den endelige udgave. Ja, det er uhæderligt og uhipt, men for F....., når nu en vigtig del af pointen var, at panna cottaen skulle være grøn!)

Panna cotta med vanilje og grønne asparges

(4 personer)

• 1 bundt grønne asparges (Ja, der findes både store og små bundter. Et lille bundt er fint.)
• 1/4 l piskefløde
• 1/4 l sødmælk
• 1 stang vanille
• 100 g sukker
• 3 blade husblas
• evt. nogle dråber grøn mad-farve

• ca. 1 dl rødbedesirup
• 1 blad husblas

Knæk enderne af aspargesstænglerne enkeltvis. Bind dem sammen i et bundt igen med et par elastikker. Riv stænglerne på et rivejern fra bundenden. Gem evt. de fine toppe til pynt. Det er næsten synd at rive dem i småstykker.

Kog fløde og mælk op med sukkeret, den revne asparges og stangen og kornene fra vanillestangen. Lad det koge let i et par minutter. Lad blandingen trække i ca. 1/2 time. Sigt derefter blandingen, så du får den søde aspargesfløde i en skål for sig selv.

Opblød husblasen i rigeligt koldt vand i fem minutter. Når husblasen er helt blød tages den op af opblødningsvandet og den knuges nogenlunde fri for vand. Opløs husblasen i fløden. (Hvis fløden er blevet køligere end godt håndvarm, skal den varmes lidt op igen, ellers opløses husblasen ikke.)

Hæld panna cottaen i skåle eller glas og stil dem på køl. Hvis du vil have rødbedegele - eller en anden gele - på toppen, må du vente til panna cottaen er stivnet helt, inden du hælder siruppen med husblas på.

Hip! Hip! Hurra!

Bonus-info: asparges er en herlig, gammel kulturplante. I verdens ældste kogebog, De re coquinaria, er der en aspargesopskrift, og allerede dengang må man have haft sans for at behandle den fine grønsag skånsomt. I hvert fald brugte kejser Augustus udtrykket, at noget var hurtigere end at koge asparges, når det var virkelig hurtigt.

Og så er asparges kendt og elsket som elskovsmiddel. Måske er det den let falliske form. Måske er det fristelsen til at pille, rode og rage og spise asparges med fingrene. Måske er det den kendsgerning, at asparges er noget af det første, som skyder op af jorden og kan høstes og spises i den tidlige sommer. Eller måske er der simpelthen noget naturlig viagra i aspargesen. 

I den arabiske kærlighedsmanual fra 1400-tallet, der på engelsk hedder The Perfumed Garden of Sensual Delight, står der i kapitel 20: He who boils asparagus and then fries them in fat, and then pours upon them the yolks of eggs with pounded condiments, and eats every day of this dish, will grow very strong for the coitus, and find in it a stimulant for his amorous desires.

Der er altså al mulig god grund til at spise asparges til både forret, hovedret og dessert. Mmmmmmm. Dessert...

Kanelsnegle, vanillesnegle - og Google med kuglerne i lynlåsen

Øv!

Google har lidt et troværdighedsknæk i min verden. Eller har mistet lidt coolness-faktor. Eller, hvad jeg nu skal kalde det, når jeg er skuffet. Jeg troede, at Google havde nosser. Tillad mig at lufte mine tanker i denne lille bobbel. Opskrift nederst i indlægget.

"Internettets" egen version af april måneds Googletribut til Gideon Sundbäck, lynlåsens opfinder

Jeg var til Fremtidens Digitale Madkommunikation hos Google Danmark i København i går arrangeret i et samarbejde med madkommunikatørnetværket mad+medier. Jeg går lige på.

Lidt humor på døren, derefter var det småt med selvironi eller -refleksion...

Hvor dum tror man egentlig, at jeg er? Google ligger inde med verdens største regnemaskiner og klogeste regnehoveder, og så påstår man, at man ikke ved, hvor mange (få!) danske brugere, der er på Google+!? Halllooo!

Og hvis jeg ikke bruger Google+ (optimalt), er det så fordi jeg ikke har forstået det? Øh, måske er det bare ikke så intuitivt, velkendt, indlysende, og måske er det Googles opgave at hjælpe mig. At overbevise mig. Og på mig virker det ikke at holde brandtaler eller hangouts om sit produkts fortræffeligheder for efterfølgende at blive febrilsk, vigende og vævende, når der kommer kritiske spørgsmål. Troværdighed, troværdighed, troværdighed...

Går fjenden væk, hvis man ikke siger hans navn? Nej! Tværtimod! Rumleskaft, Facebook, er madbloggernes/mit foretrukne sociale medie. Forhold jer til det, google-typer, og tal med os om det! Det er da latterligt, at vi skal sidde - voksne mennesker - og tale om en anden populær platform, et andet kendt socialt medie, et alternativ. Det giver mig en følelse af, at man knap nok selv tror på sit produkt, og hvem har lyst til at stige ombord på en synkende skude? Ikke mig. Se trolden i øjnene. Sig hans navn. Grow up!

“Så hedder du måske Rumleskaft?” “Det har djævlen sagt dig,” råbte den lille mand rasende, og stampede så hårdt med den venstre fod i jorden, at benet sank helt i, og i hidsighed greb han så fat i den højre fod og rev sig selv midt over.

Er det Google+, der skal hjælpe os bloggere med noget? Muligvis, men mon ikke også vi har en hel del at hjælpe Google+ med?! Det er selvfølgelig en af grundene til, at vi i det hele taget bliver inviteret og at kvalificerede folk bruger tid og penge på os, men hvad med også at sige det højt? Bloggerne kan hjælpe Google+ med at blive et sted, der er værd at bruge tid og klik på. Hvis vi bruger Google+, og får vores læsere til at bruge det, så kan det måske blive til noget, som det ikke er i dag.

Jeg er altså ikke blevet overbevist om, at fremtidens - min og alle andres - digitale madkommunikation skal foregå på Google+. Jeg har heller ikke udelukket det. Men mon ikke der skal ske noget snart, hvis ikke Google+ skal blive til Google-...?

Var arrangementet hyggeligt og lærerigt? Ja, for Filan!

Arrangementet var for det første interessant nok til, at jeg sidder her og blogger om det. Jeg deltager også i  events, der ikke vækker så mange tanker, og som ikke skriger på at blive kørt igennem klejnevrideren.

Desuden var det hyggeligt og lærerigt. Den kombination er i mine øjne toppen af madbloggerlivet, og tak for en lejlighed til at opleve netop dét til både folkene på Google og til Rasmus Holmgård og Marie Sainabou Jeng, fra mad+medier! 

Sammenskudsgilde - madbloggerstyle. Oplagt og totalt i orden!

Hyggeligt - and then some. Når man som jeg deltager i madbloggerarrangementer med jævne mellemrum ude i den virkelige verden, så opstår der netop det, som er så buzzords-agtigt moderne: fællesskab. Det er ikke bare hygge. Madbloggere er forskellige i alle mulige retninger, men vi har noget til fælles, som viser sig på uforklarlig vis, når vi er sammen. Og en af pointerne i et fællesskab er, at ikke alle kan være med. Hvis alle var med, var det noget andet. Der er på samme måde ikke en målgruppe, der hedder Alle. Derfor har vi evindelige - og vigtige - diskussioner om, hvad en rigtig madblogger er. Således også i går.

Rasmus og Marie tegner og fortæller...

Lærerigt. Ja da! Jeg deltog fx. i en gruppesnak om brugerinvolvering. Er det noget vi/jeg ønsker?  Hvorfor (ikke)? Hvordan opnår man/jeg det? Og hvad er brugerenvolvering egentlig? Er det kommentarer? Vidensbidrag fra læserne? Kritik? Loyale læsere, der vender tilbage? Er der en sammenhæng eller en modsætning mellem mange læsere og rigtige læsere?

Workshoppen gjorde mig klogere på, hvad jeg selv har gang i på den front. Nok fisker jeg ikke særligt intenst efter kommetarer som "Ih, hvor ser det lækkert ud!" eller "Nøj, hvor er du dygtig", men det er da ikke helt lige meget for mig, om det jeg skriver rent faktisk bliver læst. Og slet ikke ligegyldigt, om jeg kan få en enkelt tanke eller to til at spire ude på den anden side af de små skærme i mørket.

Og gør jeg noget for at opnå den form for brugerengagement, som jeg ønsker? Ja da! Jeg prøver at skrive interessant og ordentligt nok til at interessere og måske inspirere folk som mig selv - og langt og nørdet nok til at skræmme min ikke-målgruppe væk. Men jeg prøver også fx. at skrive overskrifter, der pirrer eller i det mindste fortæller lidt om indholdet i blogindlægget. For at lokke nye til.

Og det leder mig helt tilfældigt hen til en opskrift. Kanelsnegle er ifølge Samvirke på facebook, den 10. mest søgte opskrift på Google. Altså er der en vis chance for at jeg kan få flere/nye læsere, hvis jeg bringer en opskrift på kanelsnegle. Det vælger jeg så ikke at gøre, for jeg bagte vanillesnegle forleden.

Vanillesnegle

Tip: Hvis du skifter vanille ud med kanel får du kanelsnegle!

Vanillesnegle (tillempet fra Den blå Bagebog)

• 250 g hvedemel
• 50 g sukker
• 2 1/2 tsk bagepulver
• 125 g smør
• 1 sammepisket æg

• 50 g sukker
• 50 g smør
• 1 tsk vanillesukker

Jeg har faktisk lavet kanelsneglene tidligere, så jeg vil anbefale dig at følge instruksen i indlægget fra sidste år.

