Chokoladefestival 2011 - og om at hjælpe folk i nød

Mobilen på køkkenbordet ringer. "Vi ringer fra Folkekirkens Nødhjælp, for at høre, om du vil hjælpe os med at samle ind til kampen mod sult og katastrofer." Mig: "Øh, hvornår er det lige, at det er?" "Det er søndag den 13. marts." "Desværre, den dag kan jeg ikke; jeg skal til Chokoladefestival."

Et spørgsmål om fokus og prioritering. Grybergs cupcakes - og en af de dygtige Grybergpiger

Ja, sådan må man prioritere benhårdt her i tilværelsen. Vi kan ikke nå alt. Vi kan ikke redde hele verden. Ikke hvis vi samtidig skal leve vores liv og huske at gøre de ting, som vi holder af. Men indrømmet, somme tider bliver det lidt brutalt. Men jeg har faktisk ikke engang dårlig samvittighed. Jeg ser absurditeten og overvejer, hvor meget jeg kan gøre. Hvor meget jeg skal gøre. Hvor meget jeg vil gøre. Hvor meget jeg bør gøre.

Ordene bør/burde får mig som regel til at stoppe op. De indebærer ofte en form for moralsk eller forudbesluttet holdning til dette eller hint, og det gør mig altid bekymret, når automatpiloterne trækkes af hangaren. Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvad jeg bør eller ikke bør. Jeg gør mig mange overvejelser hver eneste dag om det fornuftige, forsvarlige, rimelige, hæderlige, ansvarlige eller for den sags skyld dejlige eller glædelige, som jeg gør eller undlader at gøre. Please, ingen bør til mig, tak.

Derfor var jeg også lidt hård i filten, da en madbloggerkollega forleden annoncerede, at han havde oprettet en indsamling til fordel for de katastroferamte i Japan: Danske madbloggere samler ind. De danske madbloggere er lige så forskellige som deres blogs giver udtryk for, men når vi ser en god sag, står vi sammen, så hjælp OS med at hjælpe de japanske ofre.

Jeg står ikke - i hvert fald ikke uden at være blevet spurgt - sammen med nogen. Og ingen skal beslutte for mig, hvad jeg skal lægge bloggeridentitet til, uanset hvor velment og sympatisk formålet er. Så jeg fik vist smidt grus i maskineriet, og det kan jeg da godt blive lidt ærgerlig over bagefter.

Jeg vil jo ikke forhindre madbloggere - og madbloggeres læsere - i at støtte et godt formål. Men jeg vil gerne udtrykke min bekymring over vores manglende hukommelse og proportionssans. Ja, Japan er ramt af en frygtelig katastrofe, hvis fulde omfang vi åbenbart slet ikke har set endnu. Og ja, der er mennesker i nød i Japan, som det gør ondt ikke at kunne gøre noget for lige nu og her. Og ja, det er en lille smule perverst at spise og nyde kager og chokolade og gå op i Michelin-stjerner eller ej, mens andres verden bryder sammen.

Men er svaret at bøde på vores dårlige samvittighed ved at give en hundredelap til den sidste og bedste katastrofe? Ja, det er det måske. At give lidt er vel bedre end at give ingenting? Men hvad med de katastrofer, som ikke er på avisernes forsider længere? Haiti, Rwanda, Libyen - you name it.

Vil vores fokus på og støtte til den aktuelle kioskbaskerkatastrofe fjerne, hvad det måtte være tilbage af fokus på de allerede næsten glemte? Giver det mening at samle penge ind til en af verdens allerstørste økonomier? Som med lidt held rejser sig i løbet af ganske få år, og måske ligefrem får vækst ud af katastrofen? Er det kynisk at tænke sådan, i stedet for bare at lade sig rive med af følelserne for de mennesker, som vi ser på billeder og kan identificere os med? Er det bare menneskeligt - og dermed udiskuterbart - at vi kun kan rumme en bid af verdens elendighed ad gangen og at vi derfor kaster os over den nærmeste Japan-indsamling?

Jeg ved det ikke. Og jeg er som nævnt ked af at jeg måske fik spoleret et madbloggerinitiativ, som jo i grunden er fint. Det hjælper jo ikke nogen, at vi bare går i gruppe og snakker, men det skader jo på den anden side heller ikke at tænke sig om...

