Søde Gode Råd(-vafler) med syrligt skum. En ny variant af temaet "at tage de sure med det søde". |
Annunciation (Bebudelsen) af John Collier. Bemærk Marias blå kjole. Der er flere billeder af bebudelsen og Marias karakteristiske blå kjole/kappe hos Blue Eyed Ennis. |
Nu er der sket det i mit hjem, at det almindelige vaffeljern er forsvundet. Enten har jeg smidt det ud, givet det videre, eller også ligger det på loftet - lige klar til at blive hentet ned, når jeg får brug for det. Jeg orker bare ikke lige at gå derop; der er isnende koldt, og jeg vil sikkert blive ramt af en trang til at rydde op deroppe. Den risko vil jeg ikke løbe.
Men heldigvis har jeg et ualmindeligt vaffeljern i køkkenet - et gode-råd-jern. Gode Råd (udtales noget i retning af "goe raj") er kendt som en specialitet, som hører til på det sønderjyske kaffebord, men kagerne er formodentlig ikke specielt sønderjyske i deres oprindelse, og de er i hvert fald er skønne at skue på ethvert kaffebord uanset geografi. Og uanset tid på året.
Gode råd, som findes i utallige varianter, er i denne udgave nærmest at betragte som en stor småkage. Det helt særlige ved Gode Råd er, at de bages i dette særlige jern, som giver de enkelte kager et smukt mønster i overfladen. Gode Råd er bløde mens de er varme, så med lidt snilde kan de formes inden de bliver kolde.
Jernene kan med lidt ihærdighed findes brugt - eller evt. nyt. OBH har lavet et elektrisk krumkagejern, som skulle være til at få fat i.
Forskellige modeller. Billede: Aasum Lokalhistoriske Arkiv |
Gode Råd (15-20 stk)
- 100 g blødt smør
- 125 g sukker
- 2 æg
- friskstødt kardemomme af 3 kapsler
- 1 tsk vanillesukker
- 250 g mel
Rør smør og sukker sammen til det er lyst og luftigt. Tilsæt vanille og kardemomme. Tilsæt derefter æggene og rør godt. Rør til sidst melet i dejen.
Varm jernet godt op på begge sider.
Smør det evt. lidt for en sikkerheds skyld før hver kage. Kom en klat dej i jernet og pres sammen.
Vend jernet løbende, så det bliver ved med at være varmt på begge sider.
Bag hvert Gode Råd indtil det er fint og lysebrunt. Tag den færdige kage ud af jernet og læg den til afkøling.
Mere om vafler
Hvis du vil have en svenskers rigtige gode råd om vafler, så kig fx. hos Söta Saker. Og lad dig friste af alle Teas andre skønne søde sager.
På Catholic Cuisine kan du finde gode og sjove opskrifter til katolske mærkedage - herunder vafler til Bebudelsen. Der er naturligt nok en del opskrifter der er tilegnet Jomfru Maria, og mange af dem har blåbær som vigtig ingrediens som en hyldest til Marias himmelblå kappe.
En dansk ekspert på vafler - i både det søde og salte køkken - er Klidmoster. Hun har lige nu 21 opskrifter fra vaffeljernet på sin blog!
Mere om jomfrufødsler
Jomfrufødslen er et evigt mysterium. Et mysterium, der er nemt at afvise som galimatias, men tilsyneladende umuligt at slå ihjel. For nylig (i 2012) debuterede filminstruktøren Rebecca Thomas, der selv er opvokset i et mormon-miljø, med filmen Electrick Children.
Rachel/Maria/Lolita fra Electrick Children |
Filmen handler om en pige, Rachel, der lever med sin ultrakonservative mormonfamilie i Utah. Ved et tilfælde støder hun på en kassettebåndoptager og hun hører - som 15-årig - for første gang rockmusik. Da det kort tid efter viser sig, at den ellers meget kyske Rachel er gravid, er hun selv 100% overbevist om, at det er stemmen fra kasettebåndet, der har fungeret som Guds redskab, og som har gjort hende med barn.
Det sætter en meget fin historie i gang, som varmt kan anbefales, hvis du kan tåle film, der ikke giver klare svar; heller ikke om noget så absurd som jomfrufødslen.
Filmen kan fås hos Amazon og på amerikansk iTunes. Filmen er anmeldt - blandt mange andre steder - på The Movie Waffler (!)
Filmen kan fås hos Amazon og på amerikansk iTunes. Filmen er anmeldt - blandt mange andre steder - på The Movie Waffler (!)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar