Madeleines - på sporet af Proust og den tabte tid

En tilsnigelse til to jubilæer:

• Marcel Proust døde i dag for 91 år siden: 18. november 1922. 
• Første del af hans store syvbindsværk På sporet af den tabte tid udkom for 100 år siden: i 1913.

En opfølgende indrømmelse: jeg har ikke læst Proust. Hverken på fransk eller i oversættelse. Men der er noget med en kage.

Madeleinekage

Marcel Proust navnkundige værk handler - vistnok - om noget så flygtigt og luftigt som tid, bevidsthed og hukommelse. Der er  - vistnok - også en form for handling i de syv bind, men det er ikke handlingsforløbet, der har udødeliggjort Proust, På sporet og madeleinekagen.

Proust anses for at være en af de første, der bruger skriveteknikken stream of consciousness - på dansk bevidsthedsstrøm - og det betyder, at han sætter ord til papiret, når de fleste andre mennesker nøjes med at lade tankerne flyde i en slags indre monolog med sig selv. Teknikken medfører, at beskrivelsen af selv små og hidtil ubetydelige hændelser svulmer op til et fantastisk omfang, og det bliver - vistnok - lidt af en udfordring at læse selve teksten. Men nogen gør det - og kommer forandrede ud på den anden side. Mere om det senere.

Sidste side af Prousts manuskript til sidste bind Den genfundne tid i værket På sporet af den tabte tid.

Tilbage til kagen, der er grunden til, at jeg overhovedet har fået øjnene op for denne sære, franske forfatter. Madeleinekagen optræder flere gange i det omfangsrige værk og er blevet kendt som eksemplet par excellence på erindringsglimt, altså minder, der - uden hjælp fra viljens kraft - dukker frem af bevidstheden, fordi en fysisk sansning - en smag, en duft - henter noget, der ellers var glemt, frem fra hukommelsens dyb. Fortælleren oplever dette fænomen - at blive ført mentalt set tilbage i tid og sted - da han spiser en madeleinekage og drikker en kop lindeblomstte.

Smagen af netop dén kage og dén te bringer minder frem i fortællerens bevidsthed - og det er han altså ret ferm til at sætte ord på. Der dukker fyldige minder op om tante Léonie og søndagsmorgener fra for længe siden.

Her er (Wikipedias udgave af) teksten på engelsk: No sooner had the warm liquid mixed with the crumbs touched my palate than a shudder ran through me and I stopped, intent upon the extraordinary thing that was happening to me. An exquisite pleasure had invaded my senses, something isolated, detached, with no suggestion of its origin. And at once the vicissitudes of life had become indifferent to me, its disasters innocuous, its brevity illusory – this new sensation having had on me the effect which love has of filling me with a precious essence; or rather this essence was not in me it was me. ... Whence did it come? What did it mean? How could I seize and apprehend it? ... And suddenly the memory revealed itself. The taste was that of the little piece of madeleine which on Sunday mornings at Combray (because on those mornings I did not go out before mass), when I went to say good morning to her in her bedroom, my aunt Léonie used to give me, dipping it first in her own cup of tea or tisane. The sight of the little madeleine had recalled nothing to my mind before I tasted it. And all from my cup of tea.

Beskrivelsen af madeleinekagen her er ikke voldsomt lang, og den er nogenlunde til at gå til. Desuden vil de fleste vil kunne genkende netop den oplevelse, at en smag eller en duft fører minder med sig. Måske er han ikke så farlig endda, ham Proust? I andre tilfælde er Proust dog noget mere udførlig, og de første ca. 30 sider af første bind beskriver - vistnok - hvad der foregår i hovedet på fortælleren, i tiden inden han falder i søvn. 30 sider!

Det er et klokkeklart proustiansk (?) erindringsglimt, der rammer den kolde, onde madanmelder, Anton Ego, i filmen Ratatouille. En lille mundfuld mad fører ham i et splitsekund tilbage til barndommen og mors varme kødgryder - og manden forvandles.

Monty Python har gjort sig muntre over Prousts særlige fortællestil i en sketch fra 1972: The All-England Summarise Proust Competition. Deltagerne i konkurrencens finale skal - først i badedragt og siden i aftentøj - opsummere På sporet af den tabte tid, og de har maksimalt femten sekunder til deres rådighed! Det er selvfølgelig ikke kedeligt!

Og for nu at vende tilbage til, hvordan man kan blive forandret af at læse Proust: jeg har anskaffet mig (Kindle-udgaven af) bogen How Proust can change your life, som er forfattet af en meget klog og velskrivende schweizer/englænder, Alain de Botton.

Alain de Botton fører sin læser - i hvert fald denne læser - ind i Prousts skriverier på en måde, så læseren får lyst til at sætte elektroniske bogmærker på næsten hver eneste side. Han hjælper læseren til at finde en vis mening i Prousts fyldige "nærbilleder" af virkeligheden: de skal simpelthen give et nyt blik og en ny forståelse af det, som vi ellers fristes til at finde trivielt, ligegyldigt og ikke værdigt til vores opmærksomhed. Ved at se med reel undren og opmærksomhed på nære, simple, hverdagsagtig hændelser og ting kan verden blive stor og fantastisk uden at man behøver at foretage de helt store armbevægelser.

The only true voyage of discovery, the only fountain of Eternal Youth, would be not to visit strange lands but to possess other eyes, to behold the universe through the eyes of another, of a hundred others, to behold the hundred universes that each of them beholds, that each of them is; and this we can contrive with an Elstir, with a Vinteuil; with men like these we do really fly from star to star.  Eller som citatet lyder i en ofte fremført forkortelse: The real voyage of discovery consists not in seeking new landscapes, but in having new eyes.

Det er måske værd at nævne her, at Proust havde et dårligt helbred - både fysisk og psykisk - og han tilbragte de sidste mange år af sit relativt korte liv i sengen i et mørkelagt soveværelse, hvor han sad og skrev med notesbøger på sine knæ. Han havde således formodentlig en vis motivation til at se hele verdens forunderlighed i de helt små og nære ting.

Soveværelset genskabt på museet Carnavalet med lyddæmpende kork på væggene.

Alain de Bottons pointe er - vistnok - at Proust (og andre store forfattere) kan fungere som fremragende nye øjne, som man får lov til at se verden med og at man dermed får chancen for at opdage sider af tilværelsen, som ens egne øjne måske ikke ville have opfanget.

På YouTube ligger en BBC-udsendelse, som er en slags dramatiseret filmatisering af de Bottons bog og man kan også finde en fransk indspilning af På sporet af den tabte tid med Catherine Deneuve i en stor rolle - synkroniseret til italiensk! Det skal ikke være nemt.

Jeg er hverken halvt eller helt igennem de Bottons bog, har ikke set videoerne på YouTube til ende og er slet ikke begyndt på Proust himself, men jeg er alligevel fascineret. Tænk, hvilke skønne hjørner af tilværelsen, som den lille ydmyge madeleinekage allerede har sendt mig ud i, bare fordi jeg kiggede lidt nærmere på den.

Madeleinekagen er omgærdet af en vis mystik, og mange mennesker har holdninger til kagen, men det gælder bare om at komme i gang og gøre sig sine egne små erfaringer. Ligesom med Proust.

De er ikke svære at bage, men de er klart bedst når de er helt nybagte. Efter bare nogle få timer begynder de at blive lidt kedelige.

Madeleines med pistacienødder

• 100 g smør
• 25 g pistacienødder
• 60 g mel
• 1 tsk bagepulver
• 2 æg
• 100 g sukker
• 1/2 citron (skal)

Smelt smørret. Lad det køle lidt af. 

Hak pistacienødderne fint eller findel dem i en foodprocessor eller kaffekværn. Bland nødderne med mel og bagepulver.

Pisk æg, sukker og revet citronskal lyst og luftigt i en anden skål. Vend forsigtigt melblandingen i æggeblandingen. Vend til sidst det smeltede smør i dejen. Lad dejen stå i køleskabet i mindst en time.

Fordel dejen i madeleineforme, der er smurt med smør og drysset med mel. (Forme til madeleinekager kan fås både i metal og silikone og i forskellige størrelser; se fx. hos H. W. Larsen i Kødbyen i København. Det særlige ved madeleineforme er, at de er formede som muslingeskaller.)

Bag kagerne ved 200º i ca. 10 minutter. De skal være let gyldne. 

(Jeg har læst, at kagerne - hvis de skal være helt rigtige - skal have en "knold" på oversiden, som altså bliver undersiden, når den fine muslingeside vendes opad. Knolden kan opnås på den dårlige måde: at tilføje ekstra bagepulver eller på den gode måde: at lade dejen stå på køl længe nok. Jeg gjorde ingen af delene, og det var en fin lille kage alligevel.

Lad madeleinekagerne køle lidt af i formen, inden du tager dem ud. Drys evt. med flormelis. 

Server med lindeblomst-te. Eller i mangel af den rene vare: Fleur de Provence fra Tante-T. En fin og mild te, der ud over lindeblomst også indeholder solsikkeblomst, kamille, ingefær og morgenfrue, og som helt sikkert kan lægge grunden til nye, fremtidige erindringsglimt.

Buddinghjerne med blod - og noget om "det ulækre". Happy Halloween!

Fortæl mig, hvad du synes er ulækkert, og jeg skal fortælle dig, hvem du er!

Det er Allehelgens aften i aften - eller som vi siger på nudansk: Halloween. Uanset hvilken udgave vi taler om, så er det gennemgående tema noget med død og uhygge - og disses meget konkrete fætter: det ulækre. Internettet flyder over med billeder af og opskrifter på ulækkert slik og kager: hjernekager, afhuggede lemmer-snacks, øjenæbler på en pind, kandiserede insekter mv., der altsammen er tænkt til at få beskueren/spiseren til at blive tvunget til at udfordre sine grænser for, hvad de kan udholde uden at kaste op.

Hjernebudding med koaguleret blod på vej ud...

Det er selvfølgelig helt indlysende sjovt "bare fordi", men det er også interessant på et dybere plan. Det, at noget er ulækkert eller tabuiseret - to nærtbeslægtede fænomener - handler lige præcis om grænser i fysisk eller overført betydning. Det handler om den helt basale fare for at blive smittet - igen både konkret og i overført betydning - af noget, som kan være farligt. Det ulækre indikerer, at der er fare for at noget krydser grænsen indenfor/udenfor min krop - eller mit verdensbillede. Der er fare for en forurening af noget, der skal være rent. Urmennesket har simpelthen udviklet en evne til at kunne genkende - og føle afsky ved - dét, som potentielt kan være giftigt og i sidste ende dræbende, hvadenten vi taler fysisk, mentalt eller socialt.

David Pizzaro, der er lektor i psykologi ved Cornell University og som forsker i moralsk dømmekraft skriver i artiklen Pollution and purity in moral and political judgment: The emotion of disgust is evoked by substances such as urine, vomit, blood, and feces, but—as a growing body of work demonstrates—it also plays a significant role in our moral, social, and political attitudes. Er dét ikke interessant?!

Pizzaro bruger Gulia Tofana, en italiensk giftblanderske, der i 1600-tallet opfandt en duft-, smag- og farveløs gift, som afsæt for sin lettilgængelige video-TED-talk om  The strange politics of disgust: man kan simpelthen  blive rig og berømt (og tortureret og henrettet) ved at konstruere et dræbende giftstof, som ikke smager eller lugter fælt.

Giulia Tofana i sine velmagtsdage... 

Det er simeplthen en oldgammel overlevelsesstrategi, at vi frastødes af fx. lugten af rådnende kød, ekskrementer og opkast, og strategien ligger stadig i os helt let tilgængeligt og den er - viser forskningen - meget, meget let at udløse. Til forskel fra andre følelser som fx. vrede og glæde er følelsen væmmelse nem at fremprovokere kunstigt. En kittelklædt forsker skal bare vise dig et billede af et betændt sår, en hundelort på toppen af en kage eller bede dig lugte til en smule bræk i en petriskål og - vips! - så er følelsen der; helt ren og uforfalsket!

Pile of poop-cake. Ikke ret lækkert, vel?

Det ekstra tankevækkende er, at mennesker tilsyneladende har forskellige væmmelsesgrænser, og at disse grænser fortæller noget om, hvordan man forholder sig til fx. moralske og politiske spørgsmål. Den del vil jeg overlade til David Pizzaro at forklare nærmere.

I den lange universitetspræsentation af sin forskning går David Pizzaro ret grundigt til værks i sin udlægning af The Good, Bad and Dirty:

Til sidst bare et par procesbilleder af mit budding- og geleprojekt fra sidste års halloweenparty:

Det var noget med en Dr.-Oetkerbuddig - farvet lyserød - og en ret fast geleklump af rødt saftevand og husblas, der blev presset ned i "hjernemassen", inden den størknede i hjerneformen.

Efterfølgende blev "blodet" dækket af resten af buddingen og det hele sat på køl i nogle timer.

Hjerneformen købte jeg hos CoolStuff sidste år. Det ser ikke ud til at de har den i år. Til gengæld er der en skøn hjerteform. Næsten ikke ulækker, eller...?

 En tallerken klar...

 - og et snuptag...

 - og dér er den, fin og lækker...

- og lige til at spise!

Som det måske fremgår af indlægget her (og bloggen i det hele taget), er jeg ikke den sarteste sjæl på væmmelsesskalaen. Og tænk, det passer faktisk også godt med mit politiske og moralske billede af mig selv: jeg anser mig selv for at være ret langt ude på den ikke-konservative fløj. Hvad  med dig?

Happy Halloween!

Æblespiraler - med lakridssalt

Jeg kan godt lide lakrids. Jeg er lidt for glad for salt. Æbler er fantastiske lige nu. Butterdej er altid godt. Jeg har arrangeret en legeaftale med de fire.

Æblespiraler med lakridssalt (ca. 24 stk.)

• 3 plader butterdej
• nogle skefulde godt indkogt æblemos af æbler med ordentlig smag
• lakridssalt

Smør et tyndt lag æblemos på butterdejspladerne. 

Drys med lakridssalt. 

Lille drys: ingen vil kunne gætte præcis, hvad der er det særlige ved æblespiralerne, men de vil bare opdage, at der ER noget særligt. 

Stort drys: æblespiralerne smager tydeligt af både salt og lakrids.

Rul hver plade sammen på den korte led, og skær den i skiver på ca. 3/4 cm.

Læg æblespiralerne på en bageblade og bag dem ved 200º i ca. 12 minutter eller indtil de er lysebrune i kanten.

Spis æblespiralerne til en kop te - eller en øl?

Æblespiralerne er på en måde en variation over temaet i indlægget for et par uger siden: Æbleroser. Jeg tror faktisk, at de også kunne blive interessante med et drys lakridssalt i stedet for kardemomme og rosenvand. Og forestil dig lige en omgang æbleflæsk med lakridssalt! Jeg mærker noget mundvand trænge sig på. Nå, det falder lidt uden for rammerne af bloggen her...

Disclaimer: Legeaftalen herover er afledt af en opfordring fra Katrine fra det islandske firma Saltverk om at prøve deres lakridssalt.

Jeg mødte Katrine ved et bloggerarrangement for nogle uger siden og fik efterfølgende et par bøtter lakridssalt til at lege med. Jeg har taget ud-/opfordringen op, dels fordi jeg bare godt kan lide lakrids, og dels fordi jeg synes, at det er rigtig spændende at udforske dét, der sker i grænselandet mellem det søde og det salte køkken. Her er lakridssaltet et spændende input.

Lakridssaltet fra Saltverk er en kombination af islandsk flagesalt - det er altså ret groft - og ekstrakt fra persiske lakridsrødder. Man kan selvfølgelig lave sit eget lakridssalt ved at blande lakridspulver og salt, men lakridssaltet her er lavet ved inddampning af en opløsning af salt havvand hentet ind fra havet, hvor Saltverk ligger, og lakrids. Lakridssmagen er altså inde i selve saltet og ikke udenpå.

Som en interessant bonus kan man læse på Saltverks hjemmeside, at saltet produceres helt uden brug af anden opvarmning end den, der kommer fra Islands egen varme undergrund.

Jeg er bestemt ikke færdig med at lege...

Et æble er et æble - er en rose

På søndag den 6. oktober fejres Æblets Dag på Sølyst i Klampenborg. 

Der er bl.a. æblekagekonkurrence - hvor alle kan være med - og foredrag med fokus på æbler: Æblets evne til at forføre v/ madkritiker og -anmelder Helle Brønnum Carlsen, Æblet - vores levende kulturarv v/ hortonomerne Lisbet Dahl Larsen og Maren Korsgaard, Pometet, Københavns Universitet og Æblet i billedkunsten v/ kunsthistoriker Bente Scavenius. 

Yes, siger jeg bare!

• røde æbler
• filodej
• smør
• honning/sukker
• kardemomme
• rosenvand

Bonusinfo: Inspiration til æbleroserne fra Catholic Cuisine. Her er de lavet for at fejre helgeninden St. Thérèse, der også blev kaldt "Den lille blomst" og som har helgendag den 1. oktober. 

Helgenindens liv er meget smukt filmatiseret i filmen Thérese fra 1986 af den franske instruktør Alain Cavalier. Filmen kan ses på Youtube (på fransk med spanske undertekster) i sin fulde længde.

"Afrikanske" cookies a la Linn

Småkagerne er kun ganske let eksotiske. Ligesom Linn - også kendt som madbloggeren Frk. Kræsen. Småkagerne er bagt med ingredienser fra Coops nye serie af afrikansk producerede varer, Savannah. Linn er svensk.

I sidste uge inviterede Linn - på vegne af Coop - til et madbloggerarrangement, hvor de inviterede dels skulle høre om den nye produktserie og dels skulle i køkkenet og finde på sjove sager med udgangspunkt i produkterne. Jeg var inviteret, og tog med, både fordi jeg synes, at Afrika er "det oversete kontinent", og fordi aftenens fokus var på det søde køkken. Mit køkken!

Layanna Martin fra Coop fortæller og svarer fint på - kritiske - spørgsmål

Alle de fine frembringelser skulle fotograferes til sidst - og smages af hele gruppen. God plan!

Snickersbrud, cheesecake, Tarte Tatin, dadelkugler og andre kreative lækkerier

Det blev en superhyggelig aften. Jeg kom "på hold" med Mette fra Because it matters, og vi fik lavet nogle fine svar på aftenens tre udfordringer:

• noget bagt, 
• en mousse og 
• noget med chokolade. 

Hver ting selvfølgelig med brug af mindst ét Savannahprodukt. Vi brainstormede sammen og nåede frem til tre ting på de ca. halvanden time, som vi havde til rådighed:

• cookies med smag af Afrika lagt sammen med is
• hvid chokolademousse med citron og
• en chokoladesuppe infuseret med sort te

Mette var primus motor på moussen og suppen. Jeg bagte småkager. 