Det er ikke spor enkelt. Lige nu har fx. New York Times åbnet et debatforum, hvor man kan diskutere: What Aid Makes Sense for Japan? Eksperter bringer indlæg på selve avisen; almindeligt dødelige debatterer på Facebook.

For at gøre bod vil jeg her linke til nogle forskellige støttemuligheder. Du kan vælge at gøre ingenting. Du kan vælge at støtte en eller flere muligheder. Du kan skrolle ned til et par billeder fra Chokoladefestivallen og glemme alt om min lange indledning.

• Danske madbloggere samler ind til Japan (via Dansk Røde Kors)
• Dansk Røde Kors generelt. DE bestemmer, hvor pengene gør mest gavn.
• Folkekirkens nødhjælp. DE bestemmer, hvor pengene gør mest gavn.
• She Who Eats. Fundraising og giveaway af japansk madblogger, Chika, via International Rescue Committee

Og så til Chokoladefestivallen. Jeg vil gøre det kort. Andre madbloggere som fx. Anne au Chocolat, Grill og Køkken Kokkerier og Piskeriset har allerede skrevet glimrende indlæg med lige så fremragende billeder fra i søndags.

Det var overvældende. Og topchecket. Og jeg er sådan en chokoladegris at jeg bare eeelsker konceptet med at man får udleveret seks chokoladepoltetter, som kan bruges til at shoppe forskellige seriøse smagsprøver.

Der var en del gratis smagsprøver især sådan lidt små i det (Summerbird var igen en heftig undtagelse; de deler RIGTIG mange gratis flødebolller ud, og ja, det gør altså bare indtryk), men for poletterne kan man købe mere regulære ting, så der er lidt at tage med hjem. Sidste år "købte" jeg macarons fra Nikolaos Strangas og det blev indledningen til en mindre besættelse.

På mig virker det sådan, at når jeg føler, at jeg får noget forærende, så får jeg lyst til selv at få pungen op af lommen, så jeg fik også shoppet en lille smule. Lille. For poletterne i år fik jeg frugtganachekugler i frække farver fra Ro Chokolade på Nørrebro og trøfler med chili fra et sted, der ikke har navn på deres pose, og som jeg har glemt navnet på. Ærgerligt, ærgerligt.

Det, som slår mig i sådan et Eldorado, er, at man er nødt til at smage og sortere med øjnene et langt stykke hen ad vejen. Det er simpelthen ikke muligt at smage det hele, og jeg kan i hvert fald ikke sådan umiddelbart lave en klar skelnen mellem min visuelle indtryk, de smagsmæssige og så alt det andet lir og markedsføring. Og jeg er heller ikke interesseret i at skelne. Chokolade - og al anden mad - hører til i en kontekst, og den rå smagsanalyse er kun en lille del af den samlede historie.

Og hvor må det være svært for de mange chokoladefirmaer at finde på måder, hvorpå de kan skille sig ud fra hinanden. De siger formodentlig allesammen, at smagen er i centrum, men når det er sagt, kommer en masse andre faktorer buldrende.

Mine indtryk farves fx. af en venlig og imødekommende sælger, af en smart emballage, af friske statements, overraskende smagskombinationer og meget andet, som ikke decideret handler om chokoladen selv. Godt, at jeg ikke er chokoladesælger!

For at gøre fototilværelsen lidt lettere for mig selv valgte jeg at fokusere på farven grøn.

Limeganachekugler fra Ro Chokolade

Callebaut-chokolade-mix-selv-bar

Pistacienødden, en grøn klassiker

Pistacie igen, nu knust

De æsker!

Ja, der er jo ikke så mange grønne chokoladeegnede ingredienser at vælge imellem...

Det skulle da lige være matcha, grøn te. Men det kan man jo ikke se på æsken.

 

Jeg har lidt flere grønne billeder liggende i et album på Facebook.

Tak fordi du nåede hele vejen herned!

