Karamelbudding - der er så eksotisk i Odense

Odense Banegård er ikke umiddelbart den mest eksotiske plet på landkortet, og jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg synes at den "grønthandel", der findes på gadeniveau, var så opmuntrende. Måske fordi mine forventninger om at møde andet end Søstrene Grene og en butik med grimme sko var helt i bund. Alt er relativt.

(Det er i øvrigt et ret godt og effektivt princip i rigtig mange sammenhænge: forventningerne helt i bund, og så er der næsten ikke grænser for, hvor positivt overrasket man kan blive igen og igen.)
Men jeg havde altså lidt tid til overs på Odense Banegård forleden og nåede både at forvilde mig op på biblioteksetagen og lidt bort fra den slagne vej fra perronen og den første og bedste vej væk. Og der fandt jeg den eksotiske butik.

Den er jo ikke mere eksotisk end de mange eksotiske butikker, som jeg frekventerer hjemme på Vesterbro, men jeg elsker simpelthen at snuse i de butikker og finde sære ingredienser og æsker, glas og poser med underlige ting i.

Eller anti-underlige. I Odense faldt jeg - da jeg havde puttet druesirup og safrankandis i kurven - over æsker med pulver til at lave geledesserter af. De er helt vildt almindelige i mange andre lande i verden og fås i et utal af varianter. Æskerne er typisk dekoreret med forskellige friske og lækre frugter, men selve indholdet har vist i de fleste tilfælde ikke været så meget som i nærheden af ægte frugt. Vi taler gelatinepulver, sukker, citronsyre, farve og temmelig kunstige aromastoffer.
På trods af den lidet flatterende ingrediensliste er disse geleer MEGET populære i mange hjem world wide. I Tyskland kalder man ligefrem de blævrende desserter Götterspeise, altså gudernes føde. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvilke guder det er, der ynder at indtage denne bogstaveligt talt rystende delikatesse, men må konstatere at mange børn og barnlige sjæle - herunder undertegnede - er lidt fascineret.

Jeg synes, at det er lidt sjovt med de hidsige farver. Muligheden for at "indstøbe" noget i geleen eller for at bruge sjove forme. Den glatte konsistens. Blæveret.

Blævrende futtog

Men jeg er nødt til at bevæge mig til en anden perron; skifte spor. For den pulverdessert, som jeg rent faktisk har testet i dag er ikke en af de klare frugttyper, men en "karamelbudding". Den er en anelse mere avanceret end de klassiske geleer, for dels kræver den, at man tilsætter mælk (og evt. et pisket æg) og ikke bare vand, og dels er der inkluderet i æsken en lille pose karamelsauce, som skal hældes ud i bunden af den skål, som man lader desserten køle af i. Men den koster stadig kun kr. 8. Det er da rørende!

Så opskiften på eksotisk karamelbudding er:

• 1 pose buddingpulver
• ½ l mælk
• 1 sammenrørt æg
• 1 pose karamelsauce

Varm mælken op til kogepunktet og pisk pulveret i. Tag mælken af varmen. Pisk evt. et sammenrørt æg i blandingen. Hæld karamelsaucen ud i bunden af en skål.

Hæld den varme mælkeblanding i skålen og køl karamelbuddingen af. Når den ikke er skoldhed længere sættes den i køleskabet.

Når buddingen er helt kold vendes den ud på et fad. Karamelsaucen vil nu have blandet sig med toppen af buddingen og løbe tyndt og fint ud på fadet.

Og ja, jeg er godt klar over, at det egentlig er lidt ulækkert. Og at opskriften dybest set ikke kan bruges til noget. Jeg blev bare så glad der på banegården.

Arla har en opskrift på en rigtig karamelrand, som jeg vil overveje at lave en dag, hvor jeg har brug for noget rigtigt eksotisk - på den mormor-agtige måde.

Fragilité Part II - dæmonen vågner

For en måneds tid siden skrev jeg en hyldest til Fragilitérouladen fra Sorø. Den slags skal man passe på med. Man kan komme til at vække gamle dæmoner. Min fragilitédæmon rører på sig, og jeg kan - ligesom Colin Firth - mærke noget i the upper abdominal, som truer med at kæmpe sig ud. Ikke som dance moves, men som en kage. Jeg kan holde den nede lidt endnu - og der er ingen opskrift i dag, men jeg ved ikke hvor længe det holder.

Min fragilitédæmon havde kronede dage i en årrække for efterhånden en del år siden, da jeg lige var flyttet til København. Jeg gjorde simpelthen et projekt ud af at teste de fragilité'er, jeg kunne købe i de forskellige bagerforretninger og konditorier, som jeg kom forbi i mit aktive ungdomsliv. 

Fragilitédæmon (Hat Lieberman, 2009)

Det blev til en del, men efter en tid var dæmonen så mæt og glad, at den lagde sig til at sove. Den har gryntet lidt i søvne med mellemrum - fx. når jeg har været i Sorø og har passeret Corner, bagerforretningen på hjørnet i Storgade. Men nu er den altså ved at vågne helt.

Den slumrende dæmon fik nemlig et yderligere ring med vækkeuret, da jeg i et svagt øjeblik i dag cyklede ned til Musik-Conditoriet ved Sorte Hest. Vi har noget at fejre i det lille hjem, og derfor måtte jeg ind og købe det, som jeg havde spottet i vinduet for en uges tid siden og som grangiveligt lignede en Fragilité. Magnum.

Nu har jeg smagt den, og den er slet ikke dårlig. Jeg ved bare ikke om den strengt taget kan kaldes en fragilité. For det første er den ikke fragile, altså sprød og skrøbelig (men det er Sorørouladen sådan set heller ikke) og for det andet smager cremen ikke af kaffe, men af nougat. Er det mon indenfor reglerne? Er kaffesmagen kun min idé om en fragilité? I'm not sure.
Men uanset indenfor eller udenfor fragilitéreglementet, så er det en herlig og meget velsmagende kage, som desuden vinder en del point på at være uendeligt meget nemmere at få fat på end kagen fra Sorø. Men jeg har åbenbart stadig ikke lært, at det ikke er supersmart at ræse gennem byen med snasket kage i cykelkurven.

If you'll excuse me, I have some impulses to tend to i mit køkken.

Simply Chocolate pre-launch - Happiness is Temporary

Happiness is a warm gun sang The Beatles. Hvorfor er lykken så lunefuld? spurgte Lars Hug med ordene fra en gammel sang. Bobby McFerrin sang Don't Worry, Be Happy. Her er et par eftertanker.

Jeg var inviteret (som medlem af Chokoladeselskabet) til pre-launch på et nyt chokolademærke, der åbner butik i Illums kælder i morgen. Det er længe siden jeg har været i Illum, og det er vist stadig et rigtig pænt sted - dog med en relativt høj pelsfrekvens; det kan godt skræmme mig lidt. Men afsted med mig.

Chokoladen hedder Simply Chocolate, og den lille chokolade butik er da også betagende simpelt indrettet. Man fristes nærmest til at kalde det minimalistisk. Chokoladernes indpakning er tilsvarende minimalistisk, og det kan jeg rigtig godt lide. Ikke så meget glimmer. Ikke så meget flimmer til at tage fokus. Lad os blive fristet af den gode chokolade selv.

Noget slog mig dog ved forretningen og emballagen og overstrålede chokoladen: en lang række statements, som i mine øjne er ret markante. "Happiness is Temporary". "Yes, you can buy love". "Piece of Mind". "Oral Satisfaction Inside". Meget interessant. Happiness-udsagnet stod med nærmest meterhøje versaler på lokalets bagvæg. (Og jeg kom hjem med billeder af statements og ingen af chokolade i kameraet. Det er vist ikke tilfældigt.)

Lykken er midlertidig. Det synes jeg fx. er et pirrende statement. Det er nemlig en god observation, og ikke en helt almindelig holdning. Lykken anses af mange snarere, som noget vi kan købe/indfange og fastholde. Et mål, vi kan og skal stræbe efter. Her bliver det antydet, at lykken måske ikke kan fastholdes længere end det tager at spise et stykke chokolade. Måske viser lykken sig kun i et glimt - og så er den væk igen. Supercool, at have den besked som blikfang på væggen. Thumbs up!

Ved en pre-launch er der naturligvis smagsprøver, og jeg smagte lidt forskelligt fra sortimentet. Glimrende chokolade, som jeg til hver en tid vil spise, hvis den står foran mig. Jeg vil såmænd også gerne betale for den, men jeg kan faktisk ikke helt se, hvorfor jeg skulle købe netop Simply Chocolate frem for så mange andre gode kvalitetschokolader, som kan fås for tiden.

Morten Willadsen

I hvert fald fik den intro-tale, som bagmanden bag Simply Chocolate, chefchocolatier Morten Willadsen, mig til at undre mig. Hvem vil de egentlig sælge chokolade til? (Måske skulle jeg bare glemme ordene, og lade den rene butiksoplevelse - som de fleste kunder må nøjes med - stå alene. Men nu fik jeg jo begge dele og kan ikke lade være med at forholde mig til begge dele.)

