mandag, maj 30, 2011

En supernem sommerdessert i rødt og hvidt

Forleden var det næsten sommer, og det var også min fødselsdag. Jeg havde valgt at fejre dagen relativt neddæmpet i mit nye nyttehavehus på 4,8 m2 med gør-det-selv-sandwiches og et par nemme, men lækre picnicegnede kager. Det hele skulle kunne tåle transport på cykel/bus. Ingen lagkage. Intet krystalservice.

Jeg havde bagt florentinere ligesom sidste år og dagens anden "kage" var noget så simpelt som en marengsfuglerede med konditorcreme og jordbær. Jeg transporterede de tre dele - rederne, cremen og jordbærrene - hver for sig, og så måtte mine gæster selv samle deres søde hapser.

Hvis jeg havde serveret kagerne hjemme, ville jeg have samlet dem lige inden serveringen, så marengsen kunne bevare sin sprødhed. Jeg ville muligvis have halveret jordbærrene eller skåret dem i kvarte, men picicudgaven var altså helt rustik. Og populær.
Jeg fik desværre ikke taget gode nærbilleder af de samlede fuglereder, men tro mig, når jeg siger, at det så yndigt ud. Rødt og hvidt. Og smagte af sommer. Sødt, blødt og sprø't.

Marengsreder
  • 2 æggehvider
  • 100 g sukker
  • en knivspids salt
Pisk æggehviderne halvstive. Tilsæt salt og sukkeret under stadig piskning og bliv ved med at piske indtil du har en skinnende glat og temmelig fast marengsmasse. Kom marengsmassen i en frysepose og klip et lille hul i et hjørne. Sprøjt små fuglereder ud på et stykke bagepapir. Jeg starter fra midten af bunden og laver en spiral udad. Sidste runde lægger jeg i "første sals højde" som kant.
Marengsrederne skal bages/tørres ved meget svag varme. Min (gas-)ovn kan ikke indstilles på mindre end 150 grader, men jeg lader ovnlågen stå på klem (med en træslev i klemme), så går det lige. Hvis varmen er for høj bliver marengsen brun udenpå inden den bliver helt gennembagt. Helt kridhvide marengs er det fineste. Jo lavere du kan få temperaturen, jo længere skal rederne være i ovnen. Sidste sommer præsterede jeg at soltørre marengs. Det tog et døgns tid eller to - og det var ikke helt planlagt. Jeg kom bare bort fra projektet. Sådan kan det gå, når det er sommer...

Marengs kan i øvrigt holde næsten evigt. Derfor bager jeg tit marengs, når jeg har fået et par æggehvider til overs i madlavningen. Jeg smider dem aldrig ud. (Stop spild af mad!) Så har jeg altid et lille sødt og sprødt udgangspunkt for en hurtig dessert.

Konditorcreme
  • 1 æg
  • 2 spsk sukker
  • 2 spsk hvedemel
  • 2½ dl mælk
  • 1 tsk vanillesukker/vanille fra en stang
  • 1½ dl piskefløde 
(Man kan selvfølgelig "nøjes" med flødeskum; det bliver også helt skønt, men en lille opgradering er at lave sin egen konditorcreme, som er kagecreme med flødeskum. Kagecremen er i øvrigt supernem. Efter at jeg har fundet denne opskrift, har jeg ikke brugt pulverkagecreme. Det er lige så nemt at lave sin egen. Og der er lidt mere blærefaktor i det...)

Pisk æg, sukker og mel sammen i en lille kasserolle.  
 Tilsæt mælken og rør lidt igen, så det hele er blandet godt sammen.
Varm nu forsigtigt op under cremen og pisk hele tiden, så den ikke brænder på. Lad cremen tykne og småkoge et minuts tid og hæld den så over i en skål, som sættes på køl. Når cremen er helt kold - og er blevet temmelig stiv - piskes den let igennem. Pisk fløden til skum og vend den i cremen.

Skyl bærrene og lad dem dryppe af.

Så er det bare om at samle dejlighederne. Du kan selvfølgelig bruge andre bær og frugter end lige jordbær, men det er bedst med noget med en vis syrlighed. Jeg kan fx. ikke anbefale banan. Det vil blive for sødt og vammelt.

God sommer!

2 kommentarer:

Selina Juul sagde ...

Dejligt med fokus på Marengs samt mindre madspild!


KH
Selina fra Stop Spild Af Mad

Selina Juul sagde ...

Dejligt med fokus på Marengs samt mindre madspild!


KH
Selina fra Stop Spild Af Mad