Min bedømmelse af vores frembringelser:

• Småkagerne, som blev lagt sammen med en Savannah is med chokoladestykker, var overraskende gode. Sprøde, søde og som sagt: let eksotiske. Vi måtte arrangere is-sandwichsene, mens småkagerne stadig var lune; derfor satte jeg et spyd i dem med vindruer, så lagene ikke gled fra hinanden. Grundsmåkageopskriften "Verdens bedste chocolate chip cookies" fandt jeg med Googles hjælp på Kager til Kaffen. (Christina, der har den blog, var tilfældigvis også til stede!) I stedet for chokolade fyldte jeg småkagerne med alle de produkter, som minder bare lidt om Afrika: krydderier, kokos, peanuts, cashewnødder, dadler og abrikoser.

• Moussen var helt guddommelig. Blid, blød og meget, meget smuk. Med et enkelt rosenblad fra en Savannah-rose blev den lille servering i en ydmyg glasskål til noget meget fint. Mette brugte vist en opskrift fra sin blog som udgangspunkt.

Så enkelt kan det gøres...

• Chokoladesuppen var - blev vi enige om - for voksne: meget kraftig chokoladesmag, kraftig og bitter tesmag, meget lidt sød. Jeg kunne godt lide den, måske især som kontrast til alle de mange søde sager, som vi smagte, men den kræver nok lidt udviklingsarbejde før den for alvor kan blive en favoritdessert. Den blev pyntet med fine snoede butterdej-kardemomme-grissini - kaldet "pinde".

"Afrikanske" cookies a la Linn

(ca. 30 stk.)

• 150 g blødt smør
• 125 g brun farin
• 125 g rørsukker
• 1 tsk friskstødt kardemomme
• 1 tsk vanillesukker - eller korn fra 1 vanillestang
• 1 æg
• 250 g mel
• 1 tsk bagepulver
• 50 g cashewnødder
• 50 g peanuts
• 50 g hakkede tørrede abrikoser
• 50 g hakkede dadler
• 50 g kokosmel

Altid huske, aldrig glemme: noter!

Pisk smør, sukker og krydderier sammen indtil det er lyst og luftigt. Rør ægget i. Tilsæt mel og bagepulver og rør indtil dejen er jævn. Kom fyldet i og rør igen indtil det er fordelt. Du kan naturligvis variere fyldet med andre nødder og tørrede frugter.

Rul valnøddestore klumper af dejen til kugler og pres dem let flade på en plade beklædt med bagepapir. De flyder en anelse ud under bagningen, så sørg for at der er plads mellem kagerne.

Bag småkagerne i ca. 15 minutter ved 200º og lad dem køle af. Så bliver de helt søde og sprøde. Som Linn!

Den kritiske læser vil nu måske spørge - ligesom de kritiske bloggere spurgte: hvorfor skulle jeg dog købe Savannah-produkter? Hvad kan de produkter? Er de særligt gode? Særligt spændende? Særligt afrikanske? Særligt økologiske? Særligt ansvarlige? Særligt billige? Særligt Fair Trade-agtige? Svaret er stort set "nej" over hele linjen. 

Det gode argument for at købe Savannahprodukterne er, at de kan være med til at få gang i noget handel med afrikanske producenter, som dermed kan udvikle deres produktion og på længere sigt være med til at producere de fødevarer, som vi på globalt plan kommer til at mangle i fremtiden. Produkterne  er ordentlige uden at være enestående, og samarbejdet med Coop betyder at arbejdsforholdene i de afrikanske lande, som Savannahprodukterne kommer fra, langsomt vil forbedres.

Det er ikke enkelt. Det er ikke nemt. Det kommer ikke til at gå hurtigt.

Det kræver med andre ord - ser det ud til i mine øjne - at man er lidt overskudsagtig og kan se pointen i at tænke langt både geografisk og tidsmæssigt, hvis man for alvor skal blive Savannah-fan. Det bliver spændende at se, om de danske forbrugere er klar til at tænke på den måde.

