mandag, maj 17, 2010

En pinsekage. Lagkage, naturligvis!

(Frygt ikke: der vil i det følgende være både bibelhenvisninger og tale om Helligånden, men kagen smager altså også fint, selvom man er en ganske almindelig hedning!)
Mærkeligt nok er der - så vidt som jeg har kunnet opsnuse - ikke nogen stærke kagetraditioner knyttet til kirkeårets tredje store helligdag: pinsen. Jan Lindhardt gjorde en indsats for nogle år siden for at indføre fisken som pinsespise, men dels er fisken jo ikke en kage, og dels fortæller fisken ikke umiddelbart noget om, hvad pinsen egentlig handler om. Derfor har jeg et bud på en pinsekage, og det er i mine øjne ret indlysende: man siger jo at pinsen er kirkens fødselsdag, og så skal det selvfølgelig være en lagkage. Hvor svært kan det være?!



Pinselagkage
1 pk. lagkagebunde
40 g. mørk chokolade
100 g. abrikosmarmelade

½ l piskefløde
150 g hindbær (frosne)
½ dl. sukker
1 tsk vanillesukker
ca. 15 knuste makroner
9 friske, perfekte hindbær
Evt. 2 passionsfrugter

300 g sugarpaste/fondant til overtræk (fås fx. hos www.specialkoebmanden.dk)

Æggehvideglasur til pynt rørt af ca. 150 g. flormelis og lidt pasteuriseret æggehvide. Massen skal være omtrent som tandpasta.

Drys sukker og vanillesukker over de frosne hindbær og stil dem til optøning. Når de er tøet op sigtes den overskydende saft forsigtigt fra.

Pisk fløden til fast skum og vend forsigtigt hindbærene i. (Hvis du kan skaffe passionsfrugter kan du supplere med pulpen fra to frugter. Det smager fantastisk, og navnet kan vise tilbage til passionsdramaet, som er gået forud for pinsen.) Tag et par skefulde af skummet fra og rør så forsigigt de knuste makroner i flødeskummet

Smør den første lagkagebund med et tyndt lag abrikosmarmelade. Smelt chokoladen - evt. i en plastikpose i mikroovnen. Klip et lille hul i hjørnet af posen og sprøjt tynde striber af chokolade på bunden.

Læg halvdelen af fyldet på kagebunden. Læg en bund over. Pres evt. let på bunden så fyldet fordeler sig jævnt. Smør også den med marmelade og giv den chokoldestriber. Læg resten af fyldet ovenpå og læg den øverste kagebund på, når den også har fået abrikos- og chokoladekuren. Den sidste bund skal vendes, så den glatte og usmurte side vender op. Pres igen let, så kagen bliver plan.

Glat evt. siderne af lagkagen med en spatel, og smør et tyndt lag af skummet, som du tog fra inden makronerne kom i, på hele kagens overflade - også toppen.

Rul sugarpasten tyndt ud og læg den over kagen. Skær det overskydende fra. Pynt kanter og top med æggehvideglasur og frugter og sæt lysene i.

Hvis du ikke vil kaste dig ud i sugarpaste-delen, kan du dække kagen af et tyndt lag flødeskum.

Forklaring:
Grunden til at man kalder pinsen for kirkens fødselsdag er den, at det der skete noget særligt den dag, som gav disciplene mod til at begynde den store opgave det var - og er - at "gøre folkeslagene til mine disciple".

Disciplene, som var frustrerede over at Jesus var forsvundet fra jorden ti dage tidligere, oplevede pludselig at Helligånden kom over dem i form af ildtunger, der satte sig på dem og som gav dem evnen til at tale alverdens sprog. De blev simpelthen klar til at være kirke og til at bringe budskabet om Jesus ud i verden, selvom han ikke længere var iblandt dem rent fysisk.

Pinselagkagen skal derfor udstyres med 12 lys - et for hver af de tolv disciple (Judas var blevet erstattet af Matthias), og mens man tænder lysene kan man jo tænke på at ild - Helligånden - kan virke som en fantastisk kædereaktion: det ene lys tænder det næste, som måske tænder et eller to mere, og kæden kan i princippet fortsætte for evigt. Kæden er ikke blevet brudt i over 2000 år!


Kagen er pyntet med 9 røde bær - i dette tilfælde hindbær - fordi der i Galaterbrevet 5,22-23 står følgende: Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. I Danmark har vi ikke nogen stærk tradition for at tale meget om Helligåndens ni frugter, men det gør man i andre lande. Og i denne lagkagesammenhæng er det jo oplagt at lade sig inspirere. Andre frugter kan selvfølgelig også bruges, men eftersom Helligåndens - og ildens - farve er rød, vil især røde frugter give god mening.

Som yderligere pynt på kagen ville jeg egentlig have forsøgt mig med en frihåndsudgave af et andet af Helligåndens symboler, nemlig en due, men det opgav jeg, da jeg læste på internettet, at helligåndens ni frugter også kan repræsenteres af en nitakket stjerne. Det var nu heller ikke helt let, men jeg øvede mig lidt på papir, inden jeg "tegnede" på kagen.

Rigtig god fornøjelse og rigtig god pinse!

 
Det sidste billede er af de sørgelige rester; jeg nåede ikke at tage et billede af et enkelt stykke af kagen, mens det hele stadig så civiliseret ud...

torsdag, maj 13, 2010

Tiramisukage til Kristi Himmelfart...

Det slog mig lige: Tiramisu - i en af de uendeligt mange varianter - må være et bud på en kage/dessert til Kristi Himmelfart. Og hvorfor nu det? Fordi "Tiramisu" betyder noget i retning af "Træk mig op"!

Jesus bliver måske ikke ligefrem trukket op ifølge de bibelske fortællinger, men det er måske bare fordi vi kun kender historien fra et jordisk perspektiv. Vorherre har vel trukket i nogle tråde - om end måske i dobbelt overført betydning.

Nå, nok snak. Jeg vil henvise til min egen Tiramisu-kage fra sidste år:


Og ellers er der jo altid en (næsten) klassisk Tiramisu. (Hos www.gugge.dk finder du i øvrigt masser af appetitlige billeder af råvarer.)

Mit mere tidskrævende bud på en kageting til Kristi Himmelfartsdag - det må nok blive til næste år - kan findes på min hjemmeside: marengsfødder med lakridsfyld.

onsdag, maj 12, 2010

Kvinder og teknik!

Som nævnt for ganske kort tid siden: jeg elsker kage og jeg elsker gadgets! Herunder mobiltelefoner. Derfor har jeg brugt lidt tid på denne våde fridag til at begynde på en lille opskriftssamling til læsning på mobilen. Det ser ikke så overbevisende ud i en stor browser, men på min telefon ser det forbløffende "proft" ud. Når jeg selv skal sige det. Prøv det! Jeg skal nok lægge flere opskrifter ud efterhånden.

mandag, maj 10, 2010

Kagens Dag - 18. maj 2010

Kageorgie i en god sags tjeneste. How nice!

Jeg er en af de heldige, som har skaffet billet til Kagens Dag den 18. maj. 

 

Københavns Bagerlaug byder på 10.000 (!) kager til omkring 1000 mennesker, der hver har betalt kr. 50 for at blive lukket ind i festsalen på Københavns Rådhus, hvor de skønne sager bliver serveret. Indtægterne fra dagen går til Børnecancerfonden. De syge børn får deres helt egne kager kørt ud på Rigshospitalet.


 Jeg stod i kagekø med en kammerat en råkold mandag morgen og reddede mig den eftertragtede billet. De var udsolgt på en halv time! Herligt.

 

For en del år siden deltog jeg i Kagens Dag. Jeg husker ikke detaljerne. Jeg husker kun følelsen af at være i en kombination af Himmel og Helvede på samme tid: Kager! Skønne kager! Masser af kager! Og tilsvarende mange mennesker, der blev grebet af grådighedens bacille og nærmest kæmpede om at komme til fadene.

Jeg tror, at der er strammet op på det siden. I hvert fald er antallet af billetter holdt på et rimeligt niveau og det faktum, at man skal bevæge sit luksuslegeme til Islands Brygge for at stå i kø, sorterer nok de almindeligt kageglade fra os seriøse kage-spise-entusiaster. Jeg er spændt på hvordan det hele spænder af. jeg skal nok huske kameraet!

lørdag, maj 08, 2010

Svenske "Pudrade citronrutor"

Normalt antyder fænomenet "at tage det sure med det søde" en blandet fornøjelse, som det kræver lidt viljestyrke og modenhed at gå ind i med oprejst pande. Når det sure og det søde mødes i en kage, som her, er der tale om det modsatte: det kræver stor vilje og modenhed at holde snitterne væk, når man først har fået ét stykke!

Blandingen i munden af næsten karamelagtig smørsmag i bunden og syrlig, blød top er enkel, men nærmest himmelsk. 

Jeg fik opskriften af min fars kone for mange år siden. Hun har svenske kontakter, og kagen er åbenbart en svensk klassiker, men ikke særlig kendt herhjemme. Det må vi have lavet om på, for kagen er både nem, lækker og meget nærende.

Her kommer "recepten":

2½ dl hvedemel
½ dl sukker
1 tsk vanillesukker
150 gram blødt smør

Pisk ingredienserne sammen - evt. i en foodprocessor - og fordel dejen i en form (ca. 20x25 cm eller en rund springform). Dejen er klistret, så det kan være lidt besværligt. Bag ved 200 grader i ca. 15. minutter.

Mens bunden bager laver du fyldet/toppen:

3 æg
2 dl sukker
1 citron - saft og skal
½ dl hvedemel

Pisk æg og sukker til en stor, lys æggesnaps. Tilsæt citronskal og -saft og til sidst melet og rør til blandingen er ensartet. Når bunden har bagt de ca. 15 minutter, hældes citronæggecremen over og kagen sættes i ovnen igen. Bag indtil cremen er stivnet. Opskriften siger 8-10 minutter; det gør ifølge mine erfaringer ikke noget, hvis den får en anelse længere.



Når kagen er bagt færdig pudres den med rigeligt flormelis og stilles til afkøling i nogle timer. Gerne natten over! Kagen har muligvis godt af endnu et drys flormelis efter afkølingen.


Nu er det "pudrade" klaret. For at det skal blive til citronRUTOR kræves at kagen skæres ud i firkantede stykker fx. ca. 4x4 cm. Og så må der spises. Det sure med det søde.

onsdag, maj 05, 2010

Kageform fra CoolStuff...

Jeg elsker gadgets. Jeg elsker kager. Hvordan mon jeg har det med kagegadgets? Godt gættet: jeg er vild med dem! Og jeg lader mig tit friste, når jeg finder noget, som er tilpas skørt.

Da jeg også har en svaghed for det teologiske/kirkelige, så måtte jeg bare eje kirkekageformen, da jeg læste om den hos CoolStuff, der sælger "Danmarks køligste gadgets". (Jeg er tilbøjelig til at give dem ret.)


Nu ligner den kirke, man får ud af kirkekageformen, ikke ligefrem en dansk landsbykirke, men det skal den ikke høre et ondt ord for. Den er simpelthen smuk.

Jeg har bagt brød i formen, og jeg kan godt afsløre, at det tager kegler, at servere et nybagt brød i dén form! Senest har jeg brugt formen til hjemmelavet is, og det giver altså også et gevaldigt ekstra pift, når et "uhyre" af den kaliber kommer på bordet. CoolStuff sælger kølige gadgets, men anbefales varmt!

tirsdag, maj 04, 2010

Chokoladekage med øl

Lad det være sagt med det samme: jeg er ikke en ølperson. Jeg drikker i det hele taget uendelig lidt alkohol. Mine teenage-niecer opdagede min sprutbeholdning forleden og udbrød spontant: "man skulle tro, at du var alkoholiker!", fordi jeg faktisk har ret mange flasker stående oven på mine køkkenskabe.

Virkeligheden er jo den modsatte: jeg køber en flaske et eller andet, fordi jeg faktisk godt kan lide det og forestiller mig, at jeg skal drikke drinks i gode venners lag. Og så glemmer jeg ALT om det. Jeg har for nylig smidt flasker, der var 15 år gamle ud. Jeg får dem simpelthen ikke tømt, og hvis ikke flasken er smuk, så må den ud.

Jeg har ikke helt så gamle øl på lager, men jeg tror nok at jeg har en enkelt dåse bagest i køleskabet, som jeg købte da jeg flyttede ind her. For 1½ år siden. Jeg havde et par stykker, men somme tider husker jeg mit øllager, når jeg skal lave pandekager. Men det er en anden historie.

Denne historie handler om en ret skøn chokoladekage, som jeg faldt over på nettet, og som jeg efterfølgende har haft stor lyst til at afprøve: Chocolate Beer Cake. Det er ikke bare øl, det er porter, der skal i kagen. En herrekage kunne man fristes til at kalde den. Solid. Mørk. Stærk i smagen.

Da jeg endelig fik en anledning til at bage denne helt særlige kage måtte jeg ud i - næsten - ukendt land: det lokale supermarkeds afdeling for specialøl. Og der var vel nok meget at vælge imellem!

Jeg havde først taget en almindelig Carlsberg Porter i kurven, men lidt længere nede ad gangen var de mere specielle specialøl, og så var der fristende udenlandske portere. Helt nede i den bagerste ende af forretningen fandt jeg til sidst den porter, som jeg bare måtte købe: Double Chocolate Stout. Full circle: chokoladekage med øl. Øl med chokolade.

Her kommer opskriften:

110 gram blødt smør og
275 gram puddersukker

piskes længe indtil det er helt lyst, blødt og "fluffy". Tilsæt

2 æg

et ad gangen og pisk grundigt mellem hvert.

Bland:

175 gram mel
1/4 tsk bagepulver
1 tsk natron


i en skål. I en anden blandes:

50 gram kakao og
2 dl porter

De tre blandinger røres forsigtigt sammen. Hæld dejen i to forme og bag i ovnen 30-35 minutter ved ca. 175 grader. En strikkepind, der stikkes ind midt i kagen, skal komme ud uden dej på.

Mens kagen bager laver du glasuren:

50 gram blødt smør
og
110 gram flormelis

piskes. Tilsæt

2 spsk porter
og
110 gram smeltet, afkølet mørk chokolade

Del glasuren i to og rør

25 gram hakkede valnødder

i den ene halvdel.

Når kagebundene er bagt og kølet helt af smøres glasuren med valnødder på den ene bund, og den anden lægges ovenpå. (Hvis kagerne har fået en top på midten kan den evt. skæres af.)

Den anden del af glasuren smøres ovenpå og glattes eller pyntes som du synes. Jeg har engang købt en særlig "glasurkam", som jeg endelig fik prøvet i praksis. En gaffel kan også bruges.

Pynt gerne med halve valnøddekerner.

Mon ikke man kan drikke et lille glas Double Chocolate Stout til kagen. I think so!