Bonusinfo: Jeg havde klassisk kiksekage med til sammenskudsgildet. Jeg er vild med teknologien, fremtiden og tanken om at være med, der hvor tingene sker og sker hurtigt, men jeg synes også, at det er vigtigt at tage eftertanken, historien og mormor med.

Chokoladejordskælv - en småkage uden mel

Jeg har et spændende projekt i gang - uden mel. Det er stadig ikke 100% officielt, men det bliver det. Stay tuned!

I den anledning har jeg afprøvet en opskrift på en småkage bagt uden mel. Den blev ikke fantastisk, snarere "interessant". Jorden rystede altså ikke under mig på den fede måde, men den oprindelige opskrift kalder småkagerne Chocolate Earthquake Cookies. Navnet går vist også mest på udseendet.

First of all, I'm just going to get it out of the way and say that the name of these cookies is probably one of the greatest I have ever heard in my life. Chocolate Earthquake Cookies. I read the name, looked at the photo, read the name again, and let out a very happy laugh. It's just too perfect. 

Er det bare mig, eller er det lidt dårlig smag at le begejstret over den fine jordskælvssmåkage? Jeg mener: Italien. Bulgarien. Japan. You name it. Nå, jeg er nok bare blevet lidt sart på mine gamle dage.

Så hvis du har et problem med hvedemel og savner en småkageopskrift, så er her noget til dig. Hvis du ikke har et problem med hvedemel, vil jeg anbefale dig at lede efter en anden småkageopskrift.

Chokolate Earthquake Cookies - Chokoladejordskælv (ca. 30 stk.)

• 100 g mandelmel
• 40 g kartoffelmel
• 40 g rismel
• 3/4 tsk bagepulver
• 250 g mørk chokolade
• 50 g smør
• 1 tsk pulverkaffe (fx. Nescafé)
• 3 æg
• 75 g sukker

• ekstra sukker
• flormelis

Bland mandelmel, kartoffel- og rismel og bagepulver sammen i en skål. 

Smelt chokolade og smør sammen over vandbad eller fordigtigt i mikrobølgeovnen. Rør det pulveriserede pulverkaffe i chokolademassen.

Pisk æg og sukker sammen til det er lyst og luftigt, ca. 5 minutter. Vend chokolademassen i æggeblandingen. Rør til sidst de tørre ingredienser i dejen. Stil dejen på køl indtil den er blevet fast; det tager lidt længere end den times tid, som jeg ventede. Det blev et lidt klistret bekendtskab...

Rul kugler af dejen ca. på størrelse med bordtennisbolde. 

Rul dem først i sukker og bagefter i flormelis. 

Læg kagerne på en plade med bagepapir og bag dem ved 175 grader i ca. 15 minutter.

Lad småkagerne køle af.

Happy Earthquake!

Sexet ovnbagt rabarber

Det ER sandt. Safterne stiger. Det bliver sommer igen. Rabarberne er her og kan bevise det.

Her er et bud på en måde at tilberede de rød-grønne sommerbebudere, som er helt utroligt nem og helt utroligt lækker. Og så får man oven i købet fine, glatte, søde, bløde rarbarberstykker og ikke mos ud af det. Lad det søde og det syrlige mødes...

Sexet rabarber

• Rabarber
• Sukker. Masser af sukker.

Skyl rarbarberstænglerne. Skær blade og kun det allernederste af stænglerne af. Skær stænglerne i stykker på 1-2 cm.

Læg dem i et ildfast fad.

Almindelige rabarber og vinrabarber. Begge er skønne.

Hæld sukker over. Masser af sukker. Der er ikke noget værre end rabarber, der er for sure. Til gengæld er der næsten heller ikke noget, der er bedre end rabarber, der har fået sukker nok.

Og når jeg siger masser af sukker, så mener jeg masser af sukker. Omtrent lige meget af hver. Vi taler jævnbyrdighed og yin-yang her. Syrlighed og sødme. Frugt-grønsags-tantra-sex. Rabarberens safter skal flyde og sukkeret skal trænge ind i rabarberen. Det tager tid. Og varme. Rabarberens kraft skal tøjles. Af sukkerets kraft. Den simple, ydmyge plante får himmelske dimensioner.

Sæt fadet i ovnen ved ca. 200 grader. Lad det stå. Længe. Kig diskret til det ind imellem. Du vil se saft trænge ud. Du vil se sukker smelte. Du vil se let boblen og syden. Du vil se klistret karamellisering. Du vil se sukker og rabarber blive til ét. It's all good. Du skal ikke blande dig. Når klimaks er nået efter en time eller to, tager du fadet ud.

Server dine rabarberbidder med fx. en kølende skefuld vanilleis eller med fløde - som du ville spise jordbær...