Macarons (igen-igen) a la fragilité

Endnu en variation af "sukkersandwichen" - også kendt som den franske macaron - trængte sig på forleden. Macarons har været på mit program temmelig længe og mange gange, men de er fantastiske og giver muligheder for et hav af forskellige udgaver. Jeg har haft en fragilité-raptus på det seneste og tænkte, at det måtte være muligt at lave en kombi.

Det blev til en macaron bagt på hassel- og mandelmel med kaffesmørcreme. Nej, vi bliver heller ikke tynde i denne uge. Ja, det går nok.
Hasselmacaron

• 3 æggehvider
• 65 g sukker
• 45 g hasselmel (lavet af ca. 75 g hasselnødder)
• 40 g mandelmel
• 150 g flormelis

Rist hasselnødderne på panden indtil de brune hinder begynder at løsne sig. Hæld nødderne ud på et viskestykke og gnub så meget af hinderne af som muligt. Kværn nødderne i en foodprocessor og arbejd de kværnede nødder gennem en sigte. Vej ca. 45 g af. Følg derefter instruksen fra tidligere indlæg.

Kaffesmørcreme

• 150 g blødt smør
• 150 g flormelis
• 1 spsk pulveriseret kaffepulver (fx. Nescafé)
• 1 æggeblomme

Pisk smør og flormelis og kaffepulver sammen. Pisk til sidst en æggeblomme i. Køl lidt af.

Fyld kaffesmørcreme i dine perfekte - eller uperfekte - macarons fx. med en sprøjtepose. Teskeer kan også bruges. Drys med flormelis, hvis du synes, at der mangler sukker/det får den fine macaron til at ligne en fragilité bedre.

Årets kage 2011 - en lægdommers betragtninger

Jeg arbejdede et par år i restaurationsbranchen efter min studentereksamen. Jeg har haft mange tjanser som privat kogekone. Jeg har - helt uofficielt - haft fingrene i dejen i en venindes kagebutik, og jeg bager generelt flere kager end de fleste, og jeg, synes jeg selv, ret god til det, men uanset hvordan man vender og drejer det, så er min tilgang til kager nok alligevel mere akademisk end håndværksmæssig.

Årets Kage 2011: Doma Apricot af Thomas Bastholm fra Konditori La Glace

Jeg er mere optaget af ideen om en kage, end jeg er af perfektioneringen af en teknik til fremstillingen. Det interesserer mig dybt, at en kage kan udtrykke mere end summen af ingredienserne. Jeg synes, at det er vigtigere, at kagen smager godt, end at den er eksklusiv. Jeg fascineres mere af en kages kulturhistorie, end jeg gør af dens tekniske sværhedsgrad.

Men jeg er VILD med kager - som nogen måske har bemærket - og i den egenskab var jeg inviteret til at være lægdommer i Københavns Konditorlaugs store årlige kagekonkurrence Årets Kage.

En anden lægdommer, Anne au Chocolat, var også inviteret, og hun har skrevet en meget fin beretning fra konkurrencedagen i tirsdags. Den kan jeg varmt anbefale.

Jeg kan forstå, at det er noget nyt med lægdommere i konkurrencen. Tidligere har dommerpanelet bestået udelukkende af faglærte dommere, og det kan selvfølgelig give god mening i en fagkonkurrence. Det giver især mening i konkurrencer, som handler udelukkende om beherskelse af håndværksmæssige teknikker. Det er bare ikke tilfældet ved Årets Kage, som i høj grad er hvad man kan kalde en "demokratisk" konkurrence. 

Det er en del af regelsættet, at kagen skal kunne produceres med en råvareudgift på max. kr. 6,50/stk. og en del af pointgivingssystemet, at kagen foruden smag, udseende og idé skal bedømmes på salgbarhed og produktionsvenlighed. Vi er altså ikke ude i at skulle flytte de alleryderste hegnspæle for konditorkunstens muligheder.

Selvfølgelig har konkurrencen som ambition at hæve niveauet generelt for konditorfaget, men - som jeg ser konkurrencen - ønsker man at gøre det ved at hæve "bunden" og ikke ved at presse eliten endnu længere frem.

