Chokoladefestival 2011 - og om at hjælpe folk i nød

Mobilen på køkkenbordet ringer. "Vi ringer fra Folkekirkens Nødhjælp, for at høre, om du vil hjælpe os med at samle ind til kampen mod sult og katastrofer." Mig: "Øh, hvornår er det lige, at det er?" "Det er søndag den 13. marts." "Desværre, den dag kan jeg ikke; jeg skal til Chokoladefestival."

Et spørgsmål om fokus og prioritering. Grybergs cupcakes - og en af de dygtige Grybergpiger

Ja, sådan må man prioritere benhårdt her i tilværelsen. Vi kan ikke nå alt. Vi kan ikke redde hele verden. Ikke hvis vi samtidig skal leve vores liv og huske at gøre de ting, som vi holder af. Men indrømmet, somme tider bliver det lidt brutalt. Men jeg har faktisk ikke engang dårlig samvittighed. Jeg ser absurditeten og overvejer, hvor meget jeg kan gøre. Hvor meget jeg skal gøre. Hvor meget jeg vil gøre. Hvor meget jeg bør gøre.

Ordene bør/burde får mig som regel til at stoppe op. De indebærer ofte en form for moralsk eller forudbesluttet holdning til dette eller hint, og det gør mig altid bekymret, når automatpiloterne trækkes af hangaren. Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvad jeg bør eller ikke bør. Jeg gør mig mange overvejelser hver eneste dag om det fornuftige, forsvarlige, rimelige, hæderlige, ansvarlige eller for den sags skyld dejlige eller glædelige, som jeg gør eller undlader at gøre. Please, ingen bør til mig, tak.

Derfor var jeg også lidt hård i filten, da en madbloggerkollega forleden annoncerede, at han havde oprettet en indsamling til fordel for de katastroferamte i Japan: Danske madbloggere samler ind. De danske madbloggere er lige så forskellige som deres blogs giver udtryk for, men når vi ser en god sag, står vi sammen, så hjælp OS med at hjælpe de japanske ofre.

Jeg står ikke - i hvert fald ikke uden at være blevet spurgt - sammen med nogen. Og ingen skal beslutte for mig, hvad jeg skal lægge bloggeridentitet til, uanset hvor velment og sympatisk formålet er. Så jeg fik vist smidt grus i maskineriet, og det kan jeg da godt blive lidt ærgerlig over bagefter.

Jeg vil jo ikke forhindre madbloggere - og madbloggeres læsere - i at støtte et godt formål. Men jeg vil gerne udtrykke min bekymring over vores manglende hukommelse og proportionssans. Ja, Japan er ramt af en frygtelig katastrofe, hvis fulde omfang vi åbenbart slet ikke har set endnu. Og ja, der er mennesker i nød i Japan, som det gør ondt ikke at kunne gøre noget for lige nu og her. Og ja, det er en lille smule perverst at spise og nyde kager og chokolade og gå op i Michelin-stjerner eller ej, mens andres verden bryder sammen.

Men er svaret at bøde på vores dårlige samvittighed ved at give en hundredelap til den sidste og bedste katastrofe? Ja, det er det måske. At give lidt er vel bedre end at give ingenting? Men hvad med de katastrofer, som ikke er på avisernes forsider længere? Haiti, Rwanda, Libyen - you name it.

Vil vores fokus på og støtte til den aktuelle kioskbaskerkatastrofe fjerne, hvad det måtte være tilbage af fokus på de allerede næsten glemte? Giver det mening at samle penge ind til en af verdens allerstørste økonomier? Som med lidt held rejser sig i løbet af ganske få år, og måske ligefrem får vækst ud af katastrofen? Er det kynisk at tænke sådan, i stedet for bare at lade sig rive med af følelserne for de mennesker, som vi ser på billeder og kan identificere os med? Er det bare menneskeligt - og dermed udiskuterbart - at vi kun kan rumme en bid af verdens elendighed ad gangen og at vi derfor kaster os over den nærmeste Japan-indsamling?

Jeg ved det ikke. Og jeg er som nævnt ked af at jeg måske fik spoleret et madbloggerinitiativ, som jo i grunden er fint. Det hjælper jo ikke nogen, at vi bare går i gruppe og snakker, men det skader jo på den anden side heller ikke at tænke sig om...

Det er ikke spor enkelt. Lige nu har fx. New York Times åbnet et debatforum, hvor man kan diskutere: What Aid Makes Sense for Japan? Eksperter bringer indlæg på selve avisen; almindeligt dødelige debatterer på Facebook.

For at gøre bod vil jeg her linke til nogle forskellige støttemuligheder. Du kan vælge at gøre ingenting. Du kan vælge at støtte en eller flere muligheder. Du kan skrolle ned til et par billeder fra Chokoladefestivallen og glemme alt om min lange indledning.

• Danske madbloggere samler ind til Japan (via Dansk Røde Kors)
• Dansk Røde Kors generelt. DE bestemmer, hvor pengene gør mest gavn.
• Folkekirkens nødhjælp. DE bestemmer, hvor pengene gør mest gavn.
• She Who Eats. Fundraising og giveaway af japansk madblogger, Chika, via International Rescue Committee

Og så til Chokoladefestivallen. Jeg vil gøre det kort. Andre madbloggere som fx. Anne au Chocolat, Grill og Køkken Kokkerier og Piskeriset har allerede skrevet glimrende indlæg med lige så fremragende billeder fra i søndags.

Det var overvældende. Og topchecket. Og jeg er sådan en chokoladegris at jeg bare eeelsker konceptet med at man får udleveret seks chokoladepoltetter, som kan bruges til at shoppe forskellige seriøse smagsprøver.

Der var en del gratis smagsprøver især sådan lidt små i det (Summerbird var igen en heftig undtagelse; de deler RIGTIG mange gratis flødebolller ud, og ja, det gør altså bare indtryk), men for poletterne kan man købe mere regulære ting, så der er lidt at tage med hjem. Sidste år "købte" jeg macarons fra Nikolaos Strangas og det blev indledningen til en mindre besættelse.

På mig virker det sådan, at når jeg føler, at jeg får noget forærende, så får jeg lyst til selv at få pungen op af lommen, så jeg fik også shoppet en lille smule. Lille. For poletterne i år fik jeg frugtganachekugler i frække farver fra Ro Chokolade på Nørrebro og trøfler med chili fra et sted, der ikke har navn på deres pose, og som jeg har glemt navnet på. Ærgerligt, ærgerligt.

Det, som slår mig i sådan et Eldorado, er, at man er nødt til at smage og sortere med øjnene et langt stykke hen ad vejen. Det er simpelthen ikke muligt at smage det hele, og jeg kan i hvert fald ikke sådan umiddelbart lave en klar skelnen mellem min visuelle indtryk, de smagsmæssige og så alt det andet lir og markedsføring. Og jeg er heller ikke interesseret i at skelne. Chokolade - og al anden mad - hører til i en kontekst, og den rå smagsanalyse er kun en lille del af den samlede historie.

Og hvor må det være svært for de mange chokoladefirmaer at finde på måder, hvorpå de kan skille sig ud fra hinanden. De siger formodentlig allesammen, at smagen er i centrum, men når det er sagt, kommer en masse andre faktorer buldrende.

Mine indtryk farves fx. af en venlig og imødekommende sælger, af en smart emballage, af friske statements, overraskende smagskombinationer og meget andet, som ikke decideret handler om chokoladen selv. Godt, at jeg ikke er chokoladesælger!

For at gøre fototilværelsen lidt lettere for mig selv valgte jeg at fokusere på farven grøn.

Limeganachekugler fra Ro Chokolade

Callebaut-chokolade-mix-selv-bar

Pistacienødden, en grøn klassiker

Pistacie igen, nu knust

De æsker!

Ja, der er jo ikke så mange grønne chokoladeegnede ingredienser at vælge imellem...

Det skulle da lige være matcha, grøn te. Men det kan man jo ikke se på æsken.

 

Jeg har lidt flere grønne billeder liggende i et album på Facebook.

Tak fordi du nåede hele vejen herned!