Mit første indtryk var, at det kunne være sådan nogen som mig. En chokoladeglad type, som gerne vil købe enkel, ordentlig god chokolade med et indbygget sjovt, klogt, tankevækkende statement. På den måde kan jeg fortælle mig selv - eller andre, som jeg giver til/deler med - noget, samtidig med at jeg får/giver noget chokolade. Og iscenesætter mig selv som tankefuld. Glimrende. Den kombi har jeg ikke set før, og det har jeg brug for...

Men talen gik til en helt anden målgruppe. Eller snarere mange andre målgrupper. Det er der måske ikke noget galt i, men det ødelagde mit billede af en forretning med en klar visuel strategi og en tilsvarende klar forestilling om, hvem der vil købe chokoladen. Der blev bla. sagt følgende:

• Det vigtigste for os er smagen
• Vi lægger vægt på at chokoladen har et godt bid
• Vi vil gerne skille os ud
• Vi er ikke avant garde og bruger ikke fx. bacon og tomat bare for at gøre noget, som ingen har gjort før
• Chokolade indeholder gode og sunde antioxydanter og mineraler
• Vi lader os inspirere af fx. superfruits
• Vores chokolader er for folk i alle aldre med et ungt hjerte
• Vores chokolader er for folk, der vil lade sig udfordre
• Man skal kunne spise vores chokolader med god samvittighed og et smil på læben

Det er jo rigtig mange gode og sympatiske udsagn. Jeg har bare et problem med dem - af flere grunde. 

Nogen af dem er totalt ligegyldige. Vis mig den chokoladefabrikant, som vil sige højt, at smagen IKKE er supervigtig for netop hans produkt. At chokoladens bid er UDEN betydning. Selvfølgelig. Det kan man jo ikke være uenig i. Det er i hvert fald ikke noget, der skiller den ene chokoladesalgstale ud fra den anden. Jeg ville først for alvor være vågnet, hvis Willadsen havde turdet sige, at smagen var sekundær. 


Så er der andre udsagn, der surfer på sundhedsbølgen: om superfruits, samvittigheden og det gode og sunde i chokoladen selv. Det er også fint nok, og visse af emballagerne så også lidt sunde ud: metalfoliepakker, der ligner noget, man kan have i tasken og spise som et kvalitets-blodsukker-boost efter træning eller om eftermiddagen. 

Jeg bliver tilfældigvis bare helt personligt af-tændt, hvis nogen begynder at tale om sundhed og samvittighed, når jeg skal spise chokolade. Jeg spiser broccoli, når jeg skal have noget sundt for at overleve, og chokolade, når jeg skal have noget for at leve. Min samvittighed er ikke inviteret med til bords til hverken det ene eller det andet, og min eventuelle chokoladepusher skal ikke hjælpe den med at crashe festen.


Og så er der udsagnene om smil på læben og udfordringer. Det går vist på de gode statements, som butikken og æskerne er dækket af, og de er også baggrund for en konkurrence på Simply Chocolates hjemmeside. Den del af konceptet er jeg til gengæld ret vild med, og jeg er da fristet til at prøve at finde på noget. (Man kan vinde en hel chokoladekollektion!)

Happiness is Temporary. Giv mig et stykke chokolade, og jeg skal blive lykkelig for en stund. En klog mand, Bertand Russel, sagde: To be without some of the things you want is an indispensable part of happiness. Giv mig IKKE et stykke chokolade, og jeg skal blive lykkelig i min længsel. 

Lykke er noget tricky shit. Chokolade er - trods alt - lidt nemmere at få greb om.

Fastelavnsboller - Italian style - og lidt om Fede Tirsdag og friture

Næste søndag - den 6. marts - er fastelavns søndag. Vi begynder nedtællingen til påske; årets (næst-?)største helligdag. Som nogen måske vil vide, er der historisk set indlagt 40* dages faste mellem fastelavn og påske, og i mange lande er der i dagene inden fasten begynder lagt op til forskellige festligheder, der i mange tilfælde inkluderer veritable ædegilder.

Den protestantiske kirke - fx. den danske folkekirke - går ikke så meget op i fasten, eftersom det er en væsentlig protestantisk pointe, at man ikke kan gøre noget, for at komme frem i den himmelske kø, og fasten kan nemt friste svage sjæle til at tænke, at "hvis lidt faste er godt og fromt, må meget faste være endnu bedre og endnu frommere". Det er et skråplan. Men derfor er fasten og fastelavn alligevel superinteressant - ikke mindst for en madtosse.

