lørdag, februar 11, 2012

Eat Cake. Kokoskage til Valentinsdag

Som antydet i tidligere indlæg om Valentinsdag er jeg ikke den, der sidder og holder vejret, mens jeg venter på en romantisk invitation til dette eller hint her i dagene op til Valentinsdag. Jeg kan faktisk ikke genkende mig selv i mange af de valentinstilbud, der er rundt om i kunsten, på museerne og i gastronomien disse dage. Det er lige en tand for lykkeligt og tosomhedsagtigt til mig.

Der er heldigvis undtagelser, der forsikrer mig om, at jeg ikke er den eneste i verdenshistorien, der har et forhold til kærligheden, der er lidt for kompliceret til at det kan formuleres og indgraveres på indersiden af en alliancering i hvidguld med tre brillantslebne smaragder.

Fx. udstillingen Be my Valentine, bitch, der har fernisering på Dagen eller natkirkegudstjenesten i Trinitatis Kirke, der på aftenen fokuserer på Den svære kærlighed.

Og så faldt jeg over en lille perle af en valentinslydfortælling hos The Guardian: podcasten Eat Cake - fra en serie kaldt The Truth - bliver beskrevet således: Confirmed singletons Elizabeth and Brian each have their own alternative Valentine's Day traditions. But can homemade coconut cake + random phone calls = love?

Selve historien varer kun ca. 10 minutter, og den slutter inden den lover for meget. Jeg synes faktisk, at den er så velspillet, troværdigt skeptisk og sandfærdigt i kontakt med moderne ensomhed, at det, som ellers kunne være langt ude og sødsupperomantisk, alligevel rammer mig. Bare lidt. Jeg kan i hvert fald genkende kattedamen med et kageprojekt, som ikke uden videre skal forstyrres. Lyt!
Når du har hørt historien, vil du - formodentlig - forstå, hvorfor jeg foreslår kokoskage til Valentinsdag.

Nu er kokoskage jo mange ting, og vi får ikke mange detaljer om Elizabeths kage, udover at hun skal bruge æg og at der er white cake indeni. Der kunne vel være tale om noget i retning af Drømmekage fra Brovst, som faktisk ville være ret passende i denne sammenhæng, men som jeg har lidt anspændt forhold til, fordi den er så forbandet populær, og fordi den kan fås som færdigmix fra både Amo og Maizena. Den smager jo ellers godt.
Efter at have hån-tænkt på drømmekagen vandrede min tanke mere i retning af et fra bunden hjemmelavet kokosmonster med forskellige former for kokos i både kagen, fyldet og frostingen:
Svulstig Coconut Cake fra pastry pal (der ser ud til at være en side værd at holde øje med)
Jeg ville skulle stå i køkkenet i timevis, og der ville være masser af tid til at en eller anden weird but interesting Brian ringede mig op. Men så kom jeg til at tænke på, hvor upraktisk den kage ville være i biografen.

Min næste tanke gik på kokosmakroner, som er langt mere handy, og som man godt kan snige ind i en biograf. Jeg har derfor de sidste par aftener brugt anledningen til at bage kokosmakroner efter tre forskellige opskrifter. Så kunne jeg jo få sammenlignet; et projekt, jeg har luret på længe.

Jeg kan nu konstatere, at alle tre slags - bagt med hhv. æggehvide, hele æg og kondenseret mælk - er lidt for tørre og kedelige til, at jeg vil gøre et stort nummer ud af at viderebringe opskrifterne. Jeg vil også spare dig for detaljerne i mit eksperiment med at lave hjerteformede kokosmakroner med min elskede Sawa-kagesprøjte og nøjes med at bringe resultatet: det kan man (jeg) IKKE. Og jeg vil heller ikke gå nærmere ind i min nyopdagede modvilje mod at have klistret kokosmel på fingrene.

I virkeligheden er kokosmakroner jo også i modstrid med pointen i historien om Brian og Elizabeth. De SKAL jo smides ud af biografen!
Hvor ville vi være i dag, hvis ikke der var ulydighed til?
Derfor vil jeg nu vende tilbage til begyndelsen og lave om på min tradition om IKKE at bage Drømmekage fra Brovst. Jeg vil gå den sikre vej med opskriften fra Arla, og så vil jeg see what happens next...

Happy Valentine's Day, Bitch!

Ingen kommentarer: