Ret smart, når jeg selv skal sige det. Jeg var blevet bedt om at tage kage med til kombineret familiebrunch og fødselsdag. Med 17 spisende. Hvis jeg havde lavet almindelig lagkage, skulle jeg nok have haft 2-3 kager med. Nu kunne jeg nøjes med én. Monsterkage. Smart.
Én kage til 17 gæster
Ideen til kokosmonsterkagen kom i form af små tanker fra: kokoskage til Valentinsdag (hvor jeg linker til en svulstig kokoskage fra Pastry Pal), Hvide/Fede Mandag (og Tirsdag) som er dagene efter Fastelavn (kagen er tænkt som kokos-kokos-kokos/hvid-hvid-hvid), en rest tørre, tørrede eksotiske frugter, trangen til at tynde ud i mit overdådige sprutlager og min nyindkøbte Meyers Kagebog.
Kokos-frugtfyld
ca. 200 g tørret eksotisk frugt i tern fx. ananas, papaya, mango
1-2 dl Malibu (kokos-)likør; mangovarianten kan også bruges
Dæk frugtterningerne med Malibu og lad dem stå; gerne i nogle dage. Når du er klar med kagen sier du blandingen. Gem udblødningslikøren.
Kokosbunde(variation over marcipanbunde fra Odense Marcipan, som jeg har brugt i mange sammenhænge. Skøn tung kagebund! Jeg fordoblede opskriften fra Odense, og bagte i to runde springforme.)
5 æg
400 g sukker
300 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
400 g marcipan (jeg plejer at bruge ren, rå marcipan, men jeg havde en halvgammel pakke kransekagemasse - købt ved lidt af en fejl - så jeg brugte den i stedet. Stop Spild af mad, you know!)
150 g kokosmel
Pisk æg og sukker til en lys æggesnaps. Bland mel og bagepulver sammen og rør det hurtigt i æggeblandingen. Riv marcipanen på et groft rivejern og vend det i dejen. Vend også kokosmel i dejen.
Hæld dejen i to springforme beklædt med bagepapir og bag i ca. 30 minutter ved 175 grader. Kagen skal være lysebrun og en strikkepind skal komme ud uden dej på, når den stikkes ned i kagen.
Prik huller i de varme kagebunde og hæld Malibulagen over bundene ikke mindst i kanterne, der ellers kan blive lidt hårde.Gem ca. ½ dl til smørcremen.
Kokos-smørcreme
(Variation af opskriften på fin/fransk smørcreme, som min mor lærte mig via Gyldendals Store Kogebog og som findes i en moderniseret - men ikke mindre smørholdig og lækker! - version i Meyers Kagebog)
170 g sukker
1 1/4 dl væske (malibu-lage, saften af ½ citron, vand for resten)
5 æggeblommer
300 g blødt smør
Evt. nogle dråber kokosessens
Kog sukker og væske til 120 grader. Et sukkertermometer er en rigtig god hjælp, hvis du ikke vil ud i indviklede sukkerprøver.
Pisk æggeblommerne sammen med en håndmixer eller i røremaskinen. Hæld den hede sukkerlage i en tynd stråle i æggene under stadig og vedholdende piskning på høj hastighed. Bliv ved indtil blandingen er afkølet (Ellers smelter smørret, når det kommer i, og så er der ballade!) Pisk nu blødt smør i bidder i æggeblandingen indtil det hele er kommet i og smørcremen er glat og lækker. Sæt den evt. på køl, så den kan sætte sig lidt.
Pynt
100 g grove kokosflager (fås fx. hos Specialkøbmanden - der har særligt søndagsåbent til kl. 18 i dag, opdager jeg lige. Hvis jeg skynder mig at blive færdig, kan jeg lige nå et besøg...!)
Samling af kagen
Del smørcremen i to portioner; den ene ca 1/3; den anden ca. 2/3. Rør de afdryppede frugttern i den lille portion.
Læg den ene malibudryppede kagebund på serveringsfadet. (Læg evt. stykker af madpapir under kagen på kanten af fadet; de kan fjernes, når kagen er blevet dækket af smørcreme og så har du et fint, rent kagefad.)
Fordel smørcremen med frugtstykker på kagebunden...
... og læg den anden bund ovenpå; gerne med bunden opad; den er typisk lidt mere jævn.
Fordel nu den resterende smørcreme på toppen og siderne af kagen. Det behøver ikke at være 100 % glat og fint. Til sidst presser du nemlig de grove kokosflager ind i smørcremen både på siderne og toppen.
