onsdag, februar 02, 2011

Nian Gao - og velkommen til Harens År

Ih, hvor har jeg travlt disse dage. Der er alle mulige gode kageanledninger. I dag var det slet ikke meningen, at jeg skulle lege kinesisk nytår, men for filan, når nu det er nu, det er! Og ingredienserne - købt hos den kinesiske købmand på Nørre Voldgade ved Nørreport - har jeg haft liggende i skabet ganske længe. Altså Nian Gao, kinesernes nytårs-"kage".

Kagen kan tilsyneladende laves på en hel del forskellige måder; jeg valgte den allernemmeste og besluttede helt selv, at selvom opskriften foreskriver, at kagen skal dampes, så kan man sikkert også bage den i ovnen. Jeg ved jo alligevel ikke hvordan den skal smage rigtigt. Og det gør du sikkert heller ikke. (Hvis du gør, hører jeg meget gerne om det!) Det er - åbenbart - helt rigtigt at dampe kagen i op til 12 timer; så bliver den helt mørkebrun.
Original Nian Gao dampet i forme lavet af (banan-?)blade

Nian Gao er - har jeg læst mig til; jeg har INGEN forbindelser til Kina - en traditionel nytårskage. Den kan spises året rundt, men netop til nytår har den en særlig symbolsk betydning. Navnet på kagen kan oversættes til klistret kage, men det sjove er - åbenbart - at kagens navn samtidig lyder som om man siger højere år. Det tolkes som en forvisning om, at det kommende år vil blive højere - bedre - end det foregående.

Mht. det klistrede, så er det et af de sikre kendetegn på denne kage, og sådan skal det være. Den vigtigste ingrediens i kagen er mel lavet af klisterris på engelsk kaldet glutinous/sticky rice. Disse ris indeholder ikke gluten, selvom man måske skulle tro at det er det, navnet hentyder til, men til gengæld bliver de altså særligt klistrede - på latin glutinosus. Det skal ikke forveksles med andre ristyper, der også bliver temmelig klistrede, når de bliver kogt.
Køkkenguden Zao Jun - også kendt som Komfurånden
Pointen med at lave en meget klistret kage kommer fra en legende om, at den kinesiske køkkengud kommer på besøg i alle kinesiske familier til nytår. Denne køkkengud skal inspicere hjemmet og rapportere tilbage til overguden. Den herlige, men altså klistrede kage kommer nu på bordet og fungerer som hhv. bestikkelse og et middel til at klistre køkkengudens mund sammen, så han ikke KAN give en ufordelagtig tilbagemelding! Snedigt!

Nian Gao
  • 150 g sukker (Jeg havde købt noget brunt kinesisk sukker presset sammen i plader. Den opskrift, som jeg valgte (ikke helt) at følge talte om slabs of sugar og det måtte lige være dem. Opskriften så dog meget stor ud, så jeg downsizede.)
  • 4 dl kogende vand
  • 350 g klisterrismel
  • (sesamfrø)
  • lidt smagsneutral olie
Hak sukkerpladerne i mindre stykker og kom stykkerne i en skål.
Hæld vandet over sukkeret og rør til det er helt opløst. Hvis det bliver nødvendigt, kan du varme sukkervandet i mikroen; så går det nemmere med at få sukkeret opløst.
Lad sukkervandet køle af. Vej klisterrismel af og kom det i en skål.
Hæld sukkervandet i melet. Rør, til blandingen er helt jævn og glat.
Vælg en ikke for stor form - jeg fandt en form på fjernlageret på 16 cm i diameter - og beklæd den med bagepapir. Smør også lidt olie på. Hæld dejen i formen og drys evt. sesamfrø på overfladen.
 Bag kagen i ovnen ca. 45 minutter ved 200 grader.
(Jeg har en fornemmelse af, at bagetid og -temperatur kan varieres en del uden at det betyder alverden. Ved at bage i stedet for at dampe kagen får men en skorpe, som nok ikke er helt autentisk, og ved at bage længere og evt. ved lavere temperatur, kan man måske opnå en mørkere og mere karamelagtig farve og smag. Det må jeg undersøge - en anden gang.)
Når kagen føles fast (jeg tror ikke, at man kan regne med strikkepind-prøven her. Kagen er klistret også når den er færdig) tages den ud af ovnen. Vend kagen ud på en tallerken, fjern bagepapiret og stil den let tildækket til afkøling - gerne natten over.
Den model, som jeg fik lavet, har stået et par timer på bagtrappen og er næsten kold. I sagens tjeneste er jeg  nødt til at teste, så her er vurderingen: konsistensen må være nogenlunde rigtig. Ret klistret, men faktisk ikke helt umulig at arbejde med.
Smagen, ja, den er - surprise! - noget i retning af ris og sukker.

Tilsammen: en stor lysebrun vingummi, der smager af ris. (På en dårlig dag ville man måske snarere komme til at tænke på en skovsnegl, når man ser og rører denne eksotisk sag.) Der er måske en grund til, at det kinesiske dessertkøkken ikke er helt så berømt som deres salte køkken...

Nå, men skål i skuret og Godt nytår til alle kineserne. Herligt at vide, at de på visse områder stadig har en del at lære?

1 kommentar:

Carla sagde ...

Haha sejt projekt. Jeg kender kun de knastørre kinesiske lykkekager, så det er en udvidelse af min kinesiske kagehorisont med 100%, sådan der! :-)