Det synes jeg er en meget sympatisk ambition, og den passer rigtig godt med min generelle ærgrelse over den overvældende fokus, der er på mad i den gastronomiske overklasse. Indsatsen for at flytte grænserne for det mulige er vigtig, og der findes dag også særlige kagekonkurrencer for den salgs, men den store opmærksomhed på fx. Bocuse d'Or, DM for kokke og kampen om Michelinstjerner tager opmærksomheden fra et langt mere presserende spørgsmål: hvad er der blevet af den almindelige danskers hverdagsmadkultur?

Når nu konkurrencen om Årets Kage er skruet sammen som den er, er det rigtig godt tænkt af den nye formand for konkurrencen, Susanne Michelsen, at inddrage lægdommere. Vi repræsenterer hverdagsdanskeren, Kunden - selvom vi jo ikke er helt gennemsnitlige i vores tilgang til kager.

Vi er Kunden, der smager på kagen i vinduet med øjnene og får lyst eller ikke lyst til at købe den. Kunden, der kan lide eller ikke lide en kage uden nødvendigvis at kunne gennemskue hvilke ingredienser der er brugt eller om den er nem eller svær at lave. Kunden, der har sine egne ideer om gode og mindre gode kager.

Temmelig mange af kagerne lignede hinanden en del. Det er åbenbart en trend at "sprøjtemale" kagerne med chokolade. Det giver dem et lidt støvet udseende, som ikke nødvendigvis er meget fristende at se på.

Jeg kunne forstå på fagfolket, at det er en relativt ny teknik, som ikke alle behersker, men som har en del praktiske fordele. Det sprøjtede lag chokolade holder fx. på form og fugtighed, men chokoladeforbruget er mindre og kagen er nemmere at skære i, end hvis man giver kagen et regulært overtræk af chokolade.

Så gør det i mine øjne pokker til forskel, når nogen tænker lidt videre - bevidst eller ubevidst - og lader den sprøjtede overflade indgå i en fortælling og ikke bare er et "nødvendigt onde". I mine øjne skilte kage 35 (som vist fik en 10.-plads og var lavet af Sabrina (?) fra Gryberg - Byens Bedste Kager) sig fx. ud med sit udseende og var afgjort en af de smukkeste i konkurrencen.

Den lignede egentlig flere andre cylinderformede moussekager med mørk spray, men når pynten, der var lagt på kagen, er en lilla stjerne med glimmer og en måneformet chokoladeting, så forvandlede overfladen sig fra at minde om et par praktiske fløjlsbukser til at være en blød, mørk nattehimmel. Og dét er langt mere fristende for en kunde som mig. Godt tænkt!

En anden kage, som skilte sig ud både i udseende og smag, var kagen, som endte på 2.-pladsen. Dels var den i modsætning til alle de sprøjtemalede kager helt blank - og grøn. (Der var også andre grønne kager i konkurrencen, men tro mig, en kage kan blive FOR grøn!) Meget smuk, synes jeg, og enkel. Smagen var også ret enkel, men lidt avanceret. Hovedingrediensen var nemlig avocado. Meget spændende uden at være outreret og så måske alligevel lige den tand for "sær" til at kunne vinde konkurrencen.

Andre kager, som  jeg husker, fordi de skilte sig ud på den ene eller den anden måde var fx. den interessante kage smagt til med øl, en kage inspireret af Carrie Sex-and-the-City Bradshaw's yndlingsdrink Cosmopolitan, kagen der lignede en redningskrans, den totalt tøsede med lyserødt chokoladeprint og kys med glimmer på toppen og butterdejskagen med chokoladeskum.

Vinderen af konkurrencen blev den fantastisk velsmagende og nydelige kage Doma Apricot lavet af Thomas Bastholm fra Konditori La Glace. Ifølge Årets Kages hjemmeside bestod den af en chokolademousse m/ mascarpone, indlæg af fintskåret abricos, hakkede valnødder og knust saltet karamel. Den kørte nok sejren hjem ved at satse på det sikre/klassiske/det gode, MEGET gode - og den skal nok blive en populær kage ude i de små konditorier rundt om i landet.

Efter dommertjansen var der middag for konkurrencedeltagerne og deres mestre og kollegaer, og den deltog jeg også i. Til min egen lettere undren havde jeg ikke problemer med at få plads i maven til både forret og hovedret, men da vi nåede til desserten - alle kagerne fra konkurrencen stillet op som en gigantisk kagebuffet - måtte jeg melde pas.