Nu har du en fin, hvid kage. Stil kagen køligt inden den serveres. Skær TYNDE skiver. Den er rich!
Kagen kan sagtens laves en eller flere dage før, du skal bruge den og/eller eventuelle rester holder sig i adskillige dage efter selve serveringen.
Nu er det jo ikke fordi, det er meget bemærkelsesværdigt, at jeg køber en kagebog. Jeg har en stor samling, der ikke er kommet flyvende af sig selv, og samlingen vokser løbende. Men der udgives jo langt flere kagebøger end jeg har mulighed for at købe, og hvad skal der egentlig til, før jeg tager portemonnæen frem?
Claus Meyer og Morten Borup tegner og fortæller i Politikens Pressen
I et madbloggerforum blev der forleden henvist til dette indlæg om Publishing of copyrighted recipes, hvor en madblogger gengiver en mail, som han har modtaget fra en kogebogsudgiver i forbindelse med at bloggeren har gengivet en opskrift fra en af udgiverens bøger. Den venlige udgiver forklarer for bloggeren, at når bloggeren gengiver opskrifter fra kogebogen, så mister forfatteren og udgiveren indtægter, som de ellers har gjort sig fortjent til. Bloggeren gentænker sin (manglende) politik på området, mener at udgiveren har ret og fjerner opskriften fra bloggen. Alle er glade?
Jeg tror ikke, at det hænger sådan sammen. En (digital) opskrift er ikke en cykel, der kun kan parkeres foran én opgang og som er væk, hvis nogen stjæler den. Nu tænker jeg på gengivelse af en opskrift, hvor man som blogger behørigt linker, takker, nævner, henviser til ophavspersonen og ikke de helt utilstedelige tilfælde, hvor bloggere - og andre digitale typer - udgiver opskrifter og billeder som om det var deres eget. Det er snyd og ikke ok.
For mig handler en kogebog ikke i ret vid udstrækning om opskrifterne som sådan. Altså på den måde, at hvis en eller flere opskrifter fra en kogebog findes tilgængeligt på nettet, så mindskes min lyst til at købe kogebogen proportionalt. Nej, snarere tværtimod.
Når jeg køber en kogebog, så handler det om andre ting. Det handler om bogens lækkerhed. Om dens indhold af særligt originalt og relevant læsestof. Om min respekt for forfatteren. Om bogens værdi som souvenir; altså en fysisk ting, der hjælper mig med at huske en god begivenhed. Og så handler det også om generøsitet.
Når jeg bliver mødt med gererøsitet, bliver jeg selv generøs. Når Claus Meyer venligt, vidende og veloplagt deler rundhåndet ud af tips og tricks, smagsprøver, opskrifter og nyttige links, så får jeg lyst til at købe hans bog. Når han uddeler foldere, der lækkert, indbydende og gratis viser mig, hvordan jeg kan lave verdens lækreste kiksekage og hvordan jeg bager kaffeéclairs, så synes jeg, at jeg allerede har fået så meget, at bogen forekommer mig billigere end det, som prismærket fortæller. Jeg føler mig rig, EFTER at jeg har punget ud.
Det er højst sandsynligt, at ikke alle fungerer på samme måde som mig, men nogen gør, og jeg har en ret fast tro på, at den gamle måde at tænke køb og salg på kun vil få det sværere og sværere i tiden fremover. Den digitale virkelighed er kommet for at blive, og den vil kræve forandringer, der tvinger os til at tænke anderledes omkring ejerskab.
Det bliver ganske givet en besværlig overgangsfase, hvor klassiske ophavsrettigheder, der i vid udstrækning har deres oprindelse i forestillinger om fysiske genstande, bliver udfordret af sager, som ingen havde kunnet forestille sig for bare få år tilbage.
(Bonus: Min yndlingsprofessor Morten Rosenmeyer aka. Onkel Ophavsret talte i dag (20. februar) i radioprogrammet AK 24syv om ophavsret i forbindelse med historiske begivenheder, som godt nok er noget ganske andet end (kage-)opskrifter, men han får dog sagt, at ophavsretten er sat i verden for at beskytte kreativitet og originalitet; ikke hårdt arbejde.
Man kan altså ikke have ophavsret på en historisk begivenhed, men på original kreativitet i form af formuleringer, historier eller strukturer. Godt at få slået dét fast. Jeg forstår det sådan, at man som kogebogsforfatter ikke nødvendigvis har ret til en opskrift - i hvert fald ikke, når det drejer sig om klassikere - men at man kan have ret til formuleringer, historier og rækkefølger/instrukser. Du skal ca. 43 minutter ind i programmet.)
Signeret...
P.S. Thumbs up til Claus Meyer for at hjælpe kriminelle, der har afsonet deres straf, i gang med en menneskelig tilværelse.
Som antydet i tidligere indlæg om Valentinsdag er jeg ikke den, der sidder og holder vejret, mens jeg venter på en romantisk invitation til dette eller hint her i dagene op til Valentinsdag. Jeg kan faktisk ikke genkende mig selv i mange af de valentinstilbud, der er rundt om i kunsten, på museerne og i gastronomien disse dage. Det er lige en tand for lykkeligt og tosomhedsagtigt til mig.
Der er heldigvis undtagelser, der forsikrer mig om, at jeg ikke er den eneste i verdenshistorien, der har et forhold til kærligheden, der er lidt for kompliceret til at det kan formuleres og indgraveres på indersiden af en alliancering i hvidguld med tre brillantslebne smaragder.
Fx. udstillingen Be my Valentine, bitch, der har fernisering på Dagen eller natkirkegudstjenesten i Trinitatis Kirke, der på aftenen fokuserer på Den svære kærlighed.
Og så faldt jeg over en lille perle af en valentinslydfortælling hos The Guardian: podcasten Eat Cake - fra en serie kaldt The Truth - bliver beskrevet således: Confirmed singletons Elizabeth and Brian each have their own alternative Valentine's Day traditions. But can homemade coconut cake + random phone calls = love?
Selve historien varer kun ca. 10 minutter, og den slutter inden den lover for meget. Jeg synes faktisk, at den er så velspillet, troværdigt skeptisk og sandfærdigt i kontakt med moderne ensomhed, at det, som ellers kunne være langt ude og sødsupperomantisk, alligevel rammer mig. Bare lidt. Jeg kan i hvert fald genkende kattedamen med et kageprojekt, som ikke uden videre skal forstyrres. Lyt!
Når du har hørt historien, vil du - formodentlig - forstå, hvorfor jeg foreslår kokoskage til Valentinsdag.
Nu er kokoskage jo mange ting, og vi får ikke mange detaljer om Elizabeths kage, udover at hun skal bruge æg og at der er white cake indeni. Der kunne vel være tale om noget i retning af Drømmekage fra Brovst, som faktisk ville være ret passende i denne sammenhæng, men som jeg har lidt anspændt forhold til, fordi den er så forbandet populær, og fordi den kan fås som færdigmix fra både Amo og Maizena. Den smager jo ellers godt.
Efter at have hån-tænkt på drømmekagen vandrede min tanke mere i retning af et fra bunden hjemmelavet kokosmonster med forskellige former for kokos i både kagen, fyldet og frostingen:
Svulstig Coconut Cake fra pastry pal (der ser ud til at være en side værd at holde øje med)
Jeg ville skulle stå i køkkenet i timevis, og der ville være masser af tid til at en eller anden weird but interesting Brian ringede mig op. Men så kom jeg til at tænke på, hvor upraktisk den kage ville være i biografen.
Min næste tanke gik på kokosmakroner, som er langt mere handy, og som man godt kan snige ind i en biograf. Jeg har derfor de sidste par aftener brugt anledningen til at bage kokosmakroner efter tre forskellige opskrifter. Så kunne jeg jo få sammenlignet; et projekt, jeg har luret på længe.
Jeg kan nu konstatere, at alle tre slags - bagt med hhv. æggehvide, hele æg og kondenseret mælk - er lidt for tørre og kedelige til, at jeg vil gøre et stort nummer ud af at viderebringe opskrifterne. Jeg vil også spare dig for detaljerne i mit eksperiment med at lave hjerteformede kokosmakroner med min elskede Sawa-kagesprøjte og nøjes med at bringe resultatet: det kan man (jeg) IKKE. Og jeg vil heller ikke gå nærmere ind i min nyopdagede modvilje mod at have klistret kokosmel på fingrene.
I virkeligheden er kokosmakroner jo også i modstrid med pointen i historien om Brian og Elizabeth. De SKAL jo smides ud af biografen!
Hvor ville vi være i dag, hvis ikke der var ulydighed til?
Derfor vil jeg nu vende tilbage til begyndelsen og lave om på min tradition om IKKE at bage Drømmekage fra Brovst. Jeg vil gå den sikre vej med opskriften fra Arla, og så vil jeg see what happens next...
