Bemærk kardemommebladet. Velsmagende OG dekorativt. |
Dåsemælken føres ifølge Nestlés hjemmeside i IRMA, Føtex, Bilka, Kvickly og SuperBrugsen. Man kan også selv lave kondenseret mælk, men så går det nemme ligesom fløjten...
Hvis du har ingredienserne i huset (og ikke får fikse ideer om særlige smagstilsætninger) kan desserten gøres klar i løbet af ganske få minutter; den skal så godt nok også stå nogle timer - gerne natten over - i køleskabet mens den stivner, men det er altså meget, meget nemt!
Panna Cotta Cotta
- 1 dåse (397 g) kondenseret mælk (sødet)
- 2 dl piskefløde
- 3 blade husblas (Jeg brugte faktisk 4, men 3 må kunne gøre det)
Bland kondenseret mælk og piskefløde sammen i en skål eller en lille gryde. Den kondenserede mælk er tungere end fløden og vil sikkert lægge sig på bunden af skålen. Det skal den ikke have lov til. Rør med en ske indtil de to er helt samlet. Varm blandingen op i skålen i mikroovnen eller i gryden over et blus. Den skal være varm, men den behøver ikke at komme helt op på kogepunktet. Tag blandingen af varmen.
Tag husblasen op af udblødningsvandet og klem det meste vand af. Kom husblasen i den stadig varme mælke-/flødeblanding. Rør rundt.
Hæld blandingen i fire små portionsglas eller skåle og stil dem på køl. Spis Panna Cotta Cotta'en fra skålene eller vend evt. desserten ud på en tallerken. (Det kan være nødvendigt at varme glasset lidt op og føre en kniv ned langs kanten for at få den til at slippe).
Server evt. med lidt frisk frugt og/eller en sprød småkage.
Sensommerhindbær |
Jeg gjorde selvfølgelig det hele lidt mere indviklet for mig selv: Jeg købte en kardemommeplante på MAD Food Camp forleden, og hvad Pokker bruger man den til? Til Panna Cotta Cotta, naturligvis.
Jeg plukkede et par blade af planten, skar dem i småstykker og varmede dem op til kogepunktet kun i piskefløden. Derefter lod jeg blandingen trække, indtil den var kølet af. Bladstumperne siede jeg fra igen og blandede den nu kardemommesmagende fløde sammen med den kondenserede mælk. Og så frem efter opskriften. Ikke dårligt. Let knuste kardemommekapsler kan bruges på samme måde.
Andre smagsvariationer kan laves med fx. lidt kaffe, rom, appelsinskal, lakrids mm. Der er masser af muligheder.
Bonusinfo:
Kondenseret mælk er opfundet, fordi det kan holde sig meget bedre end frisk mælk. Wikipedia fortæller at amerikaneren Gail Borden, Jr. oplevede at adskillige børn døde af fejlernæring på en skibsrejse over Atlanten.
Gail Borden. Opfinder og udgiver. (1801-1874) |
Gail Bordens succes beroede muligvis også på, at han stillede krav til sine mælkebønder om at de skulle vaske køernes yvere, holde rent og ryddeligt i stalden og at skolde deres apparatur både morgen og aften.
Markedet for kondenseret mælk eksploderede under den amerikanske borgerkrig (1861-1865), fordi mælken var et fremragende næringssupplement til soldaterne i felten. Også under Første Verdenskrig var kondenseret mælk en del af feltrationen.
Der findes både kondenseret mælk, som er sødet med sukker, og evaporated milk, som er usødet. Tilsætningen af sukker holder bakterievækst nede, og derfor er ikke mindst den sødede variant af de to mælkeprodukter stadig meget populær i områder af verden, hvor køleskabe ikke er hver-mands-eje.
2 kommentarer:
Førhen var kondenseret mælk at finde, og når man så endelig fandt det, kostede det en halv krig. Men nu findes den mange steder til mellem 10 og 15 kr. så det til at overkomme, og bruges til mange ting.
Jeg havde set Klidmosters indlæg om is, og også Annes, men penna cotta var ny.
Jeg elsker forresten at du altid går i dybden og skriver baggrund omkring de ting du laver. Imponerende.
Tak, Little Sunshine!
Det er dejligt, at du sætter pris på mine nørderier. Jeg elsker at undersøge tingene og at blive overrasket over uventede sammenhænge og mærkelige baggrundshistorier, og hvis det kan smitte lidt, er det helt i top! :-)
Lise
Send en kommentar