Ordet fastelavn kommer af fastelabend, aftenen før fasten. Karneval  handler om at sige farvel til kødet. Mardi Gras, som er navnet på de vilde fester i fx. New Orleans, betyder Fede Tirsdag og er navnet på den sidste dag inden selve fasten begynder askeonsdag.

Fede Tirsdag er altså sidste chance for at få noget solidt i skrutten, og det har man i tidligere tider fejret ved at flotte sig med en bolle bagt på hvedemel evt. med en smørklat. Man har spist gode, fede, hvide madvarer som netop hvedemel, men også æg, fedt flæsk og mælk.Bollemælk, den klassiske ret bestående af melboller i varm mælk, stammer fra Fede Tirsdag.

I vore dage har den enkle festbolle udviklet sig til de fastelavnsboller, som vi kender og elsker (?) med al deres brutale overdådighed i form af glasurer, frugtfyld, cremer eller flødeskum.

Forleden faldt jeg over et link til Kager til Carnevale hos Italiensk Vin og Mad. Her stod omtalt forskellige friturestegte specialiteter, som spises i Italien i disse dage. Jeg prøvede at lave castagnoles i går.

(Dog ikke efter Italiensk Vin og Mad's opskrift. Af grunde, som jeg har glemt, valgte jeg en anden opskrift. Og jeg tillod mig at lade mig inspirere af Adam Prices kloge ord om desserter under tv-programmet Danmarks Bedste Kok: Det er altid godt, når der er noget indeni.)

Castagnoles (ca. 20 små hapser; nok til to semigrovædere)

• 225 g mel
• 30 g smeltet smør
• 1 æg
• 2 spsk sukker
• 1 spsk rom
• revet skal af ½ citron
• 20 (frosne) syrlige kirsebær drysset med lidt sukker. Andre frugter kan sikkert også bruges

 Til friturestegning

• 3/4 l smagsneutral olie, fx. solsikkeolie

Rør alle ingredienserne - undtagen kirsebærrene - sammen til du har en sammenhængende dej.

Tag en valnøddestor klump og form den med fingrene til en rund plade.

 

 

Læg et kirsebær på pladen og fold dejen rundt om bærret. Rul den lille kugle lidt i hænderne, så den bliver glat og lukket om bærret. Gør dette med al dejen. Kirsebærrene er nemme at arbejde med, når de er frosne, og de skal nok tø op, når de kommer ned i den varme olie.

Varm olien op i en lille kasserolle.

Jeg har altid lært, at når man skal friturestege noget, skal olien være så varm, at den bobler omkring en tændstik, som dyppes i olien. Jeg er ikke helt sikker på, hvor varmt dét er, men i hvert fald lærte jeg i dag (i går), at hvis olien er for varm, så bliver den lille dejbolle simpelthen for mørk for hurtigt. Jeg kan ikke give nogen præcis instruks, men jeg vil opfordre til, at hvis du prøver opskriften, så sørg for et par "testkørsler"...

(Nogle opskrifter skriver 160 grader, så et termometer er måske løsningen. Det huer mig bare ikke med flere tekniske "lag" mellem mig og maden end højst nødvendigt. Og det er altså ikke strengt nødvendigt at kende den nøjagtige temperatur, så længe man bare hygger sig i sit eget køkken...)

Steg de små dejkugler i 1-2 minutter i den varme olie. Du kan sagtens stege fx. fem ad gangen. De skal være lysebrune. Tag dem op og læg dem til afdrypning på et stykke køkkenrulle. Anret dem og drys med flormelis.

Efter sådan en anretning forekommer faste ikke som nogen entydigt dårlig idé.

* Først for nylig fik jeg regnestykket til at gå op: man tæller fra onsdag efter fastelavnssøndag og frem til påske dog fraregnet alle de mellemliggende søndage. Søndag, Herrens dag, er altid en fest! Det skulle gerne give 40.

Macarons (igen). Betty and Don Draper gone sour.

Kager kan fortælle en historie. Eller en historie kan kræve en kage.

Jon Hamm og January Jones som Don og Betty Draper (Foto: Annie Leibovitz)

Jeg har været ret optaget af tv-serien Mad Men på det seneste. Jeg er ellers lidt af en tv-foragter, men efter at være stødt på fænomenet MM et antal gange uden at fatte hvad palaveren gik ud på, lod jeg mig lokke af et godt tilbud hos Politiken. Som abonnent får man en slags VIP-behandling og kan handle i PLUS-butikken til gode priser. Jeg kunne simpelthen købe hele første sæson for kun kr. 80, og det gjorde jeg en gang i december, da verden var hvid og umulig.

Jeg vil ikke gå ind i en lang beskrivelse af, hvad serien handler om - det er gjort masser af gange før og du kan nemt finde alle de anmeldelser og beskrivelser, du orker at læse ved at google Mad Men. Vi springer direkte frem til forleden, da jeg så sidste afsnit af sæson 4.

(Her vil jeg også undlade en lang prædiken om det rimelige eller ikke rimelige i at tyv-se kunstneriske værker uden at betale for det. Jeg vil kun sige til mit forsvar, at jeg var klar til at betale MANGE gange kr. 80 for at få sæsonen lovligt; jeg var bare ikke villig til at vente.)

Men altså, desperationen ramte mig forleden. Hvordan skal det dog gå med firmaet? Og med Joan og hendes uduelige mand? Hvad med Sally? Bliver hun nogensinde en harmonisk voksen? Og Peggy, Pete og Ken? Hvor længe bliver de i branchen? Og ikke mindst: hvad sker der lige for Don Draper og Betty og deres respektive nye ægteskaber?

I desperation var jeg ved at kaste mig ud i til utroskab grænsende indkøb af nye tv-serier. The Wire skulle være god. Californication har jeg ikke dyrket seriøst nok, og jeg har faktisk første sæson af Dexter liggende. Den har jeg bare ikke helt mod på at se alene. Jeg gik i køkkenet i stedet og bagte macarons.

Det blev til to omgange, og jeg har bestemt mig for, at det blev Don og Betty Macarons. Begge macarons blev samlet om et fyld med citron - som en hilsen til deres syrligt kuldsejlede Barbie-og-Ken-agtige ægteskab.

(Foto: Annie Leibovitz)

Dons makron - farvet af en teskefuld grøn matcha-te - blev meget passende lidt større og mere "fladbrystet" end Bettys safrantilsmagte gyldne.

 

Begge blev lavet efter opskriften, som jeg har brugt efterhånden mange gange:

• 3 store æggehvider
• 65 g sukker
• 85 g mandelmel (Jeg køber mandelmel hos Moughal Food Store, Vesterbrogade 108, Kbh. V. 1 kg koster ca. kr. 95 - så er der til hele ugen...)
• 150 g flormelis

(Instruks i tidligere indlæg.)

Til fyld i Don-macaron'en lavede jeg en ganache (100g chokolade + 3/4 dl fløde) af en plade mørk chokolade, som jeg har haft liggende længe. Den er vist i sin tid købt i Netto som slagvare og var tilsmagt med citronskal og peber. Spændende og ganske maskulin kombi. Næste gang må jeg prøve at lave den selv med citronskal og friskkværnet peber.

Fyldet til Bettys blev lavet af hvid chokoladeganache (der skal bruges lidt mere hvid chokolade i forhold til fløde; ellers bliver det for blødt) tilsmagt med et par dråber citron- og appelsinolie. (Jeg kunne sikkert lige så godt have brugt revet skal, men nu kom jeg i tanker om, at jeg havde olierne, og så skulle de bruges.) For at give lidt syrlighed - som jeg ikke ville tilføje med citronsaft; det kunne få chokoladen til at gå i baglås - tilsatte jeg et lille drys citronsyrepulver. E-330. Det er ikke farligt.

Det blev nogle ret gode macarons, når jeg selv skal sige det, og arbejdet med dem fik desperationen til at aftage en anelse. Jeg tror i hvert fald godt, at jeg kan holde mig fra Politiken/Amazon m.fl. indtil lønningsdag. Og jeg fik fortalt mig selv - og nu også dig - en lille smule om Betty og Don. Så lever de stadig.

P.S. Jeg er tilsyneladende ikke den eneste, der har tænkt Barbie og Ken i forbindelse med Betty og Don - og resten af the Mad Men og deres kvinder.

 

 

           

Desuden har Annie Leibovitz fotograferet Don og Betty Draper til en artikel Don and Betty's Paradise Lost i magasinet Vanity Fair; billeder, der absolut også har Mattel-kvalitet.

(Foto: Annie Leibovitz)

(Foto: Annie Leibovitz)

(Foto: Annie Leibovitz)

(Foto: Annie Leibovitz)

Om at smage - på Årets Kage, kamelmælkschokolade, kirsebærvin og macarons fra Strangas

Stor nyhed: jeg er blevet spurgt, om jeg vil være læg-dommer i kagekonkurrencen Årets Kage. Det vil jeg gerne. Ikke mindst fordi arrangørerne netop gerne vil have mig med som ikke-fagdommer; altså at man forestiller sig, at jeg måske lægger vægt på noget andet end de uddannede konditorer. Det gør jeg måske.

Jeg er superstolt, og glæder mig til den store opgave! Dommertjansen har sat nogle tanker i gang, som jeg vil lufte her.

Jeg er egentlig ikke så meget for smagninger, som jeg især kender fra vin- og chokoladesmagninger. Måske er det fordi jeg ikke forstår "spillet" - og egentlig ikke har lyst til at lære det. I hvert fald er det som regel ret anstrengende for mig at deltage i det, der for mig opleves som at spille skak og ludo på én gang.
Smagninger forekommer mig ofte også at være nogle lidt selvhøjtidelige forestillinger, der indsnævrer en oplevelse af noget spise- eller drikkeligt til noget, der kan beskrives med et mere eller mindre veldefineret og til lejligheden konstrueret "esperanto" - som næsten KUN handler om smag. Med lidt held også konsistens/astringens.

Noget i mig siger, at disse smagninger og deres forsøg på at sætte ord på noget meget komplekst er et kontrol-game. Måske ligefrem en mandeting*.

(*Jeg vil straks uddybe: når jeg siger en mandeting, så mener jeg ikke at alle mænd eller kun mænd kan bedrive den slags; jeg antyder bare, at jeg forestiller mig, at hvis man undersøgte feltet, tror jeg, at der ville være en tendens til, at mænd vil være en anelse mere tilbøjelige til at bevæge sig i den retning end kvinder...) 

Beskrivelsen, som man arbejder sig frem til i en smagning, handler om at kontrollere, besejre og nedlægge. Ved at beskrive noget, tager man magten over det. Ved at foretage en analyse (latin: opløsning) får man skilt noget ad i enkeltkomponenter, og man opnår på den måde nogle mindre komplekse og mere kontrollerbare smådele.

En smagning vil også ofte indeholde elementer af dom. Er det godt eller skidt? Tommelfingeren op eller ned? Den slags huer mig heller ikke. Men det er muligvis et selvbedrag, for jeg ved jo udmærket, hvad jeg kan lide og ikke lide.

Hos mig sætter en forsvarsmekanisme sig ofte ind, når jeg alligevel kaster mig ud i/bliver inviteret til/selv arrangerer smagninger af dette og hint, og den skal beskytte mig mod at føle mig dum, inkompetent og/eller uvidende. Jeg kommer til at tænke at det er "latterligt", "oser af selvfedme" og er en "drengerøvsleg". Jeg holder som regel mine tanker for mig selv, fordi jeg frygter, at jeg er den eneste, der har det sådan. Og fordi det bare ikke er comme il faut som erklæret madøre, at sige den slags højt.

Jeg blev helt glad, da der for nylig var en lang artikel i Politiken "Dyre vine smager bare bedre", der bakkede op om min anelse om, at (vin-)smagninger ikke er så objektive, som de gerne vil give indtryk at at være. Omgivelserne, set-uppet, etiketterne, den sociale sammenhæng, de sande eller usande oplysninger om pris mm. er meget vigtige faktorer, når selv selv de allerbedste smagere skal vurdere en vin - eller andet, forestiller jeg mig.

Nu er det jo slet ikke sådan, at jeg synes, at det er uvæsentligt, hvordan noget smager. Slet ikke. (Jeg elsker fx. smagen af en god kalorie!) Der er bare for mig så uendeligt mange elementer i min vurdering af en spise-/drikkeoplevelse, at denne fokus på "noterne" i en given vin, chokolade eller andet svarer lidt til at ville beskrive en kvinde, ved at tale længe om hendes skønne/ikke-skønne knæ eller en mand ved at give en detailanalyse af hans skonummer i forhold til størrelsen af hans værktøjskasse.

Bevares, der kan være knæ- eller fodfetichister, som kan samles om netop deres særlige interesse, men jeg søger ikke optagelse i hverken den ene eller den anden af de klubber.

Når musikken spiller, og jeg er i godt selskab - evt. bare mit eget - er der så meget andet, der tæller. Mad og drikke indgår altid i en kontekst, som spiller en kolossal rolle for opfattelsen af det, der er på tallerkenen eller i glasset. Det er de fleste smagere muligvis godt klar over, men det undrer mig, at vi ikke har tilbagevendende oplevelsesanalyser, der går i dybden med de andre elementer. Og med summen af elementerne; altså en syntese (latin: samling) som supplement til smagningens analyse.