Det kunde ha varit värre. Jag har faktiskt haft tur. Om man jämför, siger Ingemar i filmen Mit liv som hund. Når ulykker og elendighed hagler ned over den stakkels dreng, sammenligner han med dem, som det gik værre. Og holder ud. Rumhunden Lajka kom fx. ikke levende tilbage fra sin rejse i rummet.
Runebergtærten - som ikke er en tærte, men portionshapser i cupcakestørrelse
Der er en del mellemregninger fra Ingemar til dagens kage. Eller snarere omvendt; fra kagen til Ingemar.
Femte februar er den svensk-finske digter Johan Ludvig Runebergs fødselsdag. Han ville være blevet 208 i år. Han har en kage opkaldt efter sig, som det - åbenbart - er populært at nyde i Finland i tiden omkring dagen. Jeg har skrevet om runebergtærten tidligere, men i år har jeg rent faktisk BAGT kagen. Og jeg har læst lidt på lektien, for hvor meget ved jeg egentlig om denne digter? Ikke meget, kan jeg afsløre, men når han har givet navn til en interessant kage, så fortjener han lidt opmærksomhed.
En kort undersøgelse på nettet fortæller mig, at et af Runebergs kendteste digte handler om den fattige bonde Paavo. Digtet giver et rørende indblik i den fattige finske almues hårde liv, og digtet er ekstra interessant i mine øjne, fordi det bl.a. cirkler om Paavos kones trængsler ved bageovnen. Hun skal ikke bage kage, men brød, og sagen er, at høsten slår fejl år efter år, og hun har ikke mel nok til sit brød.
Oversvømmelser ved forårstide, sommerhagl og tidlig kulde ødelægger kornet, men den gode Paavo slider videre i marken uden at kny i tillid til at Gud nok skal sørge for dem, og han beder sin kone om at komme mere og mere bark-mel i brødet. Hun er slet ikke tilfreds med sin mand, Paavo, Paavo, olycksfödde gubbe, tagom staven! Gud har oss förskjutit; svårt är tigga, men att svälta värre.
Paavo lader sig ikke rokke i sin tro, han holder ud og arbejder bare hårdere for at sikre sin høst. Og endelig, efter mange års smalkost, går uvejr og uheld udenom Paavos gård og de kan høste en stor mængde rug. Konen er lykkelig, og ser frem til at kunne rigtigt brød igen: Nu är tid att leva glada dagar, nu är tid att kasta barken undan och att baka bröd av råg allena.
Men hun har gjort regning uden fromme, arbejdsomme og næstekærlige Paavo, der nu tænker på naboerne: Blanda du till hälften bark i brödet, ty förfrusen står vår grannes åker. Stakkels kvinde!
Paavo og konen
Bark-mel blev - og bliver - frembragt ved at skrabe tynde lag ef inderbark af birke- eller fyrretræer. Barken tørres og stødes til en slags mel, der i trange tider kunne supplere eller i rigtigt trange tider næsten måtte erstatte almindeligt hvede- eller rugmel. Så sent som under/efter Anden Verdenskrig var fattige finske bønder nødt til at ty til barkbrød.
Visse finske museer tilbyder deres gæster denne delikatesse, som måske også snart slår igennem world wide (meget morsomt blogindlæg om at Finland’s Unusual Bark Bread Captures Attention Of U.S. Chefs) som en del af det nye og sunde nordiske køkken.
Barkmel er både fiberrigt og kolesterolfattigt.
Og på den måde når vi frem til min association til Ingemars livsvisdom. Det kunne have været værre. Paavo og konen klarede den. De blev godt nok tvunget til at spise bark, men de HAVDE bark, og bark er godt for både fordøjelse og blodkar.
Jeg hørte netop i radioen i dag, at resultatet af årets overenskomstforhandlinger er, at visse grupper af lønmodtagere må forberede sig på at skulle spænde livremmen ind. Der vil kun være råd til lønfremgang på 1% og med inflationen medregnet, vil det betyde en lønnedgang. Mon ikke også de/vi klarer den? Det kunde ha varit värre. Jag har faktiskt haft tur. Om man jämför.
Runebergtærte (jeg har strammet lidt op på opskriften siden sidst i 2008)
Ca. 16 i cupcakestørrelse
Pisk smør og sukker sammen til det er lyst og luftigt. Tilsæt æggene under stadig piskning et ad gangen. Rør finthakkede mel, bagepulver, mandler og vanillesukker i blandingen. Pisk fløden til en let flødeskum. Vend den forsigtigt i dejen.
Fordel dejen i 16 forme. Det korrekte er helt cylindriske forme, men muffinsforme kan bruges i mangel af bedre. Bag kagerne i ca. 20 minutter ved 200 grader. En testpind skal komme ud uden dej på.
Mens kagerne er i ovnen varmes punschen op og sukkeret opløses i den varme - ikke kogende - væske.Når kagerne er færdige i ovnen, køles de af. Hvis de er meget kuplede skæres toppene af.
Dryp punschsiruppen på kagerne og lad dem opsuge det. Lav en glasur, der er tyk nok til at kunne danne en kant, der kan fyldes med hindbærsyltetøj.
Kog evt. syltetøjet op ganske kort; det vil gøre det lidt mere flydende, mens det er varmt, og lidt fastere, når det køler af. Fyld glasurrammen med hindbærsyltetøj.
Den rigtige Runebergintorttu, som i øvrigt siges at være opfundet af Johan Ludvigs kone, Fredrika, der også var forfatter, vil nu se sådan ud:
Lyt fx. til Barkbrödslåten, mens du bager runebergtærte. Det kunne have været værre.
Så skal vi til det igen: det er World Nutella Day på søndag den 5. februar. Jeg deltog i løjerne sidste år med en hjemmelavet Nutellavariant på pistacienødder, hvid chokolade og kardemomme, som jeg kaldte Nutella Verde. Den synes jeg, helt personligt, blev forbandet lækker, og jeg vil altså gerne være med igen. Eftersom jeg skrev en lang intro i 2011, kan jeg gøre det lidt kortere i år, og gå - næsten - lige til sagen.
Jeg må dog lige indlede med at beklage, at Cherry-tellaen, som er dette års bud på en variant over temaet: nød møder chokolade, bliver knust, og sød musik opstår alligevel, ikke ser super-lækker ud. Jeg havde forestillet mig, at min udgave ville blive smukt lyserød - ligesom sidste års model blev fin og lysegrøn. NOT. Gode syltede kirsebær afgiver altså ikke ret meget farve, så vi taler "lys bønnepostej"...
I et svagt øjeblik overvejede jeg at snyde lidt og tilsætte farve. Ved samme lejlighed kunne jeg have drysset bare en lillebitte smule citronsyre i, for liiiige at give 'tellaen bare en anelse mere syrlighed. Det er jo dét, de "onde" tilsætningsstoffer kan: justere farve og smag - og evt. konsistens, struktur, holdbarhed - og andet praktisk og lækkert. Men jeg styrede mig. Denne gang. Derfor er det en Cherry-tella au très naturelle jeg præsenterer her, og du må tro mig, når jeg siger, at det smager herligt, selvom billederne kunne antyde noget andet.
Cherry-tella
100 g smuttede mandler
200 g hvid chokolade
2 dl piskefløde
2x10 syltede kirsebær
ca. 1/4 dl kirsebærsirup
1 tsk stødt mahleb* (kan undværes)
Rist mandlerne i ovnen eller på en pande til de er lysebrune. Smelt forsigtigt den hvide chokolade. Varm fløden lidt op evt. i mikroovnen.
Kom mandlerne og mahleb i en foodprocessor og kør det til det er helt pulveriseret.
Tilsæt smeltet chokolade og kør igen.
Tilsæt 10 syltede kirsebær, kirsebærsirup og varm fløde og kør igen.
Hak de resterende kirsebær og rør dem i massen med håndkraft. De skal forblive synlige stykker. Stil evt. blandingen på køl et stykke tid og lad den størkne lidt inden du rører rundt og hælder på glas.
Spis på brød, som dyppelse til frugt eller følg drømmen fra World Nutella Day: We had a Dream. And a Spoon.
*Mahleb (mahlab, mahlepi, محلب, İdrisağacı, mv.) er et krydderi, som jeg hørte om første gang, da jeg bagte den græske nytårskage vasilopita for nylig. I visse af de opskrifter, som jeg læste på nettet, indgik krydderiet, som en åbenbart markant ingrediens. Jeg kunne læse mig til, at mahleb er lavet af kernerne fra en særlig kirsebærarts sten - altså lidt ligesom (bitter-)mandler og skulle have en bitter/kirsebæragtig smag.