Tilføjelse 13. marts: Jeg fik slet ikke nævnt en ret vigtig og tankevækkende sag: fire pladser i top ti endte med at gå til Konditori La Glace og fire pladser til Gryberg - Byens Bedste Kager.

Jeg kender ikke de andre dommeres bedømmelser, men jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om indførelsen af lægdommere var med til at cementere de etablerede konditoriers position eller om vi trak i en anden retning.

Det er jo ret massivt. Og svært ikke at blive bare lidt ærgerlig over. Ikke fordi kagerne ikke var gode, for det var de virkelig, og det er helt klart, at man i de to forretninger dels har rigtig godt fat i, hvordan man skruer en skøn kage sammen og dels prioriterer konkurrencen og bruger masser af tid på at forberede sig.


Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det må være demoraliserende for andre konkurrencedeltagere, at ganske få - store - forretninger sidder så tungt på de gode placeringer. Det kunne jo opleves som om man på forhånd ikke har en chance. Jeg ved, at andre har gjort sig lignende tanker, og det forlyder i min øresnegl, at der vil blive arbejdet på at gøre vilkårene anderledes til næste år...

Mere eksotisk - japanske sesamsmåkager med matchaglasur

I dag gælder det bare en småkage med en opskrift. Ingen lang historie. Ingen gennemgang af en udvalgt ingrediens. No nothing. Jeg faldt bare over opskriften hos Just Hungry og tænkte "Den må jeg lave!"
Jeg havde stort set ingredienserne i huset og kagen er smukt grøn, så der var ikke noget at betænke sig på. Opskriften blev modereret ganske lidt med et fint resultat. Her - en hyldest til foråret, der er lige om hjørnet:

Japanske sesamsmåkager (50-60 stk)

• 50 g lyse sesamfrø
• 100 g smør
• 60 g sukker
• 60 g brun farin
• 1 æg
• 1 spsk sorte sesamfrø
• 250 g mel

Rist sesamfrøene på en pande til de er lysebrune. Lad dem køle af. Kværn de ristede frø i fx. en kaffekværn til et velduftende pulver.

Pisk smør og sukker grundigt sammen. Tilsæt sesammel og æg. Tilsæt de sorte sesamfrø. Når du har en ensartet masse tilsættes mel lidt efter lidt. Saml til sidst dejen til en kugle med hænderne.

Kom dejen i en frysepose og rul den ud til ca. 5 mm tykkelse. Læg dejen - stadig i plastikposen - i køleskabet i ca. ½ time.

Tag derefter dejen ud og skær den ud. Hvis du har en fin udstikker, er det nu, den skal i brug! Ellers kan du bare rykke runde ud med et lille glas eller skære firkanter. Læg småkagerne på en plade med bagepapir og bag dem i ovnen ved ca. 180 grader i ca. 15 minutter. De skal være svagt lysebrune i bunden. Lad småkagerne køle af.

Matchaglasur

• 8 spsk flormelis
• 1 spsk matcha-tepulver
• ca. 1 spsk æggehvide

Rørflormelis og matcha sammen med en passende mængde æggehvide så du får en blød og glat glasur. Farven er skøn!

Jeg testede en ny teknik, som går ud på først at lave en kant rundt langs småkagekanten med en glasur, der er fast nok til at holde formen. Efterfølgende fyldes omridset ud med en glasur, der er rørt med lidt mere æggehvide, så den flyder letter ud og gør småkagen helt glat. Det fungerede ikke helt efter hensigten, men de blev ganske yndige alligevel.

Nu har du en flot småkage med en ret speciel smag - lidt bitterhed kan spores både i selve kagen og i glasuren - og den er rigtig god sammen med en kop grøn te.

Tenki ga yoi = Vejret er fint

Karamelbudding - der er så eksotisk i Odense

Odense Banegård er ikke umiddelbart den mest eksotiske plet på landkortet, og jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg synes at den "grønthandel", der findes på gadeniveau, var så opmuntrende. Måske fordi mine forventninger om at møde andet end Søstrene Grene og en butik med grimme sko var helt i bund. Alt er relativt.

(Det er i øvrigt et ret godt og effektivt princip i rigtig mange sammenhænge: forventningerne helt i bund, og så er der næsten ikke grænser for, hvor positivt overrasket man kan blive igen og igen.)
Men jeg havde altså lidt tid til overs på Odense Banegård forleden og nåede både at forvilde mig op på biblioteksetagen og lidt bort fra den slagne vej fra perronen og den første og bedste vej væk. Og der fandt jeg den eksotiske butik.

Den er jo ikke mere eksotisk end de mange eksotiske butikker, som jeg frekventerer hjemme på Vesterbro, men jeg elsker simpelthen at snuse i de butikker og finde sære ingredienser og æsker, glas og poser med underlige ting i.

Eller anti-underlige. I Odense faldt jeg - da jeg havde puttet druesirup og safrankandis i kurven - over æsker med pulver til at lave geledesserter af. De er helt vildt almindelige i mange andre lande i verden og fås i et utal af varianter. Æskerne er typisk dekoreret med forskellige friske og lækre frugter, men selve indholdet har vist i de fleste tilfælde ikke været så meget som i nærheden af ægte frugt. Vi taler gelatinepulver, sukker, citronsyre, farve og temmelig kunstige aromastoffer.
På trods af den lidet flatterende ingrediensliste er disse geleer MEGET populære i mange hjem world wide. I Tyskland kalder man ligefrem de blævrende desserter Götterspeise, altså gudernes føde. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvilke guder det er, der ynder at indtage denne bogstaveligt talt rystende delikatesse, men må konstatere at mange børn og barnlige sjæle - herunder undertegnede - er lidt fascineret.

Jeg synes, at det er lidt sjovt med de hidsige farver. Muligheden for at "indstøbe" noget i geleen eller for at bruge sjove forme. Den glatte konsistens. Blæveret.

Blævrende futtog

Men jeg er nødt til at bevæge mig til en anden perron; skifte spor. For den pulverdessert, som jeg rent faktisk har testet i dag er ikke en af de klare frugttyper, men en "karamelbudding". Den er en anelse mere avanceret end de klassiske geleer, for dels kræver den, at man tilsætter mælk (og evt. et pisket æg) og ikke bare vand, og dels er der inkluderet i æsken en lille pose karamelsauce, som skal hældes ud i bunden af den skål, som man lader desserten køle af i. Men den koster stadig kun kr. 8. Det er da rørende!

Så opskiften på eksotisk karamelbudding er:

• 1 pose buddingpulver
• ½ l mælk
• 1 sammenrørt æg
• 1 pose karamelsauce

Varm mælken op til kogepunktet og pisk pulveret i. Tag mælken af varmen. Pisk evt. et sammenrørt æg i blandingen. Hæld karamelsaucen ud i bunden af en skål.

Hæld den varme mælkeblanding i skålen og køl karamelbuddingen af. Når den ikke er skoldhed længere sættes den i køleskabet.

Når buddingen er helt kold vendes den ud på et fad. Karamelsaucen vil nu have blandet sig med toppen af buddingen og løbe tyndt og fint ud på fadet.

Og ja, jeg er godt klar over, at det egentlig er lidt ulækkert. Og at opskriften dybest set ikke kan bruges til noget. Jeg blev bare så glad der på banegården.

Arla har en opskrift på en rigtig karamelrand, som jeg vil overveje at lave en dag, hvor jeg har brug for noget rigtigt eksotisk - på den mormor-agtige måde.

Fragilité Part II - dæmonen vågner

For en måneds tid siden skrev jeg en hyldest til Fragilitérouladen fra Sorø. Den slags skal man passe på med. Man kan komme til at vække gamle dæmoner. Min fragilitédæmon rører på sig, og jeg kan - ligesom Colin Firth - mærke noget i the upper abdominal, som truer med at kæmpe sig ud. Ikke som dance moves, men som en kage. Jeg kan holde den nede lidt endnu - og der er ingen opskrift i dag, men jeg ved ikke hvor længe det holder.

Min fragilitédæmon havde kronede dage i en årrække for efterhånden en del år siden, da jeg lige var flyttet til København. Jeg gjorde simpelthen et projekt ud af at teste de fragilité'er, jeg kunne købe i de forskellige bagerforretninger og konditorier, som jeg kom forbi i mit aktive ungdomsliv. 

Fragilitédæmon (Hat Lieberman, 2009)

Det blev til en del, men efter en tid var dæmonen så mæt og glad, at den lagde sig til at sove. Den har gryntet lidt i søvne med mellemrum - fx. når jeg har været i Sorø og har passeret Corner, bagerforretningen på hjørnet i Storgade. Men nu er den altså ved at vågne helt.

Den slumrende dæmon fik nemlig et yderligere ring med vækkeuret, da jeg i et svagt øjeblik i dag cyklede ned til Musik-Conditoriet ved Sorte Hest. Vi har noget at fejre i det lille hjem, og derfor måtte jeg ind og købe det, som jeg havde spottet i vinduet for en uges tid siden og som grangiveligt lignede en Fragilité. Magnum.

Nu har jeg smagt den, og den er slet ikke dårlig. Jeg ved bare ikke om den strengt taget kan kaldes en fragilité. For det første er den ikke fragile, altså sprød og skrøbelig (men det er Sorørouladen sådan set heller ikke) og for det andet smager cremen ikke af kaffe, men af nougat. Er det mon indenfor reglerne? Er kaffesmagen kun min idé om en fragilité? I'm not sure.
Men uanset indenfor eller udenfor fragilitéreglementet, så er det en herlig og meget velsmagende kage, som desuden vinder en del point på at være uendeligt meget nemmere at få fat på end kagen fra Sorø. Men jeg har åbenbart stadig ikke lært, at det ikke er supersmart at ræse gennem byen med snasket kage i cykelkurven.

If you'll excuse me, I have some impulses to tend to i mit køkken.

Simply Chocolate pre-launch - Happiness is Temporary

Happiness is a warm gun sang The Beatles. Hvorfor er lykken så lunefuld? spurgte Lars Hug med ordene fra en gammel sang. Bobby McFerrin sang Don't Worry, Be Happy. Her er et par eftertanker.

Jeg var inviteret (som medlem af Chokoladeselskabet) til pre-launch på et nyt chokolademærke, der åbner butik i Illums kælder i morgen. Det er længe siden jeg har været i Illum, og det er vist stadig et rigtig pænt sted - dog med en relativt høj pelsfrekvens; det kan godt skræmme mig lidt. Men afsted med mig.

Chokoladen hedder Simply Chocolate, og den lille chokolade butik er da også betagende simpelt indrettet. Man fristes nærmest til at kalde det minimalistisk. Chokoladernes indpakning er tilsvarende minimalistisk, og det kan jeg rigtig godt lide. Ikke så meget glimmer. Ikke så meget flimmer til at tage fokus. Lad os blive fristet af den gode chokolade selv.

Noget slog mig dog ved forretningen og emballagen og overstrålede chokoladen: en lang række statements, som i mine øjne er ret markante. "Happiness is Temporary". "Yes, you can buy love". "Piece of Mind". "Oral Satisfaction Inside". Meget interessant. Happiness-udsagnet stod med nærmest meterhøje versaler på lokalets bagvæg. (Og jeg kom hjem med billeder af statements og ingen af chokolade i kameraet. Det er vist ikke tilfældigt.)

Lykken er midlertidig. Det synes jeg fx. er et pirrende statement. Det er nemlig en god observation, og ikke en helt almindelig holdning. Lykken anses af mange snarere, som noget vi kan købe/indfange og fastholde. Et mål, vi kan og skal stræbe efter. Her bliver det antydet, at lykken måske ikke kan fastholdes længere end det tager at spise et stykke chokolade. Måske viser lykken sig kun i et glimt - og så er den væk igen. Supercool, at have den besked som blikfang på væggen. Thumbs up!

Ved en pre-launch er der naturligvis smagsprøver, og jeg smagte lidt forskelligt fra sortimentet. Glimrende chokolade, som jeg til hver en tid vil spise, hvis den står foran mig. Jeg vil såmænd også gerne betale for den, men jeg kan faktisk ikke helt se, hvorfor jeg skulle købe netop Simply Chocolate frem for så mange andre gode kvalitetschokolader, som kan fås for tiden.