Hvor er den "smagning", der går i dybden med at italesætte, hvad det ene eller det andet selskab gør for en madoplevelse? Hvorfor er der ikke et veludviklet og folkeligt sprog for omgivelsernes betydning? Hvordan kan det være, at vi ikke mødes for seriøst at tale om, hvad det er for et budskab, som vi vil igennem med, når vi serverer et måltid for hinanden? Hvor er den række af foodie-seancer, der i sit indhold rækker ud over madens/vinens smag - og udseende?

Alle disse tanker bliver opvarmning til korte hilsener fra tre smagninger, som jeg har deltaget i 2011. Helt frivilligt og med stor fornøjelse. (Jeg beklager at de tre på en måde bliver statister i en større historie. Hvor det er muligt linker jeg til andre og grundigere "smagsdommere".)

Kamelmælkschokolade

Smagningen, som jeg deltog i var en udløber af mit indlæg fra august om kamelmælkschokolade.

Chris Bangert fra Chokoladeselskabet havde via en bekendt skaffet et udvalg af kamelmælkschokolader, og jeg blev - stor tak! - inviteret til at være med, da chokoladerne skulle prøves.

Jeg vil gøre det kort: jeg er ikke stor fan af mælkechokolade, og godbidderne fra Dubai har ikke lavet om på det. Egentlig blev jeg vist især skuffet over at de eksotiske chokolader ikke smagte mere af kamel. Eller af et eller andet anderledes. (Lidt som en kat, der ærgrer sig over at hundemad slet ikke smager af hund. Nåh nej, det er vist noget andet.)

Chris har skrevet en meget morsom beretning "På sporet af chokoladekamelerne" fra kamelmælkschokoladesmagningsaftenen. Den anbefaler jeg varmt.

Kirsebærvin fra Frederiksdal
Marie Jeng, en af bagmændene bag Madbloggersymposium 2010, er tidligere elev på Suhrs Madakademiet og var også en af kræfterne bag en smagning, som jeg lod mig lokke til en aften i januar. Af flere grunde. Jeg er vild med kirsebær. Jeg er glad for vine til den søde tand. Og jeg tænkte at det kunne være hyggeligt at møde Marie og sandsynligvis andre madbloggere - igen.

Dejlig aften. Vi fik den store pep-historie om arbejdet bag kirsebærvinene fra Frederiksdal fra Morten Brink Iwersen, en journalist gone mad - på den gode måde. Det var herligt at høre om de pragtfulde stevnskirsebær, som gennem hårdt og eksperimenterende arbejde bliver til herlig kirsebærvin. Politiken har en lang og grundig baggrundsartikel "Danskere vil drikke kirsebærvin med de store".

Aftenen gav mig et nyt udtryk, der kan bruges ved særlige smagninger, død hund, og en forvisning om, at jeg kan få lov til at plukke kirsebær på Frederiksdal, når jeg har brug for gode kirsebær til kager. Og et par muligheder til ønskesedlen. En fin høst.

Macarons fra Nikolaos Strangas' Cakeaway
Jeg smagte dem første gang til Chokoladefestivallen 2010. De skønne sukkerburgere - macarons - med de mange farver og smagsmuligheder. På chokoladefestivallen var det den ægte vare bagt af Nikolaos Strangas, og de var GODE. De var så gode, at jeg kæmpede/arbejdede en del med dem hele året, og jeg synes faktisk, at jeg nåede frem til ret hæderlige resultater.

For nylig åbnede Strangas et såkaldt Cakeaway - skønt ord! - og efter et mislykket forsøg lykkedes det mig at ramme butikken en dag, da den var åben. Dejligt lille sted. (Jeg skulle desværre tisse, så jeg var lidt ukoncentreret og fik ikke taget ordentlige billeder i butikken.) Et godt tegn: en lokal forretningsmandstype var i butikken, fordi han lige skulle vise mesteren selv en artikel, der var skrevet om den lille butik i en amerikansk avis. Og han fiskede lidt for at få sin udklipsservice modsvaret med noget kage. I det hele taget et rart og venligt sted.

Jeg købte en samling macarons med hjem, og nej, de er ikke billige, selvom der er rabat når man køber seks, men en god macaron er noget nær den fuldendte lækkerbid, og de seks var alle pengene værd.

Jeg gik faktisk ret seriøst til værks og tog noter. Men jeg vil ikke gå i detaljer her. Jeg vil nøjes med en lille note til mig selv (og Strangas...):  vær varsom ved brugen af violessens; det er herligt, men kan nemt blive lidt for overdøvende.

Hvis jeg som seriøs smager kan give domme og gode råd, så er dommen og rådet: afsted til Åboulevarden! (Med mindre, selvfølgelig, du vil bage macarons selv...!)

Valentins Dag (II): Poppin' the Cherry. Chokoladekage med kirsebær

 

Mit bud på en kage til Valentins Dag er således ikke Red Velvet, men i stedet (endnu) en variation over min favorit: Auroras Chokoladekage (opkaldt efter min niece - og i virkeligheden en kakaokage, men hvorfor være hudløst ærlig, når chokolade lyder SÅ meget bedre og svarer meget bedre til kagens godhed og tyngde?!)

I anledning af Valentins Dag tænkte jeg, at jeg ville lave en variation med erotiske undertoner, og her kommer kirsebærret ind i billedet. Jeg har ikke 100% kunnet afgøre hvor udtrykket to pop the cherry stammer fra, men en engelsk julesalme kendt helt tilbage fra 1400-tallet blander jomfruelighed og kirsebær sammen:

When Joseph was an old man,

An old man was he,
He married Virgin Mary,
The Queen of Galilee,
He married Virgin Mary,
The Queen of Galilee.

As Joseph and Mary
Walked through an orchard green,
There were apples and cherries
Plenty there to be seen,
There were apples and cherries
Plenty there to be seen.

Then Mary spoke to Joseph,
So meek and so mild,
"Joseph, gather me some cherries,
For I am with Child,
Joseph, gather me some cherries,
For I am with Child."

Then Joseph flew in anger,
In anger flew he,
"Let the father of the baby
Gather cherries for thee,
Let the father of the baby
Gather cherries for thee."

Then Jesus spoke a few words,
A few words spoke He,
"Let my mother have some cherries,
Bow low down, cherry tree,
Let my mother have some cherries,
Bow low down, cherry tree."

The cherry tree bowed low down,
Bowed low down to the ground,
And Mary gathered cherries,
While Joseph stood around,
And Mary gathered cherries,
While Joseph stood around.

Then Joseph took Mary
All on his right knee:
"Oh, what have I done, Lord?
Have mercy on me.
Oh, what have I done, Lord?
Have mercy on me."

Then Joseph took Mary
All on his left knee:
"Oh, tell me, little Baby,
When Thy Birthday will be,
Oh, tell me, little Baby,
When Thy Birthday will be."

"On the fifth day of January
My Birthday will be,
When the stars and the elements
Shall tremble with fear,
When the stars and the elements
Shall tremble with fear."

Li-Ann arbejder lidt mindre subtilt med den samme temakreds, og sætter ord og billeder på, så det er svært at være i tvivl om, hvad det handler om.

Chokoladekage med kirsebær

• 250 g smør
• 5 æg
• 625 g sukker
• 300 g mel
• 50 g kakao
• 2½ spsk vanillesukker

• ca. 200 g sure krisebær (de smager langt bedre i en kage end søde kirsebær. Jeg har fundet nogen på frost i INCO. I mangel af gør-det-selv-kirsebær kan Amarenakirsebær anbefales.)
• ca. 200 g sukker
• saft af ½ citron

• 200 g mørk chokolade
• 1 dl piskefløde

Begynd med kirsebærrene. Kog dem op med sukker og citronsaft. saften trænger ud af krisebærrene og efter noget tids kogning har du ret små bær i en lækker kirsebærsirup. Hæld bærrene i en sigte og gem både bær og sirup.

Smelt smørret. Fx. i mikroovnen. Pisk æg og sukker. Bland de tørre ingredienser sammen og hæld dem i æg- og sukkerblandingen. Rør til dejen er jævn. Rør det smeltede smør i dejen. Rør nu også de sukkerindkogte kirsebær i dejen. Hæld i en bradepande og bag ca. 30-40 minutter ved 200 grader.
Ganache: varm kirsebærsiruppen (ca. 1 dl) op fx. i mikrobølgeovnen og kom mørk chokolade hakket i småstykker i den varme sirup. Rør. Tilsæt fløden og rør igen indtil blandingen er helt glat.

Når kagen er bagt og kølet en anelse af hældes den flydende/bløde ganache over kagen og bankes/glattes ud. Pynt evt. med chokoladehjerter, guldkugler eller andet festligt.

Stil kagen køligt gerne natten over. Skær i firkanter og server.

P.S. Hvis din elskede ikke er så meget for søde sager, er det måske en buket baconroser, der kan bane vejen til hans/hendes hjerte.