onsdag, september 22, 2010

Chokolademousse - Callebaut style

Hvad F..... er Callebaut? spørger du måske og tænker på Grauballemanden. Og nej, de to har så vidt vides ikke noget med hinanden at gøre. (Callebaut udtales ca. "Kallebo" med tryk på sidste stavelse.)

Callebaut er et af verdens største chokoladefirmaer. Det har hovedsæde i Belgien. Callebaut-chokolade kan ikke direkte købes i butikkerne af almindelige danske forbrugere, men eftersom Callebaut er leverandør til både danske chokoladefirmaer og restauranter, så har du muligvis smagt deres chokolade alligevel.

Hvis du kan skaffe dig adgang til fx. Inco, så kan du købe hele sække eller kæmpeblokke af Callebauts forskellige chokolader. Og er der noget skønnere og tryggere end at have sit chokoladelager fyldt helt op? I don't think so!

Nå, men grunden til at jeg fabler om Callebaut er at jeg forleden, da jeg var til Golden Days chokoladeaften hos Konditori Antoinette, fik en opskrift på en "nem" chokolademousse. Nem er altså et relativt udtryk, men den var i hvert fald god, den vi smagte.

Opskriften bærer præg af en meget professionel tilgang. Æg måles fx. i gram og ikke i antal. Sådan foregår det normalt IKKE hjemme hos mig... Men det er naturligvis en måde at sikre, at moussen bliver den samme HVER gang. Det er så ikke et mål i sig selv i mit køkken.

Jeg har ikke selv prøvet opskriften herhjemme; jeg mangler lige en anledning. Trods alt. Nu ved nærmere gennemlæsning går det op for mig, at Kent faktisk IKKE gjorde som der står i opskriften! Jeg må kaste mig ud i at prøve at huske, hvad han rent faktisk gjorde...

(Nu er jeg da pinedød nødt til at teste opskriften! Jeg er gudskelov af den opfattelse, at når man roder med gode ingredienser, så kan det aldrig gå helt galt. Det værste der kan ske er, at det man laver ikke kommer til at fungere helt som man havde tænkt. Men tanker kan ´justeres - og så er alt godt igen.)

Læs kun videre, hvis du har mod på en anvisning, som ikke er 100% gennemtestet.

En ting, som er lidt særlig ved opskriften er, at mængden af chokolade, som skal i, er afhængig af chokoladens kakaoprocent: jo højere procent, jo færre gram. Du får opskriften med 70% chokolade; den er ret nem at skaffe.
Chokolademousse
  •  1 stang vanille
  • 240 g piskefløde
  • 100 g æggeblommer
  • 200 g æggehvider
  • 50 + 50 g sukker
  • 285 g chokolade 70%
Pisk æggehviderne stive sammen med 50 g sukker.

Hak chokoladen og kom den i en skål.

Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Varm fløden op i en kasserolle til lige under kogepunktet sammen med vanillen; både korn og stang. Tag vanillestangen op. Pisk æggeblommerne kort med 50 g sukker.Hæld ca. 1 dl af den varme fløde over i æggeblommerne, så de bliver varmet lidt op. Hæld derefter æggeblomme-fløden tilbage og varm blandingen op igen til lidt under kogepunktet. Det får blandingen til at jævnes.

Hæld den varme "creme" over den hakkede chokolade.Lad den stå et øjeblik, så chokoladen smeltes, og rør så, indtil blandingen er helt glat.

Vend de stiftpiskede æggehvider i chokoladeblandingen.

Hæld chokolademoussen i portionsskåle eller -glas og stil den på køl i mindst 2 timer.

Chokolademoussen kan tilsmages med fx. appelsinskal, stærk kaffe, whisky, rom eller andet godt og kan pyntes med fx. flødeskum, chokoladekaffebønner, syltet appelsinskal, hakkede ristede nødder eller hvad du nu har...

Du hører nærmere, når jeg har testet opskriften! Giv gerne en melding, hvis du giver dig i kast med den inden mig. :-)

5 kommentarer:

Nanan sagde ...

Jeg har aldirg før haft en grund til en tur i Inco. Nu er jeg da nødt til at skaffe mig adgang ;-) Må da prøve hvad det er for noget chokolade

Lise Lotz sagde ...

Inco er et skønt sted. Det er bare ikke nødvendigvis billigt at handle dér (friste-faktoren er høj, hvis man ikke kommer der tit), men de har spændende ting og sager, som man ikke ser andre steder...

Anibas sagde ...

Hejsa... Jeg vil prøve at kaste mig ud i denne skønne opskrift, men ville bare lige høre først om du har prøvet den, og hvis ja - er den så som du forventede? Tak for opskriften. :)

Lise Lotz sagde ...

Hej Anibas,

Nej, jeg har faktisk stadig ikke selv lavet chokolademousse efter lige den opskrift... Men den var god, den smagsprøve vi fik. Heftig. Prøv den - og giv mig en melding!?

Lise

Riggelsen sagde ...

Den bliver virkelig lækker. Husk at hvis i anvender en chokolade med under 70% chokoladeindhold eller i anvender en farvet chokolade, Callebaut har f.eks en orange og en grøn som er ret sjove. Så skal i anvende husblas. Det er ikke nødvendigt hvis i bruger en chokolade over 70%. Æggehvider kan være svære at piske når der er sukker i, jeg tilføjede dem til æggeblommerne i stedet for.