Afsluttende bemærkninger:

• Ja, vi ved godt ALLESAMMEN, at Afrika ikke er et land men et kæmpestort kontinent med mange (Wikipedia siger 53) uafhængige lande, der er helt forskellige!
• Der kommer vistnok opskrifter og flere billeder fra aftenen på Coops madside Vi skal spise. 
• Fotografen bag de fine billeder er Bo Ranum Borre Larsen. De to knapt så fine har jeg selv taget...
• Og ja, jeg - og de andre bloggere - blev ikke bare hygget om en hel aften; vi fik også goodiebags med hjem med Savannah produkter. Just sayin'.

This is not a Derby-Pie (R)

What's in a name? Everything! 

(Kern's Kitchen om det registrerede varemærke "Derby-Pie")

Not a Derby-Pie

Ja, et navn betyder rigtig meget. I marketingsammenhænge og i alle andre sammenhænge. Men jeg tror nu, at amerikanerne er lidt mere ihærdige på den front, end vi er herhjemme. Jeg skal i hvert fald ikke nyde noget af at kalde min kage for en Derby Pie: 

Why does Kern's Kitchen go to court to protect the Derby-Pie® trademark? Our business and reputation rest on our secret recipe and the Brand name Derby-Pie®, which we've used for over half a century. Protecting our trademark means protecting our reputation and the integrity of our product. So although we prefer to settle differences amicably, we will resort to litigation if necessary.

Heller ikke Derby Pie.

Jeg har været på sommerferie i USA. Jeg rejste med en veninde, der skulle deltage i en konference i Louisville, Kentucky, og derfor blev netop denne by, som jeg er ret sikker på IKKE er på danskernes top 10-liste over amerikanske destinationer, feriens geografiske tyngdepunkt.

Det var en fantastisk ferie. Jeg så ikke nogle verdensberømte sights, jeg købte ikke nogle vanvittige souvenirs, jeg fik ikke noget vildt og overraskende at spise. Det var bare en fantastisk ferie, hvor jeg fik oplevet sider af Amerika - og mig selv - som jeg kan tygge drøv på i lang tid fremover. Men det er en anden historie, som ikke nødvendigvis har så meget med kage at gøre, og som jeg i vid udstrækning holder for mig selv.

Her skal det handle om Derby Pie. Men først lidt om Kentucky.

Kentucky er en amerikansk stat kendt som The Bluegrass State. "What's in a name?" kan man spørge igen.

Bluegrass henviser i første omgang til det faktum, at jordforholdene er perfekte for den græsart, der på dansk hedder eng-rapgræs, og som har blå blomster. Eng-rapgræs er meget velegnet som hesteføde, og Kentucky er - i visse kredse - kendt for fornemt fuldblodshesteopdræt og det årlige Kentucky Derby.

De fleste danskere vil nok snarere tænke Kentucky Fried Chicken, når Kentucky kommer på banen, og Col. Sanders grundlagde da også sin - nu verdensomspændende - forretning baseret på friturestegt kylling i byen Corbin i den sydlige ende af staten.

Kentucky var i sin tid USAs største forbruger af slaver fra Afrika. De mange slaver knoklede i især tobaksmarkerne, og Louisville - med den store Ohio River - blev et helt centralt udskibningssted, når overskydende arbejdskraft skulle sælges og fragtes til arbejdet i bomuldsmarkerne længere sydpå. Skygger af indflydelsen fra det store slavehold ses tydeligt i egnens gastronomi: man spiser i høj grad stadig enkel, billig mad - ofte friturestegt - med et enormt kalorieindhold. Over 30% af befolkningen har et BMI på over 30.

Vi har altså at gøre med en stat, der i høj grad afspejler historien: plantageejernes og slavernes fingeraftryk findes overalt.

Bluegrass er også betegnelsen for en særlig underkategori af countrymusik, der er opstået blandt de fattige europæiske indvandrere fra bl.a. England, Skotland, Irland og Wales, der slog sig ned i bjergkæden Appalacherne, og som ofte spilles på banjo. Før betegnelsen bluegrass blev almindelig i 1960'erne, kaldtes musikken slet og ret old time mountain hillbilly music.

Et kendt - omend måske ikke helt typisk - stykke bluegrass-/hillbillymusik fra filmen Deliverance:

Hvad er der i navnet Kentucky? Ordet stammer fra Irokeser-indianerne og betyder meadow lands, eng-landet, og hentyder til de store græssavanner, hvor de fangede bisonokser, indtil både indianerne og dyrene blev dræbt eller fordrevet.

Skal man grine eller græde over "Stand strong"?

Kentucky er også Bourbonlandet over dem alle, og mange kendte mærker hører hjemme her: fx. Four Roses, Jim Beam, Maker's Mark og Wild Turkey. Foruden naturligvis et stort antal mindre kendte som fx. Buffalo Trace. Bourbonhistorien vender jeg - måske - tilbage til en anden god gang. Men vi nærmer os dagens kage, som netop er smagt til med bourbon...

Jeg havde læst om kagen hjemmefra og så Derby-Pie (R) på menukortet på adskillige restauranter i Louisville, men bed ikke mærke i det lille (R) før jeg kom hjem. Det viser sig, at firmaet, Kern's Kitchen, der har "opfundet"/udviklet opskriften på netop denne variation af en tærte med valnødde/chokoladefyld, har beskyttet navnet og forsvarer det ihærdigt. Og opskriften er tophemmelig.

Ifølge avisartiklen her fra Lexington Herald, 1981,  er der IKKE bourbon i en rigtig Derby Pie.  

Men man må altså ikke kalde sin kage en Derby Pie, selvom man kunne fristes til at mene, at enhver tærte, der bages i forbindelse med/til fejring af/mv. et derby i Kentucky (eller andetsteds), med en vis ret kan kaldes en Derby Pie. 

Derby-Pie (R) - og Kaj - på Bristol Bar & Grille, Downtown, Louisville. Kaj er også en anden historie.

Alle de restauranter, der serverer Derby Pie (R), serverer således en fabriksfremstillet kage, der - helt lovligt - kan suppleres med den "kvalitetsbevidste" koks helt eget fingeraftryk som fx. (hjemmelavet?!) is eller flødeskum fra spraydåse.

Jeg smagte Derby Pie på restaurant en enkelt gang og en enkelt gang i form af et par frosne portionsstørrelseskager, som jeg tog med hjem og spiste sammen med Junior. Det er en dejlig valnøddetærte, men så er den heller ikke mere enestående. Det kan godt lade sig gøre at bage en kage - Derby Pie eller ej - der kan konkurrere.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift, som jeg fandt i Rema1000s tilbudsavis i sidste uge.

Not a Derby Pie

• 200 g mel
• 100 g rørsukker
• 1/2 tsk bagepulver
• 100 g smeltet smør

• 1 ds. kondenseret mælk
• 200 g groft hakkede valnødder
• 50 g brun farin
• 75 g hakket (mørk) chokolade (Jeg brugte Crushed Diamonds; 55% mælkechokolade med knuste kakaonibs fra Chocolate and Love. Perfekt med en anelse kaffesmag i kagen!)
• 3 spsk bourbon - eller whisky

Bland mel, rørsukker, bagepulver og smeltet smør til en smuldrende masse. Pres smulderet i en smurt tærteform. Rør ingredienserne til fyldet sammen og hæld det i formen. Bag kagen ved 150 grader i ca. 1 time. Servér evt. med en kugle is eller en klat koldt flødeskum. 

Hvis Kern's Kitchen føler sig trådt over tæerne, så vil jeg hævde følgende: dagens kage er (ikke) navngivet efter Hoppernes Derby, der fandt sted i dag på Klampenborg Galopbane!

Kryds fingre for, at jeg ikke bliver sagsøgt!