Det handler nemlig om rabarber; årstidens sødeste grønsag. Vi begynder med et quizspørgsmål til ettusind point: hvad er sammenhængen mellem åbningsscenen til filmklassikeren Rumrejsen 2001 og rabarber?
Foto fra TAKE A LOOK |
Musikken, der med stor overbevisning supplerer de fantastiske billeder er Richard Strauss' Also sprach Zarathustra. Strauss var inspireret af Nietzsches filosofiske værk af samme navn, der handler om profeten Zarathustra.
Mr. Zarathustra (hans navn betyder muligvis den, der ejer gamle/gyldne/vrede kameler, men det er et sidespring) talte - profeterede - om den oldpersiske skabergud Ahura Mazda (endnu et sidespring: har bilmærket Mazda mon opsnappet noget her?) og om den onde skaber af ikke-liv Angra Mainyu.
Ahura Mazda
Ifølge zarathustrianismen blev verden skabt gennem lange og indviklede kampe mellem de to guder. Andre væsener og ånder var også involveret, heriblandt det første menneske, Gayomard, bright, tall, and handsome (ingen folkeetymologiske sidespring her!). Gayomard omkom i kampens hede, men af hans døde knogler udsprang en rabarberplante. Efter fyrre år voksede en mand og en kvinde ud af rabarberplanten, som ved at blive forældre til femten tvillingepar lagde grundlaget for en ny menneskehed.
Hvis du svarede rigtigt på spørgsmålet, har du vundet et gavekort på to timers solskin, som muligvis kan indløses på søndag.
Tilbage til rabarberen. Jeg er vild med rabarber. Som barn elskede jeg at spise de rå stænger med en lille skål sukker til, som jeg dyppede enden i. Nu gør min søn det samme. Min mor lærte mig til gengæld også at bruge rabarber til alverdens andre ting og en af mine absolutte favoritter er at koge karamelliseret kompot.
Det er som almindelig rabarberkompot - whatever that is - bare med mere sukker/længere kogetid. I hvert fald skal massen koges indtil rigtig meget vand er fordampet og farven nærmer sig noget lysebrunt. Ved nærmere eftersyn er det faktisk lige præcis farven på en gammel, gylden, vred kamel.
Når rabarberen på den måde er karamelliseret stivner kompotten også rigtig godt, når den køler af. Den kan bruges som marmelade eller som tilbehør til kød, men jeg er især vild med det på en mad med stærk ost.
Opskriften er meget omtrentlig. Du kan selvfølgelig tilsætte vanille eller andre krydderier, men jeg lovede jo, at det skulle være enkelt.
Karamelliseret rabarberkompot
- ca. 500 g rabarber skåret i stykker på 1-2 cm
- ca. 400 g (rør-)sukker
Efter ganske kort tid vil der træde en masse saft ud af rabarberstykkerne og kunsten er nu, at lade vandet fra saften koge af. De vil meget gerne koge helt ud - og det må de gerne. Der skal ikke røres alt for meget, hvis du vil bevare bare antydningen af rabarberstykkerne.
Hvis du har et sukkertermometer kan du bruge det til at holde øje med processen. Du skal op på 105-110 grader. Kompotten vil dels ændre farve og dels ændre lyd. Når den ikke bare koger, men putrer og sprutter er den klar. Hæld den på glas og stil den på køl.
Og prøv at få katten til at holde poterne for sig selv. |
2 kommentarer:
Dejligt, så bliver man både klog og lækkersulten :-)
Hej Lotte,
Det er lige præcis dét, der er meningen. :-)
Lise
Send en kommentar