4. Hr. Skoleinspektør
Hr. Mor tog kontakt med den rådgivende ingeniør, der var Hr. Klasselærers overordnede. Lad os kalde ham Hr. Skoleinspektør. Hr. Mor forventede, at Hr. Skoleinspektør havde forståelse for og viden om Manglende Ben -problematikken, for Hr. Mor vidste, at Hr. Skoleinspektør havde arbejdet med andre Manglende Ben’ere tidligere. Hr. Mor havde dog ikke hørt om eller set hvilke løsninger, men havde fundet frem til i de andre tilfælde.
Hr. Mor forventede, at Hr. Skoleinspektør ville vide, hvordan opgaven skulle gribes an på en professionel og konstruktiv måde. Hr. Mor forventede, at Hr. Skoleinspektør kunne forstå situationens alvor og ville sørge for, at Hr. Klasselærer om nødvendigt måtte på kursus i sneglegangsbyggeri, at flere håndværkere måtte involveres i byggeprojektet, som så ud til at blive større end først antaget.
Hr. Mor forventede, at Hr. Skoleinspektør kunne indse, at tid og penge brugt på Hr. Drengs tårn kunne komme mange andre end Hr. Dreng til gode. Dels vidste Hr. Mor, at der var flere Manglende Ben -mennesker i verden end de fleste havde indset og at der ville komme flere af dem i fremtiden, så tårnet med sneglegangen kunne bruges af fremtidige Manglende Ben’ere. Men Hr. Mor kunne også se at helt almindelige mennesker født med det mest almindelige antal ben kunne have glæde af både de nye byggeteknikker og af selv tårnet. Hr. Mor forventede at Hr. Skoleinspektør kunne indse at både Hr. Mor og Hr. Dreng gjorde, hvad de kunne for at få et godt byggeri på benene til glæde for alle parter.
Hr. Mor forventede desuden, at alle parter i byggeriet ville anse det for en naturlig ting, at Hr. Mor blev holdt nært orienteret om udviklingen i byggeprojektet, så Hr. Mor, som den der bedst kendte Hr. Dreng og Hr. Drengs særlige behov og desuden havde sat sig grundigt ind i sneglegangsbyggeri og Manglende Ben -problematikken i det hele taget, kunne være en del af et samarbejde om at få bygget et rigtig godt og velfungerende tårn.
Sådan gik det ikke. Hr. Skoleinspektør forstod ingenting og gjorde ingenting for at få sine ellers udmærkede håndværkere til at få byggeriet ordentligt i gang. Der blev ikke lavet overordnede og langsigtede byggeplaner, og de forberedelser, der blev foretaget var ukoordinerede og tilfældige, og de var på ingen måde baseret på den ellers tilgængelige viden om Manglende Ben - problematikken.
Hr. Skoleinspektør kunne ligesom Hr. Klasselærer ikke rigtig se problemet. Hr. Skoleinspektør havde i sin tid som rådgivende ingeniør mødt masser af andre, der ikke ville gå op af trapper, og det var som regel fordi de ikke havde lært at gebærde sig på trapper. Hr. Skoleinspektør kendte desuden også andre, der ikke sparkede rotter og atter andre, der ikke talte så meget om lakrids mellem tæerne, så det med Manglende Ben var ifølge Hr. Skoleinspektør nok i virkeligheden lidt af en dårlig undskyldning for at få noget særbehandling. Hr. Skoleinspektør mente, at Hr. Mor skulle bruge lidt mere tid på at lære Hr. Dreng at gå på trapper i stedet for at kræve, at der blev bygget på en anden måde, end Hr. Skoleinspektør og Hr. Klasselærer var vant til.
Og tiden gik. Hr. Dreng havde det dårligt. Hr. Mor blev frustreret. Hr. Mor begyndte at undersøge, om der var andre muligheder for at Hr. Dreng kunne få sit observatorium med sneglegang.
Og tænk sig!
Et rottespark fra stedet hvor det planlagte byggeri skulle finde sted lå der et tårn! Lad os kalde det Freja Tårnet. Ikke bare havde Freja Tårnet en sneglegang, som Hr. Dreng havde brug for. Freja Tårnet var bygget efter alle kunstens regler, så det kunne glæde og gavne mennesker med Manglende Ben. Ud over sneglegangen var der elevator. Og ikke bare én, men to, så en Manglende Ben’er kunne vælge om han ville køre udvendigt eller indvendigt.
Der var træningsområder, så Manglende Ben’eren kunne træne sine overarme og blive bedre til at køre i sin usynlige rullestol eller Manglende Ben’eren kunne træne de gangvorter, som man forventede ville vokse ud.
Der var ansatte ved Freja Tårnet, der havde særlig forstand på Manglende Ben, og derfor kunne de møde Manglende Ben’erne med forståelse og respekt og derfor kunne hjælpe dem kvalificeret til at få et fuldgyldigt liv uden ben. Oven i købet lå Freja Tårnet endnu tættere på Hr. Drengs og Hr. Mors hjem, så det ville være nemt for Hr. Dreng at komme dertil og han kunne bevare kontakten til sine kammerater i nærheden.
Autisme - og i særlig grad Aspergers Syndrom (AS), som jeg især kender til - er et usynligt handicap. Derfor bliver det på nogen måder et dobbelt handicap, fordi man udover selve handicappet skal kæmpe mod omgivelsernes uvidenhed og misforståelser. I de kommende dage frem til 2. april vil jeg hver dag postere et afsnit i den mærkelige historie om Hr. Dreng.
WAAD (World Autism Awareness Day, 2. april) er en god anledning til at tage fat på snakken om hvad autisme og AS er for noget. Og måske bliver snakken endnu bedre, hvis der følger et stykke dejlig kage med! Læs opskriften på min WAAD-kage her. Almindelig udenpå - særlig indeni!
Ja, sådan hedder den, og med lidt snilde bliver kagen faktisk som en lille chokoladevulkan, der vælter chokoladelava (chokolava?) ud over tallerkenen. Ikke spor dårligt! Her kommer en opskrift og lidt billeder fra processen:
Et smart trick, som jeg har fundet på, og som løser problemet med udflydende kager og tynde, kanter, er at bage kagerne i mine gamle linseforme. Så bliver kagerne ensartede og temmelig pæne i kanten. Og de er ikke svære at få ud. Man bliver dog mindet om kagens store smørindhold, for det er et noget fedtet projekt. Men dejligt!
Tingesten - som er i fire dele, der kan samles og skilles efter behov - er egentlig beregnet til at lave en russisk påskedessert, 