Min gode ven, internettet, svigtede mig derefter lidt. (Jeg HAR spurgt hos både mine lokale krydderi-pushere og hos et par spice guys i Torvehallerne: helt blanke øjne og ingen genkendelse.) Jeg kunne godt opstøve enkelte webshops - herunder Amazon, der kunne - og ville - sende en lille smule mahleb til Danmark, men ingen, hvor forsendelsen stod i et bare nogenlunde rimeligt forhold til de ganske få gram, som jeg ønskede mig. Mahleb kan - åbenbart - fås både som hele små kerner til kværn-selv-og-få-den-bedste-smagsoplevelse og i stødt form - men ikke lige i Danmark.
En mahleb-kværn kunne da også være herlig at eje...
Til gengæld svigtede Sine i Athen ikke, da jeg spurgte, om hun mon kunne opstøve noget mahleb/Μαχλέπι. Tak, atter en gang for det!
Jeg beklager, hvis mine frie associationer herunder virker upassende. Jeg er bare nødt til selv at tage dem lidt alvorligt; dels kan én association være fortroppen for flere - og bedre - og dels kan der være sandheder skjult i det upassende. Derfor: De følgende billeder er muligvis uegnede for unge, sarte læsere. Men på den anden side er det tænkt som (kage-)kulturhistorisk formidling, så who am I to judge...
Det hele begyndte forleden, da jeg bagte Navettes, en lille fransk kyndelmissekage. (Min opskrift længere nede på siden.) Pludselig slog det mig, at kagerne i den ubagte udgave lignede en udsøgt del af den kvindelige anatomi.
Er det bare mig...?
Associationen blev ikke mindre påtrængende, da jeg penslede kagerne med en æg-/flødeblanding.
Er det stadig bare mig?
Nu er det sådan, at Kyndelmisse er sprængfyldt med symbolik og mening. Noget er bibelsk begrundet; meget har at gøre med bondsk snusfornuft og prioriteringer, der var vigtige i tidligere tider.
Den nyfødte Jesus præsenteres i templet: I Lukasevangeliet 2,22 står der Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren. Her bliver Josef og Maria bl.a. mødt af Simeon, der udbryder om barnet Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel. Herfra stammer omtalen af Jesus som Verdens Lys.
Kyndelmisse: Ordet kommer fra latin missa candelarum, messe for lysene. Det var i katolsk tid - og er stadig i katolske sammenhænge - betegnelsen for den særlige årlige gudstjeneste, hvor lysene, der skal bruges i kirken i det kommende år, velsignes. Med tanke på den bibelske beretning herover, er det oplagt, at lysene ikke bare er forløbere for elpærer, men simpelthen et symbol på Jesus.
Midvinter: Kyndelmisse, 2. februar, som ligger midt imellem vintersolhverv og forårsjævndøgn, blev anset for at være vinterens midte. Bonden lavede en statusopgørelse på vinterforrådet for at sikre, at der var nok mad til både mennesker og dyr til at komme igennem anden halvdel af vinteren.
Kjørmesgilder: Hvis forrådet var i orden kunne dagen fejres med et ædegilde, Kjørmesgilde, som bl.a. indeholdt flæsk, pandekager og andre gode sager. Man talte om at få besøg af Kjørmes Knud eller kyndemisseknuden; Knud(-en) var en personificering af stærkt frostvejr.
Vejrvarsler: Midt på vinteren var det oplagt at tage varsler og gøre sig forestillinger om, hvornår foråret ville komme og om, hvordan det ville blive. Fx.: Hvis det blæser så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden så vil foråret snart være på vej eller Kjørmes tø er så godt som 100 læs hø.
Groundhog Day: I USA og Canada lader man et skovmurmeldyr - a groundhog - varsle forårets snarlige eller ikke så snarlige komme: dyret sover egentlig vintersøvn, men tages ud af sin hule 2. februar. Herefter afgør det eventuelle syn af dyrets skygge om foråret er lige om hjørnet eller om vinteren fortsætter seks uger endnu.
Du kan selv gennemføre vejrtesten med din helt egen hjemmehæklede Punxsutawney Phil
Navettes og bådlegenden: baggrunden for at spise Navettes, som en mere renttænkende ser som bådformede, ligger i en gammel legende om mindst tre kvinder ved navn Maria (måske Jomfru Maria, Maria Magdalene og (Maria) Salome) og muligvis Lazarus, hans søster Martha og andre af Jesu nærmeste. Det fortælles, at de var på flugt fra forfølgelser og måtte kaste sig ud i en lille båd uden hverken sejl eller ror. De drev omkring på Middelhavet i mange dage, men blev endelig - den 2. februar - blæst i land på et sted hvor der nu ligger en by, der hedder Saintes-Maries-de-la-Mer.
