TEMA: Budding. Kulturhistorie og friskhedsfascisme

Indrømmelse først: Jeg kan godt lide budding lavet af Dr. Oetkers pulver, og jeg spiser det - lidt for sjældent - med rød frugtsovs og stor fornøjelse. Jeg kan også finde på at lave en enkel budding from scratch  af æg, sukker, (maizena-)mel og mælk.

Jeg er glad for budding både på grund af smagen, minderne som den vækker og den herlige konsistens, som har så mange muligheder indbygget i sig. Her er fx. min blodige påskevariant.

Lavet i en ægte russisk påskeform - med blodrød sovs...

Da jeg skimmede programmet til den nys afholdte københavnerbegivenhed Copenhagen Cooking, blev jeg derfor ovenud begejstret, da jeg opdagede et arrangement om "Buddingens kulturhistorie". En udstilling/rundvisning med smagsprøver og kvalificeret guide. Den napper jeg! Jeg lokkede endda en del af min familie med på udflugten til Frilandsmuseet/Brede Værk.

Hvis vi ser bort fra et par logistiske problemer, så er der kun at sige, at det var et enestående tilbud til den mad- og/eller historieinteresserede. Begavet, fuldt af viden og begejstring, formidling i topklasse. Sådan var min historieundervisning i skolen ikke! Jeg er ikke til årstal, krige, kongerækker og kanslergadeforlig, men historie i øjenhøjde med datidens "almindelige" mennesker: ja tak! Og smagsprøver som pædagogisk hjælpemiddel: dobbelt ja tak!

Madhistoriker Frederikke Heick, en forrygende formidler!

Det, som især var spændende set i lyset af den madfestival, som rundvisningen var en del af, var den historiske perspektivering, som smagsprøverne og de gode fortællinger, der ledsagede dem, gav: vores syn på mad og ikke mindst det, som vi forstår som god mad, afhænger af den tid, som vi lever i.

Tidlig budding var bare brød/grød på en anden måde.

Borgerskabets fint pyntede og overdrevent unaturlige buddinger, som blev spist med stor fornøjelse under hensyntagen til Emma Gads regler om god opførsel, var et tegn på ændringer i samfundet. Grupper af mennesker havde behov for at tage afstand fra naturen, det billige og brutale skidt, og den bondestand, som de ikke længere var en del af. Det kunne valget af mad og kultiveret omgang med den være med til at understøtte.

Fin lagbudding med masser af æggeblommer og vin.

I en tid, hvor man more often than not fik lort på skoene og risikerede at få et stykke pat-flæsk i munden ved aftensmaden, var det fint at insistere på noget andet. Når hønsene gik i baghaven og selvforsyning var almindeligt, gav det mening, at sætte en budding på bordet, som ikke lignede noget som helst, der nogensinde havde været naturligt.

Da en ny klasse af arbejderfamilier voksende frem, ville de også gerne sætte de kultiverede desserter på bordet. Husmødrene havde ikke tid til - som borgerfamiliernes kokkepiger - at lave buddingerne fra bunden og ikke råd til at bruge kostbare råvarer, men her kom så pulverbuddinger og konservesfrugt ind i billedet. Og når lidt unaturlighed og lidt farve er lidt fornemt, må meget unaturlighed og meget farve være meget fornemt. Sådan har de mindre (ud-)dannede klassers mangel på sans for nuancer vist sig i madkulturen. (Er det strengt sagt?)

Pulverchokoladebudding med ananas og cocktailbær

Og disse ting er jo interessante at tænke på i en tid, hvor vi sværmer om det naturlige:

Det er fx. in at gå på Nose2Tail-(snude til halespids-)restaurant, hvor HELE grisen laves til lækre retter. Indvolde, tæerne, snuden, you name it.

Jeg har ikke selv prøvet det, men jeg forestiller mig, at set-uppet inkluderer, at oplevelsen minder den spisende om, at maden rent faktisk kommer fra et dyr, der engang var levende. Og nu er det dødt. Det er et interessant fænomen, og sikkert både lækkert og bæredygtigt på den gode måde, men måske netop mest tillokkende for mennesker, der fx. ikke selv har rørt æggesnaps af æggeblommer pillet ud af kadaveret fra en nyslagtet kælehøne. (Nej, jeg kommer egentlig ikke fra landet, og nej, jeg er ikke 100 år gammel!)

Samme tendens er tv-programmet Nak og Æd et udtryk for. Se, hvilke vildmænd vi er, der kan tage livet af vores egen aftensmad... Populært tv, selvom vel kun de færreste tager tråden op og følger fx. Mark Zuckerbergs eksempel: han spiser kun kød, som han selv har taget livet af.

I teologiske kredse ville man - a pro pos korsfæstelsesbuddingen øverst - måske tale om stedfortrædende gerninger/frelse: jeg tror på, at det er godt at være i kontakt med det naturlige og brutale, men en anden/nogle andre tager sig af det beskidte arbejde for mig.

Retterne på de fineste restauranter ligner i mange tilfælde til forveksling skovbund, tilmøgede hønsereder eller sandet strandbred med både tanglopper og smutsten. Sjovt, oplevelsesvækkende, men i mine øjne også lidt komisk. Af frygt for at rode mig ud i gastronomisk blasfemi, vil jeg lade sagen ligge der. Jeg ved måske i virkeligheden ikke rigtig, hvad jeg taler om...

Spiselig skovbund. Billede tyvlånt fra Nøbbe's blog

Vores frugt og grønsager kan ikke blive friske nok og skal helst have både top og jord på. Det er fint; jeg elsker også friske gønsager, og bliver helt ekstatisk, når jeg opdager, at der vokser Ingrid Marie-æbler på en perron på en togstation, som jeg skal rejse fra efter mørkets frembrud... Et nyplukket ultrasprødt æble giver mig på flere planer pardisiske associationer. Men lidt kritik kommer på banen alligevel, fordi jeg oplever at glæden ved en sprød gulerod i visse sammenhænge kammer over i noget, som jeg vil kalde friskhedsfascisme.

Når mel helst skal være friskkværnet for at ens hjemmebagte brød kan siges at være af den rigtige, gode slags. Når gulerødder, der har ligget i grønsagskuffen nogle uger, bliver drønet ud. Når æg, der har overskredet den påstemplede dato anses for at være gamle og nærmest sundhedsskadelige. Det er i mine øjne halvhysterisk og også i visse tilfælde trekvartreligiøst på den lidt vel dogmatiske måde.

Billede "lånt" fra ph8 magazine (Interessant indlæg om gulerødder i øvrigt!)

Så slap dog lidt af! Ja, det er lækkert med noget friskt, men hvis vi skal se med ringeagt på alle de fødevarer, som ikke lige bliver spist på dag ét, så har vi et andet problem, som også er alvorligt: madspild. Det har JEG et lidt religiøst forhold til. Jeg vil ikke gå ind i det her, men bare henvise til bevægelsen Stop Spild af Mad.

Al denne ophøjede naturlighed er måske et udslag af at vores daglige liv er meget lidt naturlige. Det åbner for muligheden af at det, som i dag anses for universelle og evigtgyldige sandheder om budding og andre former for mad, måske ikke er så klippefaste endda...

Nå, det var en samling strøtanker sat i gang af Buddingens Kulturhistorie på Frilandsmuseet. Gid Copenhagen Cooking ville sætte flere kulturhistoriske arrangementer på programmet; den slags kan virkelig perspektivere det helt dagsaktuelle, moderne og fremadrettede, som fylder meget.

Jeg vil lige til slut slå helt fast, at jeg er stor tilhænger af at bruge hele dyret, af friske grønsager og mad, der ligner noget andet end det, det er. Jeg er vild med, at der sker så meget på madfronten i Danmark for tiden. Jeg synes, at det er toppen, at der bliver leget og eksperimenteret i store og små køkkener.

Jeg kan bare ikke holde ud, at rigtig mange tilsyneladende smider kritikken og eftertanken ud med kogevandet. Og så elsker jeg som sagt budding.

Bonus 1: P1's Alletiders Historie med Dorthe Chakravarty sendte en herlig optaktsudsendelse Buddingens blævrende kulturhistorie. Den kan nu høres på DR's hjemmeside. Buddingen kommer ind i programmet ca. 20 minutter henne.

Bonus 2: Kokkepigen (Nationalmuseet) skriver også om "blævrende buddinger og pyntelige piger" på sin blog. Her kan du finde en masse opskrifter på forskellige buddinger. Flere finder du fx. i Tørsleffs Husmoderservices Den gule Dessertbog.

Bonus 3: Jeg har lagt flere billeder fra rundvisningen på Frilandsmuseet/Brede Værk på Kage! Kage! kage!'s side på Facebook.