Morten Willadsen

I hvert fald fik den intro-tale, som bagmanden bag Simply Chocolate, chefchocolatier Morten Willadsen, mig til at undre mig. Hvem vil de egentlig sælge chokolade til? (Måske skulle jeg bare glemme ordene, og lade den rene butiksoplevelse - som de fleste kunder må nøjes med - stå alene. Men nu fik jeg jo begge dele og kan ikke lade være med at forholde mig til begge dele.)

Mit første indtryk var, at det kunne være sådan nogen som mig. En chokoladeglad type, som gerne vil købe enkel, ordentlig god chokolade med et indbygget sjovt, klogt, tankevækkende statement. På den måde kan jeg fortælle mig selv - eller andre, som jeg giver til/deler med - noget, samtidig med at jeg får/giver noget chokolade. Og iscenesætter mig selv som tankefuld. Glimrende. Den kombi har jeg ikke set før, og det har jeg brug for...

Men talen gik til en helt anden målgruppe. Eller snarere mange andre målgrupper. Det er der måske ikke noget galt i, men det ødelagde mit billede af en forretning med en klar visuel strategi og en tilsvarende klar forestilling om, hvem der vil købe chokoladen. Der blev bla. sagt følgende:

• Det vigtigste for os er smagen
• Vi lægger vægt på at chokoladen har et godt bid
• Vi vil gerne skille os ud
• Vi er ikke avant garde og bruger ikke fx. bacon og tomat bare for at gøre noget, som ingen har gjort før
• Chokolade indeholder gode og sunde antioxydanter og mineraler
• Vi lader os inspirere af fx. superfruits
• Vores chokolader er for folk i alle aldre med et ungt hjerte
• Vores chokolader er for folk, der vil lade sig udfordre
• Man skal kunne spise vores chokolader med god samvittighed og et smil på læben

Det er jo rigtig mange gode og sympatiske udsagn. Jeg har bare et problem med dem - af flere grunde. 

Nogen af dem er totalt ligegyldige. Vis mig den chokoladefabrikant, som vil sige højt, at smagen IKKE er supervigtig for netop hans produkt. At chokoladens bid er UDEN betydning. Selvfølgelig. Det kan man jo ikke være uenig i. Det er i hvert fald ikke noget, der skiller den ene chokoladesalgstale ud fra den anden. Jeg ville først for alvor være vågnet, hvis Willadsen havde turdet sige, at smagen var sekundær. 


Så er der andre udsagn, der surfer på sundhedsbølgen: om superfruits, samvittigheden og det gode og sunde i chokoladen selv. Det er også fint nok, og visse af emballagerne så også lidt sunde ud: metalfoliepakker, der ligner noget, man kan have i tasken og spise som et kvalitets-blodsukker-boost efter træning eller om eftermiddagen. 

Jeg bliver tilfældigvis bare helt personligt af-tændt, hvis nogen begynder at tale om sundhed og samvittighed, når jeg skal spise chokolade. Jeg spiser broccoli, når jeg skal have noget sundt for at overleve, og chokolade, når jeg skal have noget for at leve. Min samvittighed er ikke inviteret med til bords til hverken det ene eller det andet, og min eventuelle chokoladepusher skal ikke hjælpe den med at crashe festen.


Og så er der udsagnene om smil på læben og udfordringer. Det går vist på de gode statements, som butikken og æskerne er dækket af, og de er også baggrund for en konkurrence på Simply Chocolates hjemmeside. Den del af konceptet er jeg til gengæld ret vild med, og jeg er da fristet til at prøve at finde på noget. (Man kan vinde en hel chokoladekollektion!)

Happiness is Temporary. Giv mig et stykke chokolade, og jeg skal blive lykkelig for en stund. En klog mand, Bertand Russel, sagde: To be without some of the things you want is an indispensable part of happiness. Giv mig IKKE et stykke chokolade, og jeg skal blive lykkelig i min længsel. 

Lykke er noget tricky shit. Chokolade er - trods alt - lidt nemmere at få greb om.