Mariæ Renselse: Kyndelmisse handler også om at kvinder, som antydet i den bibelske tekst fra Lukasevangeliet herover, blev anset for at være urene i en tid efter at de havde født. Ifølge Moseloven, som Josef og Maria fulgte, var der tale om 40 dage inden Maria kunne få lov til at komme i templet. Hvis hun havde født en datter, havde der været tale om 80 dages "karantæne".
Nogen hævder, at skikken omkring urenhed og udelukkelse fra templet, senere kirken, er "typisk" kristent kvindeundertrykkende, men på en god dag kunne man vælge at tolke karenstiden, som en særlig hvileperiode, der udtrykte en vis forståelse for, at børnefødsler er hårdt arbejde, og at kvinder med en nyfødt har rigeligt at se til.
Churching a Woman: renselseseritual efter fødslen
På en dårlig dag kan man hævde, at koblingen mellem kvinders seksualitet og renhed/urenhed mildest talt har haft uheldige og vidtrækkende konsekvenser.
Under alle omstændigheder er der, synes jeg selv, en lille smule mening bag min association i forbindelse med den hårløse kage.
Navettes (Klassisk fransk opskrift)
Ca. 40 stk.
500 g mel
250 g sukker
75 g blødt smør
3 æg + 1 ekstra blomme
3 spsk orangeblomstvand
3 spsk vand
1 tsk mælk eller vand
en knivspids salt
Bland mel, sukker og salt. Lav en fordybning i midten og tilsæt de hele æg, orangeblomst-vand og smør. Ælt det sammen og tilsæt vandet lidt ad gangen. (For den mere travle: kom alle ingredienserne i en foodprocessor og kør til dejen er ensartet.) Saml dejen og stil den i køleskabet i en time.
Rul dejen ud i tommelfingertykke pølser. Skær i stykker på ca. 5 cm og tryk enderne så de bliver lidt spidse. Læg et snit på langs og åben det en smule, så kagen ligner en båd – måske snarere en kano.
Inden kagerne kommer i ovnen skal de stryges med æggeblommen, som er rørt med mælk eller vand. Det giver den fine farve. Bag ved ca. 180 grader indtil de er pænt lysebrune.
Navettes - midt imellem småkager og brød.
Vi slutter i det muntre hjørne med et billede, der muligvis vil ændre mit syn på den gamle vintersang for evigt...
Knud, der kommer over alt...
Og Gammelmor i Klokkerne
med Huen og Graalokkerne,
hun haler op i Sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er Kaalen liggende,
og nu staar Tjørnen stikkende
og spidder Sne paa Piggene,
og nu kom Kjørmes-Knud!
(Fra Sneflokke kommer vrimlende, Jeppe Aakjær, 1916)
Jeg var i Maastricht sidste weekend. Byen, du ved, med maastrichttraktaten. Fuld af fordomme - og dårligt forberedt - som jeg er, forestillede jeg mig en grå betonby uden kultur værd at tale om. Mand, tog jeg fejl!
Calissons - amandelkoekjes - zoet & hartig
Maastricht er en meget smuk, gammel by nede i Europa med masser af historie, uddannelsesinstitutioner og kultur. Faktisk kæmper byen med Nijmegen om at være Hollands ældste, og Maastricht er medlem af Most Ancient European Towns Network. Og så er der rigtigt gode shoppemuligheder.
Julen varer lige til påske... i Tafelstraat
Jeg konstaterer - endnu en gang - og uden at skamme mig derover, at jeg, et lærd og oplyst menneske, har masser af sorte huller på landkortet. Også i mere end geografisk forstand. Man kan ALTID blive klogere, og netop dét er heldigvis en af mit livs helt store fornøjelser.
Rejsen, som var mere business end pleasure, levnede ikke tid til en masse kageorgier, og jeg havde egentlig heller ikke stor lyst. Selv kageentusiaster kan have perioder, hvor entusiasmen mest er teoretisk. Men det betyder jo på ingen måde, at jeg havde lagt kagebrillen. Jeg speeddatede adskillige kage- og chokolade-, køkkengrejs- og gadgetforretninger, og jeg fik da også lidt sødt indenbords. Jeg mener, det det er jo også min forbandede pligt! (Der er lidt kagebilleder fra turen på Facebook.)
