fredag, august 21, 2009

"KitchenAid - 90 Years - The Cookbook" - jeg bliver helt varm om hjertet...

Som tidligere noteret fik jeg en grøn baby fra KitchenAid tidligere på sommeren. Den pynter helt ubeskriveligt i mit køkken!

Sammen med apparatet kom et registreringsskema, som man kunne sende til en mystisk adresse i Belgien og så ville man som tak modtage en "opskriftssamling" på engelsk eller fransk efter eget ønske. Ja tak, tænkte jeg; jeg kender jo godt de opskriftshæfter, der følger med blendere og mikrobølgeovne. De er gode til at få ideer af ved en enkelt gennemkigning, og så kan de arkiveres på fjernlageret. Men gratis er jo dejligt.

I dag kom en pakke. Tung! Indeni var den lækreste kogebog jeg længe har set: "KitchenAid. 90 years. The Cookbook". Med smukke, smukke fotos; interessante og lidt spændende opskrifter med nye smagskombinationer; smudsbind, bogmærke og sådan et fint rødt bånd, der også kan lægges ind på en vigtig side. En bog der ikke fås i almindelig handel. Kun for de særligt udvalgte kunder.

Sådan! Det kalder jeg kundepleje! Jeg føler mig pludselig som medlem af en meget eksklusiv klub. Jeg har bladret i bogen og mundvandet løber. Jeg spottede dog også lynhurtigt en accessory, som jeg må eje: man kan åbenbart få en glasskål til sin røremaskine. Jeg elsker køkkengrej i glas. Grydelåg ikke mindst. Så jeg kan se, hvad der sker! Og jeg kan da ikke leve ret længe uden en røreskål med udsigt - eller indsigt.

Jeg indledte en jagt på nettet og det var ikke let, men jeg fandt noget til sidst hos Thuesen-Jensen, der åbenbart er KitchenAid-grossist: http://www.thuesen-jensen.dk/templates/product.asp?ProductGuid=5KGB&GroupGuid=1185 KUN kr. 999,- Det er jo "rørende"!! Men lur mig: næste gang jeg har kr. 1000 til overs, så er jeg den, der sætter en bestillingsproces i gang. Mit liv er ikke fuldendt uden den skål!

Og sådan har vi været vidner til en ægte win-win-situation: jeg har fået min skønne kogebog. KitchenAid har fået en loyal kunde, som er klar til at spendere en mindre formue på noget som dybest set er lidt mindre vigtigt end så meget andet i verden. Jeg har fået en ny konsumdrøm og et håb om et perfekt køkken og et dertil hørende perfekt liv. Mageløst!

Der er heldigvis rigtig mange kageopskrifter i bogen, for selvom røremaskinen kan suppleres med alskens tilbehør, så er piskeriset og dejkrogen jo det aller vigtigste. Jeg har taget et par billeder; de øver slet ikke bogen nogen som helst retfærdighed, men en svag antydning må være på sin plads.

torsdag, august 13, 2009

Chokoladevulkanens syrlige fætter: Lemon Pudding Cake

Chocolate Lava-kagen fra forleden er toppen, men jeg er nødt til også at dele opskriften på en citronbaseret variant med alverden; den er simpelthen også bare superlækker, ret frisk i det og så vidt jeg kan vurdere betydeligt mindre kalorierig end chokoladekagen. Det skal du nu ikke lade dig skræmme af. Smagen er fuldfed!

Og så er kagen/buddingen temmelig nem. (Den lykkedes i hvert fald for mig i første hug.)

2 æg - delt i blommer og hvider
½ dl citronsaft
2 tsk revet citronskal
1½ dl mælk
1 tsk vanillesukker
200 g sukker
75 g mel
en knivspids salt

Tænd ovnen på 175 grader. Bland sukker mel og salt:

Tilsæt æggeblommerne:

Og citronsaft og -skal, mælk og vanillesukker. Rør det godt sammen:

Pisk æggehviderne helt stive:

Rør forsigtigt æggehviderne i blandingen:

Smør 4 ovnfaste skåle. Fordel dejen i skålene, som står i en bradepande. (Jeg lavede dobbelt portion; derfor 8 forme!)


Hæld kogende vand i bradepanden, så det når ca. halvvejen op ad siden på formene. Bag i ca. 25 minutter. Det er lidt af en smagssag hvor gennembagt man vil have sine kager, så måske er du nødt til at bage dem flere gange for at finde lige præcis DIN favorit-gennembagningsgrad!

Jeg dryssede, som det ses på billedet foroven, kagerne med flormelis gennem en lille sigte og lagde et par friske hindbær ved. Ikke et øje var tørt! God fornøjelse!

fredag, juli 31, 2009

Golden Sweethearts


Jeg skal IKKE til guldbryllup i U.S.A. den 8. august. Men jeg er inviteret. Når jeg nu ikke selv skal afsted, så måtte jeg i stedet sende "sweet greetings".
Jeg lavede en småkagedej - Fru Vilmars Chokoladesmåkager -fra Den blå Bagebog fra Tørsleffs Husmoder Service:

200 g smør
150 g sukker
1 tsk vanille
1 æg
200 g mel
1/4 tsk bagepulver
Jeg udelod kakao og chokolade.

Jeg havde glemt, hvor meget kagerne flyder ud, så første runde blev lidt vel flade og ikke helt, som jeg havde tænkt. Men det skal man jo ikke lade sig slå ud af. Jeg rørte lidt mere mel og flormelis i dejen og lavede en anden og tredje runde. Nogle blev til hjerteformede, udstukne småkager og andre blev til runde "knapper".

Alle tre omgange småkager blev smurt med æggehvide og drysset med en blanding af sukker og ægte guldstøv; det er vel et guldbryllup vi taler om!

Til de første flade småkager lavede jeg en passionsganache: smeltet mørk chokolade med lidt passionspasta (købt i et stort glas i Inco; jeg ved ikke om det kan fås andre steder...) og det lagde jeg imellem kagerne to og to.

Hjerterne gjorde jeg ikke noget ved. Knapperne blev smurt i bunden af hvid chokolade farvet grøn og tilsmagt med lime. Chokoladen er købt som færdige knapper hos Specialkøbmanden. (Som åbenbart har åbnet ny butik i Rødovre - jeg har ikke været der endnu - og som stadig har en netbutik, der er værd at besøge.) Specialkøbmnden har også guldstøv.

Nu kunne jeg lave en fin pakke med "Double passion", "Golden Sweethearts" og "Lime Love"; så er der da ikke et øje tørt?!

tirsdag, juli 28, 2009

Min grønne baby...

Jeg vil lige dele min begejstring over mit nye barn, som jeg har ønsket mig længe: en KitchenAid røremaskine - æblegrøn og lækker. Jeg er ved at lære ham at kende; han har jo sin helt egen personlighed og sine egne talenter og svagheder; ligesom ethvert andet barn.
Folk der kender mig ved, at jeg - mildt sagt - er vild med farven grøn. Da jeg fandt mit ønskebarn i den rigtige farve (sorte børn som accesories er bare så 2008! Sorry Brüno!) på nettet til en god pris, måtte jeg derfor straks slå til. Tilfældigvis havde jeg netop malet det værelse - køkkenet - som er blevet hans helt eget i Københavns lækreste grønne farve, så det var bare klar til hans ankomst.

mandag, juli 27, 2009

Chokolade-lava-kage

Jeg er lidt bagud med indlæg her på siden; beklager! Jeg HAR bagt og jeg HAR taget billeder - jeg er bare kommet bagud, og så går det i stå. Men her kommer en fantastisk lækker sag, som er lige noget for alle os, der ikke kan få kager snaskede nok: Chocolate Lava Cake.

Ja, sådan hedder den, og med lidt snilde bliver kagen faktisk som en lille chokoladevulkan, der vælter chokoladelava (chokolava?) ud over tallerkenen. Ikke spor dårligt! Her kommer en opskrift og lidt billeder fra processen:

175 g mørk chokolade (jeg var bange for at smagen blev for "mørk", så jeg brugte to slags mørk chokolade; kun halvdelen var 70%. Næste gang bliver det kun ultramørk choko. Og måske giver jeg blandingen et lille skud chili; det er så moderne, og jeg tror faktisk at det vil klæde kagen med lidt ekstra "kant".)
175 g smør i tern (Og nej, det er så HELLER IKKE i denne uge vi skal på kur!)
3 æg
100 g sukker
40 g mel

smør til formene

How to do:

Tænd ovnen på 175°C
1. Smelt chocoladen fx. i mikroovnen - pas på ikke at brænde chokoladen!
2. Rør smørret i; det skal smelte sammen med chokoladen.
3. Pisk æg og sukker i en anden skål, indtil det er hvidt og luftigt.
4. Rør choko/smør-blandingen i æggeblandingen og derefter melet.
5. Smør fire forme grundigt og hæld dejen i. Der skal være plads til at den hæver.
6. Her kommer kunsten ind i billedet: kagerne skal nu bages lige præcis længe nok til at de stivner udenpå, men stadig er flydende indeni. Det er selvfølgelig ikke nogen stor ulykke, hvis de stivner helt igennem, men det er "lissom" ikke det, der er meningen. Prøv med 10-12 minutter.
7. Lad kagerne køle en anelse af og vend dem så ud på en tallerken. Giv evt. noget frugtcoulis til.

Sådan! Det er da nemt. :-)


Jeg fandt en skøn instruktionsvideo på Chocolate Lava Cake på YouTube. This guy is hilarious! (Det synes jeg måske fordi jeg synes at han taler som Steve Martin?) Chef John Mitzewich har sin egen blog FoodWishes her på Blogspot. Her kan du finde opskrifter - og videoer - på både desserter og andet godt.

søndag, maj 17, 2009

Gør-Det-Selv Florentinere

Juhuuu! Jeg kan selv lave mine absolutte yndlingskager. (Blandt flere absolutte yndlingskager...)
Jeg har fundet ud af at lave florentinere, så de smager fuldt ud så godt, som dem, man køber hos bageren. Og mine er lidt mindre - og derfor finere - og så kan man jo altid lige hapse en mere.

Jeg har fundet adskillige opskrifter på florentinere, men ingen af dem var helt, som jeg ville have det, så jeg har sjusset og kombineret, og jeg synes helt personligt, at jeg er nået frem til det helt rigtige. Jeg skal nok lægge opskriften ud, men jeg vil lige teste den en sidste gang - især smørcremen - inden den går i luften.

Et smart trick, som jeg har fundet på, og som løser problemet med udflydende kager og tynde, kanter, er at bage kagerne i mine gamle linseforme. Så bliver kagerne ensartede og temmelig pæne i kanten. Og de er ikke svære at få ud. Man bliver dog mindet om kagens store smørindhold, for det er et noget fedtet projekt. Men dejligt!

Om en uge har jeg fødselsdag og jeg har tænkt at invitere på kaffe og kage (IKKE sønderjysk style; få, udvalgte favoritter) og jeg må lave min nye opdagelse igen.

OPdatering: Her har du opskriften på verdens bedste florentinere.

mandag, maj 11, 2009

Påske i Rusland; mandag i Kingosgade

Jeg elsker internettet! Nu har jeg igen fået en "gadget" i hænderne, som jeg aldrig ville have kendt eksistensen af og langt mindre have haft muligheden for at få mellem hænderne, hvis altså ikke det lige var for det store WWW. Og sikke et fattigt liv, jeg ville have levet.


Tingesten - som er i fire dele, der kan samles og skilles efter behov - er egentlig beregnet til at lave en russisk påskedessert, pashka, i. Pashka er en kvark- og ægbaseret sag, som skal fyldes i en særlig form, for at kunne blive vendt ud som en firesidet pyramide uden top. I formen får den særlige, russiske skrifttegn og symboler på siderne, og tegnene skal forkynde for alverden at Kristus er opstanden. Simpelt og kompliceret på en og samme gang. Denne kvark-mousse spises sammen med/på en særlig brødagtig påskekage, kulich. Kulich'en skæres i skiver og smøres med pashka. Ja, det er jo ikke noget jeg ved af erfaring! Det er endnu en dejlig viden, som jeg har fået ud af internettet.

Nu er det jo hverken påske eller Rusland nu og her, og de fakta kombineret med min utålmodighed, fik et lækkert og faktisk ret dramatisk udtryk i dag: (påske-)budding med (blodrød) frugtsauce. En klassisk dansk dessert, som ved hjælp af den nye form, fik helt ny mening.
Dr. Oetker står bag den dejlige, skælvende budding og diverse småskumle erhvervsgrunde på Vestegnen har lagt brombær til saucen.

Det er jo en desserternes "Passion of the Christ"! Man kunne måske bage en tornekrone...