mandag, juli 27, 2009

Chokolade-lava-kage

Jeg er lidt bagud med indlæg her på siden; beklager! Jeg HAR bagt og jeg HAR taget billeder - jeg er bare kommet bagud, og så går det i stå. Men her kommer en fantastisk lækker sag, som er lige noget for alle os, der ikke kan få kager snaskede nok: Chocolate Lava Cake.

Ja, sådan hedder den, og med lidt snilde bliver kagen faktisk som en lille chokoladevulkan, der vælter chokoladelava (chokolava?) ud over tallerkenen. Ikke spor dårligt! Her kommer en opskrift og lidt billeder fra processen:

175 g mørk chokolade (jeg var bange for at smagen blev for "mørk", så jeg brugte to slags mørk chokolade; kun halvdelen var 70%. Næste gang bliver det kun ultramørk choko. Og måske giver jeg blandingen et lille skud chili; det er så moderne, og jeg tror faktisk at det vil klæde kagen med lidt ekstra "kant".)
175 g smør i tern (Og nej, det er så HELLER IKKE i denne uge vi skal på kur!)
3 æg
100 g sukker
40 g mel

smør til formene

How to do:

Tænd ovnen på 175°C
1. Smelt chocoladen fx. i mikroovnen - pas på ikke at brænde chokoladen!
2. Rør smørret i; det skal smelte sammen med chokoladen.
3. Pisk æg og sukker i en anden skål, indtil det er hvidt og luftigt.
4. Rør choko/smør-blandingen i æggeblandingen og derefter melet.
5. Smør fire forme grundigt og hæld dejen i. Der skal være plads til at den hæver.
6. Her kommer kunsten ind i billedet: kagerne skal nu bages lige præcis længe nok til at de stivner udenpå, men stadig er flydende indeni. Det er selvfølgelig ikke nogen stor ulykke, hvis de stivner helt igennem, men det er "lissom" ikke det, der er meningen. Prøv med 10-12 minutter.
7. Lad kagerne køle en anelse af og vend dem så ud på en tallerken. Giv evt. noget frugtcoulis til.

Sådan! Det er da nemt. :-)


Jeg fandt en skøn instruktionsvideo på Chocolate Lava Cake på YouTube. This guy is hilarious! (Det synes jeg måske fordi jeg synes at han taler som Steve Martin?) Chef John Mitzewich har sin egen blog FoodWishes her på Blogspot. Her kan du finde opskrifter - og videoer - på både desserter og andet godt.

2 kommentarer:

Om mig sagde ...

Hvor mange personer er opskrifte til?

Lise Lotz sagde ...

Hej Sanne,

Så vidt jeg husker er opskriften tænkt til 4 portioner.

Ingredienserne vejer i alt ca. 650 gram, så det giver godt 150 gram kage til hver. Det er vist passende.

Lise