Mine souvenirs fra turen bestod bl.a. - helt typsik - af et glas Speculoos, et særligt hollandsk smørepålæg lavet på basis af deres kendte krydrede julesmåkager, speculaas:
og et sæt melamin kagetallerkener - med påtrykt kage:
Så kan man måske nøjes med at servere en skive gulerod...
Men jeg blev også fristet til en kage-kogebog. Jeg prøver ellers at holde mig i skindet, når jeg rejser i lande, hvis sprog jeg ikke behersker. Men jeg blev fristet af en meget lækker og enkel bog af José Maréchal om calissons, en kage, som afgjort fortjener opmærksomhed herhjemme.
Den klassiske calisson, som stammer fra Provence i Frankrig, er en lille mandelformet konfektsag lavet af en bund bestående af pulveriserede mandler (evt. marcipan), kandiseret frugt (fx. melon, appelsin eller abrikos) og med et lag glat, sprød glasur på toppen. Konfektmassen lægges gerne på et stykke rispapir/en tynd vaffel.
Bogen om calissons var simpelthen så appetitlig - og samtidig en lille smule nørdet på den gode måde - og det hollandske sprog trods alt så overkommeligt, at jeg måtte eje den. Jeg har lavet calissons som julekonfekt et par gange i den allermest enkle, nærmest rustikke udgave, men bogen her giver ideer til at videreudvikle den lille sag. Der er ligefrem bud på calissons, der ikke er søde, men salte. Spændende. Sådan kan jeg li' det.
Forretningen i Maastricht, som solgte bogen, var en ellers meget velassorteret køkkengrejsforretning, men lige præcis de udstiksforme, som skal bruges til calissons, var udsolgt sidste weekend. Og så er det, at den nemme handel mellem lande - som MÅSKE er en EU-gevinst - gør mig helt varm om hjertet.
De fine udstikkere kan ikke umiddelbart købes hos mine sædvanlige engelsksprogede kagegrejspushere, men så findes der jo franske webshops. Google fortæller mig, at en udstiksform hedder emporte-pièce og så er vejen kort. Jeg har bestilt de helt rigtige udstikkere hos Foodista Cook Shop.
(Jeg har ellers en udstikkersamling, der mildt sagt kan kaldes omfattende, og jeg har faktisk også et kit, som gør, at jeg i princippet selv kan fabrikere udstikkere i alverdens former, men der er altså noget ved at skaffe det "rigtige"... Ja: jeg hedder Lise, og jeg er materialist!)
Grebet af stemningen ved at have nedlagt et lækkert bytte og af den gode købsoplevelse hos Foodista tænkte jeg, at jeg måske også skulle opgradere mine kommende calissons fra at være brygget sammen med (økologisk!) abrikosmarmelade fra Fakta til rent faktisk at blive lavet med kandiseret melon, som skulle være det mest "autentiske".
Det er ikke bare muligt, det er også nemt. Jeg havnede i en herlig webshop hos Les Fleurons d’Apt
som - temmelig ufransk men meget nyttigt og betænksomt overfor internationale kunder - oven i købet har en engelsk udgave af deres webshop. 1 kilo kandiseret melon er nu på vej. Plus lidt ekstra godt, når nu jeg var i gang med dankortet...
På webshoppen ligger desuden en utroligt lækker video om kandisering af frugter. Jeg kan ikke få den indlejret her, men jeg kan anbefale den varmt - også for de ikke-fransk-kyndige; billederne er simpelthen mundvandsfremkaldende big time.
Kandiserede kirsebær
Kom ikke og sig, at jeg ikke bidrager til at holde hjulene i gang i Europa!
Inden jeg lukker og slukker for i dag vil jeg lige bringe opskriften på standardudgaven af calissons. På hollandsk. Når jeg har fået alle mine godter hjem og har fået lavet mine egne calissons, kommer der sandsynligvis en opskrift på bloggen på dansk.
De Calissons uit Aix
De pasta:
300 g fijngemalen amandelen
200 g poedersuiker
220 g gekonfijte meloen
40 g gekonfijte sinaasappel
20 g gekonfijte citroen
2 eetl. oranjenbloesemwater
1 vel ouwel van 23 x 32 cm
Het glazur:
150 g poedersuiker
35 g eiwit
Lad os slutte på de høje nagler med en Ode til Glæden, Europahymnen fra Beethovens niende:
